’’Agt derfor paa, HVORDAN I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.’’ (Lukas, 8, 18)

Dette er døren til Guds Rige, at forstå hvordan man lytter. Våg, siger Jesus, at våge betyder at være opmærksom, at se og lytte. Vi burde åbne vore øjne og øre og lære at se og lytte ikke blot fysisk, men også mentalt.

At lytte og se, er den eneste vej til sandheden og den er forbundet med den allerdybeste form for menneskelig værdighed. Ingen kan se og lytte på éns vegne, det kan man kun selv.

Derfor kan man ikke tale om det, man kan kun gøre det. Lytte til sig selv, lytte til andre, lytte, når man læser en bog, når man ser TV eller deltager i samfundslivet.

Men vi lytter aldrig. Vi hører. Vi hører det, vi ønsker at høre og vi bygger videre på det vi har i forvejen. Er det ikke sådan, at vi afviser det, vi ikke ønsker at høre, samtidig med at vi labber det i os, som understøtter vores egen fortolkning? Men dette er ikke at lytte, det er at høre. Når vi lytter efterlader vi intet spor, vi opfatter umiddelbart hvad der er sandt eller falsk og den sammenhæng det optræder i. Når vi hører, hober vi viden op, vores viden bliver stadig større. Der sidder vi med vores kæmpemæssige verdensbillede og føler os kloge, men hvad så når vi står foran dødens dør? Hvad nytter al vores viden os da?

Da vil vi opdage at alt det vi troede vi havde, alt sammen kun er noget vi syntes at have.

Men hvis vi, mens vi levede, forstod at lytte, da ville vi opdage, at vel slog vi os fordærvet da synet af sandheden rystede vore forudfattede meninger, vel måtte vi forlade alt hvad vi kendte, men mens vi lyttede voksede vores forståelse til en eksistentiel styrke som selv døden ikke kan udslette.

Døren gik op ind til stilheden og det uendelige rum hvor der ikke er nogen fordømmelse, men hvor man kan være sig selv, som man er.

Problemet med os er, at vi altid ser os selv i en social sammenhæng. Vi har så mange uopfyldte behov, dybest set vil vi gerne elskes. Men ikke nok med at vi vil elskes, vi vil også elskes alligevel, selvom vi altid gør det forkerte.

Og vi sammenblander altid disse behov med vores forståelse af tingene. Vi isolerer altid os selv om det så er fysisk eller mentalt, inde i vores eget sind isolerer vi os fra kontakten med andre mennesker. Måske vi er åbne, os selv, overfor dem vi kender, men når vi møder nogen vi ikke kender så lukker vi af og dermed ødelægger vi helheden, friheden.

Det er en del af forståelsen af sandheden at forstå, at man som menneske lever i forbindelse med andre mennesker, intet kan leve i isolation, heller ikke psykologisk isolation. Dette er den sociale dimension som man må forstå, men der er også en eksistentiel dimension, en subjektiv dimension, dette at vi kan føle vores krop f.eks.

Vi tror at vi er interesserede i vores eget liv, men i virkeligheden er vi interesserede i at føle tryghed, at få opfyldt vores behov for at blive elsket. Vi ser aldrig helheden, at den anden er ligesom os selv og derfor skaber vi afstand mellem os selv og den anden.

Har vi ikke delt livet op i sociale roller? Der er dem, som er betydningsfulde og selv betyder vi ingenting. Vi lever i denne sammenligning. Vi lytter til autoriteter uanset om de er religiøse eller andet, men ingen tør at tage sit eget liv op, alene med sig selv og i stedet for, rumme forståelsen af at vi er i samme situation selv om vi er forskellige mennesker.

De sociale roller har ingen betydning, vi er alle levende mennesker om vi så er rige eller fattige og vores liv har betydning for os selv og de mennesker som udgør vores sociale netværk. Dette er livet, os selv og den anden. Men altid søger vi forklaringen udenfor os selv, i religiøse bøger eller i religiøse forbilleder. Alle lever vi i vores eget selvskabte teater. Alt hvad vi gør opfatter vi i en social sammenhæng selvom den sammenhæng vi selv indbilder os at vi eksisterer i måske er forskellig fra hvordan den anden opfatter os. Og hvis den anden ikke er tilstede så er vi vores egen tilskuer i vores eget teater. Al den såkaldte psykologiske viden er med til at manifestere denne illusion, at vi forstår os selv, mens vi i virkeligheden kun indhøster viden. Det er ikke det samme som selv at se sig selv og den sammenhæng man optræder i.

