Læs artiklen her: http://www.videnskab.dk/composite-339.htm

Clairvoyante sørger for god underholdning, hjælper os med råd og åbner vores øjne for nye muligheder. Sådan lyder konklusionen fra en forsker, der har fulgt miljøet i næsten et år.

I dag er kontakten til ånderne helt anderledes afslappet og munter. I Daniel Kirken i København forsøger medierne - personer, som påstår, at de kan tale med ånderne - at løse op for stemningen ved at komme med små, skæve bemærkninger. Og mens de kontakter ånder foran publikum, bliver der grinet og kommenteret.

»I starten spillede de endda ABBA for at skabe en god stemning - det skulle trække ånderne til. Lucia-optog er åbenbart også godt,« konstaterer Vibeke Steffen, lektor på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Hun er midt i forskningsprojektet »Ånder og parapsykologiske fænomener« om clairvoyance i Danmark.

Min egen tilgang til emnet er, at jeg tror der findes ånder. Jeg er samtidig af den overbevisning, at det ikke er noget man skal give sig af med, idet jeg selv har oplevet en søster beskæftige sig med clairvoyance.

For ca. 15 år siden, begyndte min storesøster at interessere sig for emnet clairvoyance, og hun læste indtil flere bøger om emnet bla. Vandrer mod lyset, og på et tidspunkt ønskede hun kun at blive en engel i Guds rige.

Hvad mener du? Hvad skulle der evt. til for at overbevise dig om at ånder findes? Og kan clairvoyance måles videnskabeligt?

Kære Peter Arentzen.

Personligt tror jeg ikke på ånder i den gængse forstand, som man ser fænomenet omtalt i TV-udsendelser og i aviserne. Men når dette så er sagt, vil jeg tilføje, at vor bevidsthed rummer muligheder for oplevelser, som vi indtil videre må betegne som uforklarlige.

For at bruge EDB-sprog vil jeg sige, at vor bevidsthed er et interface til noget, der er langt mere omfattende end det, der falder inden for en dagligdags rationel tankegang. Og her kan nogle meget vel have uforklarlige oplevelser, som man sætter etiketten ’ånder’ på. Jeg vil personligt foretrække at tale om, at vort sind har visse frihedsgrader, som kan give sælsomme oplevelser.

En af de frihedsgrader, som sindet for nogle individer synes at have til rådighed, er det såkaldte klarsyn eller clairvoiance, som du nævner i dit oplæg. Der findes en berømt historie om den svenske videnskabsmand og filosof Emmanuel Swedenborg (1688-1772). Denne havde i 1759 i Göteborg en vision af en brand i Stockhom, der ligger flere hundrede kilometer borte:

Swedenborg deltog en lørdag i en middag hos den velhavende købmand William Castel i Göteborg. Under middagen blev han bleg og utilpas, hvorfor han gik ud i haven. Da han kom tilbage, berettede han om en storbrand i Stockholm, om hvilken han fortalte yderst detaljeret. Han frygtede, at hans eget hjem ville brænde, og at hans mange manuskripter derfor ville gå op i luer. Lidt senere fortalte han med en vis lettelse, at ilden var blevet standset ved den tredje dør fra hans hus. Om søndagen aflagde Swedenborg beretning over for den lokale amtmand, der rygtevis havde hørt om hans oplevelse. Mandag aften nåede en kurér fra Stockholm frem til Göteborg medbringende en rapport, der i enkeltheder bekræftede Swedenborgs beretning om hans klarsynsoplevelse.

Den danske folkemindeforsker H. P. Hansen, der var museumsinspektør i Herning, har indsamlet en lang række historier – i alt 811 – fra den jyske folklore om syner og varsler. Det er typisk for disse beretninger, at de handler om sansninger af overvejende visuel karakter, som de pågældende har haft i vågen tilstand. Typisk har man set gårdbrande, ligtog og strandinger forud for det tidspunkt, hvor de pågældende begivenheder fandt sted.

HPH (nr. 583): »Indtil 1894 lå der en stor verjmølle, Navlholm, nord for den nuværende Rask mølle; den var bygget i 1847. I marts 1894 gik tre unge mennesker, gymnastiklærer Niels Daugaard, murersvend P. Chr. Jørgensen og fortælleren, P. Hasselsteen, hjem fra gymnastik. På Fruens Vej standsede ND og PH pludselig og begge udbrød: Nu brænder møllen! Synet varede kun et par sekunder, og PCJ, der intet havde set, gjorde tykt nar af de to, der tydeligvis havde set, at røg og ild slog ud fra hatten; men der var én ting, de ikke kunne forstå: Efter røgen var vinden vestlig, men hin aften var den i virkeligheden østlig! – Den 25. juli samme år var ND og PH på Hørring skydebane, og da de på hjemvejen ved sekstidene kom til det sted, hvor de havde set varslet, brændte møllen. PCJ arbejdede dengang et andet sted.«

HPH (nr. 21): »Lærerinde frk. Jensine Jensen i Vildbjerg fortalte mig blandt andre oplevelser følgende: En morgen, hun som ung pige hjemme i Fasterholt skole var ved at fyre, kom hun til at se gennem vinduet, og da blev hun meget overrasket ved at se en vogn med en sort ligkiste køre vesten om deres udhus, hvor der ingen vej var. Hun gik ud og rundt om huset, men der var intet at se. Hun fortalte sin moder om synet; men moderen svarede blot: Tænk ikke over det, der er så mange ting, vi ikke forstår! – Faderen havde haft det uheld at slå sin albue, der gik betændelse i armen og han lå syg. Anelse om faderens død kunne vel i fantasien have skabt billedet af en vogn med en ligkiste; men det var aldeles urimeligt, at vognen skulle køre vesten om udhuset, da vejen gik ved den modsatte side. – Imidlertid døde faderen, lærer Chr. Jemsen, d. 22.12.1891, og da han nytårsdag skulle begraves, kom omegnens beboere kørende, og der holdt 17 vogne udenfor. – Vognen med ligkisten skulle køre først, og da den ikke kunne komme frem for de andre, måtte den køre bag om huset, en situation som pigen i hvert fald ingen anelse kunne have haft om i forvejen.«

Strandfogedkonen Ane Bjerre i Fjand var synsk og så af og til varsler om strandinger, før disse fandt sted. HPH (537): »(…) Blandt andre træk fortalte Svenning mig, at Ane Bjerre forud for en stranding havde sagt, hvormange der ville blive reddet. Da nu bjergningsfolkene kom med de skibbrudne, hævdede Ane bestemt, at der manglede to! medens folkene bedyrede, at der ikke var flere. Men Ane blev ved, og så måtte de ud til skibet igen, og da de kom ud til dette, hørte de en svag banken. Det viste sig da, at kokken og skibsdrengen var spærret inde ved, at døren var gået i baglås. (…)«

Jeg véd ikke, om du husker en serie artikler i Kristeligt Dagblad i sommeren 2005, der handlede om sælsomme historier. Mange af dem var af samme type, som dem der er beskrevet ovenfor, og jeg fandt ikke grund til at tvivle om, at der var tale om sandfærdige beretninger.

Men om man kan møde ånder, som Hamlet gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, men jeg giver under alle omstændigheder Shakespeare ret, når han lader Hamlet sige:

»There are more things in heaven and earth, Horatio,
Than are dreamt of in your philosophy.«


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Troen på ånder, sjæle, engle og dæmoner indgår i praktisk taget alle verdens mere end 5.000 religioner og trosretninger. Verdenslitteraturen vrimler med "vidnefaste" beretninger om deres virke. Alligevel er det aldrig lykkedes at påvise deres tilstedeværelse med følsomme videnskabelige måleinstrumenter.

Det virker besynderligt, at ånderne på den ene side synes at ville gøre os opmærksomme på deres eksistens gennem materialisering af "ektoplasma", svævende borde, faldende billeder og kolde vinde, der puster lys ud, og tågede budskaber fra afdøde slægtninge, i stedet for at benytte sig af den langt lettere demonstration at flytte viserne på følsomme måleinstrumenter. Dette ville nemlig også overbevise videnskabelige skeptikere om, at der var noget om snakken.

Men dette ville selvfølgelig tage brødet ud af munden på alverdens åndemanere og psykiske medier, som hævder at være bindeleddet mellem os dødelige og åndeverdenen. Så kan man jo efter behag fortolke det som, at det er åndemanerne, der i brødnid "forbyder" ånderne at kontakte videnskabsmænd og deres instrumenter.

Men at der er mere mellem himmel og jord o.s.v., som Kristian gør opmærksom på, er et videnskabeligt faktum. Det er nu mere end 80 år siden at Joseph B. Rhine og hans kone Louisa på Duke University i North Carolina indførte videnskabelig systematik i studiet af paranormale fænomener, og med et overvældende statistisk materiale påviste eksistensen af ekstrasensorisk perception (ESP), d.v.s. modtagelse af information udenom de såkaldte 5 kendte sanser.

Dette er stadig uforklaret, men kvanteteorien og superstreng teorierne har dog åbnet nye muligheder for en videnskabelig forklaring på ESP, og også for en forklaring på "sjælevandring" og andre postulerede fænomener.

Rhine's forskning led af den hæmsko, at den ikke var en egentlig grundforskning, men en undersøgelse af fænomener opdelt efter et traditionelt skema omfattende telepati, clairvoyance, præcognition, telekinese og teleportation. Denne opdeling er kunstig al den stund, at vi ikke ved om der er tale om en eller flere forskellige evner, eller hvor det ene fænomen slutter og det andet begynder.

Under alle omstændigheder er de pågældende evner, på trods af signifikante statistiske afvigelser fra en kalkuleret sandsynlighed, for det meste så minimale, at det har bevaret skepticismen hos størstedelen af den videnskabelige verden, uanset at det af Rhine og hans instituts dokumenterede materiale er af et sådant omfang, at det i andre videnskaber ville blive betragtet som noget nær et eksakt bevis.

Jeg vil mene, at alle mennesker har været udsat for paranormale oplevelser, men mange har måske afskrevet dem som tilfældigheder uden at tænke nærmere over dem. På den anden side er skepticismen på dette område hos de fleste mennesker ikke-eksisterende, så ganske almindelige tilfældige statistisk forklarlige begivenheder eller fup og svindel bliver udskreget som beviser for det overnaturlige.

