Igår måtte jeg gå til en bisættelse i Danmark, en meget sørgelig begivenhed, idet min nevø på 47 år døde efter længere tids sygdom.
Han ventede på en ny lunge idet hans lungekapacitet var stærkt nedsat efter han blev kureret for cancer for ca 20 år siden.
Det var en noget anderledes bisættelse, idet den foregik fra kapellet uden medvirken af nogen præst, idet min nevø ikke var medlem af folkekirken.

Kapellet var fyldt til sidste plads og nogle måtte stå op, der var rigtigt mange børn i alle aldre og hans søn havde flere skolekammerater med.

Hans kone indledte med at bede de der gerne ville sige nogle ord ved båren om at komme frem, hun ville så afslutte som sidste taler.
Der var omkring 10 talere, familie bl.a. jeg selv, venner og ikke mindst hans egen sekstenårige søn der var første taler, han holdt en utrolig flot lang tale, uden at "snuble" ret meget, hvor han takkede sin far, for det de havde haft sammen af gode og mindre gode oplevelser, der blev endda nævnt en begivenhed der fik hele forsamlingen til at grine, han afsluttede med at vi skulle rejse os og holde 1 minut stilhed.

De mange talere kom med virkelige gode og personlige taler, så
det var en hel utrolig oplevelse i forhold til en kirkelig begravelse, hvor en præst prøver at komme med nogle trøstens ord og aflirer lidt personlige oplysninger han har fået i en kort samtale.
Hans kone afsluttede med en også fin tale hvor hun takkede for de mange oplevelse de havde haft sammen, på trods af hans sygdomme.

Selvom det var en meget sørgelig begivenhed blev det en næsten hyggelig bisættelse, hvor mange fik sagt noget virkeligt fornuftigt og hjertevarmende.

Tilsidst blev kisten båret ud til rustvognen til tonerne af et stykke popmusik.

Samtlige deltog i den efterfølgende sammenkomst hvor der blev snakket ivrigt om afdødes meritter.

Det var sandelig en smuk bisættelse.