annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
at rejse er at leve
Hvem er online?
0 registrerede 458 gæster og 143 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#6444 - 11/01/2009 13:54 REJSEN TIL VERDENS ENDE
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Citat:
”Vi frygter! Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav. Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter. Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen. Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs sjæle. Vi frygter Jordens og Luftens ånder. Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget på Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at få Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædrenes Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi tabu” (Sådan forklarer Åndemaneren Aua fra Iglulik folket i Canada hvad tabu er til polarforskeren Knud Rasmussen).


Da jeg afsluttede min uddannelse inden for handel og shipping i 1964, fik jeg af min arbejdsgiver, der kendte til min store interesse for Grønland, foræret Knud Rasmussens ”Den Store Slæderejse”: Det er en beretning om den længste færd, der nogensinde er foretaget med hunde og slæder. Fra Grønland langs Ishavet om Canada til Alaska og Sibirien. Fra 1921-24.

Her forenes en opdagelsesrejsendes, en videnskabsmands og en digters egenskaber. En fascinerende bog som yderligere skærpede min interesse for selv at opleve Grønland og de barske arktiske forhold bogen med dens mange fotografier beretter om. Navnlig et foto fascinerede mig: En folk inuitbørn bader frejdige og nøgne i en lille sø i den korte arktiske sommer.

Tre år senere, i sommeren 1967, ankom jeg til Grønland. Ikke som opdagelsesrejsende, men som civilt ansat i administrationen for US Air Force på Thule basen i nordvestgrønland. Desværre var basen off limits for lokalbefolkningen, men man tillod områdets fangere at handle fornødenheder ind i basens BX (et toldfrit supermarked).

Den nærmeste bygd var den lille flække Dundas, det gamle Thule i distriktet Qaanaaq. Det var også det sted, hvor Knud Rasmussen og Peter Freuchen i 1909 grundlagde handelsstationen Thule. Bygden Qaanaaq, omkring 80 kilometer længere mod nord, er verdens nordligste by. Den opstod i 1953, da beboerne fra Gammel Thule (Dundas) blev tvangsflyttet.

Handelsstationen og Peter Freuchens hus lå der stadig og resterne af de gamle tørvehytter der havde været ubeboede siden flytningen i 1953 lå også som et fortidsminde her på nordbreden af ”North Star Bay” ved foden af det karakteristiske Dundas-fjeld med den særprægede flade top.

Muligheden for at opleve den oprindelige fangerkultur, Thule kulturen, på tæt hold, opstod i april 1968, da jeg mod gode ord og betaling fik plads som måbende passager på en hundeslæde, efter at fangeren og hans hustru havde været på indkøb i basens BX. Så gik det ellers derudaf med en højt belæsset slæde og et stort spand trækhunde, der med god fart trak os over havisen med kurs mod en fangsthytte, der lå et par timers slæderejse derfra. Vejret var smukt med skyfri himmel og temperaturen ret mild, blot omkring 10 graders frost. Alligevel dækkede jeg som iniutterne det meste af kroppen i skind, for når man sidder stille bliver man let kold. Da basen havde fortonet sig i det fjerne efter en times kørsel observerede jeg noget usædvanligt. Dér, midt ude på havisen stod en slædehund som var blevet koplet fra en anden slæde på grund af et brækket ben. Og her var det, at mine moralske instinkter forsøgte at intervenere, idet jeg bad fangeren om, at skyde den skadede hund med sin riffel, for at bringe dets lidelser til ophør. Han rystede på hovedet og sagde på gebrokkent dansk, at han ikke ville spilde en patron på dyret fordi den sag ville naturen selv ordne. På en måde forstod jeg ham godt.

Når man lever på grænsen af, hvor det overhovedet er muligt for mennesker at eksistere, så kan unødvendigt spild af overlevelsesressourcer betyde udslettelse for en kultur. Under hele turen forsynede fangeren sig med dåseøl fra den kasse han havde købt i BXen og trak derved et spor af en helt anden civilisation efter slæden. Ellers var hovedopgaven som kusk for de halvvilde hunde at gribe ind med pisken hvis de nappede efter hinanden, hvilket skete med jævne mellemrum. Fangeren udviste stor gæstfrihed da vi nåede frem til hans lille usle skur af en fangsthytte. Fra loften hang et par sæler til tøring og som gæst blev jeg tilbudt en ægte dilikatesse. Fangeren tog sin kviv frem og skar en god luns sælkød ud som han rakte til mig. Kødet smagte faktisk ganske godt med en lidt nøddeagtig smag og jeg takkede ham efter det lille måltid. Efter at slædehundene var blevet affodret med lidt indvolde og andet affaldskød som udløste det sædvanlige slagsmål mellem dem, så pisken atter måtte i brug, fulgte vi sporet tilbage mod basen. Vi så ikke den skadede hund på tilbagevejen og jeg ved ikke hvad der var blevet af den. Dette var min egeste rigtige nærkontakt med den gamle fangerkultur i nordgrønland. De har også været kendt som "Thule Eskimoer" og ”Polar Eskimoer". De kalder sig selv for "Inughuit" (De stolte menesker).

