annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
10 oktober Rødhus strand
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 313 gæster og 155 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 5 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#6131 - 23/11/2008 10:38 Re: SLIP RELIGIONEN FRI [Re: Ipso Facto]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Ipso Facto.

Jo, jeg ser også, at vi går fejl af hinanden angående den fornuftsmæssige begrundelse for demokrati.

Nu er denne begrundelse jo ikke så vigtig for mig, idet jeg jo vælger lige så meget med hjertet som med hjernen (Jeg kunne også udtrykke det sådan, at i "eksistentielle" sager tør jeg ikke forlade mig på fornuften alene).

Jeg har derfor ikke den helt store interesse i at "tærske langhalm" på fornuftsmæssige begrundelser til fordel for demokrati.

Alligevel ka' jeg ikke nære mig for følgende:

Du skriver:
Citat:
Hvis man forkaster princippet om personers elementære ligeværdighed så accepterer man implicit en eller anden form for forskelsbehandling, således at forskellige typer mennesker tildeles forskellige rettigheder og pligter i samfundslivet fastsat efter et eller andet vilkårligt kriterium.

Det rejser for mig to spørgsmål.

1):Det første er om "princippet om personers elementære ligeværdighed".
Hvis det princip er gældende, så gi'r resten sig selv, er jeg enig med dig i, men hvor har du det princip fra?
Jeg kan da ikke få øje på, at du har tilbagevist den mulighed "at det er de mest begavede og succesfulde samfundsborgere der er bedst egenede til at fastsætte lovene i et samfund, eller at de moralske og religiøse ledere er de bedst egnede og derfor bør bestemme lovgivningen" (Som jeg nøjedes med at benævne "meritokrati" og "teokrati").

2): Mit andet spørgsmål er, hvorfor du alene regner med, at rettigheder og pligter i så fald skulle tildeles vilkårligt.
Ville det ikke være mere formålstjenligt, hvis rettighederne blev fordelt netop efter evner - og pligterne i forhold hertil?

Det er da meget muligt, at din logik er holdbar, men jeg har svært ved at få øje på den helt klare fornuftsmæssige begrundelse for "princippet om personers elementære ligeværdighed".

Det er jo så ikke noget problem for mig, fordi jeg - af andre grunde end de fornuftsmæssige - alligevel går ind for dette ligeværdighedsprincip - og det ikke blot lokalt og nationalt, men også globalt.

Det bringer mig jo så videre til spørgsmålet om muslimers elemntære ligeværdighed, hvor du jo bl.a. peger på Islams jødehad, hvilket du underbygger med citater af Khomenei samt udlægninger af Koranen i en tale holdt af en Dr. Andrew G. Bostom.

Nu kunne jeg ikke drømme om at forsvare Islams eller andre religioners (herunder også Kristendommens og Jødedommens) aggressive adfærd overfor omverdenen, men for fuldstændighedens skyld synes jeg, der også bør peges på Koranens SURA TRE (seneste danske oversættelse: ISBN 87-91393-95-7), hvor der i de første vers siges at Gud udover Koranen også har sendt os mennesker "Toraen" og "Evangeliet".
Og det siges tillige, at dette på nogle områder er flertydigt, men at kun Gud kender den rette fortolkning.

En sådan udtalelse i selve Koranen - og med en ret fremtrædende placering - kan næppe udlægges som noget aggressivt - og dét hører også med, synes jeg, i det samlede billede.

Nu er det jo ikke lige dette sted i Koranen, der mest præger militante islamister, men selv sådanne mennesker synes jo til en vis grad at kunne bringes til besindelse gennem konstruktiv dialog - hvis man ellers kan stole på de senest rapporterede erfaringer fra UK smiler

Jeg ved ikke om jeg har ret, men min fornemmelse er, at den største hindring i denne dialog er, at du alene vil bruge hjernen, mens jeg også vi have hjertet med - og så bliver det jo lidt "skævt" smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (23/11/2008 10:38)
Top Svar Citer
#6148 - 24/11/2008 17:13 Re: SLIP RELIGIONEN FRI [Re: Arne Thomsen]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Hej Arne!

Problemet er jo i al sin enkelthed, at hvis det ikke er muligt at give en rationel begrundelse for demokratiets berettigelse så bliver det en trossag, om man foretrækker demokrati eller en anden type samfundsorden.

Du har sat spørgsmålstegn ved om den negative argumentation for demokratiets berettigelse jeg har fremført er holdbar rent logisk, hvilket jeg sådan set sætter pris på, fordi det tvinger mig til at gennemtænke tingene påny.

Efter at have tænkt nærmere og dybere over sagen må jeg erkende, at den negative argumentation for demokratiets berettigelse ikke er tilstrækkelig, fordi argumentationen på en måde forudsætter det den skulle bevise. Den forudsætter, at det er absolut sandt, at vor eksistentielle situation implicerer en elementær ligeværdighed mellem personer.

Den negative argumentation for demokratiets berettigelse er derfor logisk set ikke tvingende. En sådan tvingende rationel argumentation må nødvendigvis føres positivt, det vil sige ud fra hvad der rationelt set umuligt kunne være anderledes.

Du anfører at du sådant set ikke har den helt store interesse i at ”tærske langhalm” på fornuftige begrundelser til fordel for demokrati, men da både demokratiets konkrete udformning og dets berettigelse hænger sammen med hvordan det begrundes, så kan forskellen mellem vore synspunkter udtrykkes som, at du føler at demokratiet er subjektivt sandt, mens jeg som rationalist opfatter demokratiet som en bestræbelse på at opbygge en rationel samfundsorden. Fra mit synspunkt er der ingen grund til at bøje sig for en samfundsorden som ikke, også etisk set, kan begrundes at være nødvendig sand. Så bliver det et spørgsmål om smag og behag eller hvad man foretrækker og føler er det rette, som kommer til at afgøre sagen.

Efter min opfattelse kan vi ledes slemt på afveje hvis vi lader vore subjektive intuition, forestillinger og ønsker bestemme sagen. Det ville være rart, hvis vi kunne skabe et samfund hvor der herskede både velstand, fred, lighed og frihed i størst muligt omfang. Det var den motivation som lå bag den marxistisk-leninistiske bestræbelse. Den kommunistiske samfundsorden opfattede sig selv som rationel, angiveligt byggende på ”videnskabelige sandheder”, men ser vi nærmere efter, hviler den ikke på rationalitet, men på ren og skær utopisk ønsketænkning.

For det første kan man ikke slutte fra ER (det videnskabeen fastslår er tilfældet) til BØR, det som normativt bør være tilfældet. Det er således udelukket, at den etiske legitimation for et givent samfundssystems berettigelse kan findes ved at tage udgangspunkt i videnskabelige sandheder. Forsøger man det, begår man den naturalistiske fejlslutning, hvilket allerede filosoffen David Hume påviste for et par hundrede år siden.

For det andet følger det ikke rent logisk, at afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og deres overgang til fælleseje samt en statsstyret økonomi hvor relationen mellem ansvar, indsats og udbytte er brudt, er det system, der skaber mest velstand, frihed og lighed.

Den historiske erfaring er, at forsøget på at etablere det kommunistiske idealsamfund skabte ufrihed, ulighed og ringe velstand samt at det kommer til kort i forhold til et demokratisk samfundssystem, som bygger på privat ejendomsret, et frit marked som underlægges visse restriktioner og kontrolforanstaltninger samt en omfordelingspolitik der sikrer alle borgere et rimeligt eksistensniveau, således at de får mulighed for at udøve deres politiske ligeværdighed. Et sådant demokratisk samfundssystem kommer nærmere det ideal kommunismen søgte at reallisere, det ved vi i dag.

Denne sandhed er nu almindelig anerkendt i de vestlige demokratier, fordi historien så klart demonstrerede, at kommunismen ikke formår at realisere målene; den er ganske enkelt ikke levedygtig i konkurrence med demokratiske samfundssystemer. Men hvor mange havde rationalitet nok til at kunne gennemskue dette i kommunismens første fase? Svaret er: yderst få!

En af dem var filosoffen og logikeren Bertrand Russell, der efter et besøg i Sovjetunionen i 1920, hvor han blandt andet mødte Lenin, ikke var imponeret over hvad han så. Da han vendte tilbage til England skrev han en kritisk analyse om Bolshevismens praktik og teori ("The Practice and Theory of Bolshevism"). Om sine oplevelser siger Russell, at han var ”uendelig ulykkelig i denne atmosfære – stivnet i dens utilitarisme (nytteetik), dens ligegyldighed over for kælighed, skønhed og livets impulsive karakter." Han sammenlignede Lenin med en religiøs fanatiker, kold og ikke i besiddelse af kærlighed til frihed.

I dag ved vi, at de globale forsøg på at etablere kommunistiske samfundssystemer i de 74 år Sovjetregimet bestod, førte til hvad vi nu kalder ”forbrydelser mod menneskeheden” i et omfang som ikke tidligere er set i historien. I ”Kommunismens Sorte Bog” fra 1997, dansk udgave 2002, opsummeres kommunismens forbrydelser således:

Citat:
"Kommunismen har begået et utal af forbrydelser: først og fremmest forbrydelser mod tankefriheden, men også forbrydelser mod den universelle kultur og mod de nationale kulturer. Stalin lod hundredvis af kirker nedrive i Moskva; Ceausescu tilintetgjorde Bukarests historiske bykerne for i stedet at opføre store etagebyggerier og trække megalomane prospekter gennem det; Pol Pot demonterede katedralen i Phnom Phen sten for sten og lod junglen opsluge Angor-templerne; under den maoistiske kulturrevolution blev uvurderlige skatte ødelagt og brændt af rødgardisterne. Men hvor alvorlige disse ødelæggelser end har været i det lange løb for de pågældende lande og for menneskeheden som sådan, hvilken vægt har de i forhold til massemordene på mennesker, mænd, kvinder og børn?

Vi har altså kun fæstnet os ved forbrydelserne mod individer; forbrydelser, der udgør selve terrorfænomenets væsen. Disse forbrydelser kan alle kategoriseres på samme måde, selv om hvert enkelt styre har haft en forkærlighed for denne eller hin praksis: diverse former for henrettelse – nedskydning, hængning, drukning, prygl; og i visse tilfælde kampgas, gift eller bilulykker; destruktion ved sult – hungersnød, der enten bevidst blev fremkaldt eller ikke afhjulpet – deportation – man kunne har dø under transporten (til fods eller i kreaturvogne) eller på opholdsstedet og/eller under tvangsarbejdet (udmattelse, sult, kulde). Under de såkaldte ”borgerkrige” er situationen mere kompleks: Det er vanskeligt at skelne mellem de dødsfald, der skyldes kampe mellem styret og oprørene, og dem, der er resultatet af nedslagtning af civilbefolkningen. ... Man kan dog ikke med denne grove tilgang til problemet nå til bunds i spørgsmålet; dertil kræves en ”kvalitativ” fremgangsmåde, som tager udgangspunkt i en bestemmelse af forbrydelsen som sådan. Definitionen skal knyttes til ”objektive” og juridiske kriterier. Den første juridiske behandling af spørgsmålet om en forbrydelse begået af en stat fandt sted i 1945, ved Nürnberg-domstolen, som de allierede havde oprettet for at fælde dom over de nazistiske forbrydelser. Disse forbrydelsers natur er defineret i statuetternes artikel 6, der udpeget tre større forbrydelser: forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden. Hvis man gennemgår alle de forbrydelser, der blev begået under det leninistiske/stalinistiske regime og siden i den kommunistiske verden som helhed, vil man ikke kunne undgå at støde på hver enkelt af disse tre kategorier. ... Der kan her ikke være nogen forskel på ”klasse-folkedrabet” og ”race”-folkedrabet: Det ukrainske kulakbarn, der dør af sult, fordi det stalinistiske regime har tvunget det ud i hungersnød, er ”lige så meget værd” som det jødiske ghettobarn i Warszawa, der dør af sult, fordi det nazistiske regime har tvunget det ud i hungersnød. ...”


Når jeg gør så forholdsvis meget ud af at påvise hvor meget vi kan gå fejl, når vi lader os lede af ønsketænkning, intuition og instinkter og i mindre grad af rationalitet, så er det for at demonstrere, hvor farlig den holdning Arne giver udtryk for kan være:

Citat:
”Nu er denne begrundelse jo ikke så vigtig for mig, (den rationelle begrundelse for demokratiet) idet jeg jo vælger lige så meget med hjertet som med hjernen (Jeg kunne også udtrykke det sådan, at i "eksistentielle" sager tør jeg ikke forlade mig på fornuften alene).

Jeg har derfor ikke den helt store interesse i at "tærske langhalm" på fornuftsmæssige begrundelser til fordel for demokrati.”


Hvad skulle da have kunnet forhindre, at Arne, hvis han havde været et ungt menneske under tredviernes krise havde valgt kommunismen med hjertet, fordi det idealsamfund den stillede i udsigt forekom langt mere attraktivt, bedre og sandere end et kapitalistisk samfund præget af massearbejdsløshed, krise og depression?

Som kristen teolog var Hal Koch så at sige på forhånd vaccineret mod at tilslutte sig den ateistiske kommunistiske bevægelse der opfattede religionen som ”falsk bevidsthed” eller ”opium for folket” som Karl Marx udtrykte det, samt borgerskabets og kapitalismens sikre og faste forbundsfælle i understrykkelsen af proletariatet.

Fristelsen for de kristne lå snarere i tilslutning til facismens antikommunisme og ideer om folkeligt fællæsskab, lov og orden samt disciplin og respekt for øvrigheden. Eller nazismen, der ville befri den øverste politiske ledelse fra majoritets- eller massebestemmelsesprincippet (Hitlers udtryk for demokratiets parlamentariske princip) og erstatte det med en statsforfatning og statsform som med den naturligste sikkerhed fører de bedste hoveder indenfor folkefællesskabet frem til betydning og ledende indflydelse samt førerprincippet: Hver leder skal have magt nedefter og ansvar opefter.

Hal Kochs teologiske kollega Kaj Munch lod sit gode hjerte forføre af disse ideer, men kom dog til fornuft under besættelsen og måtte lade livet som uforfærdet fortaler for frihed og folkestyre. Men det tog sin tid før fornuften indfaldt sig. Næsten tre måneder efter Danmarks besættelse, den 28. juli 1940, holdt Kaj Munch den berygtede Ollerup-tale, hvori han lovpriste Hitler.

Citat:
"Det er uundgaaeligt i Dag at nævne Hitlers Navn. Der er ingen Tvivl om, at han er en af Verdenshistoriens største Skikkelser. Lad os dømme ham efter Resultaterne. Hans Folk laa hen, knust efter en frygtelig Krig, ved hvis Afslutning Tyskland hverken havde Haab eller Fremtid. Det Tyskland, vi ser i Dag, er hans Værk, og han har gjort det ved Aand, ved det levende Ord. De andre Stormagter har deres ukendte Soldat i en Grav i Jorden, men den Skik har Tyskland ikke fulgt -- nej, for Tyskland har sin ukendte Soldat hos sig og over sig."

(Efter referatet i Svendborg Avis).


Det jeg her har anført om nazismen må gerne opfattes som et slags respons på Arnes retoriske spørgsmmål: ”Ville det ikke være mere formålstjenligt, hvis rettighederne blev fordelt netop efter evner - og pligterne i forhold hertil?"

Jo sikkert - men hvad eller hvem skulle bestemme fordelingen?

Efter delvist at have bøjet mig for Arnes kritik af den negative begrundelse for demokratiets berettigelse kunne det være værd at undersøge, hvorfra forestillingen om personers elementære ligeværdighed stammer rent historisk.

Hvorfra havde oplysningstidens filosoffer den ide om ligevædighed der er indeholdt i det første moderne demokratis ”fødselsattest” – Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776: ” Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. ...”?

Personers elementære ligeværdighed begrundes ikke i erklæringen, men anses for selvindlysende sand. Men hvorfor blande en almægtig Skabergud ind i sagen?

Grunden er nok den simple, at lighedstanken har sin oprindelse i kristendommen, hvor alle mennesker er lige for Gud og skal stilles lige for loven. Denne lighedstanke findes i Galaterbrevet, der formentlig er forfattet af apostlen Paulus (ca. 10 – 67 e.Kr) i foråret år 54. Den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr. – 65 e.Kr.) påpegede omtrent på samme tid en lignende lighedstanke som en universel orden, hvor alle mennesker er lige.

I vor demokratikanon beskrives dette således:

Citat:
"Set i en demokratisk kontekst er lighedstanken i blandt andet Paulus’ Galaterbrev et afgørende opgør med religiøse love, der kræves synligt manifesteret i den troendes liv og dermed tillægges betydning for den enkeltes plads i samfundet. Paulus understreger, at troen på Kristus er et åndeligt anliggende, der ikke synligt kan aflæses i konkrete handlinger, men alene skal give sig udslag i kærlighedens gerninger. Her lægger han grundstenen til den adskillelse af tro og lov, som er en afgørende forudsætning for adskillelsen af religion og politik. I forlængelse heraf ligger den paulinske understregning af ligheden mellem mennesker. At ethvert menneske er lige for Gud udtrykker den lighedstanke, som giver genlyd i de senere vestlige demokratier. Her bliver det et demokratisk adelsmærke, at alle borgere er lige værdige og derfor skal stilles lige i forhold til loven."


Men hvis demokratiet skal forstås som en rationel samfundsorden, således som jeg hævder, så kan dens bærende etiske princip om politisk ligeværdighed ikke begrundes religiøst eller ved en henvisning til, at princippet er indlysende sandt. Det må kunne begrundes rationelt hvis ikke demokratiets skal reduceres en ren trossag eller ønsketænkning analog med det kommunistiske samfundssystem eller fascismmens og nazismens måde at indrette samfund på.

Det påhviler derfor mig at give en sådan (positiv) begrundelse og den følger af den rationelle filosofiske begrundelse for det etiske konsistenskrav, som bygger på en rent principiel begrebslogisk undersøgelse af vor eksistentielle situation.

Hvis en universel forpligtende etik ikke kan begrundes rationelt, så falder også begrundelsen for demokratiet som rationelt forpligtende samfundssystem. Så bliver det en trossag om om tilslutter sig eller forkaster demokratiet til fordel for et andet samfundssystem.

Efter min opfattelse kan etikken begrundes rationelt. En sådan kortfattet begrundelse har jeg tidligere givet for gyldigheden af ”det etiske konsistenskrav”.

Den begrebslogiske tankevej til det etiske konsistenskrav ser i koncentreret form således ud:

Citat:
"Det etiske spørgsmål rejser sig, fordi vi er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Den enkelte kan - mere eller mindre præcist - forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, der definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre - hvad det er rationelt at gøre.

Og det har ikke kun mening at spørge om, hvad den enkelte bør gøre for at nå et tilfældigt mål, som han ønsker at nå; men det har også mening at spørge om, hvad han bør gøre alene som følge af, at han er person - altså alene som følge af, at han er i stand til at handle afhængigt af konsekvenserne - og ganske uafhængigt af hans særlige ønsker og specielle sociale situation. Det er det etiske spørgsmål.

Det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkeltheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet bør det kunne besvares af enhver person. I og med at man er person, må man også have forudsætningerne for at kunne besvare spørgsmålet. Besvarelsen kan altså ikke kræve indgående filosofihistoriske studier; men alene en evne til konsekvent og uden fordomme at tænke spørgsmålet igennem.

Noget umiddelbart svar på det etiske spørgsmål har vi selvbfølgeligt ikke. Ellers ville det for længst have været besvaret. Men vi kan nærme os en svaret ved at gøre os klart, at en fordring, som enhver person må være underlagt alene i egenskab af person, nødvendigvis må sdkulle opfylde visse minimale btinglser.

Den første betingelse er, at fordringen skal være konsistent med, at det er muligt fortsat at følge den. Ellers undergraver den sig selv. Og konsekvensen må så være, at det, som fordringen kræver af den enkelte, skal være konsistent med hans fortsatte eksistens. Han skal kunne LEVE efter fordringen.

Den anden betingelse er, at fordringen skal gælde for enhver mulig person. Fordringen skal derfor være konsistent med, at alle personer kan leve efter den. Den må derfor indebære, at den enkelte skal bøje sig for, at også andre personer skal kunne leve som personer. For forskellige personer må så gælde, at de hver især bør handle i konsistens med, at de alle kan opretholde eksistensen som personer. De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.

Men så er det ikke længere tale om to betingelser for et svar på det etiske spørgsmål. Så er der tale om svaret selv. Betingelserne implicerer en rationel minimumsfordring, som enhver person må være underlagt. Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person. Det er den etiske grundfordring: Det etiske konsistenskrav.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.


(Citeret efter filosoffen Kai Sørlander).


Spørgsmålet er så, hvad det etiske konsistenskrav implicerer med hensyn til hvordan samfundet bør indrettes? Med det spørgsmål bevæger vi os fra etikken ind i den politiske filosofi.

Da Arne imidlertid har tilkendegivet, at han ikke har den helt store interesse i at ”tærske langhalm” på fornugtsmæssige begrundelser til fordel for demokratiet, er jeg dog noget usikker på, om det tjener noget formål at fortsætte med en undersøgelse af hvad det etiske konsistenskrav implicerer rent politisk.

Det er et spørgsmål som min opponent eller andre debattører må svare på, for der er jo ingen grund til at anvende tid og kræfter på en argumentation som på forhånd afvises som uinteressant, uvedkommende eller trættende.

Blot en enkelt kort afsluttende bemærkning om de mange positive og fredelige passager der helt afgjort findes i Koranen. I fortolkningen af Koranen gælder princippet om abrogering, det vil sige, at vers som tidsmæssigt kommer senere erstatter tidligere vers om samme emne i tilfælde af inkonsistens. Dette har den konsekvens, at de mange fredelige og tolerante vers, som stammer fra Muhammads første tid før han fik politisk og militær magt bliver erstattet af de langt mere krigeriske og uforsonlige vers fra den efterfølgende periode hvor Muhammad nedslagtede islams fjender med sværdet.

Desuden er fortolkningen af Koranen ikke et ”tag selv bord” for muslimer. Det tilkommer alene de retslærde og præsteskabet at udlægge teksten og muligheden for egentlige nyfortolkninger ophørte for omkring et årtusinde siden. Det er alle islams førende retsskoler enige om, selv om der er en vis mindre divergens mellem shia og sunni muslimer på dette område, således som jeg kort redegjorde for i mit forrige indlæg i denne tråd.

Jeg er derfor mere forbeholden og skeptisk i forhold til Arnes forhåbninger om muligheden for fremkomsten af en mere fredelig form for islam, for eksempel på grundlag af fredelig dialog med salafi bevægelsen og jihadier. I en sådan dialog har de militanmte islamister desværre både islams tradition og de retslærdes udlægninger af teksten på deres side. Dette er også efter min opfattelse en af grundene til, at vi ikke ser de mange millioner af ”fredelige muslimer” der sikkert findes, protestere vildt og voldsomt når de militante begår terrorhandlinger mod sagesløse civile. Dette i skarp kontrast til de massedemonstrationer og den vold, mord og mordtrusler som nogle harmløse karikaturtegninger udløste i den muslimske verden. Den som tier samtykker siger et gammelt ordsprog, og det må så også gælde for de mange millioner muslimer, der forholder sig passivt når deres ”fredelige og tolerante” religion anvendes som legitimation til at begå vold, folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Hilsen

Ipso Facto pifter

------------------
“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog”.

(IMMANUEL KANT (1724-1804), BESVARELSE AF SPØRGSMÅLET: HVAD ER OPLYSNING?, 1784).

Top Svar Citer
#6158 - 25/11/2008 08:40 Re: SLIP RELIGIONEN FRI [Re: Ipso Facto]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Ipso Facto.

Tak for et, synes jeg, meget flot og imponerende indlæg.

Jeg kan ikke nå at svare ordentligt på det lige nu, men håber at kunne gøre det senere på dagen.

M.v.h. Arne.
Top Svar Citer
#6164 - 25/11/2008 17:07 Re: SLIP RELIGIONEN FRI [Re: Ipso Facto]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Ipso Facto.

Du imponerer mig ved at kritisere dig selv - og som det vist hedder et eller andet sted: "Ingen er større end den, som evner at overvinde sig selv".
Dét ta'r jeg hatten af for!

Du skriver:
Citat:
Efter min opfattelse kan vi ledes slemt på afveje hvis vi lader vore subjektive intuition, forestillinger og ønsker bestemme sagen.

Det kan jeg naturligvis kun give dig ret i, og du belyser det jo også med eksempler.

For mig er det imidlertid ligeværdighedsprincippet, der dominerer, og den ligeværdighed gælder for mig ikke bare danskere, europæere eller vesterlændinge, men alle mennesker på kloden - dyr og planter ligeså - samt kloden selv.

Det har jeg ingen logisk begrundelse for, og alligevel føler jeg mig ikke på afveje - snarere tværtimod - jeg kan ganske enkelt ikke have det anderledes smiler

Jeg kan vel sige det på den måde, at forlod jeg dette princip, ville det være at svigte mig selv som eksisterende menneske.

Når du så skriver:
Citat:
Hvad skulle da have kunnet forhindre, at Arne, hvis han havde været et ungt menneske under tredviernes krise havde valgt kommunismen med hjertet, fordi det idealsamfund den stillede i udsigt forekom langt mere attraktivt, bedre og sandere end et kapitalistisk samfund præget af massearbejdsløshed, krise og depression?

- så må mit svar være, at jeg da måske godt kunne forestille mig at opgive ejendomsretten, men den forskelsbehandling af mennesker, som kommunismen indebar (f.eks. dét, at der uundgåeligt opstod en politisk elite), ville jeg aldrig kunne acceptere.

Et kristent teokrati med en i særlige situationer "ufejlbarlig" pave, som i Vatikan-staten falder naturligvis også - og det samme gælder selvfølgelig islamiske og andre former for præstestyre, samt ideologiske styreformer, hvor mindre grupper dominerer de øvrige.

Så der bliver vel ikke andre styreformer end særlige former for demokrati tilbage som noget, der for mig er acceptabelt.
Jeg har i hvert fald indtil nu ikke fået øje på alternativer - men det kan jo komme smiler

Angående fortolkning af koranen, så er det ikke noget, jeg vil søge at gøre mig klog på, men at nogle afsnit af koranen skulle kunne sætte andre ud af kraft forekommer mig dog lidet troværdigt.

Selvfølgelig kan koranen, ligesom bibelen, fortolkes på utallige måder, og jeg er da bekendt med, at der findes danske muslimske opinionsdannere, som hævder, at koranen åbner for demokrati.
At andre betydeligt mere aggressive fortolkninger også trives (f.eks. Taleban) behøver jeg vist ikke at nævne, og det er da for mig klart, at det er noget, jeg er imod, enten det så har sit udspring i islam, kristendom, jødedom, hinduisme eller en hvilken som helst anden etableret religion.

