Hej Arne!

Lad os blot tage en lille ”mellemrunde" mens jeg tænker videre og dybere på det ret principielle plan over hvilke fordringer vi som personer må være underlagt alene qua personer i forhold til hele biotaen og planeten som sådan.

Det fremgår af dine indledende bemærkninger, at jeg ikke har formået at forklare mig godt nok:



Kort sagt er det en begrebslogisk undersøgelse af personers ”eksistentielle situation”, dvs. en deduktion i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer. Det er allerede deduceret, at vi som personer er underkastet ”Det Etiske Konsistenskrav” i relation til fordringerne til os selv og andre personer. Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt ”Det Etiske Konsistenskrav”. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring baseret på det kristne bud om næstekærlighed eller på vor intuitive moralske fornemmelser, således som opponenten åbenbart gør, og ikke blot som et logisk krav, det kan blive en privat sag; og det behøver ikke gøre nogen større forskel, når det kommer den praktiske anvendelse af de abstrakt deducerede principper som vi stræber efter at realisere. Den væsentligste forskel mellem det kristne næstekærlighedsbud og ”Det Etiske Konsistenskrav” er, som nævnt i mit forrige indlæg, at den religiøse fordring ikke fastlægger pligterne over for en selv, men alene over for andre personer – kaldet "næsten".

Om vi rent faktisk kan realisere en demokratisk samfundsorden er ikke et filosofisk eller begrebslogisk spørgsmål, men et empirisk. Filosofien kan blot påpege muligheden herfor. Det afhænger af en lang række empiriske faktorer om muligheden konkret kan realiseres.

Muligheden for, at religioner kan være forskellige og dermed også mere eller mindre forenelige med fordringen om politisk ligeværdighed betyder, at personer i samfund hvor en religion hersker som stiller krav om gennemførelse af en religiøs lovgivning for samfundslivet og som betragter religion og politik som et og det samme, vil have vanskelige ved at realisere en demokratisk samfundsorden. Personer i samfund med religioner som selv i deres forkyndelse kræver adskillelse af religion og politik og ikke stiller krav om gennemførelse af en religiøs lovgivning, vil, alt andet lige, have lettere ved at udvikle en demokratisk samfundsorden.

Det jeg ovenfor har anført om muligheden for at udvikle demokratiske samfundsformer beror ikke på empiriske observationer. Det er ikke historien, men logikken der alene bærer konklusionerne på et rent principielt (a priori) niveau.

På den anden side bekræfter historien de principielle deduktioner. Når vi vender blikket mod det som historien kan fortælle om den faktiske politiske udvikling i de egne af verden, hvor forskellige religioner har hersket, er det alene i den kristne vestlige verden og særligt i den protestantiske, at den moderne form for demokrati, der bygger på det etiske princip om politisk ligeværdighed ,som kan udledes af ”Det Etiske Konsistenskrav”, er vokset frem indefra ved egen kraft. I de ikke-kristne kulturer stod der en religion i vejen som blokerede for udviklingen af et selvgroet demokrati.

På det empiriske plan er problemet med etiske fordringer som vi blot føler er rigtige eller som følger af en given religiøs tro, at fortolkningen af fordringerne over tid kan udvise endog meget store varianser fordi den ikke er bundet af rationalitet, dvs. et krav om konsistens. Så kan ønsker, tilfredsstillelsen af egoistiske behov eller helt generelt tilfredsstillelsen af ”ikke-ønske uafhængige behov” forvanske en etisk fordring til ukendelighed. Det er også kristendommens fordringers implementering i kultussfæren og historiske udvikling et godt eksempel på.

Lad mig nævne et enkelt eksempel på, hvordan en særlig fortolkning af næstebegrebet kan forvanske den universelle etiske fordring om næstekærlighed til ukendelighed, faktisk til sin egen modsætning og derved legitimere afskyelige overgreb og racistisk forskelsbehandling af personer.

I vor kulturs grundmyte Genesis inddeles det af Gud skabte liv i tre kvalitativt forskellige kategorier. Øverst er mennesket som er skabt i Guds billede, hvis opgave det er at herske ”over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!” I den paradisiske tilstand dræber og fortærer intet dyr hinanden. Der hersker en lyrisk pastoral tilstand hvor lammet græsser ved løvens fod.

