annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15538991
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372510
Et andet syn 1980929
Jesu ord 1518467
Åndelig Føde 1466259
Galleri
Efterårsjævndøgn Rødhus
Hvem er online?
0 registrerede 285 gæster og 91 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#6125 - 22/11/2008 18:50 Troen
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 1142
Jeg har været inde på det før, forholdet mellem tro og sandhed.

Det er rigtigt, at også Jesus taler om tro, men Han taler også om sandhed. Med Paulus og indførelsen af kristendommen går denne sandhedens dimension tabt. De kristne har skabt en totusind år gammel konsensus for hvordan man skal opfatte evangelierne. Generation efter generation har man bygget videre på denne konsensus, dette verdensbillede, og det, man har fundet frem til, giver man videre ned gennem generationerne. En ganske bestemt måde at opfatte på og vé den, som ikke gør sig til en del af denne konsensus.

Som jeg forstår det betragter man det, man kalder Kristusbegivenheden, som udgangspunktet for sin kristne tro. Det er lidt svært at få styr på for en, der ikke er indviet i alle de teologiske fænomener, hvad dette begreb indeholder.

Er det at Jesus prædikede om Guds Rige, helbredte, levede og døde på Korset og derefter genopstod?

Man har gjort sig store anstrengelser for at skabe en sammenhængende historie, Biblen, så store anstrengelser,at man har videreført det jødiske Messiasbegreb i et forsøg på at lade Jesu fremkomst være en videreudvikling af Det Gamle Testamente. At jøderne forventede en jordisk Messias, som kunne udfri deres folk og skabe et jordisk kongedømme, springer man let henover forståelsen af.

Man har derfor kombineret skabelsen af Israel og Juda, udfra de tolv stammer som angiveligt skulle nedstamme fra Jacobs tolv sønner (gad vide hvor mange døtre, han havde?) samt den senere skabelse af jødedommen, udfra de to stammer som blev tilbage i Juda Rige, med de israelitiske profeters forudsigelser.

Nu er det en bekendt sag for den som læser Biblen, at Israels tolv stammer på ingen måde var monoteistiske. Inden Davids og Salomons Kongerige levede de i landet i deres telte hvor de dyrkede både Baal og Astarte.

Det var levitternes rolle at bevare Pagtens Ark og sikkert også at bevare den monoteistiske tro. Og det var profeternes rolle at være israelitternes konstante dårlige samvittighed. Det er en kendt sag at de fleste konger i de delte kongeriger dyrkede de hedenske guder, ja, selv Salomon forfaldt hertil på sine sidste dage.

Når nu jøderne (de to stammer af Juda Rige) ikke selv betragter Jesu komme som en opfyldelse af deres profeters forudsigelser er det lidt af et spring at de kristne gør det alligevel, men hvad gør man ikke for kontinuiteten?

Man kunne spørge sig selv om hvad Jesus egentlig ønskede med sin optræden i vores verden. Ønskede Han at det der skete og det Han sagde, blev skrevet ned? Eller bekymrede Han sig slet ikke om dette?

Om ikke andet, så blev der skrevet noget ned og jeg må indrømme at den overlevering man finder i de fire evangelier er ganske eminent på trods af forfatternes begrænsninger.

Det er klart at vores bevidsthed består af ord, billeder og begreber og at fortællingen om Jesus og Hans lignelser gennem totusind år har præget vores bevidsthed og det samfund vi derfor skaber. Men var det det, Han talte om? Var det det , det drejede sig om, at skabe en religion som kristendommen?

Så vidt jeg husker sagde Jesus: ’’…jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi Verdens Fyrste kommer, og i mig, er der intet, som hører ham til;..’’ (Joh, 14,30)

Ligesom man ikke har forstået begrebet Verdens Fyrste, har man heller ikke forstået hvad begrebet den brede vej som fører til fortabelsen, indebærer.

Pludselig er vi mennesker, ved Jesu bortgang, igen overladt til os selv og vores mangelfulde opfattelsesevne.

Ind på Scenen træder en person Saulus, som forfølger disciplene og deres tilhængere indtil han, efter eget udsagn gennem sin ven Lukas, bliver slået til jorden.

’’Hvorfor forfølger du mig’’, bliver han spurgt. Dette er den såkaldte Damaskusoplevelse. Ligesom Luthers oplevelse af et lyn, som slog ned i et træ, er der ikke meget kød på den.

Ikke desto mindre fortsætter Saulus, som nu hedder Paulus, med at udbrede sin egen ide om en himmelsk Kristus, klart i modstrid med Jesu egne ord. Jesus har klart udtalt at vi ingenlunde skal se Ham mere før Han kommer tilbage, men Paulus er åbenbart undtaget fra denne regel.

