Hej treram

Jeg kom faktisk midt i alvorens stund til at grine af denne:



Ja, vennerne (3-4 stk.) blev selvfølgelig ikke aflivet, de var taget afsted med min hund til dyrlægevagten, da den hverken kunne stå på benene eller ligge ned. Den havde kastet op og øjnene flakkede rundt; højst sandsynligt ifølge dyrlægen en hjerneblødning. Men ikke mere om den.



Det er ikke rigtig, treram. Jeg bruger aldrig skriftsteder for at ville bekræfte eller bevise, at Jesus har levet. Jeg beskriver, hvorledes jeg mener og tror på, at det ikke er tilfældigt, at så mange omvendte sig og blev Jesus-troende, og at der efterfølgende blev grundlagt diverse menigheder med Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne, som troens grundlag. Det er jo, hvad de forskellige skrifter bevidner: en tro på Jesus Kristus og men ikke mindst en mission, hvor det gjaldt om at sprede budskabet.
Hertil har du ret i, at historierne er blevet fortalt af de efterfølgende generationer samt det, at vi med den autoriserede Bibel kun har de kanoniserede skrifter at forholde os til. Det er ikke historiske verificerbare dokumenter. Af andre skrifter har vi fra de første århundreder f.eks. jødiske eller grækse historieskrivere, og det var, hvad jeg i forrige indlæg pegede på: det at f.eks. brevudvekslinger mellem en kejser og en anden person siger noget om, at der blev set med skeptiske øjne på de første kristne; de blev af romerne anset for værende vantro.
De første kristne grupper (af Jesus-troende) er altså en realitet (noget var hændt, så de troende på Kristus), men dér, hvor vi kan så vores tvivl er ift det, der er bevidnet og bekendtgjort i NT: Fandtes denne Jesus overhovedet, var han født af en jomfru, gik han på vandet, genopstod han etc.? De spørgsmål kan jeg ikke svare dig på, men jeg kan fortælle dig, at jeg tror på, at Jesus var hos os, og hvorvidt han gjorde overnaturlige ting er ikke spørgsmål, der på den måde har en stor betydning.

Godnat.

Mvh
Anne

Hej Arne.

"Det er vel grundlæggende håbet om en universel kærlighed, du har givet afkald på."

Ja hvis den skal styres af det religiøse, vil jeg give afkald, fordi det har jo vist sig at religionerne netop ikke udviser en universel kærlighed, men deler menneskene op i grupper der hver har sin form for "kærlighed" eller nærmere tvangstyring.

Jeg mener at en universel kærlighed kunne blive aktuel, såsnart man fik "slagtet" religionerne, så kunne kærligheden få lov til at udvikle sig og ethvert menneske ville have samme værd.

Lige nu mener de troende de er bedre mennesker end os vantro, som så nok til gengæld mener de ikke er rigtig kloge,denne differentiering af mennesket sker jo kun fordi religionerne har frit spil og kræver at blive hørt, kræver at deres tro skal være lovdannende, kræver at få råderet over børnene inden de kan tænke selv, med tvungen dåb og konfirmation og minikonfirmation, koranskole, buddhistisk munkekole o.s.v. det gælder jo om at holde "gryden ikog" , det kunne jo være de kom på andre tanker, hvis ikke de blev "behandlet" fra små.

Jo den religiøse "kærlighed" er universel tak.

Hej Anne.

Ja jeg kunne ikke dy mig, med at benytte mig af din skrivefejl midt i sorgen-sorry.

Een ting der forundrer mig meget, nu husker jeg ikke lige om vi har debatteret det før, men hvorfor katten tror jøderne ikke på at en Jesus har levet og udført alt det han får "skyld" for, de må jo have været de nærmeste på den tid til at se ham i "action".

Og hvorfor tror hinduerne, buddhisterne og mange andre sekter ikke på en Jesus og gud, men har helt andre ting de tror på, det er trods alt en stor skare af mennesker.

Kineserne havde jo en civilisation der var meget mere udviklet end den i mellemøsten, og har ikke kendskab til nogen Jesus, gud eller helligånd, men en helt anden form for religion.

Er disse blevet vildledt eller er de guds troende blevet vildledt??.

Hvis Jesus ikke var tillagt at have gjordt overnaturlige ting og sager, var han nok ikke blevet kendt og så havde han ikke haft nogen indfydelse og var gledet ud i glemselen.
Mennesket, nogle ihvertfald-ikke alle, behøver en mirakelmand du ved en NARRESUT ha ha.

