Skabelse eller evolution?
Næste år fejres Darwins 200 års fødselsdag og 150 året for udgivelsen af "Arternes oprindelse". Det lægger jo op til til, at der kan blive taget nogle interessante diskussioner omkring videnskab og evolution på den ene side og diverse religiøse myter på den anden. Men der tages forskud på glæderne med et lille arrangement her i denne kolde juletid.

Læs mere om arrangementet, tilmelding mv. her: www.ateist.dk!

Hej Zilent!

Jeg er helt enig i, at Darwins 200 års fødselsdag og 150 året for udgivelsen af Arternes Oprindelse til næste år betegner en milepæl for videnskaben og åndshistorien, hvorfor begivenheden bør fejres af alle rationelt tænkende mennesker.

Zilent skriver herom:



Nu handler Darwins udviklingslære, som al anden videnskab, jo om, hvad der er tilfældet og hvilke lovmæssigheder der gælder, in casu de biologiske udviklingslove som styrer evolutionen.
Biologien har således intet bud på hvorfor livet opstod, så selvom den kan falsificere diverse religiøse skabelsesmyter, så kan den ikke afgøre spørgsmålet om, hvorfor livet opstod.

Når vi spørger om hvorfor livet opstod spørger vi os ud over hvad videnskaben kan svare på og ind i filosofiens og troens verden - ind i metafysikken og det transcendentales domæne.

Det er filosofiens opgave at begrunde en rationelt nødvendig verdensanskuelse. Det samme kan også udtrykkes ved at sige, at det er filosofiens opgave at begrunde, hvad der ikke kunne være anderledes: de uomgængelige træk ved verden og ved vor situation som personer (væsener med sansning, sprog, logik og selvbevidsthed). Det må filosofien gøre på et grundlag, som det logisk er udelukket kunne være anderledes. Og det grundlag har vi i kriteriet for rationalitet: at gyldigheden af en logisk deduktion afhænger af den indbyrdes definition af de ord, hvormed påstandene i deduktionen udtrykkes. På den basis kan man definere forskellen mellem nødvendige og empiriske påstande; og derfra kan man slutte, at begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen ("Gud") er inkonsistent. Med den konklusion kan man undergrave (de monoteistiske) gudsbeviser - og forsøget på at rationalisere religionen.

Filosofien har også en positiv vej. Da tager man udgangspunkt i begrebet om det, hvortil der primært må kunne henvise i simple empiriske påstande, og så går man frem gennem en abstrakt deduktion af, hvorledes det således definerede nødvendigt må være. Konklusionen er, at det må være i rum og tid og at det må være underlagt kausalitet. Når det forenes, så er konsekvensen, at de primære objekter må være fysiske, og som sådanne må være underlagt de fundamentale fysiske principper. Det er en rationel begrundelse af, hvorledes en mulig verden nødvendigt må være. Og under forudsætning af de nødvendige træk ved verden ved en mulig verden kan man fortsætte med en abstrakt begrundelse for, at sprog kan være muligt. Derudaf kan man vikle en bestemmelse af de nødvendige betingelser for muligheden af liv og personer.

Den konsistente gennemførelse af de filosofiske deduktioner sætter Gud uden for verdens logiske grænser. Den tager grunden bort under begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen. I stedet sætter den et begrebssystem, som fastslægger de nødvendige træk ved verden og ved vor situation som personer. I stedet for Guds nødvendighed får vi begrebssystemets nødvendighed. Men det er ikke uden videre entydigt rigtigt her blot at se en udskiftning. Der er også tale om en præcisering - en fordybelse. Det kunne man udtrykke ved at sige, at Guds nødvendighed bliver til begrebssystemets nødvendighed, for derved at tilkendegive, at ærefrygten ikke er mindre.

Når filosofien har ført sine deduktioner igennem, så står der en begrebsstruktur dér, hvor før Gud stod; og hvor vi før skulle forholde os til Gud, skal vi nu forholde os til rationaliteten og dens fordring. Kan vi leve med det bytte? En ting er, hvad det betyder for vor lykke. Det er ikke givet det gør os lykkeligere. Det er ikke givet at sandheden gør os lykkeligere end illusionen.

Filosofiens svar på spørgsmålet om HVORFOR verden og livet eksisterer, bliver da den, at vor verden er faktisk realisation ud af alle mulige verdener som kunne eksistere. De grundlæggende træk ved vor verden, herunder muligheden for liv og personer, er nødvendige træk - det kunne umuligt være anderledes.

Dette svar finder jeg personligt ikke tilfredsstillende, fordi det for mig ikke er et fyldestgørende svar, at det umuligt kunne være anderledes i nogen mulig verden.

Jeg mener, at man tager et for stort spring rent logisk når man slutter til hvad der nødvendigt må gælde for enhver mulig verden. At altså både logikken, sproget og dermed rationaliteten kan have nogle grænser som begrænser gyldigheden af det som kan sluttes. Det er derfor min holdning, at spørgsmålet HVORFOR principielt ikke kan besvares. Jeg har ikke logikken med mig i dette spørgsmål, således som den er udformet , men på den anden side er logikken ikke en afsluttet disciplin ligesom der er mulighed for, at den kan indholde fejl som vi principielt er ude af stand til at afsløre.

Hvis man bøjer sig for logikken og det rationalitetsbegreb den implicerer, så må man nødvendigvis indtage en absolut ateistisk position. Da jeg ikke fuldt ud bøjer mig, bliver der en lille tvivl tilbage, som placerer mig i en agnostisk position. Jeg kan ikke med absolut sikkerhed vide om logikken er universel og dermed gælder for enhver mulig verden.

På den anden side vil jeg heller ikke udelukke, at min tvivl kan have sin grund i en mere eller mindre ubevidst ønsketænkning, da det er principielt umuligt, at vide alt om sig selv.

Så ligegyldigt hvordan jeg ser på det, bliver der en lille tvivl tilbage hos mig, når man logisk tager springer fra hvad der nødvendigt gælder for denne verden til hvad der nødvendigt må gælde for enhver mulig verden.

Hilsen

Ipso Facto :fløjter: