Dette er en kortfattet redegørelse for betingelserne for gyldigheden af logiske deduktioner med udgangspunkt i den analytiske transcendentale filosofi, som også mere kortfattet benævnes sprogfilosofien.

Hvad vil det sige, at en påstand implicerer en anden påstand?

I første omgang kan man svare, at det vil sige, at den første påstand ikke kan være sand, uden at den anden påstand også er sand. Men så kan spørges, hvad det er som implicerer, at den første påstand ikke kan være sand, uden at den anden også er sand. Det kan kun være indholdet af påstandene. Det må være den indbyrdes definition af de ord, hvormed påstanden udtrykkes. (Således som påstanden ”bogen er rød” implicerer påstanden ”bogen er farvet” som følge af den indbrydes definition af ordene ”rød” og ”farvet”).

Så vi kan begynde med at fastslå, at gyldigheden af en logisk deduktion afhænger af den indbyrdes definition af de betegnelser, hvormed påstandene i deduktionen udtrykkes. Men denne begyndelse har væsentlige konsekvenser.

Først og fremmest implicerer den, at der kan skelnes mellem påstande, hvis sandhed følger af den indbyrdes definition af de betegnelser, hvormed de udtrykkes, og påstande, hvis sandhed ikke følger således.

Det er ensbetydende med, at der kan skelnes mellem påstande, som er nødvendigt sande, og påstande som ikke er nødvendigt sande. Og rent logisk må de påstande, som ikke er nødvendigt sande, kunne skelnes i to forskellige typer: henholdsvis de påstande, som er nødvendigt falske (fordi det følger af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes, at deres sandhed er umulig), og de påstande, hvis sandhed afhænger af noget, som er uafhængigt af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. De sidste påstande kaldes empiriske.

Men hvorledes kan en empirisk påstands sandhed afhænge af noget, der er uafhængigt af betydningen af de ord, hvormed den udtrykkes?

Det kan den, hvis påstanden opfylder to betingelser. For det første må den henvise til noget (et objekt), som eksisterer uafhængigt af betydningen af ordene, og for det andet må den prædicere noget om det, hvortil den henviser. Det vil sige at påstanden må kunne analyseres i subjekt og prædikat. Påstanden er sand, hvis det objekt, hvortil subjektet henviser, faktisk har den egenskab, som prædikatet tilskriver det. Det forudsætter, at påstanden kun kan være sand, hvis objektet eksisterer. Og det forudsætter videre, at det må være en empirisk kendsgerning, at objektet eksisterer. Når der refereres til et objekt, som havende eksistens uafhængigt af sproglige relationer, så forudsættes det altså, at objektets eksistens er empirisk, og at det følgelig var muligt, at objektet ikke eksisterede.

Argumentationen bygger på, at logiske deduktioner afhænger af betydningen af betegnelser. Derudfra er der – rent logisk – skelnet mellem nødvendige og empiriske påstande. Nødvendige påstande er sande alene som følge af betydningen af de betegnelser, hvormed de udtrykkes. Empiriske påstande må derimod henvise til uafhængige objekter, som har empirisk eksistens. Disse definitioner er systematisk bundet sammen i en logisk knude. De er gyldige hvis grundlaget er gyldigt. De er altså gyldige, hvis det er rigtigt, at påstanden ”bogen er rød” implicerer påstanden ”bogen er farvet” som følge af den indbrydes definition af ordene ”rød” og ”farvet”.

Hilsen

Ipso Facto :fløjter: