De vise er ligesom alle os andre temmelig følelsesbetonede.

Ingen tvivl om at de fortæller os om nuet, for det er nu godt nok det eneste der nogensinde har fandtes eller vil findes (læg mærke til den elegante gåen udenom det væsentlige), men alligevel har de en forkærlighed for ordet aldrig.

Hvordan kan man bruge ordet aldrig samtidig med at man forholder sig til det nuværende? Hvordan kan man vide hvad der sker det næste øjeblik?

Det værste eksempel er nok synden mod Helligånden. Denne synd kan aldrig tilgives én. Det er da klart at man, hvis man går i den forkerte retning, aldrig kan nå det rigtige mål.

Men hvem kan vide om man pludselig skifter retning, i et nu?

Man bør aldrig bruge ordet aldrig.