Kære alle,

Jeg ser, at diskussionen af Gud og Jesus hurtigt bliver til noget med, at vi skal elskes af noget udefra. Sådan vil mange have det bedst - en oplevelse af at blive elsket ubetinget. På den måde gøres Gud til et væsen, der uanset hvad skal elske os. Denne tanke er åndelig dovenskab. Den stiller ingen krav. Og den er, hvad ateister vil kalde "en narresut".

Og når ateisterne - almindelige fornuftige mennesker - stiller spørgsmålstegn til 'dette almægtige og alkærlige væsen', så får de at vide, at de ikke skal forstå, men bare tro!

...men hvem kan tro uden at forstå? Vi tror på det, som vi har forstået lidt af. Som videnskabsmanden tror på sine resultater, fordi han forstår processen, der går forud.

...sandelig, de religiøse tror ikke. Det nærmeste, vi kan komme den tro, de repræsenterer, er at kalde den 'blind tro'... Eller måske endnu bedre: En narresut.

Gud er ikke et væsen, der siger: "Sikke nogle søde mennesker - de skal alle hjem til mig, hvis de bare sige 'oh Jesus'!"...

Gud ER kærlighed. Og kærlighed opleves ved at give den, ikke ved at kræve den. Jeg siger jer, som sandt er: Det er saligere at give end at modtage. Og igen siger jeg: Som vi sår, således skal vi høste. Og igen skal det lyde: VEND OM!

Jesus gav sine disciple den mission at forkynde hans befalinger. Men befalingerne er nu blevet glemt til fordel for en narresut. Kærligheden - som vi skal dyrke over for vores medskabninger - er glemt til fordel for en forestilling om et væsen, der elsker os ubetinget. Altid lyder det fra det religiøse vanvid 'os, os, os'...

...sådan dyrkes religionen for selvisk vindings skyld, mens kærligheden dyrkes for andres skyld. Hvad er da størst?

Igen: Kærlighed opleves ved at give den, ikke ved at kræve den. Og det er ved at elske, at vi skal kende Gud, for Gud ER kærlighed. Dette betyder også, at når vi elsker vores medskabninger, giver i det skjulte, og velsigner dem der forbander os, SÅ dyrker vi Gud. Så blomstrer livets essens indeni os selv. Se dette fører til sandhed og skønhed af ubegribelige dimensioner!

Tag derfor ordene til hjertet: Vær god mod dem der ringeagter jer og lad kærligheden være det største i jeres liv!

Kære Arne (før var det "kære alle"),

Gud er som vandet for fiskene. "Hvor er vandet?", spørger de den kloge fisk. Den kloge fisk svarer: "I lever og rører jer i vandet, og I kender det ikke!".

Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn for, at enhver, som tror på ham, må blive frelst ved ham. De, der tror og adlyder, vil blive frelst. Tror du på, hvad Jesus siger? Er du villig til at adlyde ham? Jesus kalder, og fårerne hører hans røst.

Jesus siger, at vi vil modtage, som vi giver. Giv, og der skal gives dig. Ja, et topfyldt mål skal du gives i favnen! Tilgiv, og du skal få tilgivelse.

...Men tilgiver du ikke din broder, skal du heller ikke selv tilgives af Gud...

- Som vi behandler andre, sådan vil vi selv blive behandlet. Dette vil et uselvisk hjerte, der sætter andre først, aldrig knurre over.

I Gud er sandheden og den hellige ånd, og den gives til dem, som adlyder Jesus' bud - han fuldkommede loven, så at kærlighed er lovens opfyldelse. Tror du på Jesus, når han siger, at det er hos enhver, der efterlever hans ord og bud, at han og hans fader vil tage bolig?

For gode hjerter er det indlysende, at vi modtager, som vi giver. Og de kunne aldrig drømme om at kræve, at det var omvendt. Det er ved at elske vores medmennesker, at vi skal smage Guds kærlighed i os selv. For Gud ER kærlighed - derfor er det ved at elske, at vi modtager den. Jesus vidner om Gud, og det er ved at holde fast i Jesus' ord, at vi bærer frugt - og det mangefold!

Det er et forknyt hjerte, der kræver, før det vil give. Men et sådant hjerte er slet ikke åbent til at modtage!

Det er også forknytte hjerter, der føler sig mere berettigede til Guds kærlighed. Husker du historien om farisæeren, der stod og bad? Han mente sig overlegen og var sikker på Guds kærlighed. Selv mente han også, at han gjorde alt det rigtige - af alle kræfter.

