Mit besøg i Egypten
Af: Jesse Petrilla
For nylig vendte jeg tilbage til USA fra Egypten, hvor jeg var på research-mission for at finde ud af, hvordan livet er for ikke-muslimer, der lever under islam. Hvad jeg så, var en forfærdende tilstand af undertrykkelse og diskrimination, som mange i Amerika og Vesten bare har ignoreret.
Jeg tog til Egypten, fordi jeg ønskede at finde ud af, hvordan livet ville blive, hvis vores fjender og deres allierede havde held til at få det, som de ønsker. Hvad jeg så, var et eksempel på det brutale liv, der venter fremtidige amerikanske generationer i islamisk-dominerede områder i USA, hvis vi ikke bestræber os på at gøre opmærksom på islamisk undertrykkelse på dette kritiske tidspunkt i historien.
Min rejse begyndte på en EgyptAir-maskine fra JFK. Jeg blev mildt sagt en smule overrasket, da den første video blev vist før afgang. I stedet for den sædvanlige sikkerhedsvideo flimrede et billede af en moské, og en dyb båndoptaget stemme begyndte at recitere islamiske bønner fra Koranen.
Jeg har fløjet med det israelske luftfartsselskab El Al adskillige gange såvel som hundredvis af andre internationale og amerikanske selskaber, og jeg har aldrig oplevet en kristen bøn eller en jødisk bøn i en maskine, og jeg kunne nemt forestille mig amerikaneres reaktion, hvis et flyselskab skulle finde på det.
Uanset hvilken politik eller logik, andre selskaber eksisterer efter, så finder et muslimsk-ejet selskab det tilsyneladende passende at antage, at alle dets passagerer ønsker at høre en muslimsk bøn, uanset hvad deres tro er.
Derefter fulgte sikkerhedsvideo’en, og min rejse var begyndt.
Jeg var på vej til Cairo og Alexandria for at få en fornemmelse af, hvordan livet der var for ikke-muslimer.
På førstedagen besøgte jeg det gamle Cairo. Jeg spadserede rundt i gyderne og besøgte mange gamle kirker der. Da jeg rundede et hjørne, så jeg en gammel synagoge.
Spændt på at finde og høre om erfaringer fra de jøder, der bor der, gik jeg inden for - for bare at blive forfærdelig skuffet og yderst forarget, da jeg så, at synagogen var fyldt med hijab-klædte muslimske kvinder, der solgte nipsgenstande og postkort indenfor.
Det er et museum, jeg kun kan formode, at regeringen bruger for at vise sin ”tolerance”. Jeg overhørte turist-guiderne fortælle om, hvordan “der engang var jøder her”, og jeg fik at vide, at der kun findes yderligere én synagoge i byen.
Det får en til at tænke over, om der en dag vil være områder i USA med et museum over den sidste eller næstsidste synagogue eller kirke.
Irriterende nok afviser det egyptiske politi at tillade nogen overhovedet at tage billeder af eller filme synagogen hverken indenfor eller udenfor, og de truede med at tage mit kamera, hvis jeg udfordrede deres regel.
Da jeg fortsatte gennem gaderne, påbegyndtes kaldet til eftermiddagsbøn fra højttalerne på den lokale moské, og så en anden, en tredje, indtil den øredøvende lyd af tusindvis af højttalere fra moskeer over hele byen skar gennem luften med brølet “Allah akbar” efterfulgt af Koran-vers.
Jeg genkaldte mig, hvordan lyd-forordninger i adskillige amerikanske byer, herunder Dearborn, Michigan, er ved at blive omstødt for at tillade, at dette sker i Amerika.
Jeg begav mig på vej for at møde en ven, der er aktivist for menneskerettigheder i Egypten.
Han viste mig den egyptiske forfatning, der i artikel II
http://www.egypt.gov.eg/english/laws/Constitution/chp_one/part_one.asp fastslår, at Sharia (islamisk) lov skal være ”den primære kilde til lovgivning.”
Denne paragraf gælder alle i landet uanset tro. Min ven fortalte mig historierne og viste mig fotos af unge kristne piger, der var blevet kidnappet og tvunget til at konvertere til islam, og truet med døden – og deres familier truet, hvis de nogen sinde konverterer tilbage.
Efter adskillige dage i Cairo fortsatte min rejse til Alexandria, hvor jeg skulle besøge flere kirker, der havde været udsat for angreb i de senere år.
På toget til Alexandria passerede vi igennem landlige landsbyer, hvor jeg bemærkede enorme mængder hø på mange landsbyhuses tage.
Vores guide fortalte os, at husdyrene sover i huset sammen med menneskene om natten. Spøgende spurgte jeg, om kvinderne sover ude i stalden, men jeg fik ikke noget definitivt svar på det spørgsmål.
Det var omkring det tidspunkt, at det gik op for mig, at de fleste af de mænd, jeg mødte overalt, hvor jeg kom, havde små runde blå mærker i panden, der mindede om noget fra Åbenbaringens bog.
Min guide fortalte mig, at det kom af, at de bankede hovedet i gulvet, når de bad. Han fortalte mig ligeledes, at især i Egypten, og måske andre steder, opvarmer mange mænd en metalske i ilden og trykker den fast i panden for at fremhæve mærket. Man er åbenbart ikke sej, med mindre man har mærket.
Da vi steg af toget i Alexandria blev vi antastet af en politimand, der fortalte min egyptisk-koptiske ven, at han ikke havde licens til at være min guide og forlangte bestikkelse for at lade os være.
Det var ikke første gang på turen, at en betjent var på udkig efter penge. Det syntes som om, at hver gang jeg tog kameraet frem, så kom en politibetjent hen til mig for at fortælle mig, at jeg ikke måtte tage billeder, og at jeg skulle betale ham en ubetydelig bøde. Som regel var betjenten ikke på jagt efter en bestikkelse på mere end ti eller tyve dollars, og heldigvis var vores guide de fleste gange i stand til at tale betjentene fra det.
Vi tog ind på et lokalt hotel, hvor jeg tændte for TV’et for bare at se Frihedsgudinden i flammer. Jeg skiftede kanal for bare at se et filmklip af et lille barn, der græd med oprakte arme, sammenklippet med billeder af amerikanske soldater. Filmen klippede over til en blødende dreng, der lå på jorden – et åbenlyst stykke anti-amerikansk propaganda.
Interessant nok kunne man til højre for drengen på filmen se en amerikansk læge, der hjalp det sårede barn, der givetvis var blevet såret af jihad-terrorister, men det fremgik absolut ikke af filmens tema.
Vores første stop i Alexandria var St. Georgs-kirken, hvor et brutalt angreb fandt sted i 2005, da en muslim først i 20’erne trådte ind, da gudstjenesten var ved at være færdig.
Han råbte “Allah akbar” og dolkede en nonne i brystet. Flere dage efter knivoverfaldet overfaldt en vred muslimsk hob ligeledes kirken, hvor de svingede med kæppe og kastede sten på de kristne.
Adskillige biler og kristen-ejede butikker i området blev sat i flammer, og til sidst var der tre døde efter voldelighederne, alt sammen startet af udokumenterede rygter om en teateropførelse, der fandt sted i kirken, og som skulle have krænket islam.
Jeg overværede en gudstjeneste i kirken, og hvert 15. sekund råbte muslimer i højttalere fra moskeen ved siden af vendt mod de kristne.
“Allah akbar! Allah akbar!” vrælede de blandt andet i et forsøg på at forstyrre bønnen.
Dette fandt sted helt uden for de daglige fem kald til bøn, der kommer over den samme højttaler. Det var intimidering udelukkende beregnet på at ødelægge den kristne bøn, og det ophørte lige så snart, alle var gået hjem efter gudstjenesten.
Jeg optog en kort video af episoden og lagde den ud på You Tube
http://www.youtube.com/watch?v=R2V0te8IVHo Mit næste stop var Allehelgenskirken. Da jeg ankom, så jeg en stor moské lige over for i gaden og en mere i den anden blok.
Det samme var tilfældet med den foregående kirke, jeg havde besøgt, og min guide forklarede, at så snart kirken blev bygget, skød der moskeer op overalt omkring den. I dag er det næsten umuligt i Egypten at få tilladelse til at opføre en kirke noget som helst sted.
Allehelgenskirken blev også angrebet i 2006, da en jihadist trådte ind og begyndte at knivstikke kirkegængerne, alt imens han vrælede den velkendte frase “Allah akbar”. Alt i alt angreb han tre kirker den dag, sårede mange og dræbte en 78-årig mand.
Ikke desto mindre frafaldt regeringen sagen og behandlede ham som en enkeltstående, mentalt syg galning.
Jeg mødte mange mennesker på min rejse, og jeg lærte en hel del om, hvordan det er at leve som et mindretal under islam. Jeg talte med en præst, der fortalte mig om, hvordan han kan se den yngre generation af kristne på stedet blive mere og mere islamiseret.
Jeg talte med en mand, der fortalte om, hvordan hans små kristne børn i ’folkeskolen’ får at vide, at de kommer i helvede, hvis de ikke bliver muslimer. Jeg så brutal intimidering og undertrykkelse og et liv dikteret af islamisk lov, som mange amerikanere ikke ved noget om, men langsomt er ved at få øjnene op for.
Før vi tog hjem, viste vores guide os sit ID-kort, hvorpå der stod et stort 2-tal i hjørnet. Han fortalte mig, at kristne har pligt til at have det tal på deres ID. Jeg spurgte, om muslimer opså skal have et nummer. ”Ja,” svarede han, ”nummer 1”.
Under mit besøg i Egypten oplevede jeg et land med uhæmmet politibrutalitet og korruption, hvor ikke-muslimer i bedste fald er andenklasses borgere, der dagligt udsættes for brutale overgreb.
Alt dette i et land, der er et populært turistmål for amerikanere, og som i de sidste 30 år har modtaget i omegnen af 28 mia. Dollars i amerikansk støtte
http://www.usaid.gov/our_work/features/egypt/ Jesse Petrilla is the founder of The United American Committee (UAC), a federation of concerned Americans promoting awareness of threats to Homeland Security, primarily focusing on Islamic extremism in America.
Oversat og bearbejdet fra engelsk:
http://frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=46B0D590-8FD6-41FF-AE56-0985F1A9556CSe også:
Dokumentarfilm om kristnes forhold i Egypten:
Egypt ; Treatment of Christians
http://uk.youtube.com/watch?v=36TNd3c0K8Qhttp://uk.youtube.com/watch?v=_D1WhNwN5qkhttp://uk.youtube.com/watch?v=SpOKKjaTAKQBogger
Svar
Citer