Senere har jeg i København mødt nogle af disse ”stolte mennesker” som havde mistet deres stolthed og var endt i mismod og druk, fordi de ikke havde kunnet klare overgangen til en moderne kompleks kultur hvor begreber som stolthed og ære ingen som helst rolle spillede. Inuitter er ikke aggressive, derfor slår frustrationen og fremmedgørelsen indad. Det er tydelig, at de har mistet deres identitet og sjæl og er endt i selvhad.

Inuitkulturen er bemærkelsesværdig og ret enestående blandt verdens oprindelige folk. Både genetisk og kulturelt er de tilpasset et liv på grænsen af eksistensen. Kvinderne menstruerer næsten ikke og seksualmoralen overraskede og forfærdede de første kristne danskere/normænd der fulgte med ”Grønlands apostel”, Hans Egede, til det barske land mod nord. Han søgte efter vikingerne i Grønland i 1721, men fandt dem ikke. Dog fandt han inuiterne og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Godthåb (Nuuk), der i dag er den grønlandske hovedstad. Hans Egede blev i 1740 udnævnt til biskop over Grønland.

Det var tradition, at når fremmede besøgte bygder blev der taget vel imod dem og udvist en udsøgt gæstfrihed, der endog strakte sig til at gæsten blev inviteret til at tilbringe natten med fangerens hustru, så det lille isolerede samfund kunne blive revitaliseret med ”nyt blod”. Problemet er selvfølgelig risikoen for indavl i de små isolerede samfund og det er bemærkelsesværdigt hvordan rationaliteten på dette punkt formede de seksualle normer således at overlevelseschancerne blev forbedret.

Et andet træk der hænger sammen hermed var den altruisme som gamle inuitter udviste når der var mangel på føde og hungersnøden herskede. Man kalder det altruistisk selvmord. De gamle ofrer deres eget liv for at de yngre kan overlevede ved at sætte sig ud i kulden indtil de dør af frost eller mangel på vand. Inuitternes oprindelige kultur er nok den mest fredelige som er opstået noget sted på kloden. Hvor vi har ”opfundet” demokratiet for at afgøre uenighed på fredelig vis har inuitterne ”opfundet” trommedansen. Trommedans fra Thule-området er ret melodisk, inderlig og afdæmpet, mens den fra Østgrønland er mere dramatisk, teatralsk og udadvendt.

Gennem historien har trommens funktioner været mange og varierede. Den var værktøjs-instrumentet for åndemanere – angakoq’er – der ville påkalde jagtlykke og lave duelsange, når eksempelvis en “fjende” skulle bekæmpes. Der er tale om at to parter i en konflikt forhåner og nedværdiger hinanden på raffineret sproglig vis ved hjælp af sang og dans. En retorisk kamp på ånd og vid sat i musik. De varbale overfald i en trommedans ligger nok over grænsen for, hvad der tillades i vor anti-racismeparagraf eller injurielovgivningen. Men formålet er selvfølgelig at begrænse voldsanvendelse så meget som muligt. Slægtsfejder som vi kender dem fra den arabiske kultur ville i den Grønlandske fangerkultur have betydet dens selvudslettelse.

Som naturfolk er også deres religiøse forestillingsverden fredelig og befinder sig et sted mellem panteisme og polyteisme. Inden jeg forlod Thule i efteråret 1970 erhvervede jeg tre gudefigurer skåret med kniv ud af den bløde fedtsten som findes i området. Det er små amuletter som kan medbringes på rejse og den ene af dem er en havgud, en kimære hvor træk fra forskellige dyr er sat sammen på en kreativ måde. De bringer god fangst. (En kimære var oprindeligt et ildsprudende uhyre, der var en tredjedel løve, en tredjedel drage og en tredjedel ged).

