IGEN har jeg fået et indlæg afvist på politiken.dk, som jeg derfor bringer her:
Til Kocsis angående kommentar #141449:
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at korantekstens regel om to kvindelige vidner til at opveje et mandligt vidne indgår i en beskrivelse af den rette fremgangsmåde ved finansielle transaktioner.
Jeg har ejheller hævdet, at kvinder ifølge koranen er "mindreværdige" - tværtimod understreger koranen, at mænd og kvinder er lige værdige over for Gud - men kvinder og mænd er ifølge koranen IKKE ens, og derfor har de hverken de samme pligter eller de samme rettigheder.
(Hvilket vel at mærke er det helt normale syn på kønnene i næsten alle kulturer og til alle tider. Det er VORES ideer om total kønslighed i alle tænkelige og utænkelige spørgsmål, som historisk set er det "besynderlige sær-standpunkt"...).
Angående TOLKNINGEN af sura 2 vers 282 vil jeg lige understrege, at hvor din engelske tekst har ordet "biased" (som du så digter videre på), anvender Ellen Wulff i sin kendte danske koran-oversættelse det mindre ladede ord "fejle":
"Tilkald to af jeres mænd som vidner. Hvis det ikke kan blive to mænd, så en mand og to kvinder, som I kan godtage som vidner, således at hvis den ene af de to skulle fejle, så kan den anden påminde hende".
Det bør selvfølgelig fremhæves, at der blandt nutidige muslimer hersker forskellige opfattelser af dette vigtige koranvers:
En ret udbredt opfattelse blandt muslimer i vore dage er, at verset er tidsbundet, fordi kravet om to kvindelige vidner skyldes, at kvinder dengang ikke var vant til at overskue arve- og pengesager, og at det er derfor at to kvindelige vidner ansås for nødvendigt til at opveje et mandligt vidne.
Andre muslimer holder imidlertid fast ved den gamle tolkning, der stadig danner udgangspunkt for sharia i de muslimske lande, hvor hel eller delvis sharia er indført:
Nemlig at kvinder er mere tilbøjelige til at fejle i komplicerede sager som økonomiske transaktioner og arvesager, fordi kvinder af natur i mindre grad skulle være "logisk tænkende" end mænd generelt er.
(De muslimer, der har den holdning, kan bl.a. citere nyere vestlig forskning, der godtgør, at hos kvinde er som oftest den højre hjernehalvdel (den følelses- og intuitive del af hjernen) og hos mænd som oftest den venstre hjernehalvdel (sædet for logisk tænkning, rumopfattelse og talbehandling) bedst udviklet. AT koranen bl.a. allerede i dens vidnebestemmelse kunne tage højde for et faktum, som den vestlige videnskab først erkendte over 1300 år senere, fremføres stolt som et af mange "beviser" på koranens Guddommelige oprindelse).
ER koranvers 2.282 tidsbestemt eller evigtgyldigt?
Meningerne er som sagt delte blandt muslimerne selv, og Karlsen og jeg har blot gjort opmærksom på det faktum, at både hadith og koranen altid er blevet - og stadig bliver - taget til indtægt for kravet om to kvindelige vidner til at opveje et mandligt vidne...
Venlig hilsen Henrik Ilskov-Jensen