Også mennesket er som de andre dyr henvist til alene at ernære sig med vegetabilsk føde: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde; men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde."

Mennesket er skabt med sprog og navngiver derfor de øvrige skabninger. Med syndefaldet stjæler mennesket sig til at blive et etisk væsen, der kan skelne mellem ondt og godt. Derved placeres mennesket i en særlig kategori, øverst og helt for sig selv over den øvrige skabning, som et ”åndeligt og ansvarligt væsen”, det som jeg kalder ”en person”, altså et væsen med sansning, sprog, logik og selvbevidsthed.

Længere nede på skalaen kommer så dyreriget (det animalske liv) der ifølge myten ”har livsånde”, altså væsener uden det vi forstår ved sprog og logik, men med sansning og bevidsthed. Væsener som kan føle smerte.

Og nederst placeres det vegetabilske liv hvis eneste funktion synes at være den, at skulle tjene til føde for dyr og mennesker. Det mere ”mekaniske” åndløse liv, som ikke har bevidsthed, intet centralnervesystem og som derfor ikke kan føle smerte.

Qua syndefaldet straffes både mennesker og dyr, hvilket selvfølgelig logisk set ikke er konsistent, med en eksistens hvor mennesket må arbejde i sit ansigts sved for at opretholde livet. Samtidig kommer den blodige kamp for tilværelsen ind i verden, hvor alle væsener kæmper mod hinanden og fortærer hinanden. Denne barske naturtilstand vi er en del af som den engelske poet Lord Tennyson i et digt fra 1842 meget rammende beskriver som: ”Tho’ nature, red in tooth and claw….”

Mennesket og de øvrige skabningers forstødelse fra Paradiset skaber en paradislængsel hos os, en længsel efter attter at blive taget til nåde af Gud, blive forenet med Ham igen og vende tilbage til den ideelle tilstand Gud skabte, eller med Guds hjælp skabe et Paradis på Jord.

Hos en af de gammelteatamentelige profeter, Esajas, som levede i Judea i det 8. århundrede f.Kr. finder vi domsprofetier over en række nationer (folkeslag) som forfølger Juda (jøderne), om en Messias der skal udfri det jødiske folk af dets trængsler samt om et Paradis på Jord:



Også mennesket er i den paradisiske profeti henvist til at ernære sig med vegetabilsk føde: ”plante vingårde og nyde deres frugt”, må man forstå.

Med længslen efter Paradis og den citerede profeti om en paradistilstand på Jorden opstilles der et slags etisk ideal for menneskets tilværelse – et ideal som vi med Guds hjælp kan realisere.

I mine overvejelser over oprindelsen til det ideal Arne opstiller med begrebet ”ligeværdighedsprincippet” der omfatter ”alt levende og kloden selv” har jeg, som det fremgår, gjort mig nogle overvejelser over om ikke de kristne myter, etiske forestillinger som en grundbestandel i vor kultur, der har formet vor tilværelsesforståelse gennem mange århundreder, spiller en større rolle end vi umiddelbart er bevidste om og gør os klart.

I dette indlæg er min intention en anden, nemlig påvise hvor galt det kan gå, når tolkningerne af de religiøse tekster, der givetvis rummer mange sande træk om vor eksistentielle situation, ikke er båret af elementær rationalitet, men af umenneskelig grådighed – skinbarlig amoral.

Vor grundmyte giver i mytens ikke-eksakte sprog blot en antydning af hvordan det levende bør klassificeres og åbner derved op for forskellige fortolkninger. Spørgsmålet om hvordan man skelner mellem menneske og dyr besvares i mytens sprog ved at henvise til at mennesket er skabt i Guds billede, at det har sprog og ånd samt evne til at skelne mellem godt og ondt. Dyrene er skabt af Gud, de har ånd, men ikke sprog og etisk evne.