Fremtidens forskning vil give os svaret på disse fænomener.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Kære Kristian

Jeg husker godt, at KD havde en serie 'sælsomme historier' tilbage i 2005. Jeg mindes også der på på den gamle debat blev oprettet et forum med samme navn, som sidenhen blev ændret. Jeg husker ikke til hvad.

Det der her og nu vakte min interesse i forhold til ånder, var en videnskabelig tilgang til emnet. Jeg troede ikke videnskaben havde interesse i den slags, så derfor var det interessant at læse artiklen fra videnskab.dk. Det kunne være interessant, hvis videnskaben en dag kunne finde en måleenhed, eks. ånd pr. m2, ligesom måleenheden for hastighed er meter pr. sekund. Alligevel virker forskerne noget tøvende idet fænoment ånder tilsyneladende ikke er håndgribeligt nok.

For ca. et par år siden, kørte der på TV2 en programrække der hed 'Åndernes magt'. Jeg så nogle af dem, men synes at spøgelsesjægere og andet godtfolk der skulle jage spøgelser væk, virkede for sværmerisk. Man kunne kun tro på det alene ved at tage folks ord for gode varer.

Alligevel var der i en af udesendelserne en mand, Roger Petersen, som blev helbredt for dobbeltsyn ved et helbredelsesmøde i en pinsekirke. Forinden havde man konsulteret en øjenlæge og fået dokumenteret, at manden vitterligt havde synsforstyrrelser, og efter helbredelsen konsulterede man igen den sammen øjenlæge, som kunne dokumentere at manden nu havde et perfekt syn. Læs mere her.

TV-udesendelsen med helbredelsen af Roger Petersen gjorde et stærkt indtryk på mig, fordi jeg som kristen fik bekræftet, at Gud gør mirakler idag, uanset om videnskaben tror på det eller ej. For objektivitetens skyld skal det tilføjes, at det ikke er alle kristne der deler samme opfattelse som mig. Læs evt. denne artikel Mirakler – Guds kraft eller trosmagi?

Hej Peter.

For ikke så mange år siden fik min voksne datter konstateret knuder i skjoldbruskkirtlen.
En prøveudtagning konkluderede, at disse knuder "ikke kunne betegnes som godartede".

Med patientforenigens hjælp fandt vi frem til at insistere på at få operationen til fjernelse af knuderne foretaget det absolut bedste sted i Danmark.

Inden operationen var der tid for mig til en forlængst bestilt og betalt rejse til min elskede græske ferieø.

Her besøgte jeg, som så ofte før, et større kloster, berømt for sin store Ikón af ærkeenglen Mikael.

Han står på en døende, i en rustning af sølv, med den døendes sjæl i venstre hånd, og med det mest magtfulde af alle sværd i højre - og samtidig er hans ansigt ufattelig blidt - Mikael, englenes hærfører i kristen tro.

Mange falder på knæ og ber til ham i deres nød, brænder røgelse, synger og ofrer små sølvgaver.

Det ku' jeg ikke.

Jeg satte min gamle krop i en af "oldingestolene" (beregnet for dem, der har svært ved at stå længe) - og sad der bare.

Hvordan kunne jeg elske Gud, hvis Han tog min datter fra mig - og fra hendes to mindreårige børn?

"Din vilje ske", som det hedder i kristen bøn, var nu umulig for mig - men til sidst nåede jeg alligevel dér til (hvordan ved jeg ikke).

Det var begyndt at regne, men jeg opdagede jo snart, at det ikke var regn, men mine tårer.

Jeg havde underkastet mig, hvad nogle kalder: Gud - andre: Skæbnen - og atter andre: Tilfældighedernes spil.

Hjemkommet til Danmark - kort før operationen - forlød det nu, at der ikke var noget alarmerende ved knuderne.
Operationen blev vellykket, og min datter har ikke fejlet noget alvorligt siden.

Var det blot tilfældighedernes spil - eller?

Det ved jeg ikke, men hver gang, jeg hilser Ikónen af Mikael, mindes jeg, at det var her, jeg lærte noget afgørende vigtigt om min situation som menneske.

Og hvis jeg skulle lægge hovedet på blokken - med øksen hævet over min hals - til hug, hvis jeg svarede forkert - så ville jeg ikke turde nægte, at det var et mirakel

M.v.h. Arne

Kære Arne

Tak for dit vidnesbyrd. Jeg tror bestemt at der her er tale om et mirakel.

I forlængelse af mit forrige indlæg om miraklet med Roger Petersen, kom jeg til at tænke på, at prædikanten Charles Ndifon der helbredte ham, også var i pinsekirken i Rønne. Jeg havde desværre ikke mulighed for at møde ham, pga. arbejde, men jeg ved at en masse mennesker valfartede til møderne med ham for at blive helbredt.

Efterfølgende sagde nogle, at de blev helbredt, men mange fortalte at de [b]ikke[b] blev helbredt, og deres udtalte skuffelse derfor var til at få øje på.

Jeg har tænkt på hvad man siger til mennesker der brændende ønsker og forventer helbredelse, men så alligevel ikke oplever noget mirakel?

Er det Guds skyld? Er det deres egen skyld? Er det prædikantens skyld?.... Jeg ved det ikke. Men nogle af dem der ikke blev helbredt forbandede og spottede Gud.

Min holdning er, at det centrale i evangeliet er troen på kristus og ikke troen på mirakler i kristi navn!

Hej Peter.

Tak for svar.

Ja - om det var et mirakel, ved jeg jo ikke, men det er sådan, jeg oplever det - og derfor føler dyb taknemmelighed.

Men forinden lærte jeg jo - foran den kæmpestore Ikón af ærkeenglen Mikael - fra ordene i den kristne bøn: "Din vilje ske.", at mirakler ikke er noget, vi kan kræve.

Og jeg forstår da godt dem, der forbander Gud - Skæbnen - Tilfældet - i deres sorg og fortvivlelse.

Det er ikke nemt at bøje sig for livsbetingelserne - også selv om vi gør alt, hvad vi kan selv - og det gælder vel både den religiøse, agnostikeren og ateisten.

Jeg er enig med dig i "at det centrale i evangeliet er troen på Kristus" - og ikke mirakler - men vil nok udtrykke det lidt anderledes, som:

Oplevelsen af Faderen (Skaberen eller Sandheden bag verdens væren), Sønnen (både Gud, Menneske og Frelser) og Helligånden (der kan fylde vores sind) - og af den gensidige kærlighed.

Et ufatteligt mysterium, der for mange er meget mere end blot en ønskedrøm

M.v.h. Arne

Kære Peter m.fl (Arne, Kristian..)

Uden at have fulgt 100 % med i tråden vil jeg blot her fra sidelinien medgive dig, Peter, i, at det ikke handler om troen på mirakler men derimod om troen på Kristus.

Dit eksempel fra Rønne pinsemenighed (hvor jeg har været med som "gæst" to gange) om folks skuffelse over ikke at blive helbredt på et møde gør mig simpelthen så harm inden i - måske er harm ikke det rette udtryk, men noget har disse mennesker fået ind den gale vej. Det er en af grundene til, at jeg ikke føler mig tilpas i pinsekirken og ej heller forstår deres næsten eksplicitte krav om tungetale. På samme måde kan man heller ikke tvinge Bibelen ned over hovedet på folk som om denne er troens udgangspunkt/startssted. Troen er noget, der opstår mellem Gud og den enkelte; et kald, en ny vej, en erkendelse etc. Man kan måske sige, at det er troen, der giver frugt og gør miraklerne mulige men alt afhænger vel for den troende om det, der er (i sandhed) er bedst og ikke mindst muligt - altså om den Guds kærlighed, der handler med os (her nærmer vi os teodicéproblemet). Det kræver i og for sig en form for overgivelse, en tillid og ikke mindst, at man er villig til at ville arbejde med sig selv.

Noget helt andet er spørgsmålet om, hvordan vi definerer 'mirakler', for en ikke-troende/eller ateist kan også opleve mirakler i deres liv men uden at give det en religiøs betydning.

For mit eget vedkommende hedder det: Din vijle ske!

---------------------------------------------------

For mange år siden holdt jeg af at høre Abba. Erindrer at jeg sad der på bagsædet i fars og mors bil på vej hjem fra Djurs Sommerland og lyttede til Abba i min røde walkmann Om ånderne kan lide Abba er sikkert meget muligt - men hvilke ånder? Ånden i glasset?

Der er mere mellem himmel og jord; et udsagn der ofte kan forene den troende med den ikke-troende. Men Ånder er for mig at se ikke noget at tro på (velvidende om, at det er de for nogle). Guds væsen er treenigt men består ikke af ånder. Vi kan derimod erkende, at der er energier omkring os, dårlige som gode, og ville det ikke være langt mere konstruktivt om vi arbejdede for at holde god energi frem for en svævende idé om ånder, der kan lide at lytte til Abba?

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke tror på, at der kan eksistere noget åndeligt. Men Ånden (med stort) er for mig at se Helligånden. Helligånden er kristendommens drivkraft og nyskabende kilde; det er her den kristne bør holde sit fokus for igennem bøn og udholdenhed at komme dybere ind i Guds væsen, som ikke er noget, der skal søges derude blandt ånderne eller uden for denne verdens grænser men derimod i livet og i relationerne. Livet med alle dets relationer forstår jeg som noget, der hele tiden fordrer noget af os i 'virkelighedens verden'. Gud i Jesus Kristus kalder os til at samarbejde med Helligånden, ja, kalder os til at ånde i Helligånden ud fra de vilkår, der nu en gang omgiver os.

Mine egne oplevelser med det vi nu kunne kalde for "åndernes verden" handler om sansning af energier. Det har tidligere været i forbindelse med en proces med en afdød person, hvor jeg kunne vågne om natten og føle vedkommende i samme rum, indtil jeg fik manifesteret min kraft i troen og korsets tegn. Jeg har sågar også oplevet lidt heftige energier i forbindelse med visse debattører på den gamle debat. Èn ting lærte jeg dér, nemlig kunsten ikke at gå i kamp med kampen men i stedet holde sit rum. Det er ikke alt, der skal have opmærksomhed, for det er det samme som at give dårlig energi plads.

