annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
Fra bjørnens familiealbum.
Hvem er online?
1 registreret ABC 444 gæster og 142 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 2 af 2 < 1 2
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#6493 - 14/01/2009 11:22 Re: Danmark, en retsstat? [Re: canto]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Skuffende kronik af Preben Wilhjelm.

Som overordnet karakteristik af kronikken fristes jeg faktisk til at anvende hans egne ord fra et interview, hvor Wilhjelm langer hårdt ud efter højrefløjen, mod ham selv: Han er simpelt hen både fordrejende, smagløs og forfærdelig hysterisk i sin mistænkeliggørelse af Dansk Folkeparti – aldrig har jeg oplevet så lavt et niveau for den politiske debat herhjemme.

Helt så slemt er det måske nok ikke, men man savner den objektivitet og det mod hvormed Wilhjelm tidligere uforfærdet angreb dogmatikerne på venstrefløjen. Hvad er der dog blevet af den socialist, som engang aftvang respekt og beundring, endog blandt venstrefløjens argeste modstandere, ved sit modige forsvar for folkestyret og de borgerlige frihedsrettigheder?

Det var den Preben Wilhjelm, der for et årti siden kritiserede venstrefløjen for at give køb på ytringsfriheden og retten til at tænke politisk ukorrekte tanker, da de løb stormløb i Kollund og Tværs med det formål at presse en pensioneret nazist ud af sit hus. De demonstrationer og det mediecirkus som de selvretfærdige politisk korrekte foranstaltede, kaldte Wilhjelm for ”en tåbelig fejltagelse, som venstrefløjen entydigt burde afstå fra.”

Den gang var Wilhjem klar i mælet og uden vaklen, idet han ofte gik på tværs af den øvrige venstrefløj i synet på forholdet mellem kollektive og personlige friheder. Som nævnt kritiserede han de dele af venstrefløjen, der ønskede at forbyde nazisterne, forbyde deres radiostation eller gennemføre demonstrationer mod dem. Han anså det for en knægtelse af nazisternes ytringsfrihed.

På samme måde har han gjort sig til talsmand for ophævelse af den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, der straffer racistiske ytringer i overensstemmelse med Danmarks ratificering af FN's racismedeklaration. Også i dette forhold sætter han den personlige ytringsfrihed over det kollektive værn mod racisme.

Wilhjelms nye yndlingsaversion er Dansk Folkeparti i almindelighed og dets retspolitik i særdeleshed, persofificeret i formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, der er det onde dyr i Wilhjelms nye politiske åbenbaring.

Selvfølgelig har Wilhjelm et par pointer og det er desværre nok rigtigt, at det lovforslag der barsles med, hvis sigte er at begrænse antallet af kriminelle udlændinge i landet, er udtryk for ”indholdsløs symbollovgivning”.

I så fald har jeg vanskeligt ved at se, hvorfor Wilhjelm svinger sig så højt op i sin kritik. Hvis lovforslaget blot er udtryk for en politisk markering uden særlige konsekvenser for retssikkerheden, hvorfor dog tage sådan på vej?

Men hvis Wilhjelm har ret i sin bedømmelse af det indholdsløse, hvilket han desværre nok har til en vis grad, så melder der sig et dybere og bagvedliggende spørgsmål om, hvorfor det er således?

Wilhjelm kender selvfølgelig svaret på det spørgsmål, men rent retssikkerhedspolitisk og demokratisk foruroliger det ham ikke det mindste:

Citat:
” ... Langt mere tvivlsomt er det, om det også vil medføre nogen væsentlig stigning i antallet af faktiske udvisninger. Det nævnes en passant i bemærkningerne, at forpligtelser iht. internationale konventioner mv. skal respekteres.

Afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betyder, at der fortsat skal foretages en proportionalitetsafvejning i hver enkelt sag, hvori bl.a. indgår ikke bare opholdets varighed, men en nøjere vurdering af den pågældendes tilknytning her til landet, alderen på indrejsetidspunktet, sprogkundskaber, familieforhold, herunder om den pågældende har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse m.v. ...”


Det er i dette forhold, at jeg, sammen med DF, nærer store betænkeligheder, fordi det danske folk og folketing bliver sat delvist uden for demokratisk indflydelse ved at overlade vitale afgørelser, som i deres natur er rent politiske og som vedrører nationens evne til at kunne opretholde sig selv, til overnationale organer og domstole som ikke står til demokratisk ansvar over for nogen som helst og som helt mangler de ”checks and balances” som eksempelvis findes i den amerikanske forfatning.