Da den kristne hvide mand i Afrika for første gang mødte et mystisk vildt og primitivt sort væsen, der gik omkring halvnøgen og levede i pagt med naturen næsten som et dyr, blev det et problem for missionærene at afgøre, om dette væsen var et dyr eller et menneske. Hvis det var et dyr havde det ifølge den kristne tradition ingen sjæl, og var således sat uden for en mulig frelse, og dermed var det ikke ”en næste”, men kunne behandles som et dyr. Andre kristne mente, at de træk som det sorte væsen havde fælles med den hvide mand vejede tungere, hvorfor de klassificerede væsenet som en laverestående, mere primitiv (det vil sige oprindelig) variant af den menneskelige ”race” som blot ikke var nået så langt i sin udvikling som den hvide mand.

Da klassifikationsspørgsmålet således ikke var let af afgøre ud fra de hellige tekster endte det som bekendt med, at negre blev klassificeret som sjælløse dyr, og dermed kunne gøres til slave og handelsobjekt hvorved man kunne udnytte dette ”nye dyrs” mange værdifulde egenskaber til egen berigelse. Og det skete med de kirkelige autoriteters velsignelse gennem flere hundrede år.

Modstanden imod negerslaveriet kom fortrinsvis fra protestantiske præster, men der måtte en borgerkrig til før den sorte mand blev klassificeret som menneske i verdens første moderne demokrati – Amerikas Forenede Stater. Selv om den amerikanske forfatning fastslår, at alle mennesker er skabt med lige rettigheder blev afroamerikanerne udsat for racistisk forskelsbehandling, nu ud fra princippet ”seperate but equal”, som først blev definitivt forkastet af den amerikanske Højesteret med en kendelse i 1954. Herefter begyndte kampen for fulde og lige borgerrettigheder på alle samfundsområder for afriamerikanerne. Først med valget af Barack Obama til embedet som amerikansk præsident i år har det amerikanske folk lagt fordommene og racismen bag sig og dermed fuldt ud implementeret demokratiets grundlæggende princip om politisk ligeværdighed i samfundet.

Formmålet med denne lille beretning er primært at vise, hvor vanskeligt det er at implementere etiske fordringer når fortolkningen af principperne ikke er bundet af rationalitet, men overlades til religiøse ledere hvis forestillingsverden er domineret irrationalitet og magisk tænkning.

Denne fremstilling af tingene bør ikke opfattes som rettet mod min opponent Arne, hvis grundholdninger i denne diskussion jeg deler, men blot helt generelt som et nødvendigt forsvar af rationaliteten, idet vi er forskellige som mennesker og derfor kan tage grueligt fejl hvis vi alene lader os lede af vore subjektive følelser og forestillinger som vi ubevidst kan være præget af som følge af en tilfældig historisk udvikling og tradition der har givet magt til religioner eller ideologier som er uden forankring i rationaliteten.

Selv om Arne personligt vægter følelser og egen moralske intuition højere end fornuften er han dog opmærksom på problemet:



Demokratiet med dens krav om ytringsfrihed og fredelig ligeværdig dialog frem for vold og magtanvendelse er netop udtryk for et sådant ”etisk rum” hvor alle har lige ret til at fremkomme med deres meninger. Demokratiet kan ikke leve og udvikle sig i mere demokratisk retning uden at det gives et sådant frirum. På den anden side kan dette frirum ikke opstå uden at vi hver især bøjer os for fordringen om etisk og politisk ligeværdighed. Men netop fordi den demokratiske bestræbelse er en bestræbelse på at opbygge en rationel samfundsorden må den også kræve adskillelse mellem religion og politik. Lovene må ikke begrundes på hvad en religion kræver, men alene på hvad der kan begrundes rationelt og det samme gælder den etik som bærer demokratiet. I et velfungerende demokrati bør det være argumenternes logiske tvang og ikke følelser, irrationelle eller religiøse dogmer der bestemmer lovene og etikken.

Den demokratiske borger står derfor under den primære fordring, at han kan skelne imellem hvad hans religion fordrer og hvad demokratiet fordrer. Demokratiet fordrer at borgerne
stemmer på en sådan måde at den demokratiske samfundsorden kan opretholde sig selv, og her indrømmes selvfølgelig plads til at vurderingerne kan være forskellige inden for det spektrum som defineres af ”Det Etiske Konsistenskrav”. Dette giver mulighed for politisk pluralisme, udtrykt i vort folkestyres barndom med ordene: Del jer efter anskuelse.