Nu bor jeg ikke blandt jer velbjergede. Men det forekommer mig at det må være lettere at forstå sig selv, når man er jer end de har som jeg til daglig omgås. Det er ikke let at forstå sig selv hvis man er udstødt, hvis man er for tyk, grim eller på en eller anden måde mislidt. Det kræver en enorm styrke.

Der er imidlerid ingen sandhed medmindre man giver sig i kast med sit eget liv og der er ingen rettesnor for hvad man skal gøre, fordi man er en unik person. At forstå sig selv er netop at forstå sig selv og ikke den anden.

Måske det er for svært. Men så har vi da en rettesnor at gå efter når vi lever vores liv. Gør mod andre hvad du vil at de skal gøre mod dig. Hvis vi er uvenlige mod andre bliver de også uvenlige mod os og dermed skaber vi selv det rum vi lever i. Det er ikke så sjovt. Hvis vi derimod altid behandler andre venligt, så bliver de også venlige mod os, så skabes der et andet rum og vi har det meget bedre med os selv.

En ubønhørlig lov, som man selv kan konstatere i sin egen virkelighed, vi skaber selv vores egen virkelighed i kraft af hvordan vi forholder os til andre.

Begynd der. Tving dig selv til at være venlig, snart bliver det en vane og du vil opdage at det er dejligt når andre mennesker godt kan lide en, hvilket de kan hvis man gør sig en anstrengelse og ikke kun tænker på sig selv.

Vi ved da godt alle sammen hvad det vil sige at være sandfærdig. Vi ved da godt når vi lyver overfor os selv eller andre. At se at man lyver og hvorfor man gør det, er at forstå sig selv, når man forstår, ser, denne sandhed er man fri af den og man kan selv vælge om man vil lyve eller ej. Måske man vil udfordre skæbnen og sige sandheden selvom man ved at det vil medføre ubehageligheder. Eller også vælger man bevidst at lyve fordi en stædig fastholden af sandheden ville gøre mere skade end gavn.

Der er ingen skyld eller straf. Der er ingen synd eller frelse. Der er ingen fordømmelse eller retfærdiggørelse og der er ingen grund til at sammenligne sig selv med andre. Man er hvad man er. Man kan være både heltemodig eller ussel, man kan være frygtelig kedelig eller man kan være spændende, det er ikke væsentligt. Det væsentlige er at man er hvad man er og det er ikke noget statisk.

Derfor drejer det sig om at lære hvordan man kan se og lytte. Hvordan man kan være opmærksom både på sig selv og andre, naturen omkring os og i det hele taget. Det kan man kun selv gøre. Man kan kun selv leve sit eget liv.

Der bor Gud, min ven. For enden af dig selv og ingen andre steder. For du er livet, du er mennesket og det er jeg og den anden også. Du er ikke bedre end mig og jeg er ikke bedre end dig vi er blot forskellige.

Mange vil fortælle dig om Gud om Han eksisterer eller ej, men de er alle mennesker der ikke forstår sig selv og derfor giver de kun udtryk for deres egne meninger. Når du derfor møder Gud, vil du ikke være i tvivl for Gud er kærlighed og derfor kan du ikke møde ham før du elsker både dig selv og alle de andre.

Men for at møde Ham må du først lære at elske dig selv og ikke mindst din næste. Det betyder i dybeste instans at du ser dig selv som du er og den anden som han er uden at du fordømmer hverken dig selv eller ham. Vi er ikke så forskellige endda, vi er alle utilstrækkelige og at erkende sin egen utilstrækkelighed, ikke som en rolle, men i sandhed, er begyndelsen til selverkendelsen.

Det giver ingen mening at tale om Gud medmindre der er kærlighed.

Har du aldrig haft øjeblikke hvor du ikke har følt dig utilstrækkelig, Michael?

Det har jeg, og i disse øjeblikke findes der ikke nogen adskillelse men kun fuldkommen eenhed, fred og kærlighed. I disse øjeblikke erkendes virkeligheden som den virkelig er, og denne erkendelse trandcendere alle illusioner og åbenbare Gud og ens sande uforanderlige Selv. Det er Kristus, Helligånden og Gud, og det er det Jesus taler om.

Vi kan ikke ændre på os Selv, men vi kan ændre på vores opfattelse og tanker om os Selv. Og når vores tanker og opfattelse er i overenstemmelse med hvem vi i sandheden er, ja, så vågner vi igen op til virkeligheden som den er og altid har været, fuldkommen eenhed og altomfattende kærlighed.

