”Blandt kriminelle muslimer” er titlen på en bog, der offentligt blev præsenteret 24/2-09.

Bogen har givet anledning til oprettelsen af en hjemmeside:
http://www.kulturkloeften.dk/

Bogens forfatter hedder Nicolai Sennels, der er uddannet psykolog. NS arbejdede i tre år på Københavns Kommunes sikrede institution Sønderbro på Sundholm, der tidligere var hospital.

De indsatte på Sønderbro er de hårdeste ungdomskriminelle, og langt hovedparten er muslimske unge. Disse unge havde NS til terapi-samtaler, og bogen omtaler en række eksempler på sådanne. NS’ metoder vakte en del opmærksomhed i medierne:

http://kulturkloeften.dk.linux11.unoeuro.com/medieomtale/


Som så mange andre, der arbejder med muslimer i det daglige, følte NS sig hurtigt foranlediget til at sætte sig ind i islams kernelitteratur – Koran, Sunna og Sira.

Noget påfaldende, NS har registreret via sit arbejde, er, at selv om muslimer ikke er praktiserende, ikke er særligt velbevandrede i Koranen, så fremtræder de alligevel i høj grad muslimsk.

NS har som særkende for disse indsatte bl.a. noteret, hvor stor en rolle ære og hævn spiller for de unge. Hvor meget, de føler sig i en offerrolle, der retfærdiggør alle deres kriminelle handlinger.

En anden væsentlig observation har været, at de praktiserende muslimer har høj status blandt de ikke-praktiserende, hvilket ofte har ført til, at flere og flere er blevet praktiserende – altså mere religiøse. En af de unge muslimer, NS havde i samtaleterapi, karakteriserer han som religiøs fanatiker.


Her følger NS’ oplevelse af samtalen (Blandt kriminelle muslimer, s. 125-26):


”Jeg vil referere en samtale, jeg havde med en muslimsk ung, som var særligt ekstrem i sine holdninger. Han havde studeret mange af de muslimske skrifter, og hans indflydelse over de andre unge var derfor stor. En stor del af de andre unge så op til ham, og flere besluttede sig for at leve mere religiøst efter at have været under indflydelse af ham.

Vi var en del ansatte, som i perioder diskuterede, om vi skulle flytte ham, fordi vi oplevede, at hans påvirkning af de andre unge var meget kraftig. Selvom det måske var lidt uprofessionelt, blev disse diskussioner forstærket af, at mange af mine kolleger ganske enkelt ikke brød sig om den unge mand. Folk fortalte, at de havde en følelse af, at han udsendte en ubehagelig ”energi”, og at de ikke brød sig om være i nærheden af ham. Hvad folk mente med energi, ved jeg ikke, men jeg kan godt sætte mig ind i, hvad de kan have ment. Jeg går ud fra, at den ubehagelige stemning omkring ham skyldtes intenst had og en ekstremt kynisk arrogance. Sådan føltes det i hvert fald for mig.

Han var stærk modstander af terapi, så ud over almindelige møder på afdelingen og et par fodboldkampe på den udendørs boldbane havde jeg kun en enkelt psykologsamtale med ham. Det var spændende at få et indblik i en religiøs fanatikers tankegang.

Mit spørgsmål til ham var ganske enkelt: ”Hvorfor er du her?”

Drengen begyndte ved at fortælle, at hans meget religiøse tankegang formentligt var årsagen til, at politiet havde fået øje på ham, og at det var derfor, han var sat bag tremmer. Jeg spurgte ham, hvad det var for en tankegang, han talte om. Han fortalte, at han var praktiserende muslim, og at han ønsker at følge Allahs bud. Uden at tøve begyndte han at uddybe. Han fortalte, at det er alle muslimers pligt at kæmpe for at opfylde Allahs ønske om, at hele verden skal være muslimsk, et verdensomspændende kalifat. Han gav udtryk for, at det var frustrerende, at samarbejdet i det verdensomspændende fællesskab mellem alle muslimer, umma’en, er præget af interne magtkampe, og at de i stedet bør arbejde sammen om at gøre resten af verden muslimsk.

Som allerede nævnt har jeg selv studeret de islamiske skrifter, Koranen og hadith’erne, så mange af tingene vidste jeg selvfølgelig i forvejen. Jeg kan stadigvæk huske, hvordan jeg krummede tæerne lidt sammen, da jeg spurgte ham om, hvordan verden så skulle gøres muslimsk. Til mit store ubehag fortsatte han med at følge islams hellige tekster til punkt og prikke. Kristne og jøder skal enten slås ihjel eller gøres til dhimmier. Han forklarede, at ”dhimmi” er den status, som ikke-muslimer har i et muslimsk fællesskab. En dhimmi må ikke have ledende stillinger, han må ikke gå flot klædt, og hvis en muslim beder ham om at gøre noget, så skal han gøre det. Han forklarede også, at dhimmi’en skal betale en særlig skat, jizya, til det muslimske fællesskab for at få lov til at være ikke-muslim. Hvis man ikke betaler denne skat, risikerer man at blive slået ihjel. Jeg spurgte ham, om man kunne kalde det for en slags ”beskyttelsespenge”, og han svarede ja. Jeg havde egentlig forventet, at han ville trække på smilebåndet ad mit spørgsmål, men hans svar var helt seriøst. Han forklarede, at betalingen af jizya var en venlig og nådig tjeneste, som viser muslimernes storsind over for andre religioner. Han fortsatte med at beskrive, hvordan folk, som ikke tror på gud, heriblandt hinduer, buddhister og ateister, ikke kan få lov til at leve under muslimsk herredømme. ”Hvis de ikke konverterer, bliver de dræbt,” forklarede han.

Under samtalen kunne jeg godt mærke, at det havde udviklet sig til en noget usædvanlig session. Det føltes underligt at sidde over for et menneske, som mente, at jeg har fortjent at dø, fordi jeg ikke tror på Gud. Det blev ikke mindre underligt af, at hans fortælling om umma’en, om visionen om, at alle mennesker skal tilbede den samme gud, og om at alle, som ikke gør det, er døde og begravede, virkede så mærkeligt naturligt for ham. Den unge fortalte alle disse ting med en så stor selvfølgelighed, at han ligeså godt kunne have snakket om, hvordan jorden drejer rundt om Solen, og at ting falder nedad på grund af tyngdekraften. For ham var det en selvfølge, noget som uvægerligt ville ske, og som på ingen måde rystede ham, tværtimod: Det gav ham ro.”

Se også: http://www.sappho.dk/


Bogger