Det var, hvad der på en lidt frembrusende måde (sådan føltes det i hvert fald) slap ud i denne stund efter have læst et par indlæg her i tråden. Nu må jeg tilbage til opgaven.

Mvh
Anne

Hej Kræn-P og Ole Bjørn!

"Ånderne kan god lide" - og det så være Abba eller jeres måske det mest fortæskede, naive, håbende udsagn man kan støde på, at 'der er mere mellem himmel og jord'.

Tænk, at netop I dyrker dette koncept!

(Skal lige først afklare dette naive udsagn fra Arentzen: "Min egen tilgang til emnet er, at jeg tror der findes ånder.")

Tror I på dette?

Nåh, så naive tror jeg ikke I er:

Men lad os så gå videre;

Når du, Kristian, fortæller om forne tiders fremtidssyner som en slags bevis for interface med fremtiden med dine 'beviser' ved diverse vídners syner, så kan jeg kun tænke på, at vi alle, gang på gang ser for os mulige fremtidige tildragelser.

Og når de IKKE sker, så glider de ud i glemselens tilgivende mørke.

Men hvis de af og til tilfældigt er gættet rigtigt, så har man noget at prale med.

(Swedenborgfortællingen! Er du sikker på, Kristian, at det ikke er en efterrationalisering.)

Ole Bjørn:



Ja, det har vi da haft megen glæde af siden.

Fortæl! Fortæl! Ole Bjørn! Om hvad denne 'ekstrasensoriske perception' har bidraget til menneskehedens forståelse af den verden vi lever i?

Om overvældende statistisk materiale følgende betragtning:

Kast med en mønt hundrede gange: fx 46 gange plat, 54 gange krone. Og næste gang måske 52 gange plat og 48 gange krone.

Gentag dette hundrede gange, Så vil der formentlig på et tidspunkt være et resultat med 30 gange plat og 70 gange krone.

Bevis for ... øøhhh!

Jerry

--------------------

Fremtiden eksisterer IKKE. Kan ikke forudses. Men kommer!

--------------------------
--------------------------
"nu mere end 80 år siden at Joseph B. Rhine og hans kone Louisa på Duke University i North Carolina indførte videnskabelig systematik i studiet af paranormale fænomener, og med et overvældende statistisk materiale påviste eksistensen af ekstrasensorisk perception (ESP), d.v.s. modtagelse af information udenom de såkaldte 5 kendte sanser.
"

Ak. og ve, Ole Bjørn, du som jeg ellers har set som nærmest et orakel af viden, falder for den slags ESP-overtro.

Nå, må men vel bare tro på sig selv. Nok en gang faldt en guru for virkelighedens klare lys.

Kære Jerry

Du overreagerer som så ofte

Når der findes en holdning til, at der er/kan være mere mellem himmel og jord, er det ikke ensbetydende med det, du kalder for 'overtro'. Læs du blot ole bjørn og Kræn-P's indlæg - ikke at du skal mene det samme - men man kan vel altid få noget ud af at læse om andres oplevelser. Mit indlæg kan du vælge at kalde overtro, men inde i mig udsprang det af et ærligt forsøg på at beskrive en del af mit trosliv i relief till Peters indlæg om 'ånderne', som jeg personlig ikke selv tiltrækkes af.

Vores oplevelser er mangeartede, men ofte er de alligevel tættere på hinanden end som så. Det handler nemlig om, hvordan vi definerer og sanser "åndernes verden" eller lad os blot kalde det denne "verden" for det, der er mellem himmel og jord - og hvad befinder sig egentlig ikke dér?

Mvh
Anne

Hej Ole Bjørn!

Her lidt krudt til dit:



Jeg blev i starten af 70'erne af en ven konfronteret med spillet Master Mind, det der med at gætte på seks skjulte farver og så masterminded regne frem til deres ægte stilling.

(Et indlæg om spillet:
http://www.groveloejer.dk/sangild/2007/11/mastermind.html)

Nå, men dette mit første forsøg i MasterMind var - surprice - korrekt! Ramte alle seks farver korrekt i første forsøg .

Husker, at Klaus gloede på mig, som var jeg en ny messias.

Nå, vi spillede videre, vel en ti-tolv gange, hvor jeg sådan bare lå på et gennemsnitligt resultat.

Og så gik der nogle år!

Hvor vi var på besøg hos nogle venner, som hev et MasterMind spil frem. Hvilket selvfølgelig fik mig til at fortælle om denne sjove oplevelse, at gætte korrekt i første gæt.

Og så spillede vi MasterMind, og tredje - eller var det fjerde gang - så ramte jeg igen korrekt.

Jamen, er det ikke fantastisk!

Hjælpeånder har vel sørget for mit held.

Mindes i øvrigt også:

Var i sin tid ansat på det bogtrykkeri, der udgav Romanbladet og Det Man Læser. Som maskinsætter, hvilket indebar, at man fik gennemlæst romancerne.

(Spørgsmål fra mig som nyansat: "Ugens horoskop? Hvor er manuskriptet?" Svar: "Tag et af de ti år gamle udgaver af Romanbladet, men husk, at hvis som svar på Det Man Læser, så ret "i ugens løb" til "i periodens løb". Eftersom Det Man Læser kun udkommer hver 14. dag.)

Nå, men Ole Bjørn. For at komme videre med den der om fantastisk ESP-viden (er det ikke hvad du plæderer for) så endnu en utrolig én:

(Blev i 70'erne konfronteret med min kammerat Klaus' kone - ret så naiv - spurgte fx hvem ham Mao var, som der blev talt så meget om.)

Der stod jeg, med en 'kvinderomantisk' bog/bladudgivelse, hvis navn jeg ikke husker. Og kiggede i den.

Jeg plæderede for, at jeg tyve år forinden havde været maskinsætter for noget så forvrøvlet romanvrøvl som, at to elskende var, 'singing in the rain' på vej til 'on the top of the world'.

Syngende!

Og så - big surprice - Helt ærligt; virkelig en stor overraskelse - Så var denne 'roman' gentaget i denne nye udgave.

Stod med den helt samme historie ca 20 år efter.

Næh - det er jo også derfor at udtrykket "der er mere mellem himmel og jord" er så dårligt.

Det burde retteligt hedde "der er mere mellem ørerne" - for det er jo i vores forestillingsevne, at begreberne clairvoyance, religion, telepati osv. udspiller sig.

Vores store, og i nogen grad - uregerlige, hjerne har det med at slippe virkeligheden og bevæge sig ud på overdrevet.

Jeg synes da at det er spændende at vi har "uafdækkede hjernestrukturer og/eller -evner", og det må der da forskes videre i.

For eksempel vil det da være helt fantastisk, HVIS vi har en iboende evne til at "kurere" os selv for de ubalancer som kan føre til sygdomme. Som de fleste jo ved, ved dyr ofte instinktivt hvad de skal spise for at genoprette sådanne ubalancer. Måske har vi samme evne hvis vi bare kunne erkende den?

En af mine venner har fibromyralgi, og jeg tænker ofte på at hans "ondt i musklerne" er meget afhængig af hvad han ellers foretager sig. Er han optaget af noget han virkelig kan li', erkender han ikke at han har ondt. Omvendt, hvis han skal foretage sig noget han ikke gider, så slår hans smerter ud i ekstrem grad.

Man KAN altså smertebehandle sig selv, hvis man selv vil - og bliver tilskyndet til det. Er det så ikke den samme mekanisme som fx. pinsebevægelsen forsøger at fremkalde ved hjælp af deres Jesus-hysteri? Såvidt jeg ved, har man da heller aldrig hørt noget om langtidsvirkningen af de "strålende resultater" for helbredelser ved bøn, som de så ofte fører sig frem med.

Telepati burde jo være rimeligt let at undersøge, og det er der vel også brugt en del ressourcer på - men så vidt jeg ved, stadig uden afgørende resultater.

Mon vi så ikke kan konkludere at det er mest rigtigt at sige at "der er mere mellem ørerne" - og at det så er dér man skal koncentrere sit udredningsarbejde?

Jeg er enig i, at begreberne udspiller sig i vores forestillingsverden eller måske mere præcist sagt i vores tankeverden, men jeg er ikke enig i, at vi kan sidde her og putte det hele i én kasse som resultatet af vores forestillingsevne. Clairvoyance er en svær størrelse at diskutere, men som jeg har været inde på i mit indlæg til bl.a. Peter Arentzen mener jeg, at det handler om en form for energier (gode som dårlige). Hvad angår derimod religion gør du fejl i at putte det i kassen under forestillingsevne, idet religion er mere end et begreb, der sidder mellem ørerne. Religion er jo netop noget, der udspiller sig i virkeligheden i form af en bestemt levemåde, hvor Gud eller guder bliver dyrket. Du kan selvfølgelig sige, at troen blot er en forestilling om noget, der i virkeligheden ikke findes, men selve religionen som menneskets forhold til Gud kommer til udtryk i eksplicitte væremåder. Nu tænker jeg bl.a. på romersk religion og selve den latinske betegnelse, "religio", der betyder at binde noget fast. Her er det ikke nødvendigvis TROEN, der bindes fast men derimod den rette måde at binde de gode og sande sædvaner sammen på; det være sig som ritualer, ideologier og organisering af samfundet. Tager vi gudetroen/kejsertroen etc. væk tror jeg, at der stadig vil have været et behov for at tolke de gode sædvaner som årsag til opblomstringsperioder og omvendt de dårlige sædvaner som årsag til nedgangsperioder.

