Gomoren Arne.

Du skrev til Thomas: Det er lidt ærgeligt synes jeg, at vi ikke her på Trosfrihed.dk har debatører, der vil fremføre det bedste fra de forskellige religioner og livsindstillinger.

Hvis vi var så heldige at have disse debatører, ville de sikkert fremhæve at netop deres religion er den eneste rigtige, jeg vil så være bange for at vi igen vil få denne nedrakning af andres form for tro-ikke tro, thi alle religioner har noget imod hinanden og ateister noget imod dem alle.
Vi mener jo alle at vores tro - ikke tro er den bedste, men lad det komme an på en prøve så må vi ser om der er nogen respons.

I buddhismen er der ingen gud at elske, hvordan elsker man en gud, guden (r) viser ingen tegn på forelskelse overhovedet, den gensidige kærlighed mellem mennesker og gud er ren ønsketænkning.
Kærlighed mellem mennesker er ikke ønsketænkning men noget realistisk, man kan leve godt med, hvorfor man ikke har nok i denne form for kærlighed, forstår jeg ikke, det andet er en form for polygami.

Vi ser for tiden hvordan kærligheden mellem gud og mennesker, udarter sig i at børn i religiøse miljøer bliver straffet på den mest bestialske måde i "herrens" navn, de bliver sat ind i mørke rum uden lys, bliver truet med dæmonuddrivelse, truet med geværer, truet med at satan kommer og tager dem o.s.v.

Disse mennesker der truer børn, er lige så religiøse eller mere end den "normale" folkekirkelige dansker er, så de må da gøre det rigtige, de har jo sikkert en lige linie til himmerige.

Når man så går ind og ser på folkekirkedanskerens måde at behandle børn på, er det selfølgeligt knapt så dramatisk, men alligevel noget umenneskeligt, med tvungen dåb og måske endog tvungen konfirmation og minikonfirmation,i nogle skoler tvungen morgenbøn, bare fordi de tilhører en gruppe af mennesker der ikke er i stand til at løsrive sig fra en gudetro, der er totalt ubeviseligt.

Går vi videre til islam er det endnu mere groteske metoder man benytter mod børn, for at vise dem en "kærlig" allah.

Heldivis ser det ud til, at bl.a.danske børn efterhånden er begyndt at frasige sig den "kærlige" undertrykkelse fra religionen, hvilket det faldende antal af børn der ønsker at blive konfirmeret viser, de tror simpelthen ikke på ammestuehistorierne, hvilket jeg ser som en sejr for intelligensen.

At størstedelen af jordens befolkning er troende, er ikke et tegn på, at der er noget at tro på.

Gu ved om dette kan opfattes som en nedrakning af troende-sikkert nok.

Hej Arne

Jeg mener bestemt også, at buddhismen har noget godt at byde på. Jeg opfatter Buddha som en meget viis mand. Men jeg opfatter Jesus som det højeste - langt over samtlige profeter og viise mennesker, der har forkyndt på jorden.

Hvis man sammenligner det, som de forskellige siger, så ser jeg især to ting ved Jesus:

1) Han ord og bud er ufatteligt radikale og flyttes indefter. Totalt uselviskhed.

2) Han koordinerer og samstemmer... sender sine disciple ud... når ud over verden. Han samler det, som de tidligere profeter har forkyndt, og giver det indre ånd - nemlig gennem sine ord, som så tydeligt kommer fra Gud. Jeg ser klare forskelle på hans krav og formuleringer og andre profeters tale.

Buddhismen og hinduismen bruger meditation, men alene det at holde fast i Jesu ord, forvandler sjælen på et endnu dybere plan.

Men uanset hvad - når disse sandhedens forkyndere bliver spundet ind i folkereligion, så overtager dogmerne og persontilbedelsen. Så mener jeg bestemt ikke, at det når ind til hjertet. Både Buddha og Jesus sagde, at det er meget få, der vil nå friheden. Jeg tror på deres ord; da især når jeg ser folkereligionernes manifestation af deres profeters ord. Der går simpelthen bare for meget ritualisering i det.

Thomas

Hej Treram.

Jo, jeg er enig med dig i, at du nok er lige lovlig hård ved synspunkter, der er anderledes end dine egne.

Religiøst magtmisbrug og religiøs trang til tryghed har jo konsekvenser, som meget vel kan kritiseres - hvad du jo også gør.

Men det er ikke dét, jeg efterlyser.

Det, jeg gerne vil sidestille, er ateisternes "tro" på naturlovene og tilfældighedernes spil, agnostikerenes erkendte ikke-viden og de religiøses idéer.

Menneskenes religiøse idéer er jo mangfoldige og fantastiske, men det er f.eks. billedkunst jo også.
Tag "det skæve" i den manio-depressive Vincent van Gogh's billeder.
Det kan ikke videnskabeligt eftervises - alligevel (gen)kender de fleste af os det vist på en eller anden ubevidst måde.
Skal det så kasseres?

Eller tag den jødiske tro's belønnende og straffende Gud, der styrer det jødiske folks skæbne.
Det er jo noget, som nogle oplever, og som de derfor ikke har mulighed for at kassere.

Eller tag den ortodoks kristnes religiøse liv, hvis mål er guddommeliggørelse - startende allerede her og nu.

Eller tag den muslimskes kærlige og tilgivende Gud, som er absolut hinsides og alligevel fuldt ud nærværende (jo, der er også andre muslimske gudsforestillinger, men lad lige dem ligge et øjeblik - det er jo altid dem vi hører om).

Vi 6-7 milliarder mennesker står på denne klode, og mange af os søger at forstå vores eksistens.

Thomas finder guddommelig sandhed, liv og kærlighed, der inspirerer ham til at leve sit liv på en særlig måde.
Noget af det synes jeg, jeg genkender i min oplevelse af en kærlighed fra [color:#FF9900]?, der kommer til mig og som inspirerer mig til at elske verden og livet, og som giver mig en lykkefølelse, som min forstand absolut intet kan stille op med.

Det buddhistisk/hinduistiske Nirvana skal jo også nævnes - omend ubeskrivelig.

Ligesom den hvide flade ikke alene er forbeholdt konstruktørens lineal og vinkelmåler, men også er der for van Gogh, sådan er eksistensen efter min mening ikke alene forbeholdt naturlovene, men har også plads til en rigdom af religiøse idéer.

Og ingen af os kender sandheden.
Overfor den ukendte sandheden kender jeg kun én passende holdning: Ydmyghed.

I den ånd kunne Trosfrihed.dk blomstre, synes jeg - hvis ellers eksistentielt orienterede mennesker havde en jordisk chance for at opdage, at denne hjemmeside eksisterer.

M.v.h. Arne.[/color]