Samtidig med at vi i 1901 indførte det parlamentariske princip blev også selve valgsystemet demokratiseret, idet vi forlod systemet med valg i enkeltmandskredse til fordel for et repræsentativt valgsystem (valg efter forholdstalsmetoden) med en nedre grænse for repræsentation på 2% af stemmerne. Derved undgik vi det to-parti system som det gamle valgsystem typisk medfører, således som det stadig praktiseres i for eksempel England og USA. Vort valgsystem resulterer i, at langt flere forskellige politiske opfattelser (partier) opnår repræsentation i parlamentet, samt at det næsten er umuligt for et enkelt parti at opnå absolut flertal. Dette tvinger partierne til at samarbejde og kompromis i langt højere grad end det ældre valgsystem gjorde. Når næsten alle politiske synspunkter således gives mulighed for indflydelse på lovgivningen er risikoen også mindre for, at store dele af befolkningen føler sig sat uden for politisk indflydelse og i desperation anvender vold eller andre ikke-parlamentariske metoder for at tiltvinge sig indflydelse.

Lad mig blot nævne det historiske eksempel, at samtidig med at det tyske folk stemte Hitler til magten på et tidspunkt hvor den økonomiske verdenskrise og depressionen var på sit højeste, forhandlede de borgerlige partier og S/R-regeringen i Danmark sig frem til det berømte Kanslergade-forlig i januar 1933, der kom til at udgøre det fundament som velfærdsstaten siden blev opbygget på.

Den demokratiske debat og ikke mindst de mange internetdebatter er også udtryk for en styrkelse af den demokratiske proces, idet der sker en mediemæssig demokratisering. Det er således blevet vanskeligere for de veletablerede politiske partier at anvende deres større økonomiske midler til at dominere medierne ved selv at udgive dagblade og dermed propagandere for egne synspunkter i nyhedsformidlingen. Enhver borger kan i dag komme til orde med sine synspunkter i de elektroniske medier.

Problemet er i moderne tid, at den politiske korrekthed vil begrænse ytringsfriheden og holde bestemte politiske opfattelser eller måder at ytre sig på ude af debatten under foregivende af, at de etisk set er forkastelige. Det følger af det etiske princip om politisk ligeværdighed, at alle politiske synspunkter har samme ret til at komme til orde i samfundsdebatten og heri ligger også et krav om, at ytringsfriheden skal gives størst muligt frirum. I et demokrati har intet synspunkt på forhånd en fortrinsstilling frem for andre synspunkter. Et helt elementært træk ved demokratiet, som mange ikke synes at være bevidste om eller helt bevidst krænker for at fremme egne politiske synspunkter og interesser.

Sådan er det heldigvis ikke her på Trosfrihed, hvor respekten for ytringsfriheden tages dybt alvorligt og respekteres helt ud til lovens grænser for lovlige ytringer. Hvis flere borgere var opmærksomme på den ytringsfrihedens oase der her er skabt, er jeg sikker på, at debatdeltagelsen ville være langt højere end tilfældet er.

Hilsen

Ipso Facto


-------
Lad os da slippe religionen fri, "lad falde hvad ikke kan stå".

Liberalisterne har i vor tid taget det de berømte ord i citatet til sig som argument for for de frie markedskræfters spil, hvilket er ret paradoksalt, da ordene er hentet fra sidste vers af en socialistisk kampsang fra 1871 "Socialisternes March" forfattet af den danske digter Ulrich Peter Overby og med musik af Christian Joseph Rasmussen. Sangen blev skrevet til den nystiftede danske afdeling af Arbejdernes Internationale. Rasmussens melodi var oprindeligt komponeret til en katolsk lejlighedssang så paradokserne læner sig ligefrem op ad hinanden her:

Det knager i samfundets fuger og bånd,
lad falde, hvad ikke kan stå!
Men ræk mig, o broder, din barkede hånd,
før i løgn og af sult vi forgå,
en bygning vi rejser til skærm i vor nød,
til arbejdet, liv eller død!