Det er min egen opfattelse, at vi kan være med til at helbrede os selv. I et holistisk perspektiv er der "noget", der binder os sammen på flere planer, f.eks. universet og vores menneskeliv her og - men ikke mindst - sammenhængen mellem det fysiologiske og det psykiske. Du er selv inde på det med evnen til at kurere sig selv og genoprette ubalancer. Her kan vi erindre indianerne, som er kendt for evnen til at benytte planternes lægende indgredienser til naturmedicin og lign. Det er vel også på dette grundlag, at vi har fået den i nutidens moderne alternative verdens opkomst. Jeg tror altså, at der er mere mellem himmel og jord, som kan være med til at helbrede os. Men som jeg så ofte før har givet udtryk for, vandrer jeg ikke rundt blandt den alternative verdens mange tilbud, da jeg oplever dette som bud på mange centreringer og energier/energifelter, som jeg ikke altid ynder (beklager mine udtryk som nok er for indforstået).

Dette var et lidt hurtigt svar på dit indlæg

Mvh
Anne

Kære Jerry.

Tak for dit ramsaltede indlæg, hvori du afviser såvel Ole Bjørn’s som mine synspunkter. Det kan du naturligvis være i din gode ret til at gøre, eftersom du synes at mene, at du henholder dig til virkeligheden og til sund rationel tænkning.

Her kan vi godt mødes i en fælles afvisning af de såkaldte ånder, som det ellers er så moderne at tro på. Naturligvis tør jeg ikke sige i fuld alvor, at sådanne ånder eller poltergeister ikke eksisterer, thi man skulle i så fald kunne føre bevis for sin påstand. Og at føre bevis for, at noget ikke eksisterer, lader sig nu engang ikke gøre, hvis det er sædvanlig ædruelig logik, man lægger til grund.

Det eneste, som jeg personligt tør sige, er, at jeg ikke tror på ånder, ligesom jeg heller ikke tror på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ. Dette beror på et valg, og nærmere kan jeg ikke komme det. Når du selv kalder dig ateist, skyldes det også et valg – og intet andet – thi du er ikke i stand til at føre et logisk bevis for, at Gud ikke eksisterer.

Når vi derimod kommer til spørgsmålet om ESP (EkstraSensorisk Perception), altså bevidsthedsfænomener, der foreligger for én uden at være kommet frem til bevidstheden via de sædvanligt kendte sanser, er forholdet et andet. Her står vi nemlig med en forskning, som Ole Bjørn har nævnt det i sit indlæg, og du kunne for eksempel gøre dig den ulejlighed at låne professor J. B. Rhine’s bog ’The Reach of the Mind’ på biblioteket. På dansk hedder den ’Sjælens Evner’, og den blev udgivet på Hagerup i 1949.

Denne forskning efter helt tradiotionelle metoder har givet resultater, som man kan sige er i strid med din sunde fornuft. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er den videnskabelige metode eller din sunde fornuft, der er noget i vejen med.

Allerede før du blev født, blev man nødt til at sætte spørgsmålstegn ved den sunde fornuft. Det er for eksempel sund fornuft, at et fysisk forsøg nødvendigvis må foregå i et rum. Og et rum har vi lært at beregne volumen af allerede under vor skolegang. Det har tre dimensioner: Længde bredde og højde.

Hertil kommer, at et fysisk forsøg skal forstås i tid, således at det, der sker, er virkninger af årsager, der ligger tidligere på tidslinien. Derfor skal vi bruge talsæt på fire, når vi for eksempel skal beskrive boldens opførsel i en tennismatch i en hal: Afstanden fra gulvet, afstanden fra endevæggen, afstanden fra sidevæggen og tidspunktet, da bolden var i et punkt angivet med de tre rumkoordinater. At bolden flyver af sted, har som årsag et slag, der ligger forud for det tidspunkt, hvori den rammer modstanderens ketcher.

Men i 1927 blev Niels Bohr nødt til at sige, at de kvantefysiske forsøg ikke foregår i et sådant rum, som vi fornuftsmæssigt har lært at beregne. Han brugte i stedet et kunstord, som var ’koordinatrummet’. Meningen hermed var at sige, at denne særlige form for rum ikke havde de tre sædvanlige dimensioner: Længde, bredde og højde. Det havde andre dimensioner, og disse var lig med de frihedsgrader, som kvantefysiske forsøg viste, at elementar-partiklerne havde.

Partiklerne kunne så at sige opføre sig i strid med vor dagligdags sunde fornuft. De kunne for eksempel gå baglæns i tiden, og derfor måtte man sige, at den lineært fremadskridende tid, som vi oplever, ikke var tilstrækkelig i forståelsen af kvanteforsøgene. Derfor opererede man med noget, som man kaldte ’imaginærtiden’, og moderne teoretisk kosmologi er inde på, at imaginærtiden er mere fundamental for beskrivelsen af universet end vor dagligdags lineære realtid.

Derfor kan det ikke nytte noget, at du med rød skrift understreger: »Fremtiden eksisterer IKKE. Kan ikke forudses. Men kommer!« (Citat slut).

Dette er muligvis udtryk for din sunde fornuft, men det har været i strid med videnskabeligt velfunderede grundsætninger fra før, du blev født. Thi videnskabeligt set er man nødt til at regne med tiden som noget, der ikke kan ses isoleret fra rummet. I en partikel-accelerator kan en partikel vekselvirke med en anden partikel, som den – set alene i realtiden – selv er med til at danne på et senere tidspunkt.

Her må imaginærtiden med ind i billedet, og så er der ikke tale om noget fornuftstridigt, fordi imaginærtiden ikke kan skelnes fra andre retninger i rummet. Ligesom man kan bevæge sig såvel forlæns som baglæns i rummet, kan man også gøre det i imaginærtiden. Hvis dette skal anskueliggøres i en matematisk form, kan man gøre det ved at tegne vor oplevede realtid som en ret linie, der kun løber én vej, og imaginærtiden som en ret linie, der står vinkelret på realtidslinien. Og på denne imaginærtids-linie kan man som nævnt bevæge sig såvel forlæns som baglæns.

Du stiller spørgsmålstegn ved eksemplet med Emanuel Swedenborg og spørger, om jeg er sikker på, at der ikke er tale om en efterrationalisering. Dette kan ingen af os tage endegyldigt stilling til i dag, hvor så lang tid er forløbet.

Det eneste, jeg tør sige, er, at eksemplet ikke lader sig udelukke ud fra videnskabeligt teoretiske overvejelser. Dels har Rhine’s forskning vist, at clairvoyance ikke er et rent fantasiprodukt, og dels arbejder frontlinieforskningen inden for den teoretiske kosmologi med betydeligt flere dimensioner end de fire, som vor dagligdags sunde fornuft indeholder.

Den sunde fornuft – for eksempel repræsenteret ved Albert Einstein – afviste på Solvey-konferencerne i 1920-erne Niels Bohr’s påstand om quantum entanglement som fortænkt hjernespind. Imidlertid gav Aspect’s forsøg i juni 1982 Niels Bohr medhold. Vi lever i et univers med flere dimensioner, end vi er i stand til at erkende fornuftsmæssigt, og disse ekstra-dimensioner kan være genveje mellem fænomener, som vi ellers opfatter som adskilte i vor sunde fornufts rum- og tidsdimensionalitet.

Det er derfor ikke i modstrid med den teoretiske kosmologi at forestille sig, at det som vor kollega Kurt kalder det, som vi har mellem ørerne, nemlig vor egen bevidsthed, har flere frihedsgrader end dem, der følger af den dagligdags sunde fornuft. Derfor finder jeg ikke grundlag for at afvise Swedenborg-eksemplet og eksemplerne fra folkemindeforskeren H. P. Hansen. Sorry, Jerry!

Hvis jeg skulle være så ubeskeden at inddrage mine egne erfaringer, vil jeg sige lige ud, at telepatiske bevidsthedsoplevelser hører med til min dagligdag. Dette kan du jo naturligvis afvise, men så må du begrunde din afvisning med andet og mere end din sunde fornuft, thi den trænger i høj grad til et hovedeftersyn.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jerry.

Dit Mastermind-eksempel er uegnet til at illustrere tilfældighed kontra ESP, eftersom enhver dygtig matematiker vil have 6 rigtige hver gang. Når man foretager ESP-forsøg, udelukker man alle muligheder for at forsøgspersonerne kan regne sig frem til resultatet, og der anvendes som regel en kontrolgruppe af personer, der er tilfældigt valgt i modsætning til den primære forsøgsgruppe, der er udvalgt på basis af tidligere bemærkelsesværdige resultater.

ESP (extra sensory perception), som på dansk kaldes paranormal sansning, behøver ikke at være i strid med naturlovene. Vi ved jo at mange dyr har sanser, der rækker langt ud over vort sanseområde, og vi er rent faktisk beslægtet med dem langt tilbage i udviklingsrækken. Da mennesker individuelt er genetisk forskellige, kan vi derfor ikke udelukke, at nogle mennesker måske har en genkombination, der sætter dem i stand til at opfatte fænomener, som andre ikke kan.

Et godt eksempel er, at du i dette øjeblik er gennemtrængt af elektromagnetiske bølger fra et hav af radio- og TV-stationer, men du opfatter dem overhovedet ikke. Det er der imidlertid dokumenterede eksempler på at nogle mennesker kan, men forklaringen viste sig at være både simpel og meget naturlig. Hos en kvinde, der klagede over, at hun konstant hørte den lokale radiostation inde i sit hovede, fandt man ud af, at det var opstået kort tid efter hendes sidste tandlægebesøg. Det viste sig at den fyldning af sølvamalgam, som hun havde fået, virkede som et krystal, der omsatte radiobølgerne til lyd.

Hos en fabriksarbejder skiftede modtageligheden dagligt. Han kunne høre stationer i andre lande, og var ved at blive skør af alle de stemmer og den musik han hørte næsten konstant. På fabrikken arbejdede han som sliber, og det viste sig, at slibestøvet satte sig på hans trommehinder og virkede som krystalmodtagere på mange forskellige frekvenser.

Sådanne eksempler er jo lette at forklare. Problemet er, at visse ESP-fænomener ikke kan forklares med kendte signaler. Man kan blot konstatere, at der er foregået en overførsel af viden, som hverken kan forklares med perception med vore kendte sanser eller med den viden om naturen, som vi har i dag, og som ikke bare ligger langt fra statistiske tilfældigheder, men hvor tilfældigheder helt kan udelukkes.