Når vi står overfor et andet menneske, så ser vi dette menneske som vi tænker og opfatter os selv. At føle sig mangelfuld og utilstrækkelig er den virkning fornægtelsen af sandheden bære med sig, men det ændre ikke på sandheden. Den begrænsning du måske tillægger selvet og acceptere som sand, ja, den begrænsning vil det forstandige sind se forbi og se dig som du i sandheden er skabt af Gud, uforanderlig og fuldkommen elsket og forevigt elskende.

Jesus ville sikkert sige noget i retning af: Forsag de begrænsninger egoet og verden tillægger selvet, og følg den fuldkomne kærlighed jeg vidner om. Erkend at det kun er din egen tro på begrænsninger der er årsagen til dit forvrængede syn på selvet, og gi så stille og rolig slip på denne tro, og følg så det lys der inspirere dig til at tilgive de illusioner du har troet på om dig selv. Kend det som er foran dit ansigt, og det som har været skjult for dig vil blive åbenbaret.

Hvad er det som er foran vores ansigt, Michael?

Kærligst Jan.

Hej Jan.

Nu er der jo ingen som ved om der er en Gud eller ej. Derfor kan man heller ikke bruge Ham som udgangspunkt for sin tænkning. Abstrakt tænkning kan være udmærket men det kan være lidt svært at forstå for andre. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i det virkelige, daglige liv, én selv og éns forhold til andre. Sandhed betyder at man ser sig selv som man er, men det er yderst vanskeligt fordi vi har så meget medbragt gods at vi altid vurderer det vi ser, enten som godt eller ondt, rigtigt eller forkert eller også giver vi fanden i det hele og gør lige hvad vi har lyst til.

Det ubevidste menneske gør hvad det har lyst til, det bevidste menneske gør hvad det vil (der er pokkers til forskel, men selv ansvarlighed er et valg man foretager).

Selvom vi lever i en social virkelighed og er afhængige af andre mennesker er vi altid, fra fødsel til død, alene. På et tidspunkt må vi, eller livet tvinger os til det, stå til ansvar for os selv.

Utilstrækkeligheden opstår i forhold til andre mennesker fordi vi alle opfatter forskelligt. Utilstrækkeligt er nok et forkert ord. Usselt er bedre. Vi er alle usle og vi kan alle være storslåede, men kan vi erkende vores usselhed såvel som vi kan erkende vores storslåethed uden at blive hverken deprimerede eller indbildske? Hvis vi kan, så er vi nået langt med hensyn til at forstå sandheden.

Verden går videre selvom man forstår sig selv, menneskene handler indbyrdes og opfatter alting på deres egen måde. Integrationen, helheden er ikke i verden, den er i en selv når man forstår sig selv og lever sit liv sekund for sekund.

Alting er energi. Hele universet er en kæmpestor bevægelse som vi kalder energi. Når denne energi fungerer indenfor en struktur, det vi kalder naturlovene, så bliver den til stof.

På samme måde med det enkelte menneske. Vi er en konstant bevægelse og når denne bevægelse fungerer indenfor en struktur, som er tanken, vores viden, vores begrebsverden bliver den stof og derfor en begrænsning. Et godt eksempel er det vi kalder seksualitet. Nogle mennesker med en begrænset opfattelse opfatter seksualitet som kærlighed. Men i og med vi benævner bevægelsen seksualitet, begrænser vi den. Det er den samme bevægelse som gør os i stand til at opfatte skønhed, at blive begejstrede, at leve. Begejstring og seksuallietet er derfor et udtryk for den samme ting men i vores opfattelse og opdeling, begrænser vi den til at være to forskellige ting.

Alle vores ord er en begrænsning af virkeligheden. Ordet frygt f.eks. Man kunne ligesågodt bruge ordet spænding. Når man skal til sit første afdansningsbal f.eks., så er man spændt, men det er den samme følelse som man kunne kalde frygt.

Man behøver at være uendelig følsom hvis man går sådan ind i sig selv fordi omverdenen, andre mennesker, vil snart drukne ens forståelse med de begreber som de selv betjener sig af som udtryk for deres egen rå personlighed og så forsvinder den fine erkendelse og bliver rå og plump.

Derfor er det vi tænker og gør vigtigt for det er et udtryk for denne oprindelige bevægelse og derfor skaber vi med vore tanker og vore handlinger, selv, den virkelighed vi lever i.

Vi skaber vores eget billede af os selv og vi skaber andres bille af os.