En beskåren del af en artikel af Kai Sørlander:


Kære Ipso Facto kunne du måske påpege, hvori det tilsyneladende – og vist nok som du anser det revolutionerende – i denne sørlandske manifestation?

Hvis vi nu accepterer dette aksiom (det etiske konsistenskrav), hvilke ændringer måtte det da skulle medføre i et påstået demokratisk styret samfund, f.eks. det danske?

Hej Ransom!

Tak for interessen for spørgsmålene i denne tråd som har udviklet sig til, at jeg atter er på tomandshånd med Arne. Med dine kommentarer og spørgsmål udvider du diskussionsfeltet hvilket jeg anser for yderst positivt.

Du indleder med et citat af Kai Sørlander hvor han ganske kort omtaler ”Det Etiske Konsistenskrav”, en filosofisk teori fremsat i Sørlanders første bog fra 1994: ”Det Uomgængelige”.

Derefter gør du dig følgende overvejelser og stiller et konkret spørgsmål:



Om noget er revolutionerende eller ej afhænger ikke så meget af det nye og rigtige som tænkningen indeholder, men hvordan en given teori bliver modtaget – accepteret eller forkastet - af det omgivende samfund. Fra historien ved vi, at nye videnskabelige teorier som har langt større forklaringskraft og er mere konsistente end konkurrerende teorier, ofte bliver ignoreret gennem århundreder, for eksempel fordi de ikke passer ind i nogle religiøse eller traditionelle forestillinger, som er fremherskende i et samfund. I sidste instans afhænger det af hvem der har magten til at definere sandheden og midlerne til at forfølge og straffe de kættere som tænker uden for det accepterede paradigme.

Jeg vil nok udtrykke det på den måde, at Sørlanders filosofiske teori har et potentiale for at revolutionære vor forståelse af verden og vor eksistentielle situation.

Til forskel fra erfaringsvidenskaben der udviser en nærmest eksplosiv vækst i vor erkendelse om hvilke lovmæssigheder der styrer materien gennem de seneste par hundrede år, så bevæger filosofien sig langt mere forsigtigt og adstadigt fremad.

I en af sine efterladte noter udtaler sprogfilosoffen Wittgenstien, at i filosofiens væddeløb vinder den, der kan løbe langsomst, og som kommer sidst i mål. Det er et slående udtryk for, at filosofi tager tid og kræver tålmodighed. Filosofien ser alt under evighedens synsvinkel og forlanger, at alle meninger tænkes op fra grunden.

Som bekendt er Kai Sørlander ikke den eneste filosof der har forsøgt at give en rationel begrundelse for etikken. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) er kendt for ”Det Kategoriske Imperativ” fremsat kort før år 1800. Det vil sikkert overraske de ikke filosofiinteresserede, at diskussionen af det kategoriske imperativ endnu ikke er afsluttet. Dets formulering rejser problemer som stadig er omstridte blandt fagfilosoffer. For eksempel: Hvad er betingelse for, at man KAN VILLE, at maksimen for ens handling blev en almen lov? Er grunden under dette ”kan ville” stærkere end grunden under den gyldne gerel? Det er endnu usikkert om disse spørgsmål har et entydigt svar.

Sørlanders filosofi hænger selvfølgelig ikke frit svævende i luften. Den bygger videre på den rationelle tradition som især Aristoteles og Kant står som vægtige repræsentanter for. Sørlanders filosofiske tænkning er præget af stor selvstændighed blandt andet fordi han sjældent direkte tager stilling til andre filosoffers værker. Han tilhører den logisk-analytiske hovedstrømning og arbejder videre fra den erkendelse Kant og Wittgenstien nåede frem til. Sørlanders bestræbelse er at give filosofien et absulot grundlag, altså på eksistensen af endegyldige sandheder vi som personer har mulighed for at erkende. Sørlander begynder med den påstand, at det ikke er konsistent at udelukke muligheden af endegyldige sandheder. Det bygger han på, at modsigelsesprincippet (kravet om modsigelsesfrihed) selv er en endegyldig sandhed. Dette implicerer, at modsigelsesprincippet må have en særlig status blandt alle endegyldige sandheder. Det må være selve grundlaget for alle endegyldige sandheder. Det er Sørlanders hovedtese, at de i streng forstand endegyldige sandheder må udgøre et system, som kan deduceres fra modsigelsesprincippet og dets immplicitte betydningsteori.

Dermed står Sørlander for en filosofisk holdning, som ikke blot modsiger den florerende relativisme og historicisme, men som også er strengere og mere forpligtende end de gængse forsøg på at hæve filosofien til et absolut grundlag.

Her i landet står Peter Zinkernagel og David Favrholdt som nævneværgige repræsententer for lignende forsøg på at etablere et absolut grundlag for filosofien.
Der er både ligheder og væsentlige forskelle mellem de nævnte danske transcendeltalfilosoffer og Sørlander. Sørlander beskriver selv forskellen således:



Det tog Sørlander næsten en snes år at udvikle sin filosofiske teori, så han har skyndt sig langsomt og er kommet sidst i mål. Diskussionen og kritikken af Sørlanders filosofiske teser er desværre endnu ikke kommet igang blandt fagfilosoffer. Reaktionen har været dyb tavshed. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at ingen af Sørlanders filosofiske værker er oversat til engelsk og et filosofisk miljø i Danmark, der er ret så provensielt og lukket. Under arbejdet med sin tese har Sørlander fået udgivet en række seperate undersøgelser. For godt en snes år siden tryktes på engelsk i det finske Videnskabernes Selskabs ”Commentationes” en artikel af Sørlander med titlen: ”Necessity, Identity and Universality”. Den fik følgende bedømmelse af den anerkendte finske professor i filosofi, Georg Henrik von Wright, der overtog professoratet i filosofi i Cambridge efter Wittgensteins død i 1951: ”Den rummer efter min mening meget skarpsindig kritik af bl.a. Saul Kripkes berømte teorier om essentiel identitet.”

Sørlander var stort set ukendt i offentligheden indtil han år 2000 udgav ”Om Menneskerettigheder” der vakte både opmærksomhed og afstedkom debat. Det var således efter omtalen af dette værk jeg blev opmærksom på og optaget af Sørlanders filosofiske tænkning og siden knyttede et personlligt venskab med denne unikke tænker.

Selv om naturvidenskabelige teorier ikke direkte kan sammenlignes med filosofiske teser tøver jeg ikke med at sammenligne Kai Sørlander med Albert Einstein for så vidt angår evne til original selvstændig og rationel tænkning. Einstein revolutionerede fysikken; om Sørlander vil have en tilsvarende indflydelse på filosofien er det alt for tidligt at udtale sig om. Ordet ”revolutionere” passer ikke rigtig ind i den langsomme måde filosofien udvikler sig på efter min opfattelse. Jeg vil i stedet være lige så forbeholden som Georg Henrik von Wright, der i forordet til Sørlanders første bog skrev: ”En bog som ”Det uomgængelige" bliver ikke en bestseller. Men den har forudsætningerne for engang at blive betragtet som en klassiker i dansk filosofi fra dette århundrede.”

Jeg bilder mig således ikke ind, at Sørlander betyder afslutningen på filosofien som sådan hvorefter alt der står tilbage er at udfylde nogle detaljer inden for den ramme Sørlander har defineret. Det var faktisk situationen i fysikken for et århundrede siden, hvor den almindelige antagelse blandt fysikere var, at Newton havde skabt et absolut sikkert formelt grundlag for fysikken. Få år senere blev den klassiske mekanik skudt i sænk af først relativitetsteorien og godt et årti senere af kvanteteorien, der forkastede det grundlæggende princip om absolut kausalitet samt indførte et nyt supplerende tidsbegreb – imaginærtiden. En lignende revolution tror jeg ikke vi kommer til at opleve i filosofien og det er der flere grunde til ud over de allerede nævnte.

Lad mig starte med at rette hvad jeg tror er en misforståelse hos min opponent. Sørlanders absolutte transcendentalfilosofi bygger ikke på aksiomer, således som dette begreb defineres og anvendes i erfaringsvidenskaben. Hvis Ransom med ”aksiom” blot mener ”grundantagelse” så er det klart, at enhver teori hvad enten den er filosofisk eller naturvidenskabelig bygger på nogle grundantagelser.

Aksiomer er i naturvidenskaben nogle antagelser eller grundsætninger om grundlæggende træk ved verden (virkeligheden), som accepteres uden logisk tvingende bevis. Det som i filosofien kaldes ”grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse”. De antagges at gælde per konvention eller anses for selvindlysende sande. Det afgørende er, at aksiomer i naturvidenskaben må vælges (defineres) ved et valg, som ikke er strengt rationelt. Aksiomer er begreber som tid, rum, bevægelse, kausalitet etc. Eksempelvis ændrer og præciserer relativitetsteorien den klassiske mekaniks tidsbegreb og i kvanteteorien indføres som nævnt et nyt tidsbegreb – imaginærtiden - der er defineret anderledes end det tidsbegreb relativitetsteorien bygger på. Disse ændringer er en konsekvens af nye observationer (anomalier) som en eksisterende teori ikke kan forklare, hvilket tvinger videnskabsmændene til at opstlle en ny teori der bedre formår at forklare observationerne og giver mere præcise og sikre forudsigelser. Således bevæger den videnskabelige teoridannelse sig fremad mod stadig større ydeevne ved en proces der er analog med trial-and-error, netop fordi det er umuligt endegyldigt at fastlægge aksiomerne. Af samme grund er alle videnskabelige teorier foreløbige, for de må tage højde for, at nye observationer, f.eks. muliggjort gennem ydviklingen af nye og mere præcise måleinstrumenter, kan falsificere teorien og dermed også de aksiomatiske antagelser som teorien hviler på.

I den transcendentale analytiske filosofi er situationen en helt anden. Dens teorier bygger ikke på observationer af den fysiske verden (emperi), men alene på hvad der ikke konsistent kunne være anderledes i nogen mulig verden. Det uomgængelige eller det som under ingen tænkelige omstændigheder kan benægtes. Så hvis modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori er en sådan absolut sandhed i enhver mulig verden, så er det som kan deduceres i konsistens hermed også absolutte sandheder. Filosofien betjener sig således alene af den logiske tanke og sproget og det krav dens teorier skal opfylde, er kravet om konsistens.

Opgaven for kritikere af Sørlanders teori er således at påvise inkonsistenser i deduktionerne eller påvise at modsigelsesprincippet ikke er en endegyldig sandhed i enhver mulig verden. Her går min egen kritik af teorien på en betænkelighed ved hævdelsen af gyldighed for alle mulige verdener. Mit kendskab til moderne filosofisk logik er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at jeg rent logisk kan påvise en inkonsistens på dette område. Så jeg vil begrænse mig til at sige, at Sørlanders teori er den hidtil bedste og mest konsistente for denne verden. Af samme grund er jeg agnostiker, mens Sørlander er ateist.

Min opponent stillede følgende spørgsmål:



Som det fremgår af min redegørelse ovenfor er det etiske konsistenskrav ikke et aksiom således som dette begreb anvendes i erfaringsvidenskab, men en absolut sandhed som kan deduceres rent logisk på grundlag af modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Det har jeg lagt til grund i min diskussion i denne tråd hvor jeg har skitseret forskellen mellem et demokrati der opfattes som et rent formelt system der skal sikre størst mulig frihed - juristen Alf Ross’ opfattelse – og et som bygger på den etiske fordring om politisk ligeværdighed som kan udledes af det etiske konsistenskrav.

I mine tidligere indlæg her i tråden har jeg mest fokuseret på den forskel det gør i forhold til et demokrati som bygger på utilitarismen. En nærmere undersøgelse af hvad forskellen er til et demokrati der defineres rent formelt a la Alf Ross kræver en nærmere gennemtænkning. Da dette indlæg imidlertid allerede er rimeligt omfattende og jeg ikke har mere tid lige nu, håber jeg min opponent har forståelse for, at jeg vender tilbage med et mere fyldestgørende svar på et senere tidspunkt – sandsynligvis først søndag.

Hilsen

Ipso Facto