Det menneskelige syn er så følsomt, at det rent faktisk kan opfatte en enkelt foton. Men siden påvisningen af entanglement-fænomenet må vi konstatere, at fotoner også er bærere af oplysninger om en tilstand et andet sted i universet. Hvad vi ikke ved er om vore hjerner påvirkes af fotonens bølgefunktion. Vi ved heller ikke, om vor tankevirksomhed påvirkes af de millioner af neutrinoer, der ryger gennem vores hovede hvert sekund.

Skepticisme er godt, når man forsker i usædvanlige fænomener. Overdreven skepticisme i form af en forlods afvisning af muligheden for ESP er højst uvidenskabelig. Ikke desto mindre er det en holdning, man træffer på hos mange forskere i andre fag, fordi de opfatter ESP-forskning som en form for spiritisme. Det er det absolut ikke. Men denne holdning har alligevel gjort sit til, at man skal kende en forsker temmelig godt, før han/hun er parat til at berette om sine personlige ESP-oplevelser, som mange vælger at fortrænge eller bortforklare med en endnu mere usandsynlig forklaring om tilfældigheder.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Kristian

Tak for et rigtig godt svar.

Du skriver så til sidst: Hvis jeg skulle være så ubeskeden at inddrage mine egne erfaringer, vil jeg sige lige ud, at telepatiske bevidsthedsoplevelser hører med til min dagligdag.

DÉT kunne jeg godt tænke mig at høre mere om.

Jeg har vænnet mig til at bruge "rullende statistikker" på et antal hændelser i hverdagen.

De to hændelser jeg, i øjeblikket, registrerer på, er, om jeg er HELDIG eller UHELDIG, og om det jeg "har på fornemmelsen" ender med at være OVERVEJENDE RIGTIGT eller OVERVEJENDE FORKERT.

Efter at den statistiske vurdering er gjort, "opdaterer" jeg antallet af positive og negative hændelser - og jeg skal så kun huske om summen er mest positiv eller mest negativ.

I øjeblikket er summen for HELD at jeg er heldig cirka 10% flere gange end jeg er uheldig, og mine "fornemmelser" er sådan cirka 25% oftere rigtige end forkerte.

Den med fornemmelserne kan man så kalde enten gode gæt, god erfaring eller andet.

Jeg var i øvrigt lige rigtig uheldig for et par uger siden. Jeg kom rundt om et hjørne med 98 km/h, hvor der var 60 - og netop DÉN dag var de der lige. Det kostede 2.000,- og et klip. Den trak jo lidt ned - på alle de gange hvor jeg har været heldig og er blevet advaret eller på anden måde har undgået fælderne .


Nu, hvor du bringer telepati på banen, er det så at jeg gerne vil høre om HVORDAN du "bruger" telepati?
Mener du at vi måske i virkeligheden taler om det samme her? Er det "at have det på fornemmelsen" noget som kunne have en telepatisk komponent i sig?

Ligesom dig, tror jeg heller ikke på "himmelsk fjerkræ", men jeg vil da ikke afskrive muligheden for "et eller andet som vi endnu ikke kender" (- faktisk et citat af lille stemme :D).

Så HVOR mener DU at du møder fænomenet TELEPATI?

Kære Ole Bjørn og Kræn-P!

I synes begge at 'tro' på Joseph B. Rhines forsøg som "et videnskabeligt faktum" (stærke ord, må jeg nok sige):

Ole Bjørn, du skrev:



Oldies, but goodies)

Dette udsagn triggede nogle eller godt gemte/næsten glemte erindringer frem, vel 40-50 år gamle, om avisartikler, der beskæftigede sig med personer anbragt i adskilte lokaler, der udførte forsøg med kort, der havde forskellige tegn, såsom firkanter, trekanter, cirkler, bølgelinjer osv, som 'ESP-afsenderen' ved at stirre på dem i en vilkårlig rækkefølge på ESP-vis kunne sende til en 'ESP-modtager', som så skulle ramme rækkefølgen så korrekt som muligt.

Og det med så opsigtsvækkende resultater for at gætte rigtigt, at USAs militær under 2. verdenskrig (eller var det under koldkrigen?) - i fuld alvor forsøgte sig med denne tankeoverføring som erstatning for den besværlige radiokommunikation.

Behøver vel ikke at fortælle, at det var en total superfiasko.

Nåh, men, Ole Bjørn! På nettet kunne jeg genopfriske, opdatere, min skepsis. Min ESP-sans førte mig til bl.a. dette:

-----------------------------------------------
Criticism
According to Martin Gardner, Rhine's results have never been duplicated. Gardner did not rule out paranormal phenomena, but felt that in some cases it amounted to tempting God[4]. Rhine repeatedly tried, but with failures he never reported.[5]

Gardner criticized Rhine for not disclosing the names of assistants he caught cheating:

His paper "Security Versus Deception in Parapsychology" published in his journal (vol. 38, 1974), runs to 23 pages. [..] Rhine selects twelve sample cases of dishonest experimenters that came to his attention from 1940 to 1950, four of whom were caught "red-handed". Not a single name is mentioned. What papers did they publish, one wonders.

[Men ikke du, Ole bjørn - wonders?]

Assistants whose cheating has been made public in spite of Rhine's secrecy policy are James D. MacFarland and Walter Levy. Gardner claims to have inside information that Rhine's files contain "material suggesting fraud on the part of Hubert Pearce".

In 1983 his wife Louisa Rhine (whom he had married during their university years) wrote a book Something Hidden. She wrote (Gardner 1988:240-43)

Jim [James D. MacFarland] had actually consistently falsified his records. ... To produce extra hits Jim had to resort to erasures and transpositions in his records of his call series.

http://en.wikipedia.org/wiki/Joseph_Banks_Rhine
-----------------------------------------------------

Pseudoscience
Gardner's uncompromising attitude toward pseudoscience has made him one of the world's foremost anti-pseudoscience polemicists of the last half of the twentieth century. His book Fads and Fallacies in the Name of Science (1952, revised 1957) is a classic and seminal work of the skeptical movement. It explored myriad dubious outlooks and projects including Fletcherism, creationism, organic farming, Charles Fort, Rudolf Steiner, Dianetics, unidentified flying objects, dowsing, extra-sensory perception, the Bates method and psychokinesis.

http://en.wikipedia.org/wiki/Martin_Gardner#Pseudoscience
----------------------------------------------------------------

Though there are in the literature many impressive reports of Rhine's successes with “gifted” subjects, it later developed that he had allowed himself to ignore much of the data he gathered, reporting the positive results and ignoring the failures. Very early in his career, he had been taken in by a “telepathic” horse named Lady Wonder, much to the embarrassment of his colleagues.

http://www.randi.org/encyclopedia/Rhine,%20Dr.%20Joseph%20Banks.html
--------------------------------------------------------

Selv et gammelkendt cirkusnummer med en ESP-begavet (sic) hest Lady Wonder faldt Rhine for (Kan man have respekt for en sådan person, som falder for et cirkustrick - hva - Ole?:

http://www.randi.org/encyclopedia/Lady%20Wonder.htmludelukke ud fra
----------------------------------------------------------

Nå, men at inddrage James Randi er vel under bæltestedet.

Det der hans pjat med en million dollar for et ESP-bevis. ;)

Måske skulle vi hellere stole på Nostradamus. Ham der forudså at Europas byer ville brænde og havene ville koge - i 1978 - det var vist da en komet (Halleys ?) besøgte vores solsystem.

Kræn-P:



Gad nok vide, hvornår denne 'frontlinieforskning' giver resultater i vores dagligdag? Kan jeg snart droppe mobilen og bare ESP-samtale med mine medmennesker per telepati.

Dér røg internettet. Næste udviklingstrin for menneskeheden; nu 'tænker' vi - ESP-er - debatten.

Sådan i dyb respekt for guruen, den heste-ESP-troende Rhine.

Og så tilbage til dig Ole Bjørn med dette udsagn:



Og det udsagn understøtter du med bl.a. at vi ikke opfatter de elektromagnetiske bølger, sådan udover, at en tandfyldning kan virke som en krystalmodtager.

Jamen dog, alle disse eksempler du kommer med kan - ja, ifølge dig selv, bevise mange ting. At en krystal kan vibrere og generere for mennesker hørlige lydbølger er sgu da ikke noget ESP-bevis.

Men vi mangler en hjernekrystalsender, der kommunikerer med en hjernekrystalmodtager.

Og som du, Ole Bjørn, påpeger, så er verden fyldt med lydbølger, og partikler, der, grundet deres lidenhed, kan gennemtrænge vore kroppe milliarder af gange i sekundet uden at det skader os.

(I 50'erne havde jeg en B&O båndoptager, der af og til skønt slukket uden strøm af og til sendte uddrag af dr's udsendelser. Nåh, måske havde vi noget af mig ikke erkendt ESP-samarbejde.

Kære Jerry.

Formodentlig er du ikke selv klar over, at dit svar oser af pseudoscience. Du er overbevist skeptiker, og det er mindst lige så dårligt et udgangspunkt som at være overbevist troende. Du er ude af stand til at forholde dig objektivt til emnet, og labber gladeligt enhver skeptikers argumenter i dig uden selv at undersøge sagen.

Forestil dig at alle mennesker er farveblinde på nær nogle få stykker. Hvordan skal de bære sig ad med at overbevise resten om, at der findes nogle synsindtryk (som vi kalder farver), og som gør et følelsesmæssigt indtryk på dem? Nogle virker varme og andre virker kolde og nogle virker ophidsende og andre virker beroligende på dem, siger de.

Udmærket, siger de skeptiske gråtonemennesker, lad det komme an på en videnskabelig test. Vores synsans viser os jo at verden er en blanding af sort og hvid. Vi vil nu vise jer nogle kort med hver sin grå nuance, så fortæl os nu hvilket følelsesmæssigt indtryk de giver jer, og for at det skal være rigtig videnskabeligt, vil vi annoncere efter forsøgspersoner, der mener at kunne se noget andet i disse nuancer end almindelige mennesker kan.

