Til alle, der tror at der findes en karma-lov, altså et universelt princip om "lige for lige":


Er vi dybest set selv ansvarlige for det onde, som hænder os, og er alt det GODE, der sker for os gennem et forhåbentligt langt liv, i virkeligheden vor egen fortjeneste? (Fordi der angiveligt er tale om karma-virkning af gerninger, som vi har udøvet i det nuværende eller nogle eventuelt tidligere liv?).

Siden 1945 har i denne sammenhæng det mest nærliggende spørgsmål - eller den store anfægtelse for karma-tilhængerne - selvsagt været, om de 6 millioner jøder, og det store antal sigøjnere, som nazi-bødlerne under Anden Verdenskrig på gruopvækkende vis slog ihjel i deres tilintetgørelseslejre, dybest set selv var ude om deres ufattelige ulykke...fordi de så at sige p.g.a. fortidige misgerninger "selv var ude om det"...???

Desuden kunne selvfølgelig nævnes alle ofrene for de øvrige folkemord og totalitære regimer i det frygtelige 20. århundrede: Var det altsammen "ofrenes egen skyld", således at alt, hvad der er sket siden katastrofens begyndelse i 1914, nødvendigvis var noget der MÅTTE ske, fordi karmas lov ubønhørligt siger, at "ondt kommer tilbage til dem der udsender onde tanker, eller udøver onde gerninger"???

-------------------------------------------

For den karma-troende er svaret på ovenstående spørgsmål muligvis klart: JA, alle der lider er dybest set selv ude om deres lidelser, og det gølder også jøderne og sigøjnerne i Hitlers tilintetgørelseslejre, de milliontallige ofre for De Røde Khmerers folkemord i Cambodia for ca. 30 år siden. o.s.v., o.s.v.

Men jeg ved jo ikke, om I karma-troende tænker SÅ konsekvent som antydet, eller om I måske også - lige som jeg - ikke kan forlige jer med tanken om "ofret som den skyldige, og bødlen som karmas nødvendige redskab"...?

HVEM kunne dog være så hjerteløs at sige til et forældrepar, hvis datter bliver begravet som offer for en meningsløs trafikulykke, at "det var dybest set hendes egen skyld, at hun blev kørt ned"...?


Tanken om en karma-lov er også problematisk, fordi den - så vidt jeg kan se - er uforenelig med tanken om viljens frihed:
HVIS f.eks. KZ-lejr-ofrenes "karma var, at de skulle dø en voldelig død", så var nazi-bødlernes ugerninger jo så at sige "nødvendige", for at få "karmas regnskab" til at gå op...!?

Nazibødlerne var på en måde "Mester Jackel-dukker i karmas universelle dukketeater"...

Det betyder ganske vist ikke, at de af den grund er skyldfri, for så vidt som jeg har forstået karma-loven har de i høj grad pådraget sig en "karmisk skyld", hvis virkninger de så sidenhen skal høste, enten i dette eller i et senere liv.

ANDRE MENNESKER vil altså på et tidspunkt blive karmas redskaber, når Hitlers, Pol Pots og alle andre bødlers og onde menneskers misgerninger skal sones, og således kører "karmas karrusel" tilsyneladende i det uendelige...?


Et for mig at se centralt spørgsmål i denne sammenhæng er:

HVIS viljen er fri (inden for de grænser, som arv og miljø sætter), HVORDAN sikre karmas lov da, at de mennesker, der "fortjener" at blive myrdet, voldtaget, bedraget, bestjålet o.s.v. (fordi de har gjort noget lignende i et tidligere liv), også virkelig bliver så skidt behandlet, som de angiveligt fortjener?

Det kan jo være, at der ikke er nogen der har lyst til at gøre noget ondt imod dem (for nu at sige det lidt banalt)...?

Og mindst lige så umuligt synes det at være foreneligt med viljens frihed, at en eller anden universel lov skulle kunne sikre, at de mennesker, som p.g.a. gode gerninger i forgangne liv, vitterlig bliver behandlet så menneskekærligt, som de ifølge karmas lov fortjener: Er det da ikke muligt for en sindssyg eller en ondskabsfuld person at skade et menneske, selv om vedkonmmende "ikke fortjener det"...?

Vi ved dog, at Jesus Kristus blev henrettet på den mest barbariske vis, og fra vor egen tid ved vi, at f.eks. den store fredsforkæmper Mahatma Ghandi endte som offer for en fanatisk hindu-fundamentalists mordattentat!

Siger ikke erfaringen os, at det ofte - og især i krise- og krigstider - er de mest samvittighedsfulde og menneskekærlige mennesker, som lettest ender som ofre for had og forfølgelser...?


HVIS viljen er fri, betyder det - så vidt jeg kan se - at vi kan gøre GODT eller ONDT imod enhver, helt efter vort eget forgodtbefindende, og ganske uanset om vedkemmende "karmesk set fortjener det" eller ej...


Problemet (hvis der altså er et problem) løses selvfølgelig let, hvis man antager, at der ikke findes nogen fri vilje. Alt er angiveligt "en illusion", som megen fjernøstlig filisofi siger, så den frie vilje er vel også blot en illusion...?

UDEN fri vilje bliver det selvsagt lige så let for de universelle karma-kræfter at sikre, at "enhver får efter fortjeneste", som det er nemt for skuespilsforfatteren at fastlægge, hvilken skæbne skuespillerne i et teaterstykke skal have.


Men i så fald bliver et afgørende spørgsmål tilbage:
Hvad er meningen med at straffe eller belønne mennesker for handlinger, som de dybest set ikke kunne have gjort anderledes, fordi viljen ikke er fri...!?

-------------------------------------------

Om reinkarnation er en realitet, eller ikke, er et alt for omfattende spørgsmål til kun ét enkelt indlæg.