Allerede inden jeg havde nærlæst Wilhjelms kronik gav jeg et bud på overskriften i denne tråd: ”Danmark, en retsstat?” Her skrev jeg blandt andet:

Citat:
”Danmark er ikke fuldt ud en retsstat, hvis en sådan defineres som en demokratisk stat hvor det alene er befolkningens valgte repræsentanter der fastsætter landets love ud fra hvad et flertal i parlamentet beslutter, inden for de rammer der sættes af princippet om politisk ligeværdighed og de etiske værdier som demokratiet forudsætter. Dette svarer stort set til det som kommer til udtryk i vor Grundlov.

I det omfang landet afgiver suverænitet til mellemfolkelige organisationer og især hvis afgivelsen ikke sker i nærmere bestemt omfang og efter en folkeafstemning, så overlader vi det til udenlandske politiske eller juridiske organer, der ikke direkte står til ansvar over for den danske befolkning, at bestemme landets retspolitik og fastsætte lovene i landet.

Dermed undergraves både demokratiet og retsstaten, da den danske befolkning er sat delvis uden for indflydelse på retspolitikken. Dermed er der ikke længere tale om et frit folk , men om et som andre bestemmer over. Den frihed Danmark genvandt i 1945 har vi siden soldet op ved at afgive stadig større suverænitet til ikke demokratiske organer som FN, EU og den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD). FN er et sammenrendt af diktaturstater og nogle demokratier, EU har som målsætning at skabe en forbundsstat i stedet for et statsforbund af selvstændige nationalstater og dommerne i EMD er udpegede, ikke demokratisk valgte og uanset hvad de beslutter, kan de ikke fyres. Det samme gælder for EU kommissionen der alene har lovgivningskompetance frem for parlamentet, der således er reduceret til en diskussionsklub - et pseudoparlament.”


Sådanne overvejelser har overhovedet ingen plads i Wilhjelms kronik, hvilket jeg finder skuffende, specielt af en lic.jur og seniorstipendiat i retsvidenskab, der tillige har en livslang politisk erfaring, der begyndte med medlemsskab af DKP i 1958, hvorefter han samme år fulgte med DKPs ekskluderede formand Aksel Larsen over i det nystiftede SF, for siden at stå i spidsen for den udbrydergruppe der dannede Venstresocialisterne i 1967. Wilhjelm var medlem af Folketinget i fire valgperioder (1975 - 1984), hvorefter han var tvunget til at trække sig på grund af VS's maksimumgrænser eller kvotesystem, som betød at man ikke kunne opstilles til folketinget, hvis man havde været folketingsmedlem i 7 år. I 1966 opholdt Wilhjelm sig i USA på et forskningsstipendiat og må således have fået et godt kendskab til landets politiske system og forfatningsret.

Ligeledes synes Wilhjelm næsten blind over for, at der bag den foreslåede stramning af udlændingeloven også ligger et udbredt folkeligt krav om større retssikkerhed og mindre tolerance når det gælder kriminelle udlændinges opholdsret, som ikke snævert kan begrænses til blot at være udtryk for DFs politik på området.

Dette fremgår af en meningsmåling fra marts 2008:

Citat:
”Måling: Flere kriminelle udlændinge skal udvises

Når personer uden dansk statsborgerskab begår noget kriminelt, skal de udvises, mener et flertal ifølge en meningsmåling, som internetavisen Altinget har fået lavet.
I alt går 86,6 procent ind for, at der i højere grad skal udvisningsstraffe til.

Og hos Socialdemokraterne er der forståelse for, at så mange går ind for udvisninger.

- Jeg tror, meningsmålingen er udtryk for, at danskerne er enormt trætte af indvandrerbander, der kommer hertil udelukkende for at begå kriminalitet, og hvis de kun kommer hertil for at lave ballade, så skal de tage hjem, hvor de kommer fra. Det kan jeg udmærket godt forstå, folk synes, siger retsordfører Karen Hækkerup til Radioavisen.”