Der melder sig så en masse til forsøgene, både mennesker med farvesyn og farveblinde, der gerne vil gøre sig interessante ved at fortælle verden, at de besidder usædvanlige evner, for det er der jo penge i. Forsøgene gennemføres, og den grumset røde farvetone bliver af de farveseende beskrevet som enten varm eller ophidsende eller let kvalmende, og de farveblinde kalder den henholdsvis for kold, beroligende eller larmende.

Triumferende kan den skeptiske forsøgsleder konstatere: Der var ingen signifikante sammenfald i beskrivelserne, så konklusionen må blive, at der ikke findes andre synsindtryk end dem, vi alle kan se. Det er selvsuggestion, overtro eller svindel at påstå det, så jeg udlover en million dollars til den, der kan bevise det modsatte. Den eneste betingelse er, at jeg selv skal godkende forsøgets udformning.

Og det skriver han så en populær bog om, som alverdens farveblinde Jerry'er labber i sig, for forfatteren er jo en rigtig videnskabsmand. Eller er han? Og har han "bevist" at farvesyn ikke eksisterer.

Hvis du havde sat dig ind i Rhine's arbejder, ville du vide, at det er det første seriøst videnskabelige forsøg på at undersøge paranormale fænomener, men du ville også kende de vanskeligheder, som Rhine havde at slås med. Ingen påstår dog at zener-kort er den rette undersøgelsesmetode, og vi ved heller ikke om Rhine's opdeling i telepati, clairvoyance, præcognition o.s.v. er en relevant beskrivelse af paranormal sansning.

Den paranormale/parapsykologiske forskning er nået langt videre i dag, end Rhine's forsøg, og har opnået signifikante resultater ved helt andre former for forsøg. Men man har også erkendt, at Rhine's opdeling ikke er adækvat, og at statistiske resultaters videnskabelige værdi er begrænset, så længe man rent faktisk ikke ved, hvad det er man måler.

Når begavede og nøgterne forskere selv oplever ting, som ikke på nogen måde kan henføres til det kendte sanseapparat eller til selvsuggestion, så tvivler de ikke længere på, at det er vor viden om paranormale fænomener, der er utilstrækkelig, og at den herskende skepsis snarere er et udtryk for overtro end for videnskabelig indsigt.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Ak, og ve, Ole Bjørn. At være overbevist skeptiker skulle være lig med at være overbevist troende - eller har jeg misforstået?

Dårligt argument, Ole Bjørn.

Og jeg ER overbevist skeptiker. Sådan grundet hvad jeg har oplevet, observeret igennem et langt liv.



Så kom da, Ole Bjørn, med nogle påvisninger af mine pseudosciencer. Sådan i stedet for at tro på en ESP'er, der så en hest som bevis på at ... hir ... hir ...hir ...

Nå, men det er vel ikke noget væsentligt.

Så lad os droppe det!

Jerry

Et ynkeligt svar, Jerry.

Det faktum, at der både findes svindlere og naive troende, som beskæftiger sig med parapsykologi, udelukker jo ikke, at der findes mennesker med talenter ud over det almindelige. En tonedøv person vil aldrig kunne forstå musikalske oplevelser, og almindeligt musikalske mennesker kan ikke sætte sig ind i hvordan Mozart oplevede tonernes verden.

Autister har ind imellem demonstreret "mirakuløse" evner til perception, og matematiske genier kan umiddelbart se egenskaber ved tallene, som vi andre kun møjsommeligt kan teoretisere os frem til. Flere dyre- og fiskearter har vist sig at have elektriske sanser, som vi ikke har, men som altså er fysisk mulige. Forsøg har vist at trækfugles retningssans påvirkes af magnetfelter, men ingen obduktion har kunne afsløre et magnetisk sanseorgan.

Hundes lugtesans er testet til mere end en million gange så følsom som menneskers, så luften er for dem fyldt med informationer, som vi mennesker ikke får. Alligevel er deres epiteler (lugtenerver) ikke væsentligt forskellige fra vores.

Listen kan fortsættes med hundredvis af eksempler, så der er al mulig grund til at trække på smilebåndet af naive skeptikere, der på forhånd afviser eksistensen af andre menneskelige sanseopfattelser end dem, de selv besidder. Hvis blot en enkelt person demonstrerer usædvanlige og uforklarlige evner, er det grund nok til at undersøge fænomenet videnskabeligt.

Seriøs videnskab beskæftiger sig med at undersøge fænomener for at finde en logisk forklaring. Pseudovidenskab er at afvise fænomener på forhånd og kun lede efter bortforklaringer eller at latterliggøre dokumentation af fænomener, der ikke passer med ens fordomme. Virkeligheden ændrer sig dog ikke fordi skeptikere med begrænset forståelse benægter den.

Rutherford "beviste" at atomet ikke kunne spaltes. Tidlige tiders skeptiske videnskabsmænd afviste andre forskeres "flyvegriller" med argumentet, at intet, der var tungere end luften, kunne hæve sig fra jorden, og ignorerede så at fuglene fløj om ørerne på dem. Skyklap-skepticisme er langtfra noget nyt fænomen i videnskabelige miljøer.

Kvanteteorien er et typisk eksempel på, at virkeligheden kan have mirakuløs karakter og være helt uforklarlig fra et almenmenneskeligt erfaringsniveau. Ikke desto mindre er kvantefænomenerne virkelige, og det er også lykkedes os at finde en logisk og brugbar forklaring. Det vil også en dag lykkes med ESP-fænomenerne, når vi fortsætter med at undersøge dem. Det vil dog ikke ske, hvis vi hånligt afviser virkeligheden, og ESP-fænomener er virkelige. Det ved jeg både af personlig erfaring og fra den forskning, jeg selv har deltaget i.

Men vi er forlængst holdt op med at prøve at forsvare denne forskning overfor snæversynede skeptikere, der ikke kan bidrage med nogen form for videnskabelig tænkning. Så dette er skrevet til oplysning for mennesker, der kan tænke klart.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Beklager, Ole Bjørn, at jeg ikke lever op til din standard.

Men har altså lidt svært ved - som dig - at tro på en forsker, der falder for cirkusopvisningen med en hest, der kan banke fire gange med hoven som svar på¨spørgsmålet om hvad to plus to er.

Vel at mærke når den aflæser hesteejerens små kropssignaler. Entaglement mellem hesteejeren og hesten.

(Nå, men de kendte vel ikke noget til mikrokosmos?)



Skal det være et bevis på, at hunde kan snuse til fremtiden? ESP-sensorisk?



Det er da lidt mærkelige udmeldinger, Ole Bjørn!

Er dog lidt ked af af rode rundt i disse udmeldinger. Fx:



Nå, jeg troede ellers, at ESP-forskningen havde nået et højdepunkt. Sådan med tanke på dit udsagn:





Ak, ja, Ole Bjørn, ej heller der er vi enige.

For mig at se er pseudovidenskab at påvise fænomener og forklaringer, som påviser/dokumenterer påstande, der passer med ens fordomme.

Nå, men det er vel bare to indgange til det samme ... øøhh ... syn på overtro.

Jerry

Ja, overbevist skeptiker. Og ser det ikke som dårligt, idet jeg hele mit liv har været skeptisk/undersøgende. Og dit udsagn: " labber gladeligt " afslører vel bare din selvglade tilgang til viden, undersøgen af den tilværelse vi er en del af.

Og det er sgu' da ikke et dårligt udgangspunkt at være skeptiker?

Jerry

- fortsættelse følger!

Næh, og det frie valg er heller ikke et dårligt udgangspunkt.

Når alt kommer til alt er al denne snak om noget udenfor sanserne bemærkelsesværdig, idet det især er ikke troende som giver udtryk for denne forundring.

I virkeligheden et udtryk for disse menneskers forfængelighed, måske kan de opbygge sig til at være noget særligt?

Alt det bøvl er intet værd. Det værre end det såkaldte "new age" bøvl, som er let at gennemskue, idet det hyller sig ind i agtværdighedens slør.

Tro, mig. Okkulte oplevelser er ikke fremmede for mig, de er intet værd.

Hvad der er noget værd er, imidlertid, at forholde sig til det virkelige liv og at komme hinanden ved.

Alt andet er kun forfængelighed.

Anne:

Sæ'følig! Når jeg ser noget, der ifølge min viden er totalt - ok, sagt på en pæn måde - uden for normal viden. Og så inkluderer guder og anden overtro.
"Kære Jerry

Du overreagerer som så ofte ;-)"

Du, Anne, har en Gud. Jeg, Anne, har 'bare' viden!/'forståelse' Den nysgerrighed, der finder virkeligheden og afskaffer gudetroen.

Jerry

Hvis du har fundet virkeligheden har du fundet Gud og kærligheden.

Ellers bilder du dig bare noget ind.

Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om ESP-forskningen, så den må blive mellem ole bjørn og dig.

Men jeg har noget at sige, når du skriver: "Du, Anne, har en Gud".

Nu er jeg ikke ejer af Gud, kære Jerry; Gud er, og jeg har troen på, at der er noget, som jeg skal rette mit hjerte mod.

Måske du lige vil høre Luthers bud på, hvad en Gud er, fra Den store Katekismus : At have en Gud er altså ikke andet end af hjertet at stole på ham og tro ham, sådan som jeg ofte har sagt, at alene hjertets tillid og tro frembringer både Gud og afgud [...] Derfor er meningen med dette bud ( Det første bud: Du skal ikke have andre guder ), at det fordrer hjertets rette tro og fortrøstning, som retter sig mod den rette Gud og holder sig til ham alene".

At du ikke kan vide, at der er en Gud, fordi begrebet Gud for dig ikke tydes som noget, der subjektivt vedører vores virkelighed, kan aldrig på nogen måde afskaffe troen på Gud.

Det bibelske budskabs mening står ikke alene. Vi har en overleveringshistorie, og jeg tror, at det grundlæggende er den, du er skeptisk over for på trods af, at Bibelens dybereliggende budskaber sammen giver muligheden for en kristen eksistenslivsforståelse. Hertil knytter sig de potentielle livstydninger, vi gør os i nutiden. Dette er bare for at skitsere en tilgang til kristendommen forstået som tre led - det bibelske budskab, overleveringshistorien og vores nutidige religiøse tydninger - med Jesus Kristus som centrum. At han så ikke vækker din nysgerrighed, forståelse og forundring er din sag

Mvh
Anne

P.S Der kom lige en gæst, derfor var dette indlæg længe om at blive indsendt.