Ikke desto mindre knokler Paulus for at udbrede budskabet, som nu er blevet et helt andet end fortællingen om Guds Rige, som er midt i blandt os. Nu taler man ikke længere om forståelsen af sandheden, nu taler man om frelse ved tro og gennem totusind år har kloge såvel som mindre kloge mennesker bygget videre på denne bygning, således at man har skabt en helt speciel kristen begrebsverden hvor man indforstået taler om inkarnationen, Kristusbegivenheden, at iklæde sig Kristus og hvad ved jeg.

Samtidig har man samlet Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente for at skabe en helhed. Man har udfra dette meget svært forståelige, at Gud tager bolig i den som elsker Ham og forstår sandheden, samt at Gud er I Jesus, Jesus i Gud og at vi alle er i Dem selvom de er i os, skabt et treenighedsbegreb, som man sikkert ikke forstår en dyt af. Faderen, Sønnen og Helligånden.

Dette var en lille vandring i det man kalder historie og teologi, men jeg vil gerne slutte den af med en henvisning til to områder, som man normalt ikke, i vores almindelige hektiske dagligliv, har kendskab til.

Det første område er fortabelsens vej og verdens fyrste - tanken. Vi er hvad vi tænker.

Til daglig mener vi at ’’vi’’ tænker og hvis vi har læst forskellige bøger deler vi, i tanken, vores bevidsthed op i det bevidste og det ubevidste, men det er alt sammen tanken. Tanken er alle de ord, billeder og begreber, vores bevidsthed består af uanset om vi kalder dem bevidste eller ubevidste. Når vi læser bøger, teologiske udredninger og hvad ved jeg, tilegner vi os disse ord og begreber. Denne tilegnelse former sig til det vi kalder tanken, som er erindringens reaktion. Erindringen, som er vores sinds indhold skaber det vi kalder tanken. Vi kan ikke tænke på noget som er udover den viden vi har tilegnet os for selve dette at tænke betyder at bevæge sig indenfor rammerne af vores sinds indhold, vores erindring.

Selvom tanken er nødvendig når vi skal skabe et samfund både teknologisk såvel som kulturelt, så er tanken ikke virkelig. Den er den døde fortid, ikke at man skal begrave den, man skal lære at bruge den forstandigt.

Det andet område er livets vej, den smalle dør. Som Jesus siger til den unge mand: ’’lad de døde begrave deres døde og kom du og følg mig’’. De døde er dem som lever i fortiden, i tanken, som dyrker traditioner og som konstant bygger videre på det som var. De lever i fortiden, i tanken, og er derfor døde og de forstår ikke sig selv, tanken, således at de kan forholde sig til livets nu – som er Jesus eller kærligheden om man vil.

Vores erindring er blandt andet vores mor og far, vores bror og søster og alle de, som vi kender. Konstant optræder de i vores bevidsthed. De er vores tryghed men selvom de er vores tryghed, selvom de udgør vores sociale netværk, så er de alligevel ikke tilstede lige nu. Hvis jeg klynger mig til erindringen om dem og kun ønsker at forholde sig den, så går jeg glip af livets nu og det menneske, som står overfor mig. Han eller hun er det levende liv, de andre er kun erindring.

Derfor kan man ikke, når man har først har lagt sin hånd på ploven, se sig tilbage. Man kan ikke være Jesus, eller nuet, værdigt, hvis man ikke forholder sig til det evige nu men konstant lever i fortiden.

Og hvad har det så med tro at gøre? Jo jeg er jo blevet præsenteret for begreberne, at iklæde sig Kristus eller at Gud, eller Kristus, skal vinde skikkelse i mig, men jeg finder denne idé, ganske usmagelig.

Den tro, som Jesus taler om i evangelierne, er ikke den samme tro, som de kristne taler om. Jesu tro er snarere et udtryk for tillid og en klarhed i opfattelsen. Den har ikke noget at gøre med at noget skal vinde skikkelse i os, men som sagt blot et udtryk for en form for tillid, som ikke nærmere kan beskrives.

Andet er den ikke. Den skal ikke udspecificeres i spidsfindige teologiske, eller andre, forklaringer, men når alle disse forklaringer forsvinder hvad er der så tilbage? Ingen tanker i hvert fald.

Så kan man se klart at leve sit liv som en anden Job.
Så behøver man ikke hverken at tro eller ikke tro og man behøver heller ikke at være ateist.

Så behøver man ikke at se i et spejl, i en gåde, man behøver ikke at erkende stykkevis, men man kan møde livet direkte, ansigt til ansigt. smiler
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af Anonym
29/03/2024 03:03
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Med Obama og Clintons hjælp når Biden-..
29/03/2024 05:47
Luftalarmer over hele Ukraine i nat: Én..
29/03/2024 02:41
Økonomisk hjælp på vej til amerikansk..
29/03/2024 02:03
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Nyheder fra Religion.dk