At der er næsten fuld enighed i befolkningen om i langt højere grad, at udvise kriminelle udlændinge end det tidligere har været tilfældet, må Wilhjelm selvfølgelig formodes at være fuldt ud klar over. Derfor forfalder han til rent retoriske nærmest hysteriske unoder for at få ram på DF. Han anvender megen spalteplads til at fordømme noget, som slet ikke indgår i aftalen mellem regringen og DF:

Citat:
”... Aftalen af 22. september mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der igen og igen henvises til, var foranlediget af Dansk Folkepartis stadige krav om gennemførelse af de resterende dele af den anden terrorpakke fra 2006. Selv om den nedsatte embedsmandsgruppe ikke fandt noget tegn på, at den første terrorpakke fra 2002 var utilstrækkelig, fremlagde den mere end 40 forslag, som kunne demonstrere regeringens handlekraft. Et par af forslagene, nr. 35 og 36, var dog for meget, selv for justitsminister Lene Espersen. De blev ikke forkastet af regeringen, men lagt hen »til nærmere overvejelse«.

Dansk Folkeparti, som fra første sekund havde støttet hele pakken, blev rasende. Peter Skaarup krævede forslag 35 og 36 med – ellers ville DF »som led i de forestående finanslovsforhandlinger kræve et forbud mod Hizb-ut-Tahrir«. DF har senere ved senere lejligheder krævet, at regeringen støttede et sådant forbud, medmindre det ville være grundlovsstridigt (et forbehold, som ikke var med i Peter Skaarups oprindelige krav).

Og hvad var det så, forslag 35 og 36 gik ud på, og som gjorde selv Lene Espersen betænkelig?

Forslag 35 gik ud på, at PET skulle vurdere alle personer, som søgte indrejse, opholdstilladelse eller statsborgerskab og give afslag til enhver, som »har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer«.

Forslag 36 var det samme, blot mere fremadrettet: personer som »ikke aktuelt udviser sådan adfærd, men om hvem der er alvorlig grund til at frygte, at de [senere] vil gøre sig skyld heri«.

Hvad der skulle forstås ved »demokratifjendtlig adfærd« eller »modarbejdelse af grundlæggende demokratiske værdinormer« var et fuldstændig åbent spørgsmål. Var det personer, der (som Søren Krarup) tog afstand fra menneskerettighederne? Eller nogen, der ikke ville tage deres del af opvasken?

Det var i hvert fald ikke begrænset til personer til fare for statens sikkerhed eller den offentlige orden, for den beføjelse har PET i forvejen. Der er reelt tale om sindelagskontrol, endda på det mest løsagtige grundlag. Og PET skulle ikke begrunde sin afgørelse hverken over for ansøgeren eller over for den myndighed, som normalt tog stilling til ansøgningen. Og PET’s afgørelse kunne ikke ankes til nogen anden instans. Det er disse rablende forslag, DF igen og igen har krævet gennemført.

Dét var udgangspunktet for aftalen mellem regeringen og DF fra 22. september 2008. De gamle forslag 35 og 36 kom ikke med, derimod bestemmelser om udvisning af enhver, der er opført på de internationale terrorlister. Uden mindste bemærkning om de vanskeligheder, der har vist sig med at blive slettet af disse lister, selv om registreringen er underkendt af domstolene.

Og der er intet i aftalen om, at DF hermed afstår fra fortsat at kræve forslag 35 og 36 gennemført.

Om ikke før, så har tuneserloven og dette nye tiltag demonstreret, at retspolitikken i dette land i de seneste år helt og holdent styres af DF, viljesløst bakket op af regeringen og, beklageligvis, alt for ofte af store dele af ’oppositionen’.”


Havde Wilhjelm været lidt mere objektiv, ville han nok have fremhævet et andet vigtigt retspolitisk sigte med lovforslaget: ”Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker, at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til, om begået kriminalitet skal medføre udvisning”, som det hedder i regeringens begrundelse for lovforslaget.

Det nævner Wilhjelm, der ellers har meget fokus på retssikkerheden, ikke med så meget som eet ord!

Retssikkerhedsmæssigt finder jeg, at de administrative udvisninger, som tegner sig for næsten halvdelen af alle udvisninger siden 2002, udgør et alvorligt problem for en retsstat.

Siden 2002 er 8371 udlændinge blevet udvist, heraf de 4.724 ved afgørelser truffet af forvaltningsmyndigheder, hvorved de er frataget den retssikkerhed som en domstolsprøvelse er udtryk for.