Denne lille beretning viser, at kulturen er særdeles adaptativ til miljøet, men den viser også, hvor vanskeligt en sådan oprindelig kultur har ved at tilpasse sig livsbetingelserne i en højtudviklet kompelks kultur som den danske, hvor vi stort set har frigjort os fra afhængigheden af naturen qua vores videnskabelige indsigt og teknologiske formåen. I stedet for at stå over for en barsk og ubønhørlig natur som begrænsende faktor og modstander, står vi over for nogle helt andre udfordringer, som påfører en lang række psykiske problemer, som mange af os ikke kan klare.

Vi har indrettet gode demokratiske velfærdssamfund som sikrer os fra vugge til grav og netop derved er vi frataget den stolthed og værdighed som naturmennesket der lever i pagt med naturen besidder. Der er ikke megen stolthed og ære forbundet med ikke at kunne klare sig i konkurrencen i uddannelserne eller på arbejdsmarkedet og derfor må gå tiggergang til socialforvaltningen; og blive tvangsudskrevet til udsigtsløse og nedværdigende aktiveringsprojekter uden udsigt til nogensinde at opnå fast ansættelse. Det er en belastning, som få kan klare uden at tage psykisk skade.

Vi har skabt en stor klasse af sociale tabere som har det ganske forfærdeligt. I den oprindelige inuitkultur fandtes ingen tabere for livet fik kun mening ved at yde til fællesskabets overlevelse, man ofrede livet om så skulle være. I et sådant samfund hersker der gensidig respekt mellem medlemmerne; med et moderne udtryk har samfundet en høj grad af social kapital, en høj grad af tillid og samarbejde om det fælles mål – kulturel og faktisk overlevelse.

Derfor overlevede inuitkulturen. Vikingerne som bosatte sig i to bygder i de luneste fjorde i syd og vestgrønland omkring år 1000 gik til grunde, fordi deres samfund var baseret på landbrug og kvægavl. Da det milde klima blev afløst af en kuldeperiode der begyndte midt i 1300-tallet og kulminerede omkring 1650 med den såkaldte ”lille istid”, uddøde de sidste nordboere på Grønland. Kolonisationsforsøget havde varet i omkring 500 år. Betingelserne for landbrug og kvægavl var ikke længere til stede, og adaptere kulturen til en levevis der svarede til inuitkulturen formåede disse kristne nordboere ikke.

De stolte inuit er tydeligvis et naturfolk som har haft store vanskeligheder og betænkeligheder ved at træde ind i moderniteten fordi de erkendte, at de derved mistede deres oprindelige kultur. De bliver fremmede for sig selv, mister deres selvrespekt og alt for mange af dem bukker under i druk og mismod. Vold som tidligere var ukendt optræder nu stadig hyppigere og må vel forstås som en indestængt vrede og frustration over vilkårene som fører til desperate handlinger. Det er sandt at danskerne har sikret dem en højere materiel velstand, men samtidig har vi medbragt mangt og meget, der virkede opløsende på den oprindelige kultur: Alkohol, syfilis og tuberkelose samt et regelstyret liv som lønarbejder frem for det frie stolte liv som fanger.

Da jeg var bosat i Grønland talte man om dårlige erfaringer med de fiskefabrikker man havde etableret på Sydvestkysten, især i Godthåb. Problemet var, at når arbejderne fik udbetalt deres ugeløn, blev de ofte borte fra arbejde en uges tid. Nu havde de erhvervet frihed til det de egentligt havde lyst til, jagt i fjeldet eller på sæler. (Inuit lever ikke for at arbejde, men arbejder for at leve). Og først når pengene slap op vendte de tilbage til fabrikken. Dette viser hvor vanskeligt det er, at ændre en fangerkulturs grundnormer.

Danskernes intentioner var de bedste, men de tog sjælen ud af inuits kultur, fjernede deres identitet, frihed, stolthed og livsglæde. De blev fremmedgjorte, rod- og modløse.

DET ONDE I NATUREN - DET ONDES NATUR

Citat:
”Jeg ved ingenting; men uafbrudt stiller livet mig over for kræfter, der er stærkere end jeg selv. Slægters erfaringer har vi for, at det er svært at leve, og at det altid er det uafvendelige, der bliver mands og kvindes skæbne. Derfor tror vi på det onde. Det gode behøver man ikke at tage hensyn til, for det er godt i sig selv og behøver ingen tilbedelse. Det onde, derimod, som lurer på os i det mørke, som truer os gennem storm og uvejr og sniger sig ind på os i klamme tåger, må holdes borte fra de veje, vi går.” - (Åndemaneren Samik, Netsilik, King William Island).