Det er straks sværere, synes jeg, at acceptere hinduisme, fordi den ulige værdighed her påstås at skyldes adfærd i tidligere liv, hvilket skulle retfærdiggøre kastesystemets "retfærdighed" (Imidlertid er det jo ikke så mange år siden, at det danske "kastesystem": Konge adel, præsteskab, bonde, borger, almue, blev anset som "Guds vilje").

Hvad nazismen angår, så gjorde den jo klart forskel på folk, ariere, jøder, sigøjnere osv.

Hvad meritokrati angår, kunne det være fristende - til alles bedste - men det har vi jo egentlig allerede i form af det repræsentative demokrati, hvor de "folkevalgte" forventes at sætte sig ordentligt ind i sagerne, inden de beslutter sig, og hvor de "falder" ved førstkommende valg, hvis de ikke lever op til forventningerne.

Så - alt i alt - har jeg ikke egentlig noget behov for en fornuftsmæssig begrundelse for ligeværdighed og demokrati - selvom jeg selvfølgelig ikke vil slippe brugen af fornuft i vurderingerne af styreformens praktiske udformning - og de folkevalgtes "gerninger".

Her er det jo så, jeg finder det ufornuftigt, fortsat at lade én særlig variant af en bestemt religion få lov at dominere det danske demokrati - samtidig med at denne religion "kvæles" i samfundsmæssig styring.

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (25/11/2008 17:13)
Top Svar Citer
#6170 - 26/11/2008 04:34 Re: SLIP RELIGIONEN FRI [Re: Arne Thomsen]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Hej Arne!

Tak for de anerkendende ord du knyttede til min seneste replik. Efter min opfattelse forudsætter den gode (demokratiske) samtale, at deltagerne ikke blot forholder sig kritisk til ethvert udsagn som fremsættes af opponenter, men også formår at udvise selvkritik i samme omfang. Enhver som påstår, at have nået et altvidende ufjlbarlighedens niveau kan på forhånd afvises som en useriøs charlatan.

Den eneste mulighed dialogen har for at bevæge sig fremad mod dybere erkendelse er, hvis parterne er indstillet på at lytte og lære af hinandens erfaringer samt at ændre holdning som følge af de rationelle argumenters tvang. Ideelt set består debat ikke i at få ret. Den er et gensidigt samarbejde hvor parterne ved fælles hjælp forsøger at trænge dybere ned i substansen og forudsætningerne for de holdninger de fremfører. Det er langt fra sikkert, at man bliver enige, men den gode respektfulde og herredømmefrie samtale, til forskel fra det retoriske plattenslageri, som ofte involverer personangreb, anerkender på forhånd opponentens ret til at have stærkt afvigende meninger, vurderinger og holdninger og diskutere forskellene fordomsfrit.

Her kan jeg således godt følge teologen Hal Kochs fremhævelse af værdien af den fredelige dialog som både en forudsætning for og et produkt af den demokratiske livsform, som et alternativ til at tæske eller true sig til at få ret. Men når det gælder troen på samtalen som middel til at finde en løsning på reelle og fundamentale konflikter mellem forskellige modstående interesser, er jeg mere forbeholden og knapt så optimistisk som Hal Koch.

Historien lærer os, at der er grænser for hvor langt vi kan nå ved samtale, imødekommenhed og apeasement, især over for personer eller regimer som bekender sig til en totalitær ideologi der på forhånd ligitimerer anveldelse af uhæmmet vold og magt for at nå et ideologisk mål. München aftalen af 1938 mellem Hitlers nazistiske regime og det engelske og franske demokrati er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når troen på at anvendelse af diplomatiske fredelige midler og imødekommenhed kan føre til fred strækkes langt ud over hvad der rent fornuftsmæssigt er dækning for. Her var problemet, at et stærk ønske om fred for næsten enhver pris overskyggede og blændede for en mere rationel vurdering af den uforsonlige konflikt demokratierne befandt sig i over for de antidemokratiske kræfter - de fascistiske og nazistiske totalitære magter.

Risikoen ved Hal Kochs holdning, som også finder tilslutning blandt pacifister og tilhængerne af nutidens postmodernistiske, kulturrelativistiske ideologier er, at tolerancen strækkes så vidt, at man anerkender og kræver, at der udvises respekt og selvcensur over for de kræfter som repræsenterer dogmatisk intolerance og krigerisk uforsonlighed.

Filosoffen Kai Sørlander skrev for et halvt år siden en fremragende kortfattet artikel under overskriften ”Misforstået tolerance”, hvor han blandt andet fremfører følgende argument imod den kritik som flere intellektuelle og akademikere rettede mod Jyllands-Posten for bladets offentliggørelse af de ”herostratisk berømte”
muhammad karikatur tegninger:

Citat:
”... I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat. ...”


Link til Sørlanders artiklel:

http://nomosdk.blogspot.com/2008_05_01_archive.html

Efter disse indledende, mere generelle betragtninger, er tiden så kommet til at gå i flæsket på det min opponent fremfører i sit indlæg.

Det første som slog mig som lidt af en pudsighed var, at Arne efter på glimrende og rationel vis at have sat et kritisk spørgsmålstegn ved validiteten af min negative argumentation for demokratiets berettigelse og den politiske ligeværdighed som dets etiske grundlag, nu selv ad negativ vej når til den samme konklusion ved at lade sit gode hjerte følge de intuitive fornemmelser.