...det er smukt at elske, men gør godt i det skjulte og tro dig ikke ren og uselvisk... man bør ikke påstå, at man elsker verden af alle kræfter...

Men Gud elskede verden (verden!) så meget, at han gav sin enbårne søn, for at enhver (enhver!) kunne blive frelst ved ham. Derfor lader Han sine ord gjalde overalt og for evigt gennem Jesus - og Han vil netop elske og tage bolig i enhver, som TROR OG ADLYDER Jesus.

Lad dem, der har ører, høre!

Hej Arne

Jo, det var faktisk dyrlægens skøn, at det kunne være en hjerneblødning eller en tumor, der pressede ind på centralnervesystemet. Mit spørgsmål gik mere på, hvad det præcis er, der sker i sådan et hjerneblødnings-forløb. Det var jo en pludselig og voldsom død, min kære hund havde. Jeg kan vist ikke rumme at gå mere ind i dette her men mange tak for dine ord omkring det! Du har sikkert prøvet at aflive mange dyr..

Godt at høre, at det er gået så godt med din hofteoperation - de jo næsten uundværlige sådan nogle hofter :-)

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal svare på det, du skriver om Jesus og Helligånden. Det er okay, at du er skeptisk og ikke mener, at man med Jesus Kristus kan fremhæve nogle værdier, der skulle gøre sig mere gældende i kristendommen ift andre religioner. Mit ærinde var ikke religionsvidenskabeligt eller komparativt men blot at fremhæve Jesus som levende qua min tro på Jesus som Guds Søn etc. Det betyder selvf. ikke, at næstekærligheden kun hører til i kristendommen, nej, det har masser af filosoffer gennem adskillige århundreder forsøgt at råde bod på bl.a. med termen, den gyldne regel (og/eller den naturlige lov - her kunne Ipso Facto jo passende have budt ind med et filosofisk tillæg). Kærlighed er ofte et centralt motiv, hvad enten vi beskæftiger os med religioner, filosofi eller kunst.

Hvad angår Helligånden, synes jeg ikke, at du behøver at hænge dig i dogmatiske formuleringer såsom østkirkens eller vestkirken treenighedslære. Jesus taler om, at efter hans bortgang vil han (Jesus eller Gud eller Jesus/Gud) sende os Talsmanden, dvs. Helligånden, og netop derfor kan vi sige, at Jesus stadig lever og er iblandt os. Det er selvfølgelig noget, der skal føles naturligt for en, men jeg kan slet ikke forestille mig et trosliv uden Ånden. Og jeg tror virkelig - hvis vi nu godtager vidnesbyrdet om Jesus som Kristus - at disciplene elskede ham.

Til sidst skriver du, Arne, lidt overraskende for mig:

"Beretningen om Jesus og Peter, det gik på vandet, tager du frem i forbindelse med spørgsmålet om, hvad Jesus mon ville have sagt til den ikke troende Treram.
Peter kunne gå på vandet, men kom i tvivl - og sank.

Det overbeviser vist ikke Treram - og egentlig heller ikke mig.

Og den Jesus Kristus, jeg bilder mig ind at fornemme, tror jeg snarere ville have medfølelse med et menneske, der kun har naturlovene og tilfældigheder at støtte sig til - og som endda er tilfreds hermed!"

Der skal åbenbart ikke så meget til for at "forarge" dig, men det er også okay, så må jeg jo prøve at forklare mig lidt nærmere. For det første var det et lidt tilfældigt valg af skriftsted. Inden da var jeg ved at skrive noget med, at Jesus nok bare ville lægge en kærlig hånd på Trerams skulder eller måske velsigne ham som et lille barn. Men hvorfor ikke gribe til en fortælling om 'tro og tvivl' og men ikke mindst en fortælling om mødet mellem Jesus og disciplene, hvor de bekender, at han er Guds søn? Hvad var egentlig det provokerende ved det? Jesus stod da ikke morede sig over, at Peter sank i vandet (synd for dig, lille Peter) men sagde derimod, da de skreg af frygt i båden: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!". Men Peter ville efterprøve, om det nu var Jesus og trådte ud på vandet, hvor han blev grebet af frygt (tvivl) og begyndte at synke. Men han druknede ikke. Jesus greb hans hånd med ordene: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?".

Ja, hvorfor tvivlede du, Peter?

Mvh
Anne