Desuden har jeg fra en straffesag, jeg har personligt kendskab til, oplevet, at anklagemyndigheden er parat til en slags ”Plea-bargaining" med den anklagede, hvor der tilbydes strafnedsættelse hvis denne ikke modsætter sig et krav om udvisning med livsvarigt indrejseforbud. Der var i dette tilfælde tale om, at straffen blev næsten halveret. Når anklagemyndigheden benytter sig af den slags krumspring, så skyldes det selvfølgelig en viden om, at Højesteret i mange tilfælde har underkendt udvisningsdomme fra landsretterne under henvisning til, at udvisning må opfattes som en alvorlig tillægsstraf. Højesteret henviser stadig oftere i sådanne sager til den Europæiske Menneskeretskonvention og til domme fra Menneskeretsdomstolen, samt det proportionalitetsprincip som her har en fremtrædende plads, ligesom princippet selvfølgelig også gælder i dansk ret.

Preben Wilhjelm synes på sine gamle dage (74 år), at være kommet noget ud af trit med hvad der egentligt foregår i samfundet i relation til islamisering og befolkningens voksende bekymring over at muslimske områder i Danmark de facto er i oprør mod den demokratiske retsstat og demonstrerer dette på en stadig mere voldsom og skræmmende måde:

Citat:
” Vi har allerede set dem (muslimerne) marchere i gaderne på en måde man også så for 70 år siden - ud og vise at de har magt.

Flere bydele har de allerede omskabt til kopier af Beirut, hvor man brænder alt af der kan gå ild i og smider sten og skyder efter alle dem kommer ind i de bydele.
Århus Politi oplyste her op til nytår at en bydel med 15.000 indbyggere stod for 50% af al kriminalitet i den 300.000 personers store by.”


Link til illustreret artikel fra 4/1-2009:

http://blog.tv2.dk/retcute/entry289505.html

Dette aspekt indgår overhovedet ikke Wilhjelms demokratiske og retspolitiske verdensbillede.

Det er selvfølgelig også en ”gratis omgang” at slås for nazisters politiske og borgerlige rettigheder, mens det samme ikke er tilfældet, når det drejer sig om at gribe ind over for islamofascismen. For så drejer det ikke blot en lille ubetydelig og sølle flok danske nynazister i Greve, der ikke udgør nogen som helst trussel mod folkestyret, men om den globale muslimske umma, hvis solidaritet med deres muslimske brødre ofte giver sig udslag i drab, vold og intimidering af den nationalstat der opfattes at krænke muslimer eller deres tro. Det oplevede vi under Muhammadkarikaturkrisen, som vor statsminister kaldte landets alvorligste udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig.

Østeuropæiske tyvebander på rov i Danmark er selvfølgelig ikke noget demokratisk eller retssikkerhedsmæssigt problem, hvilket Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup prøvede at bilde befolkningen ind, jfr. citatet ovenfor.

I stedet for at forholde sig til det, som virkellig er et alvorligt, overhængende og voksende problem for demokrateiets overlevelse, går Wilhjelm på en retorisk perfid måde ned i petitesseafdelingen for at få ram på DF og Skaarup:

Citat:
” ... Peter Skaarup krævede forslag 35 og 36 med – ellers ville DF »som led i de forestående finanslovsforhandlinger kræve et forbud mod Hizb-ut-Tahrir«. DF har senere ved senere lejligheder krævet, at regeringen støttede et sådant forbud, medmindre det ville være grundlovsstridigt (et forbehold, som ikke var med i Peter Skaarups oprindelige krav). ...”


DF har rent faktisk selv, i sommeren 2002, forelagt beslutningsforslag om tvangsopløsning af HuT.

Det hedder i folketingets officielle resummé om forslaget:

Citat:
”Beslutningsforslaget pålagde regeringen at søge foreningen Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom, jf. grundlovens § 78. Baggrund: Det fremgik af bemærkningerne, at den konkrete anledning til beslutningsforslaget var foreningen Hizb-ut-Tahrirs løbeseddel fra april 2002, der indeholdt opfordring til at dræbe jøder.

Afstemning:

Beslutningsforslaget forkastet, idet 16 (DF og KRF) stemte for, 88 (V, S, KF, SF, RV, EL og IA) imod.”


Det er således rent vrøvl og løgn, når Wilhjelm hævder, at grundlovens krav ikke indgik i DFs oprindelige forslag.
Rent forfatningsretligt er situationen derimod den, at regeringen har pligt til at nedlægge et foreløbigt forbud mod en forening som anvender vold eller ulovlige metoder for at nå sit mål, samt umiddelbart at indbringe en sådan beslutning for domstolene.