Arne afviser min retoriske provokation, hvorefter han måske selv kunne have valgt at tilslutte sig den kommunistiske bevægelse, hvis han under tredviernes krise som ungt menneske havde tilhørt det arbejdsløse proletariat som blev pålagt at bære hovedparten af krisens bryder, med den begrundelse, at kommunismen var en elitær bevægelse, hvilket diskvalificerede den i Arnes øjne qua ”forskelsbehandling af mennesker”.

(At bevægelsen tillige var både totalitær, antidemokratisk og legitimerede en voldelig samfundsomvæltning, qua en ”racistisk” klassekamp, der skulle bringe ”proletariatets diktatur” til magten, undlader Arne at nævne).

Ligeledes afviser Arne kristne og andre former for teokratisk styre, herunder et islamisk, samt ”ideologiske styreformer, hvor mindre grupper dominerer de øvrige”.

Efter denne negative argumentation når Arne ved hjælp af udelukkelsesmetoden frem til følgende konklusion:

Citat:
”Så der bliver vel ikke andre styreformer end særlige former for demokrati tilbage som noget, der for mig er acceptabelt.
Jeg har i hvert fald indtil nu ikke fået øje på alternativer - men det kan jo komme smiler


At der skulle kunne dukke andre mere acceptable måder at indrette samfundet på end en eller anden form for demokrati, hvis legitimitet beror på anerkendelse af det etiske princip om politisk ligeværdighed, anser jeg for lige så sandsynligt som at grise gror vinger og kan flyve ler

Arne introducerer i vor diskussion et nyt udvidet etisk princip som han kalder "LIGEVÆRDIGHEDSPRINCIPPET":

Citat:
”For mig er det imidlertid ligeværdighedsprincippet, der dominerer, og den ligeværdighed gælder for mig ikke bare danskere, europæere eller vesterlændinge, men alle mennesker på kloden - dyr og planter ligeså - samt kloden selv.

Det har jeg ingen logisk begrundelse for, og alligevel føler jeg mig ikke på afveje - snarere tværtimod - jeg kan ganske enkelt ikke have det anderledes smiler "


Det lyder næsten som det kristne næstekærlighedsbud udbredt til at omfatte hele skabningen og alt det skabte.

Her kan jeg imidlertid godt følge Arne et langt stykke ad vejen, for det som ligger gemt bag ligeværdighedsprincippet er vel dybest set en respekt for og påtagelse af et ansvar for livet selv og dermed for alt levende. Sådan føler jeg det også selv.

På den anden side er vor eksistentielle situation den, at vor egen eksistens alene er mulig såfremt vor organisme er indrettet således, at den (uden vor imiddelbare viden eller vilje) automatisk bekæmper vira, bakterier og andre mindre komplekse organismer, der opretholder egen eksistens ved at snylte på de mere komplekse livsformer. Ligeledes er det en uomgængelig nødvendighed, at vi kan få den nødvendige energi til at opretholde egne livsprocesser enten ved at indtage vegetabilsk føde eller ved at kombinere kaninfoderet med proteinrigt animalsk føde.

Fra naturens hånd er vi indrettet som et altædende dyr, det viser konstruktionen af tænder og tarmsystem, men fordi den naturlige udvælgelsesmekanisme har struktureret os således er det jo ikke sikkert, at det etisk set er det rette at være altædende. Som personer har vi netop muligheden for at gå bag om vore ønsker og de umiddelbart givne grænser og spørge, hvad vi bør gøre – hvad det er rationelt at gøre – dvs. vi kan stille det etiske spørgsmål. Den mulighed har vore medskabninger ikke. Denne etiske autonomi forlener os med et ansvar for at sikre, at også andre personer kan leve som personer, uden at vi sætter os ud over grænserne for, at vi selv kan leve som personer. Det er den universelle etiske grundfordring vi alle står under alene fordi vi er personer – kaldet Det Etiske Konsistenskrav.

Det er det, at personer må have en fysisk krop med en kompleks fysiologisk opbygning, som giver det etiske konsistenskrav reel betydning. For en fysisk krop er forgængelig. Følgen er, at personer kan invalideres, nedbrydes og dø. Eftersom de er underlagt de fysiske principper, så behøver de visse ting for at kunne opretholde deres bevidste eksistens – som nævnt at kunne få energi til at handle og tænke. Får de ikke disse ting, så går de til. – Det er denne mulighed for, at personer kan nedbrydes, som gør det etiske konsistenskrav til et alvorligt og vigtigt krav – og under evighedens synsvinkel er vi ikke underlagt noget alvorligere og vigtigere krav.

Fra det etiske konsistenskrav i forbindelse med personers forgængelighed kan deduceres to mere specifikke fordringer til, hvorledes personer bør forholde sig til hinanden – henholdsvis en negativ fordring og en positiv. Den negative fordring siger, at man ikke bør gøre noget, som ødelægger en anden persons mulighed for at kunne opretholde sin eksistens som person. Det er en fordring om, at man i helt elementær forstand ikke bør skade den anden. Men denne fordring udtømmer ikke det etiske konsistenskravs konsekvenser vedrørende forholdet mellem personer. Konsistenskravet bærer også over i en positiv fordring. En fordring, som siger, at hvis man er i en situation, hvor man står over for en anden, som er i nød (altså ikke ved egen hjælp er i stand til at gøre det, som er nødvendigt for at kunne opretholde sin eksistens som person), og hvor man kan hjælpe uden væsentligt offer (og uden at sætte sin egen eksistens på spil), da bør man hjælpe. Da giver den andens nød direkte grund til at hjælpe. En grund, som hviler på fordringen om, at man ikke blot bør handle i konsistens med, at man selv kan leve som person, men også i konsistens med, at andre personer kan leve som personer.