Ultima Thule - hvor naturen er barsk og kold, men menneskene er stolte og varme.

Grønlands natur er så storslået, at den helt tager vejret fra en. Hurtigt må man revidere sine tilvante forestillinger og det er en god ting, for det tvinger en til at tænke over alt det man tog for givet i Syddanmark.

Afstandsbedømmelsen må omjusteres, for luften er så ren, at det som ligger fjernt synes ganske nær. Stilheden i fjeldet, fjernt fra verdens larm og trængsel, er så dyb og foruroligende at det eneste man hører er blodets sagte susen i eget øre. Solnedgang forår og efterår er et betagende spektrum af farver, som jeg aldrig har oplevet andre steder. En gang imellem afbrydes stilheden af sære knasende foruroligende lyde når bræen kælver med endnu et isbjerg fra den store ismaskine som indlandsisen er.

Det er ikke kulden der er det største problem, men faktisk varmen. Om vinteren varsler en hurtig temperaturstigning i løbet af nogle få timer, at en kraftig storm er i anmarch. Den fejer det øverste lag nyfalden sne fra indlandsisen ud mod kysten. Derfor er en vinterstorm på disse breddegrader altid en snestorm, også selv om det ikke har sneet i længere tid. Snefygningen kan være så tæt, at man end ikke kan se sine egne fødder. Så er det om at søge ly for at bjerge livet mens orkanen raser, og det kan godt tage et par døgn før det atter er sikkert at vove sig udendørs.

Jeg har berettet om mit møde med Thuleeskimoerne og en kort slæderejse, med et frisk pust af den oprindelige Thule fangerkultur, der gav mig en usædvanlig oplevelse for livet.

En anden oplevelse i den anden ende af den kulturelle skala var imidlertid ikke blot usædvanlig, den var helt unik. Thule Air Base blev etableret af een eneste grund: Den Kolde Krig. Basen indgik som led i det amerikanske forsvar mod balistiske missiller affyret fra den ideologiske fjende Sovjetunionen. Dette radar system til detektion af indkommende fjendtlige missiler blev etableret i 1959 og kaldtes BMEWS (Ballistic Missile Early Warning System).

Fem kæmpestore radarskærme, hver på størrelse med en fodboldbane var placret i det højtliggende terræn lidt uden for selve luftbasen. Et imponerende, men også noget foruroligende syn, var disse elektroniske øjne der holdt øje med fjenden. Informationer fra radaren sendes via en 300 meter høj sendemast til Cheyenne Mountain Air Station, i Colorado, hvor signallerne koordineres med andre overvågningsdata således at US Air Force konstant har et totalt billede af situationen eller trusselsbilledet. En gang overværede jeg en demo af hvordan det ville se ud på monitoren, såfremt USSR iværksatte et massivt atomart missilangreb mod USA. Følsomheden i denne radar er så stor, at den kan detektere et metalisk objekt på størrelse med en foldbold i luften over Moskva eller det nordlige USSR.

Hele konceptet byggede på, at man skal kunne iværksætte et gengældelsesangreb endnu før missilerne har nået deres mål i USA. Og USA baserede ikke sit forsvar alene på ballistiske missiler der befandt sig i siloer i USA eller på U-både eller flådefartøjer. Der indgik tillige bombning af mål i USSR med brintvåben fra de kæmpestore B-52 fly, der konstant kredsede i luften over Nordgrønland. Hver B-52 holdt sig i luften to uger af gangen og blev tanket i luften, og på klare dage kunne man akkurat skimte disse højtflyvende fly der trak en kondensstribe efter sig, når de passerede Thule basen, et af de faste punkter i det mønster de fulgte.

Denne varslings og afskrækkelsespolitik virkede efter hensigten idet ingen af parterne kunne forvente at overleve hvis de iværksatte et massivt overrumplingsangreb af fjenden. Denne militære doktrin anvender man et yderst velvalgt akronym for: MAD (Mutually assured destruction).

Søndag den 21. januar 1968 havde jeg nær fået aftensmaden galt i halsen, for hele kantinebygningen rystede, men der lød intet brag. Min første tanke var, at det nok var endnu en beruset buschauffør som havde ramt bygningen, idet en sådan ulykke var indtruffet få dage forinden. Men to minutter senere blev det meddelt over de opsatte højtalere (PA-systemet), at et fly var styrtet ned i North Star Bay (lige uden for basen) og så fik vi ellers travlt med at komme udendørs i polarnatten for at observere. Det var ret koldt, omkring minus 30 grader, men klart vejr og næsten vindstille. Fra en lille bakketop så jeg så det flammende skær fra et brændende fly på havisen omkring 10 kilometer borte oplyse polarnatten.