Endnu et ynkeligt svar, Jerry.

Du indfører en kommunikerende hest i debatten, hvorefter du påstår, at jeg tror på den.

Det gør jeg ikke Jerry, og jeg har ikke på noget tidspunkt udtalt mig om denne hest.

Så udlægger du det som om, at jeg har hævdet at hundes lugtesans er et bevis for præcognition. Jeg har overhovedet ikke hævdet noget sådant. Jeg har ikke engang hævdet, at præcognition er mulig.

Jeg har heller ikke udtalt mig om, at ESP-forskningen skulle have nået et højdepunkt. Jeg har tværtimod givet udtryk for, at de væsentlige opdagelser ikke er gjort endnu, men vil komme i fortsættelsen.

Denne citatfuskervane, som du her dyrker, anser du den for at være en acceptabel debatform for videnskabelige emner?

Hvad du anser for at være psedovidenskab, Jerry, er ret underordnet. I det videnskabelige miljø anser vi som pseudovidenskab alt, hvad der giver sig ud for at være videnskab, men ikke betjener sig af en videnskabelig systematik, og som fælder domme på forhånd. Du lever helt op til dette kriterium.

Skepticisme, som du praktiserer det, er skam også en form for overtro. Videnskaben har indtil nu kun løftet et hjørne af sløret til en verden så mirakuløs og fyldt med paradokser, at de fleste mennesker dårligt nok besidder fantasi nok til at forestille sig det.

Men universet kender ikke til paradokser. Det fungerer tydeligvis på trods af vores manglende forståelse af det, en mangel der skyldes vore fordomme og vanetænkning og begrænsede sanser.

Så din skepticisme er lovligt undskyldt, Jerry. Den viser blot dit manglende kendskab til frontlinieforskningen på alle områder. Så fortsæt du bare med din moderne jorden-er-flak-som-en pandekage-indstilling. Fremtidens Columbus'er skal nok levere beviserne for, at du tog fejl.

Men lad venligst være med at skyde mig meninger i skoene, som jeg aldrig har haft. Det stempler kun dig selv som useriøs.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. I videnskab bør ikke alene spørgsmålene, men også svarene være forsynet med et spørgsmålstegn.

.

Jamen dog. Ole Bjørn! Nok en gang er jeg ynkelig!

(Burde vel gå i skammekrogen. Ligesom de andre du har canvasset.)



Hvilket jeg ikke på noget tidspunkt har hævdet at du har troet på/udtalt dig om - eller påstået - kære Ole Bjørn.

Ihukommende:"Denne citatfuskervane"

Hvad jeg skrev var følgende:



Kunne da ikke på nogen måde tro, at du ville falde for den slags cirkusforestilliger. Men undrer mig over, at du fremfører en på den slags hestetroende forsker som vidne/overbevisende forsker for ESP.



Gælder det også dine svar til de ynkelige?

Jerry

Nå, nok for nu. Jeg ynkelige.

Kære Jerry.

Citatfusk omfatter ikke kun manglende ordrethed i citatet. Det omfatter også forsøg på retoriske fordrejninger af meninger og holdninger, så de fremstår som det modsatte. Så dine udtalelser om hesten i indlæg #776 skal ses i sammenhæng med dine øvrige udtalelser i samme indlæg, f.eks. dette:

Som i resten af dette indlæg søger du at give andre indtryk af, at Kristian og jeg "tror" på en naiv forsker, der "tror" på et cirkusnummer.

Der er ikke tale om tro her. Både Kristian og jeg har uafhængigt af hinanden vurderet Rhines epokegørende forsøg på at undersøge ESP-fænomener, og fundet forsøgene og fortolkningen af resultaterne i orden i henhold til den videnskabelige tradition. Du har derimod ikke gidet sætte dig ind i denne forskning, men viderebringer blot nogle "troende" skeptikeres forsøg på at sværte Rhine's arbejder, fordi de ikke kan forestille sig, at der kan eksistere andre former for kommunikation end de almindelig kendte. Martin Gardner tør dog alligevel ikke helt afvise, at ESP kan eksistere.

Hvis Rhine havde undersøgt nogle hvedemarker, hvor hveden var to meter høj, og han rapporterede, at hveden der synes at besidde en usædvanlig grokraft, så ændrer det ikke en pind ved hans undersøgelses validitet, hvis en Martin Gardner påviser, at Rhine har undersøgt 500 andre hvedemarker og udeladt dem i sin rapport, fordi de var normale, og at et par af højhvedemarkerne var baseret på forfalskede måleresultater fra hans assistenter.

Hvis blot én hvedemark havde to meter høj hvede, var der al mulig grund til at undersøge det for at finde årsagen.

Du udelader også (meget belejligt for din sværtede fremstilling), at det var episoden med hesten og lignende beretninger, der oprindelig vakte Rhines interesse for at undersøge disse ting med videnskabelige metoder. Hesten Lady Wonder er altså ikke eksponent for Rhines forskning (som du ikke selv har sat dig ind i) men et udtryk for en skeptisk lægmands og professionel illusionists underlødige forsøg på at sværte en videnskabelig undersøgelse, som han ikke forstår.

Trist for dig, at du falder for et sådant fuskeri. Den skepticisme, som du praler af at besidde, synes at være temmelig selektiv og blottet for en objektiv kildekritik.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Ja, ja, Ole Bjørn - så står også jeg til offentlig spanking som en sølle debattør.

Det er sgu' lige før vi canvassede burde oprette en klub (er du med oscar?) når Ole Bjørn svinger krabasken over alle os nulliteter.

Genoplive Middelalderens pisken sig selv og andre for at tilfredsstille Gudens vrede, nu personificeret i en Ole Bjørn-guru(gud).

Og, Ole Bjørn; jeg har stor respekt for din viden og indsigt ; men jeg nægter at 'bøje mig i støvet for herskeren', når jeg ser, at Guden (du) også kan fejle.



Det udsagn accepterer jeg IKKE, medmindre du kommer med nogle resultater af ESP-troen. Deres/disse gætterier er forlængst tilbagevist af sandsynlighedsteorierne.

Og, ja, jeg har læst Warren Weavers klassiker i den danske oversættelse *Fru Fortuna* - Læren om tilfældigheder og sandsynligheder'. Gyldendals Kvantebøger. Som faktisk også beskæftiger sig med - omend kun lidt - fordi det faktisk kun er lidt interessant - med tankeoverføring. (Eller husker jeg forkert; måske slet ikke, fordi den overtro er ret så uinteressant.)

Kom dog med lidt ESP-realiteter. Ole Bjørn. Seen ind i fremtiden. Sådan bare de syv rigtige i næste uges lotto - og nu ved jeg godt at du på en eller anden måde kan kalde dette udsagn for naivt. Men hvorfor? Er ESP for avanceret til at udsættes for; 'fortæl de næste' lotto-tal.

Jeg tillader mig at gentage - og så kan du - og Kræn-p canvasse mig for det:

Fremtiden eksisterer ikke - ingen kender den. Ej heller heste!
Fremtiden eksisterer ikke - ingen kender den. Ej heller heste!
Og har i øvrigt i hele mit liv forsøgt at opnå viden.
(Kræn-P er du med?)

Kære Jerry.

Endnu engang må jeg understrege, at jeg ikke har påstået, at præcognition er mulig. Det strider imod min viden og min logiske sans. Rhine har heller ikke påvist præcognition. Den optræder som en mulig forklaring på visse ESP-fænomener, men resultaterne kan også tolkes på anden vis.

Hvis det af en eller anden ukendt årsag (entanglement eller flerdimensional tid f.eks.) alligevel kan forekomme, så er der i hvert fald intet der tyder på, at det er underlagt viljens herredømme.

Men ESP-fænomener er en realitet som ikke altid kan forklares med statistiske udsving. Jeg har selv været part i begivenheder, hvor forløbet ikke kunne forklares med nogen kendte naturlove eller med nogen form for suggestion. Derfor mit eksempel med de farveblinde.

Troen på at ESP ikke eksisterer er så stærk hos mange, at man i forskerkredse nødigt vil indrømme, at man har haft ESP-oplevelser, da man risikerer at blive betragtet som naiv. Men kender man folk godt, og de ved at man har en nøgtern indstilling til usædvanlige begivenheder, bliver der lukket op for beretningerne.

Du ville blive overrasket over hvor mange skeptiske forskere der ikke tror men ved at ESP er en realitet, fordi de selv har oplevet det. Vi taler om ESP, Jerry, ikke om spiritisme eller spådomskunst eller andre mærkværdigheder fra folkeovertroen og heller ikke om religiøse åbenbaringer.

Derfor har jeg også forkastet Rhine's opdeling i forskellige egenskaber. Det var en brugbar arbejdsteori, når forsøgene skulle tilrettelægges, ligesom Harold Gardners 8 intelligenser er det, men ligesom med intelligens kan ESP ikke katalogiseres. Vi ved ganske enkelt ikke hvori denne sansning består og hvilke grænser, den har.

Selv har jeg den teori, at alle mennesker faktisk oplever ESP fænomener, men de fleste betragter dem som tilfældigheder, fordi de savner træning i den videnskabeligt funderede skepticisme, der sætter en i stand til at skelne, når et fænomen skiller sig ud fra den kendte viden.

Hvorfor sætter du dig ikke selv ind i Rhines og hans efterfølgeres forsøgsresultater i stedet for at nøjes med andenhåndsoplysninger fra troende skeptikere?

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Kanvas staves med k på dansk, hvis du hentyder til gulvet i en boksering. Canvass er et fagudtryk fra marketingbranchen, adaptet fra amerikansk og dækker sælgeres opsøgning af nye kunder eller markedsundersøgelser gennem interviews med tilfældige mennesker.

.

Kære Kurt.

Tak for et interessant indlæg, og undskyld venligst, at mit svar har været så længe undervejs. Det er et vanskeligt spørgsmål, du stiller vedrørende mine oplevelser af fænomener, som jeg henfører under begrebet telepati, og jeg vil begynde med at gøre rede for, hvordan jeg afgrænser det negativt. Altså sige lidt om, hvad jeg netop ikke opfatter som telepati.