Vores opfattelse af os selv er et samspil med omverdenen, med de forhold vi skaber til andre gennem vores handlinger. Andres opfattelse slår igennem og bliver en del af vores opfattelse af os selv.

Hvis vores tanke og begrebsverden er primitiv kommer vores oprindelige energi til udtryk på denne måde. Derfor er det godt hvis vi udvikler os åndeligt og intellektuelt, således at det vi er kan komme til udtryk i samfundet på en ’’højere’’ måde. Men uanset om vi er primitive eller åndelige i vores opfattelse så er det et udtryk for begrænsning af energien.

Udgangspunktet for at forstå sig selv er altid ens eget liv. Og det er i virkeligheden dets skønhed. Man kan sagtens møde en fattig mand, en bums, som intet ejer men som til gengæld er vis, mens man ligeledes kan møde et mennesker som er rigt og succesfuldt, men alligevel er dumt som et bræt.



Hvad er så denne energi, når den ikke er begrænset af vores opfattelse? Venter du på at jeg skal svare dig på hvad der er din virkelighed?

Kun Gud har liv i sig selv. Han giver liv til os alle og vi har liv i forbindelse med omverdenen, andre mennesker og naturen.

Når jeg sidder her i min lejlighed, så sætter jeg noget musik på, som jeg holder af og så lader jeg fantasien råde og tankerne komme. Men når jeg går ud blandt andre så undlader jeg at handle medmindre jeg føler det nødvendigt. Lige nu er der en bevægelse i min krop, som bevæger sig op i mit sind, men hverken min krop eller mit sind sprænges. Der skal meget til for at ødelægge treoghalvtres års lidelse.

Et spændende liv for en grøntsag.

(Den var til HansKrist, den dejlige vulgære dreng)

hej Jan.

" har du aldrig haft øjeblikke hvor du ikke har følt dig utilstrækkelig?."

Lige først sprang jeg over dette, uden at tænke videre over hvad du egentlig skrev, men så så jeg, at jeg havde misforstået dig i den første hurtige gennemlæsning, idet jeg sprang "ikke" over.

Det gav straks den helt modsatte mening og jeg må så tilstå, at jeg sjældent har haft øjeblikke hvor jeg følte mig utilstrækkelig, det er nok det der gør mig stærkt ateistisk vil jeg tro, jeg føler jeg har styr på det hele og næsten altid har haft det, på nær kun ganske få tilfælde, ihvertfald såvidt jeg husker.

Jeg har så til gengæld ikke haft de gudelige følelser som du har haft i dine stærke men tilsyneladende små øjeblikke.
Og sikke da et held, fordi det ville vel have forhindret mig i at tænke rationelt.

Hej Arne.

Jeg kan da acceptere at folk har et behov for trøst og tryghed, jeg har også selv et sådant behov, at det så er på vidt forskellige måder at folk får dækket disse behov, kan vi også vel blive enige om.

Nu får jeg mine behov dækket ved at have en dejlig forstående viv, det er så nok for mig, andre har så et yderligere behov og søger dette dækket ved overnaturligheder og tror de får dækket deres behov der, men deres skrig på hjælp høres kun af andre mennesker.

Vi er alle forsynet med hjerner af varierende kapacitet og nogle hjerner har en tendens til at se mørkt på alle ting, er depressive og af den grund måske derfor er mere modtagelig for gude/åndetro osv. dette er så noget jeg har opdaget ved, at læse de mange tusinde forskellige religiøse debatindlæg igennem flere år, det kan vel heller ikke gået din næse forbi.

At vi så er nogle der smiler overbærende af de der søger trøst i det religiøse, må de så finde sig i.

Jeg er selv meget nysgerrig, men ikke i det religiøse, det er sku for dumt, men hvordan universet er sat sammen og opstået, jeg har levet et liv hvor jeg har brugt naturlovene ihærdigt, men love som mennesker har fundet ud af, de er ikke blevet sendt til jords af en gud.

Til fals for en religion bliver jeg ihvert fald aldrig, men det er du nok klar over min kære ven.

Hej igen kære Michael.

Tak for dit lange svar.

Jeg synes du er rigtig god til at formulere dig Michael, ja, så selv jeg kan komme til en forståelse af hvad du har på hjertet.

I starten af dit indlæg skriver du at der ikke er nogen som ved om der er en Gud eller ej, og sidst i dit indlæg skriver du at kun Gud har liv i sig selv, og at Han giver liv til os alle. Jeg er lidt i tvivl om hvordan det skal forstås?