Når hverken den nuværende eller tidligere S/R-regering har opløst HuT, så skyldes det, at Rigsadvokaten i to responsa har vurderet, at domstolene vil underkende en politisk beslutning om tvangsopløsning. Selv om ingen vel kan beskylde Sverige eller Tyskland for at være specielt islamfjendtlige eller islamofobe, så har begge landes parlamenter faktisk forbudt HuT og det forbud er stadfæstet af domstolene i de to lande.

At DF her har et stærkt kort på hånden irriterer selvfølgelig Wilhjelm grænseløst, hvorfor han roder sig ud i nogle mystiske betragtninger, hvorefter DF ene af alle partier ikke indrømmes ret til at forsøge at gennemføre så meget som muligt af deres politik gennem aftaler med andre partier. I princippet er der ingen forskel på den rolle de radikale spillede i dansk politik fra 1929 og frem til systemskiftet i 2001, og nu hvor DF ligesom de radikale tidligere havde, har fået en langt større politisk indflydelse, end deres faktuelle mandattal egentlig berettiger til.

Wilhjelm burde dog være den første til at forstå, at sådan er demokratiets spilleregler, der bygger på politisk ligeværdighed, nu engang. DF er hverken mere eller mindre stuerene end noget andet parti. Deres evne til at opnå politiske resultater afhænger alene af det mandat de har fra befolkningen i kombination med evnen til at udnytte de parlamentariske muligheder bedst muligt, for at få gennemført så meget som muligt af deres politik. Det ville dog være et mærkeligt parti, som ikke agerede således i et demokrati.

Udover det her fremførte har jeg nogle yderligere kritiske kommentarer til Preben Wilhjelms kronik som jeg vil vende tilbage til senere, efter at man har fordøjet denne ret så store mundfuld.

Hilsen

Ipso Facto pifter


---------
”Konventionens artikel 15

Grunde til at begrænse

En stat må begrænse en menneskerettighed af flere forskellige grunde, bl.a. af hensyn til den nationale sikkerhed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden (moralen), eller for at beskytte andres ret og frihed.

Det er lidt forskelligt hvad der opregnes som grunde til at staten kan begrænse en menneskerettighed. Fx kan staten gribe ind i privatlivet af hensyn til bl.a. "den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd". Og staten kan begrænse ytringsfriheden bl.a. "for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger af hensyn til den nationale sikkerhed, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."
– citeret fra Institut for Menneskerettigheder.



Top Svar Citer
#6509 - 17/01/2009 20:06 Re: Danmark, en retsstat? [Re: Ipso Facto]
canto Offline
ny
Registeret: 14/09/2008
Indlæg: 20
Sted: Danmark
Citat:
Skuffende kronik af Preben Wilhjelm.

Ja, naturligvis når dine kæledækker i DF kritiseres.
Du benytter så endnu engang lejligheden til at hyppe dine anti-EU kartofler.

Gad vidst, om du overhovedet har læst kronikken.
Du skriver:
Citat:
Havde Wilhjelm været lidt mere objektiv, ville han nok have fremhævet et andet vigtigt retspolitisk sigte med lovforslaget: ”Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker, at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til, om begået kriminalitet skal medføre udvisning”, som det hedder i regeringens begrundelse for lovforslaget.

Det nævner Wilhjelm, der ellers har meget fokus på retssikkerheden, ikke med så meget som eet ord!


Citat fra kronikken:
Citat:
Hovedsigtet med forslaget er, »at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til, om begået kriminalitet skal medføre udvisning«. Det søges opnået ved konsekvent nedsættelse af strafkriterierne samt ved at udvide området for udvisning uanset længden af den idømte frihedsstraf og uanset varigheden af den pågældendes lovlige ophold i Danmark.


Hele parodien med forord mellem DF og VK før forslagets behandling i Folketinget springer du uelegant over – ligesom du gør ved Preben Wilhjelms 12 skarpe kritikpunkter af retsudvalgets formand, Peter Skaarup.

_________________________
canto
Top Svar Citer
annonce
Side 2 af 2 < 1 2


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Korrespondent: Angreb i Syrien 'kan før..
29/03/2024 08:53
Ukrainske energianlæg ramt af russiske ..
29/03/2024 07:50
Japan genoptager støtten til palæstine..
29/03/2024 07:30
To teenagedrenge anholdt for at stikke 2..
29/03/2024 06:18
Med Obama og Clintons hjælp når Biden-..
29/03/2024 05:47
Nyheder fra Religion.dk