Lad mig begynde med tilfælde, der forekommer særdeles hyppigt mellem min hustru og mig. Når vi sidder og taler sammen under vore måltider, hænder det, at man efter en pause tager et nyt emne op. Og i så fald sker det ofte, at den ene af os siger: Det er pudsigt, at du nævner netop dette, for det var præcis det, som jeg lige skulle til at sige.

Min forklaring på sådanne ordvekslinger er, at vi efter næsten 46 års ægteskab kender hinanden til pinds ende, og derfor foregår der sandsynligvis parallelle associationsrækker i de tankeforløb, som vi hver for sig sidder med i hovedet, når vi taler sammen. Derfor vil det være anstrengt at hæfte betegnelsen telepati på sådanne tilfælde.

Medens jeg opholdt mig i Bruxelles, sås Birthe og jeg kun i weekenderne, men vi talte som regel sammen i telefonen en gang om dagen. Det skete af og til, at telefonen derhjemme var optaget, når jeg ringede op. Prøvede jeg at ringe igen umiddelbart efter, kunne Birthe sige: Det var da pudsigt! Jeg har netop prøvet at ringe til dig, men din telefon var optaget.

Jeg har ikke ført statistik over sådanne tilfælde, men min fornemmelse siger mig, at tilfældene ikke forekom med større hyppighed, end at de kan rummes inden for en almindelig sandsynlighedsberegning. Når vi i almindelighed talte sammen dagligt, er sandsynligheden for tidsmæssigt sammenfald i forvejen ret stor.

Det ligger straks lidt anderledes, når der er tale om telefonsamtaler med andre, som man kun taler med sporadisk. For eksempel var vi i 1998 i Australien for blandt andet at besøge vor datter og hendes familie. Ved ankomsten havde vi den traditionelle telefonsamtale med vor søn hjemme i Danmark, hvor vi bekræftede, at rejsen var forløbet godt. Herudover ringede vi ikke til hinanden.

En måneds tid senere, da jeg sad på et hotelværelse i Sidney, slog det pludselig ned i mig, at jeg burde ringe til Ivan, og jeg tastede hans nummer på min mobiltelefon. Han var imidlertid optaget, hvorfor jeg opgav. Et minut senere ringede mobiltelefonen, og det var Ivan, der sagde, at han var løbet ind i et juridisk problem, som han gerne ville drøfte. Han bekræftede på min forespørgsel, at det var hans andet forsøg, fordi min mobiltelefon meldte optaget, da han prøvede første gang.

Hvis dette nu havde været en enlig svale, ville der ikke være rimelig grund til at opfatte samtidigheden som et indicium for telepati. Men jeg har oplevet i hundredvis – mindst – af sådanne tilfælde helt fra min barndom. Det gennemgående træk er, at enten jeg eller en anden står med et problem, der fordrer, at vi kommer i kontakt med hinanden.

Jeg vil ikke trætte med historier i lange baner, men blot trække et typisk eksempel fra 1960-erne frem, hvor jeg arbejdede som lærer. Jeg var medlem af bestyrelsen i en sportsforening her i Midtjylland. På et bestyrelsesmøde i løbet af vinteren besluttede vi, at vi ville iværksætte skydning med salonriffel for børn og unge.

Vi aftalte også, at vi ville leje et passende areal til formålet hos en gårdejer, der også sad i bestyrelsen. Vi blev enige om, at vi ville nedfælde lejeaftalen skriftligt, og jeg skulle skrive kontrakten. Kollegerne i bestyrelsen mente, at det var sådan noget man havde ’Kræn-Degn’ til.

Dette glemte jeg imidlertid, men en søndag formiddag et halvt år senere, slog det pludseligt ned i mig, at jeg ikke havde fået gjort det, som jeg havde lovet. Derfor satte jeg mig til skrivemaskinen og skrev udkastet til kontrakten, puttede det i en konvolut og cyklede ned til stationen, hvor jeg lagde brevet i postkassen.

Om eftermiddagen gik jeg i haven og plantede jordbær. Formanden for sportsforeningen kom ned til mig og sagde, at han lige ville minde mig om noget, som jeg øjensynligt havde glemt. Han havde om formiddagen talt med et andet bestyrelsesmedlem, og de var blevet enige om at minde mig om lejekontrakten. Jeg kunne fortælle ham, at den faktisk lå i postkassen, fordi jeg var kommet i tanker om sagen om formiddagen.

I mit senere juridiske arbejde har jeg oplevet tilsvarende i så mange tilfælde, at jeg tør tale om telepati. Der er tale om en nøgtern erfaring, som jeg kalder ’grænseoverskridende empiri’. Af og til har jeg haft så travlt, at der har været bunker af sager på skrivebordet. Når jeg sad og arbejdede med en tidskritisk sag, er det ofte sket, at det pludselig er slået ned i mig, at en anden sag nok burde behandles først.

Når jeg så har taget den frem af bunken, er der en halv snes minutter senere blevet stillet en telefonsamtale ind, hvor hovedpersonen i sagen har spurgt om, hvornår han eller hun kunne forvente et resultat. Jeg har i sådanne tilfælde – og de er mange – kunnet svare i overensstemmelse med sandheden: »Jeg sider netop og arbejder med sagen, og De vil modtage brev herom i morgen.«

Når man oplever sådanne tilfælde tilstrækkeligt mange gange, må man erkende, at man her står med en form for tankeforbindelse, som man bliver nødt til at indregne i sin opfattelse af, hvordan verden er indrettet.

Her kunne man naturligvis nøjes med at sige: »Ja, der er mere mellem himmel og jord!« og så lægge ansigtet i tænksomme folder. Dette kunne blive et afsæt for at give sig de såkaldte åndsvidenskaber eller en eller anden form for okkultisme i vold.

Min reaktion er en anden, fordi jeg har lagt mig fast på, at jeg ikke vil godtage noget, der er i modstrid med almindelig ædruelig empirisk videnskab. Frontlinieforskningen inden for den teoretiske fysik opererer med modeller, hvorefter vi muligvis lever i en verden med ti eller elleve dimensioner, hvoraf nogle kan være stærkt sammenkrøllede og være forbindelsesmuligheder mellem elementer, der ud fra vor dagligdags firedimensionale opfattelsesmuligheder er adskilte i tid og rum. Måske noget a' la quantum entanglement.

Min søn og jeg plejer at blive enige om at udtrykke sagen på den måde, at vor bevidsthed tilsyneladende er et interface til noget, der er mere omfattende.

Vigtigt er det også at understrege, at mine telepatiske oplevelser altid kommer spontant, og det er aldrig lykkedes mig at skabe tankekontakt til en anden person voluntært.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jerry.

Her får du en historie om Det flyvende Pressejern:

Jeg har et par gode venner, der hedder Bodil og Emil, og de er nu højt op i årene. Da de var unge og under uddannelse omkring midten af det tyvende århundrede, boede de på et pensionat. Blandt beboerne var der en fornøjelig skrædder, som i daglig tale blev kaldt »Det Flyvende Pressejern«.

Emil havde motorcykel, og på et tidspunkt, hvor de var på ferie i området omkring Rhinen, prikkede Bodil, der sad på bagsædet, Emil på skulderen og sagde: »Emil, nu døde Det Flyvende Pressejern«.

»Vrøvl, hvordan i alverden kan du vide det?«, replicerede Emil. »Det véd jeg altså bare«, var svaret.

Da de kom hjem, erfarede de, at den pågældende skrædder var afgået ved døden på netop den dato, da deres ordveksling på motorcyklen fandt sted. Om selve klokkeslættet også passede, fik de aldrig opklaret.

Ovenstående beretning modtog jeg for en halv snes år siden under en samtale med dem begge. De er iøvrigt velbegavede mennesker med en særdeles realitetsbetonet indstilling til tilværelsen, og det ville ligge dem fjernt at digte en sådan historie.

Denne fortælling ligger på linie med en en samling af ca. 800 beretninger, der kan læses i H. P. Hansens bog »Syner og Varsler«, der blev udgivet på Rosenkilde og Baggers Forlag i 1957.

H. P. Hansen blev i 1915 ansat som museumsleder i Herning, og han hører til blandt de store indsamlere af folkoristisk materiale fra den jyske almue. Hans fortjenstfulde indsat blev i 1959 honoreret med en æresdoktortitel ved Aarhus Universitet. Dette skete på foranledning af sprogforskeren professor Peter Skautrup.

I hans bog bliver det i forordet understreget, at mange beretninger om sælsomme hændelser må tages som udtryk for »(...) udslag af en opskræmt fantasi, en panisk skræk for overnaturlige magter eller en fejlvurdering af, hvad der virkelig fandt sted. (...)«. Men tilbage bliver de ca. 800 beretninger, som ikke blot kan affærdiges som ren fantasi.

Blandt H. P. Hansens indsamlede beretninger er der adskillige, der handler om forvarsler for dødsfald, medens andre handler om gårdbrande og strandinger. Bogen kan absolut anbefales som læsning for dem, der interesserer sig for emnet.

Hvis man skulle forsøge at sige noget sammenfattende om de såkaldte sælsomme beretninger, kunne man sige, at nogle af dem er vanskelige at komme udenom, selv om de strider mod den realitetssans, som man er opdraget til. Dette kunne måske være et indicium for at sige, at det, som vi gennem opvækst og uddannelse har vænnet os til at kalde virkeligheden, kun er en del af en mere omfattende virkelighed.

Der synes at være behov for, at man i bevidsthedsforskningen beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvilke frihedsgrader den menneskelige bevidsthed har. Det kunne se ud, som om bevidstheden har adgang til noget, der ellers i vor daglige fornuft er utilgængeligt, fordi det er adskilt fra os i henseende til tid og rum.

Shakespeare lod Hamlet sige: »There are more things in heaven and earth Horatio, than are dreamt of in your philosophy.« Det kan være noget i den retning, der er skitseret ovenfor, som den store digter har haft i tankerne.


Med venlig hilsen

Kristian