Efter min mening kan der siges både for og imod, selv om modargumenterne for mig at se vejer tungere end argumenterne for reinkarnation.


Et af de efter min mening virkeligt stærke argumenter FOR reinkarnation, er imidlertid, at reinkarnationstanken medregner ALLE levende skabninger, idet ALT LEVENDE tænkes at indgå i reinkationernes kredsløb, hvorimod vor gængse kristne opstandelseslære traditionelt set kun gælder for os mennesker, og hvorfor skulle vi have mere ret til det evige liv end alle andre levende væsner?

(Lige siden Bibelshistorietimerne i Folkeskolens 1. klasse - da vi hørte om Syndefaldet - har jeg ikke kunne forstå, at kun vi mennesker skulle kunne opnå adgang til Guds Rige efter vor jordiske død, for SYNDEN er jo kommet ind i verden gennem mennesker, ikke gennem dyr...! (Den talende slange, der lokkede Eva, er vistnok en dæmon, eller et sindsbillede på Satan selv, og ikke et vanligt dyr)).

AT reinkanationstanken ikke er entydigt menneskecentreret, er som sagt for mig at se en af dens styrker; men parret med karma-tanken bliver det problematisk.
For som Bibelen lærer os: Kun mennesket kan kende forskel på godt og ondt.

En grundsandhed, som moderne naturvidenskab fuldt ud bekræfter: Selv om dyrs bevidstheds- og følelsesliv næppe bør undervurderes (meget af nervesystemet er fælles for mennesker og i hvert fald de højerestående dyr), så kan man overhovedet ikke tillægge dyr samvittighed eller moral.

Set på den baggrund falder påstanden om karmas lovs universelle karakter med et brag, for det giver selvsagt ingen mening at "straffe" et rovdyr fordi det dræber byttedyr, eller "belønne" en planteæder for sin "ædle" livsførelse...

-------------------------------------------

Jeg håber, at jeg har forklaret nogle af de paradokser, som den såkaldte karmas lov efter min opfattelse indeholder, nogenlunde forståeligt, og at de af læserne, som tror på karmas lov, vil tage sig tid til at svare mig i samme fordraqelige ånd, som ovenstående kommentar er skrevet i.


I denne på alle måder grå og triste, tragiske og voldelige tid, hvor krigstruslerne rumler i baggrunden, har vi (eller i hvert fald jeg) ikke brug for mere negativitet, end den vi daglig udsættes for, hvis vi orker at følge med i nyhederne.

Jeg håber INDERLIGT at jeg tager fejl; men jeg fornemmer mørke skyer forude, og derfor er jeg holdt helt og aldeles op med at deltage i islam- og Israel/Palæstina-debatterne.

"Stikke hovedet i busken"-mentalitet kan man såmænd godt kalde det; men for mig at se har sidste sommer og efterår vist, at vi p.g.a. EU kun har meget lidt at sige i vort eget land - og det har frataget mig al lyst til at deltage i samfundsdebatten - og hvad gælder Mellemøsten er vor mening under alle omstændigheder helt uden relevans.




Venlig hilsen Henrik Ilskov-Jensen

P.S.: Jeg blev helt uventet inspireret til ovenstående kommentar ved at læse et indlæg af Verner ovre på Religion.dk, hvor jeg selvfølgelig også har offentliggjort mine karma-strøtanker.

Men som sagt: Jeg har længe været godt og grundigt debat-træt (jeg har dog også deltaget ret flittigt på diverse Internetdebatter lige siden foråret 2001).
Ikke blot EU´s store indflydelse, som via "retsliggørelsen af det politiske" - en fare, som bl.a. jeg længe har gjort opmærksom på - underminerer de folkevalgtes beslutningskompetence; men også de efter min mening til tider alt for skingre anti-islamiske toner, der lyder fra mit foretrukne parti, Dansk Folkeparti, har fået mig til alvorligt at overveje at undlade at stemme ved fremtidige Folketingsvalg.

For ærligt talt: Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der er EU´s statholder i Danmark...

Til gengæld bryder jeg mig bestemt ikke om, at en mand som Mogens Camre kan høste stort bifald på Dansk Folkepartis landsmøde ved at udtale, at "islam skal ud af Europa", for enhver kan jo sige sig selv, at det forudsætter udvisningen af samtlige muslimer fra vort kontinent.
Et så uforsonlig og konfrontatorisk udsagn er kun en opskrift på problemer uden ende.

Desværre tyder meget på, at konfliktpotentialet i "kulturmødet" tårner sig op, ligegyldigt hvad der så end bliver sagt eller gjort.

I disse dage og uger må vi med sorg konstatere, at vi gennem vor indvandringspolitik i forgangne årtier bl.a. har importeret Mellemøst-konflikten til vort ellers så fredelige land.......Noget enhver jo kunne have sagt sig selv i forvejen...

For mig at se er der nok af problemer; men næsten ingen løsninger. Og hvis finanskrisen varer ved, eller forstærkes, bliver alt naturligvis blot endnu værre, for: "Når krybben er tom, bides hestene".

Den kommende amerikanske Præsident Barrack Obama opfatter jeg som en velmenende, og måske endda visionær mand; men jeg tror så afgjort ikke, at han er nogen Messias...

Alt taget i betragtning burde mit debatnavn være: "Den desillusionerede"!


Venlig hilsen Henrik Ilskov-Jensen

Henrik
At vaere desillusioneret betyder som regel at vaere inteligent nok til at forstaa problemerne og de mulige loesningers farlige og potentielt katastrofale bivirkninger ,men ikke at have den RYGRAD som goer det muligt at leve med erkendelsen om ,at der naturligvis ofte skal frygtelige og barbariske midler til for at loese frygtelige og barbariske problemer.