Min tro, eller skulle jeg sige det, jeg elsker.

Livet er barsk.

I øjeblikket har jeg kastet min kærlighed på de små surikater i Kalaharis ørken. Men det er ikke uden brod. Der er ingen grænser for hvad man bliver udsat for rent følelsesmæssigt.

Er det ikke svært at bevare sin følsomhed i en verden som er så barsk som vores. Jo.

Vi kan se hvordan nogle går ned på at livet bliver for hårdt. De bliver bitre og hadefulde.

Andre har det for godt og de bliver forkælede og selvoptagne. ''Spoiled'' hedder det på engelsk.

Svært er det for os at erkende at vi er den eneste der findes. Vi fortaber os mellem andre mennesker og mister vores selvstændighed.

Selv når vi oplever virkeligheden, stilheden og det uendelige rum er det svært for os at forstå, at dette uendelige rum kun findes i os selv.

Vi kan gå tur en sén nattetime. Stilheden og rummet kan være allevegne omkring os. Gadelampens lys slår smut i vandpytten ved vejsiden.

Men snart møder vi et menneske som går knuget inde i sig selv. Hans øjne ser ikke rummet allevegne omkring ham fordi han ikke kender sig selv.

Han har ikke givet slip på fortiden. Tidens bitre knugen, det at han ikke har forstået sig selv, gør det umuligt for ham at være i nuet.

Livets sande mysterieum er, at denne stilhed og dette rum, som kun er i mig er den samme stilhed og det samme rum som er i dig, men som du aldrig lægger mærke til.

Nu tror du, at jeg tror, at jeg er noget særligt fordi jeg fortæller dig om det, men det er jeg ikke.

Ingen af os er noget særligt, derimod er vi alle unikke.

Dér, i accepten af éns egen særegenhed og respekten for den andens ditto, der i denne intethed bor stilheden og det uendelige rum, Gud, virkelighed, kærligheden eller hvad du vil.

Men der er selvfølgelig en hage ved det. Hvis der er kærlighed lægger man overhovedet ikke mærke til Gud.

PS. Ikke ''min'' Gud. Du vil vel ikke fortælle mig, at mennesket ikke véd hvad kærlighed er?

Tak for de pæne ord.

Det er rart for en gangs skyld ikke at blive heglet igennem, ignoreret og hvad ved jeg, af kristne og ateister en masse.

Det mest enkle plan at forstå vores forskellighed på, er det individuelle. Hvis vi nu ønsker at andre skal være og synes lige som os selv, har vi så respekt for denne forskellighed?

I stedet skulle vi lytte til hinanden og ikke prøve at gøre den anden til en kopi af os selv.

Hvem siger, at der kun findes én virkelighed der er lige så mange ''virkeligheder'' som der er mennesker.

Men jeg tror godt at jeg kan vide mig sikker på at når vi forstår os selv, vores fortid vore ønsker og begær, vores viden og tanken bliver stille så er virkeligheden én og det samme for alle.

Man kan så kalde det ingenting eller alting, det man ser ud af sine øjne, men når man betragter både sig selv og andre mennesker ser man vidt forskellige personligheder, så livet er en vekselvirkning mellem, at vi udfolder os selv og vores person samtidig med at vi lytter til og respekterer den andens person.

Men det er blot mit synspunkt. Jeg har ingen autoritet overhovedet.