Ingen var i tvivl om at det måtte være et nedstyrtet B-52 fly, som vi vidste medførte brintbomber. Efter et par timer havde flyet smeltet sig igennem den ca. 3 meter tykke havis og plumpede ned på havbunden. Basen blev sat i alarmberedskab og forberedt til evakuering da det radioaktive strålingsniveau muligvis kunne være uacceptabelt højt. ”Braget”, som jeg netop ikke hørte men følte, var en lavfrekvent trykbølge forårsaget af eksplosion af flyets tanke samt brintvåbenes konventionelle ladninger.

Der var udbrudt brand i flyet mens det befandt sig i nærheden af basen. Piloten satte kurs mod basen og gik ned i højde over basen og beordrede at besætningen skulle springe ud med faldskærm. Han satte flyet i en spids vinkel så det ville ramme havisen et godt stykke fra basen. Hele besætningen på nær een bjergede livet, idet vedkommendes faldskærm brændte.

Flyet medførte som bombelast fire 1,1 megaton brintbomber. Hiroshima bomben havde til sammenligning en sprængkraft på 15 kilotons (svarende til 15.000 tons TNT), så hvert brintvåben havde således godt 70 gange større sprængkraft end den bombe der lagde den japanske by øde og dræbte næsten 100.000 indbyggere denne skæbnesvangre dag i august 1945.

Bomberne i det nedstyrtede fly var selvfølgelig ikke armerede og sikkerhedssystemet forhindrede en atomar eksplosion. Dette var den anden atomulykke med et nedstyrtet atombevæbnet amerikansk fly og så vidt vides er der ikke siden sket sådanne ulykker. På grund af den voldsomme brand i flyets tanke udløstes våbenes konventionelle ladninger, hvilket sikkerhedssystemet ellers skulle have forhindret. Derved blev der spredt plutonium i området omkring nedstyrtningen. Hvor meget plutonium det drejer sig om er en militær hemmelighed, men det skønnes, at hvert våben har indeholdt en mængde på omkring fem kilo (weapons grade) plutonium 239, svarende til den nødvendige kritiske masse. Så der blev nok spredt omkring 20 kilo af det mest giftige stof som nogensinde er fremstillet.

Oprensningsoperationen stod på i månedsvis. Overfladen af havisen omkring nedstyrtningsstedet blev skabet bort og oplagret i 90 store ståltanke som siden blev føjet til deponering i en saltmine i USA. Den ulykke med atomvåben, kaldet ”Broken Arrow” - kodebetegnelsen i den militære jargon - blev en bekostelig affære for de amerikanske skatteydere. Også den danske stat måtte til lommerne, men vi måtte slås for en erstatning helt frem til 1995, hvor den store høring om Thule-arbejdernes situation blev sammenfattet i en rapport og konklusion.

Resultatet var, at det ikke var godtgjort, at de danske arbejdere og grønlandske fangere, der hjalp amerikanerne med at rydde op efter flystyrtet ved Thule-basen i 1968, blev udsat for store stråledosis. Derimod kunne det ikke afvises, at sygdomsfrekvensen i gruppen var højere end det normale, og den usikkerhed, som de havde levet under igennem alle årene, berettigede dem til en godtgørelse. Regeringen havde på forhånd lovet, at Thule-arbejderne ville få en godtgørelse, hvis det blev konklusionen. Et mindretal i høringspanelet, bestående af politikere fra Venstre og konservative, mente dog ikke, at Thule-arbejderne er berettiget til kompensation, fordi de ikke var stråleskadede.

Lige som de mange andre danskere som opholdt sig på Thule Air Base hin januardag i 1968 modtog jeg også en skattefri godtgørelse på 50.000 kroner for denne unikke oplevelse. Men faktisk har jeg det helt fint, bortset fra, at jeg er selvlysende i mørke ler

Hilsen

Ipso Facto :fløjter:








_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Israel reagerer på ICJ's ordre om nødh..
29/03/2024 10:23
Problemer giver op til 40 minutters læn..
29/03/2024 09:53
Endnu en busulykke i Tyskland - 21 perso..
29/03/2024 09:27
Støtteforening til overvægtige: 'Børn..
29/03/2024 09:05
Grønland har inviteret dansk sundhedsmi..
29/03/2024 09:04
Nyheder fra Religion.dk