Hvilken grønsag er du? ;)

Tak for et inspirende indlæg kære Michael.

Kærligst Jan.

Hej Treram.

Det lyder da smukt at du kun har haft få øjeblikke hvor du har følt dig utilstrækkelig. Det tolker jeg som et udtryk for at du har tilegnet dig en meget dyb indsigt og forståelse af hvordan dit sind fungere.

Jeg kunne så spørge hvad det er du har styr på, kære Treram? Kunne du uddybe det?

Kærligst Jan.

Ps. Har du også styr på det med stiger?

Jeg ved ikke hvilken grøntsag jeg er, Jan. Du må spørge HansPaulus, men eftersom han finder mig bleg og farveløs, er jeg vel nærmest en hvid asparges.

Jeg mener, at man kan aldrig vide, at vide er den døde fortid, erindringens reaktion, at se sandheden er derfor at erkende, forstå, ikke vide, at man intet ved.

Forståelse og væren er ikke det samme som viden. Men derfor kan man godt tillade sig at foretage et spring engang imellem. Så må man tage de klø man får bagefter.

Smukt Michael.

Ja, du er nu en hvid asparges i en - var det ikke en grøn kasse med aircondition og tv? Det ville sikkert passe HansPaulus helt perfekt.

Så er jeg en lalleglad kartoffel i en rød kasse med kølefryseskab.

Du er nu en sjov fyr serotonin. Jeg er sikker på at du spreder glæde glæde omkring dig. Når du får tid skulle du virkelig gå ned og købe Bifrosts første LP, som bare hedder Bifrost.

Sangen Narredans er noget af det smukkeste der er skrevet.

Så vil vi endnu engang synge den fortærskede sang, ikke blot engang til men til evig tid.

Bifrosts to første LP'er giver et smukt udtryk for min verden.

Du er også en sjov fyr, Michael. Og jeg er også sikker på at du spreder glæde omkring dig.

Det er vel det livet drejer sig om, ik...

Jeg vil gerne høre Bifrost, så jeg kan få et indtryk af din verden, kære ven.

Fjing fjong og ding dong.

Ps. Hvad er alvor egentligt?

Alvor er, når jeg juleaften kommer for sent, så jeg går glip af julemanden.

Bare for at min nevø på fire år kan få sit livs oplevelse.

Man kunne også kalde det kærlighed.

Ja. Kærlighed, frihed, intelligens, alvor, sandhed eller forståelse.

De er et og det samme.

DER STODE TRE SKALKE

Der stode tre skalke
Denne vise kaldes også ”Katten i sækken”, og er en rigtig skæmtevise.
1.
Der stode tre skalke og tænkte på et råd,
tingluti, tangluti, lustedilej,
hvordan de til møllerens datter skulle nå.
Stolten Adelus.
Bådsmandshus, krusmusidus,
tingluti, tangluti, lustedilej,
krestomani, for snorrevorreri, for ceremoni.
2.
De to tog den tredje og stopped' i en sæk,
Så bar de ham over møllerens bæk.
3.
"Og hvad haver du i sækken din?"
"Jeg haver rug og hvede fin."
4.
"Du sæt din sæk ved min datters seng,"
"for der kommer slet ingen rotter frem."
5.
Men da det blev mørkt i en vrå
begyndte vor sæk at krybe og gå.
6.
"Oh fader, oh fader, I tænder lys!"
"Der er kommet tyve i møllerhus!"
7.
Men skalken klapped’ hende på hviden kind:
"Og du skal være allerkæresten min!"
8.
"Oh fader, oh fader, I slukker lys!"
"Det var blot en kat, han tog den mus!"
9.
Da svarte den kælling som alt i bænken lå:
"Den kat, den har sgu træskostøvler på!"
10.
"Og ti, du kælling! De får du skam!"
"I morgen så skal du i møllerdam!"
11.
Og kællingen sank, men posen flød
den arme mand sad på bredden og græd.
12.
Den kælling i dammen hun havde kun en tand,
tingluti, tangluti, lustedilej,
den hug hun i hans røv, og så trak hun sig på land.
Stolten Adelus.
Bådsmandshus, krusmusidus
tingluti, tangluti, lustedilej,
krestomani, for snorrevorreri, for ceremoni
------------------

He Jerry, kom ikke og sig at livet ikke er alvorligt.

Godt hun var så kreativ som hun var, for ellers havde hun nok ligget på bunden af dammen.

Håber du har det godt kære Jerry.