NISSEN FLYTTER MEDHej treram!Der er åbenbart intet nyt under solen når det gælder magisk tænkende nidkære præsters forsøg på at fordrive gårdnisser, som er de djævle, der buldrer om natten. Men heldigvis er denne ældgamle skik bevaret til i dag hvor den gamle nisse er blevet forklædt som julenisse.
Nissen var som oftest en godmodig fyr, der hjalp menneskene i hverdagen. Han tog vare på gårdens trivsel, og passede kvæg og heste. Nissen kunne vise sig i forskellige dyreskikkelser, oftest som en kalv, og lavede uskyldige løjer med gårdens folk. Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. Man sagde også, at hvis nissen forsvandt fra gården, tog han lykken med sig, så intet ville trives mere.
Nissens belønning for tro tjeneste, var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissens julegrød er den sidste synlige rest af vores ældgamle offerskikke, hvor man ved juletid bragte øl, brød og grød til hjemmets og gravhøjens guder og vætter. På den måde sikrede man sig deres velvilje, og dermed et godt og lykkebringende nytår.
Julenissen har sådan set intet at gøre med Julemanden, hvis oprindelse kan føres tilbage til en kristen biskop i Lilleasien der i det fjerde århundrede led martyrdøden. Siden blev han helgenkåret under navnet Sankt Nikolaus og fra det sjette århundrede blev hans grav et søgt valfartssted. Han blev I det 9. århundrede indført I Vesteuropa af – gæt engang – pave Nikolaus I.
Nikolaus er skytshelgen for Rusland, Grækenland og Sicilien og for flere erhvervsgrupper som skippere, fiskere, bagere, apotekere, jurister og prostituerede, men dog især for børn. Hans navn hører til blandt de populæreste dåbsnavne i den kristne verden (Nikolaj, Niels, Claus, Klaus med flere).
På hans festdag, den 6. december, er der i flere lande tradition for at give børn gaver i al hemmelighed. Denne skik sættes i forbindelse med legenden om, hvordan Sankt Nicolaus anonymt skaffede tre fattige piger en medgift, så de kunne gifte sig, og dermed undgå at blive solgt til prostitution. Mest udbredt af alle Nikolaus-traditioner er uden tvivl identifikationen med julemanden.
Nissen er derimod et magisk væsen der har sin oprindelse i de hedenske bondesamfund. I Olav Tryggvessons saga fortælles der om en bonde, der levede på Island omkring år 981. Han hed Kodran og havde en
"årmand" som boede i en sten, og hjalp med gårdens drift. Denne
"årmand" er den ældste omtale af et væsen, der ligner vores nisse.
Det endte galt for Kodrans årmand. Den nye, kristne præst fik nys om sagen, og fordrev ham. Men først viste præsten Kodran, hvordan årmanden i virkeligheden var: - et dæmonisk og farligt væsen, der ikke kunne tåle de kristne symboler - og blev skoldet af vievand!
For bondesamfundets mennesker var nissen heller ikke helt stueren. Han kunne have flere mørke sider og tvivlsomme karaktertræk og så var han hævngerrig.
Nedenfor fremtræder disse karaktertræk umiskendeligt på et træsnit. Det er den ældste kendte afbildning af en nisse, og stammer fra Olaus Magnus værk,
"Historie om de nordiske folk" fra 1500-tallet. Netop i 1500-tallet beklager præster sig over, at folk lever i
"tyk Vildfarelse" og tror, at "
hint huslige Spøgelse, Nisse eller Gårdpue æder Grød dyppet i Smør". Masser af materiale fra i 17- og 1800-årene vidner om, at nissen stadig havde en plads i den folkelige bevisthed.
Gårdnissens transformering til julenisse kan spores og tidsfæstes helt præcist. I vinteren 1836, blev der holdt dansk julefest i maleren Constantin Hansens bolig i Rom. Til lejligheden havde værten pyntet op med klip, der forestillede nisser, der kom med gaver, spiste grød, m.m. Det er den første beretning om, at nogen har lavet nisser - specielt fordi det var jul. Constantin Hansen ( 1804 - 1880) er altså - så vidt vides - julenissens far!
Julenissen slog hurtigt an i borgerskabets nye
"gammeldags" juletræsjul! Det første (bevarede) billede af en julenisse er fra 1845, og blev tegnet af J.T. Lumbye - også i Rom!
Mens faderen pynter det strittende juletræ og moderen sidder med de små, spiser nissen sin grød neden under billedet.
Kristningen af det danske folk ser ud til at være mislykket. Den gamle nisse fra hedenskabets tid følger med og optræder blot i ny skikkelse. Når vi skal fejre vor gamle vintersolhvervsfest æder og drikker vi uhæmmet i dagevis og nisser og alskens gamle hedenske skikke hentes frem for at more os og glæde børnene.
At hive børn med til julegudstjeneste burde nok gøres strafbart. De små keder sig næsten til døde og vil hellere have lidt skæg og ballade samt sjov i gaden. Vise mænd fra Østerland er vel heller ikke lige det vi har allermest brug for efter invasionen af korankyndige vismænd fra den kant af verden.
Hilsen
Ipso Facto -----
En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.
Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
han tyktes ingen stor.
Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand. (Tekst: Jul. Chr. Gerson, 1845
Melodi: J. C. Gebauer).