Assalamu aleyckum w'Rahmatullah w'Barakullah..

Jeg må spørge om du har fået læst al-Qurân? Du har tidligere måttet afkræfte dette, men det kan jo have ændret sig..

En anden ting jeg også gerne ville vide.. Har du læst vedaerne? Jeg tænker naturligvis på originalsproget, da vi jo ved at enhver oversættelse er en fortolkning og derfor ikke 100 % beregnelig..

Hvad mener du der understøtter at al-Qurân skulle være mere troværdig og stærk end vedaerne?

Eller hvad med ditto vedrørende Torah?

Mah Salaam

Borad

Det kan du naturligvis ikke vide. Men sagen er den, at Al-Quraan og en hvilken som helst anden hellig bog skal være i overensstemmelse med det Gud skabte, og ikke omvendt!

Derved gør der sig det forhold gældende, at det som er væsentligt at forstå let og ligetil kan udledes af det Gud har ladet indskrive i det skabte. Hvilket her vil sige naturens love. Den bog findes ikke, der indholdsmæssigt er overstigende dét, som Gud selv har ladet indskrive i skaberværket. Hvorfor så læse nogen anden bog?


Bjørn Holmskjold

Ole

Skyldes dit indlæg, at du har fået tildelt uledsaget udgang? Det vil jeg vurdere som værende alt for tidligt. Du kan henvende dig til patientklagenævnet om dette, og er du heldig, så kan du gøre krav på erstatning for oplagt fejldiagnosticering.

Må din overlæge være med dig i medgang og modgang.


Bjørn Holmskjold

Hej Arne Thomsen


Nu ligger det ikke lige for, for videnskaben at begribe, hvorledes intet overhovedet skulle kunne blive til noget overhovedet!

Er du i tvivl, er du naturligvis velkommen til at gøre forsøget!

Alt det, som ligger før skabelsen af naturens lov-systemer, ligger udenfor hvad det er menneskeligt muligt at begribe. Så vi ved ikke noget, hvad det angår. Og dog ved vi, at ”noget” må have gjort sig gældende, der evnede kunsten at skabe noget overhovedet ud af intet overhovedet.

Det er dette ”noget” som jeg er fortolkende, der ud af intet ikke skabte noget tilfældigt uigennemtænkt. Men som ud af intet skabte noget ualmindeligt gennemtænkt, som skaberværket jo er på alle leder og kanter.

Dette ”noget” er naturligvis en skabende kraft, én Gud, der udover at kunne skabe noget ud af intet, tilmed kan tillægges en gennemført vilje med det skabte. For der er ingen fejl at finde i skaberværket. Hvorfor der kan udledes en ubrydelig sammenhæng, og en på alle måder gennemført tænkning af de lovmæssigheder, som binder skaberværket sammen.

Nu er videnskaben jo ikke som sådan tænkende, men blot konstaterende de påviselige og sammenspillende elementer i skaberværket. Dem er der så mange af, at videnskaben er opdelt i utallige specialer, der hver især ved en helt masse om et ganske lille område af skaberværket. Derimod ved de enkelte specialer meget lidt om alle de andre specialer, hvorfor videnskaben i realiteten intet ved. For den sammenhængende forståelse af hele skaberværket under ét er med de mange specialer fragmenteret til atomer.

Religionerne tror alle på den skabende kraft, Gud. Det gør videnskaben i realiteten også. Men de kan ikke sige det højt, for de skal så kunne bevise det. Da Gud hverken kan bevises eller modbevises da forbliver videnskaben neutral, hvad det angår. Det er de nødt til. For påstår de, at Gud ikke findes, da skal det også kunne bevises!

Dette problem har religionerne ikke, for deres opgave er alene at fortolke helhedsforståelsen af det Gud skabte, og dermed Guds vilje med det skabte. Deres problem er derimod, at de ikke har forstået dette ansvar i fuldt omfang, som bindeled og formidlere af Guds vilje. For de må nødvendigvis fortolke Gud på alt ham skabte. Og ikke kun noget af det!

Religionerne er på den måde afhængig af den faktuelle viden, som videnskaben evner at udlede af skaberværkets sammenhængende sammenspil, og de lovmæssigheder, som betinger disse sammenspil. Der alle, hver og én, er repræsenterende Guds vilje.

Videnskaben og religionerne er på den måde ikke hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger for en helt præcis sammenfattende helhedsforståelse af skaberværket i almindelighed, og i forhold til Guds vilje i særdeleshed.

Derfor er vilkårene ens for både videnskaben og religionerne. De skal begge forholde sig til det, der konkret findes. Og ikke til det de tror nok, synes om, bedst kan lide, mener at vide, ikke kan lide. Men alene til det Gud skabte fuldendt, logisk, sammenhængende og nok så vigtigt…. Ufravigeligt lovbestemt!

Derfor skal dén religion, som vil være denne verdens altfavnende religion, naturligvis fortolke Gud og hans vilje helt præcist. Og det vil sige stærkt fundamentalistisk. For Guds vilje, som den kan aflæses af de lovmæssigheder, Gud skabte sammenhængende med helheden, er i sandhed ufravigelige, og derfor stærkt fundamentalistiske!

Derfor skal en hver fortolkning af Guds vilje fortolkes således, at videnskaben hver gang må nikke i anerkendelse af, at tolkningen er i fuld overensstemmelse med den konkrete virkelighed, som mennesket har at forholde sig til. Hvorved tolkningen bliver præcist vejledende i forhold til Guds vilje med det han skabte!

Videnskaben vil på sin side opleve, at deres fragmenterede viden om alting med religionens hjælp nu bliver til en sammenhængende helhedsforståelse. Den religion, som gør sig den altfavnende erkendelse, for så efterfølgende at kunne tolke Gud præcist, vil på den måde få den hele videnskabs opbakning i ryggen. Hvorefter verden som helhed, og den vestlige verden i særdeleshed, må sande en sandhed, som de vil finde særdeles overraskende. En sandhed, som vil indbefatte en altfavnende forståelse for begreber som kalifat og sharia. Og dermed en forståelse, som ikke mindst de fundamentalistiske muslimer i overensstemmelse med Profeten Muhammeds fortolkning af Guds vilje allerede er snublende tæt på at have rettolket meget præcist.

På den måde har islam intet at frygte fra videnskaben. Derimod får videnskaben en ufravigelig forståelse at forholde sig til, som de ubetinget må bøje nakken for i erkendelse af, at der er en altfavnende sandhed, som de med al deres viden, ikke har haft vilje eller evne til at erkende.




Bjørn Holmskjold

Arne Thomsen

Naturligvis har jeg svaret på dit simple spørgsmål. Men at din viden er så begrænset, at du ikke forstår svaret, er ikke mit ansvar!

Du må naturligvis mener, hvad du vil. Men forvent ikke det får nogen betydning, dersom du ikke også sagligt kan argumentere for denne mening. Det får du svært ved, som det bliver svært for alle andre, der som du, mere føler og tror, end tænker og forstår.


Bjørn Holmskjold

Arne Thomsen

Naturligvis! Hvad havde du ellers forventet?


Bjørn Holmskjold