(Den væsentligste forskel mellem det kristne næstekærlighedsbud og det etiske konsistenskrav og ”den gyldne regel”, bortset fra den manglende rationelle begrundelse for disse fordringer er, at de ikke angiver pligterne over for en selv. Næstekærlighedsbudet sætter ikke den grænse for hjælpsomheden, at vi alene skal hjælpe en næste i nød, hvis det kan ske uden alt for store ofre og uden selv at risikere vor egen eksistens, hvilket det etiske konsistenskrav gør. Tværtimod priser religionen de som ofrer deres liv for troens skyld ved at give dem en ophøjet status af martyrer eller helgener, hvorved de tjener som forbilleder for de troende).

En person er altså underlagt det etiske konsistenskrav – med dets konsekvenser for, hvorledes man bør forholde sig til sig selv og til andre. Men vi forstår ikke, hvad det indebærer, uden at vi også forstår, hvorledes disse etiske krav forholder sig til personers umiddelbare motivation – hans spontane ønsker og tilskyndelser. Og så må vi først forstå forholdet mellem, hvad en person ønsker, og hvad han behøver for at kunne leve som person.

Spørgsmålet er så hvad det etiske konsistenskrav implicerer når det gælder hvordan vi bør behandle de af vore medskabninger som ikke opfylder kriteriet på at være person (et væsen i besiddelse af sansning, selvreflekterende bevidsthed, sprog og logik)?

Først og fremmest følger det af definitionen, at ikke alle individer som tilhører arten Homo Sapiens nødvendigvis opfylder kriteriet på at være en person. Alder, psykiske handicaps og mental retardering kan medføre, at de pågældende ikke selv er i stand til at opretholde deres eksistens og derfor behøver vor hjælp. Mennesker som ikke selv kan tage vare på at opretholde deres egen eksistens som følge af, at de er børn eller lider af mentale handicaps befinder sig i et slags grænseområde eller limbo (usikker eller uafklaret tilstand som skyldes at man befinder sig i en overgangsfase ifølge katolsk middelalderteologi) mellem dyr og person.

Rent juridisk giver det sig udslag i, at de pågældende individer ikke kan straffes for deres handlinger, da de netop ikke er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne og derfor ikke kan gøres ansvarlige. Dette kommer til udtryk i vor straffelovgivning der opstiller en række strafbarhedsbetingelser, hvorefter bl.a. børn under 15 år ikke kan straffes ligesom ”Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. ... Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.”

Grænsedragningen er selvfølgelig yderst vanskelig og må i sidste instans bero på et skøn som vi i vort demokratiske retssamfund har overladt til domstolene at træffe. Men det er også klart, at vi i vort samfund bøjer os for den etiske fordring som kaldes ”retten til livet” også når det gælder individer som ikke fuldt ud opfylder kriteriet på at være en person. Vor etik fordrer, at vi yder sådanne individer hjælp, støtte, beskyttelse samt medicinsk eller anden behandling behandling hvis tilstanden lader sig afhjælpe. "Retten til livet" har vi dog af pragmatiske eller utilitaristiske grunde valgt helt at suspendere for et ufødt foster i de første 12 svangerskabsuger.

I andre ikke-demokratiske samfund kan en utilitaristisk etik (nytteetik) eller en ideologi som f.eks. bygger på socialdarwinismen føre til helt at forkaste det etiske princip om ”retten til livet” og gøre den betinget af, at borgerne kan yde en positiv indsats til fællesskabets opretholdelse og ikke blot er en belastning. I Tyskland var Hitler qua sin interesse for at beskytte den genetiske sundhed i ”Das Volk” mod degeneration tiltrukket af idé’en om at udslette dem, der var fysisk eller mentalt handicappede, længe inden han kom til magten. Det første skridt var en tvungen sterilisation af dem, der led af en arvelig sygdom. Lignende foranstaltninger blev også iværksat i en række demokratiske lande som led i bestræbelserne på at få bugt med den negative sociale arv.

(I Danmark indførte vi allerede ”frivillig” sterilisation af åndssvage ved lov i 1929. Loven blev skærpet ved at indføre tvangsmæssig sterilisation i 1934. Disse foranstaltninger blev først definitivt afskaffet så sent som i 1967. Jeg skal her henvise til bogen "Tvangssterilisation i Danmark i årene 1929-67" hvor forskningslektor Lene Koch gennemgår baggrunden for sterilisationslovgivningen og sterilisationspraksis i Danmark i perioden fra 1929 til 1967).

Kort efter at Hitler var blevet tysk kansler den 30. januar 1933, introducerede den nazistiske regering i juni 1933 den første sterilisationslov. Sterilisation blev også gjort til en vigtig del af Nürnberg-lovene, vedtaget i 1935. De der udfærdigede disse love, beskrev sig selv som ”helt overbeviste om, at renheden i det tyske blod er yderst vigtig for den fortsatte eksistens af det tyske folk.”

Det næste skridt var aflivning ved hjælp af medikamenter af ”de liv, der ikke var værdige til livet”. Det begyndte med børn og blev udvidet til også at omfatte voksne gennem Hitlers hemmelige dekret fra oktober 1939. Aflivningen blev foretaget med en injektion eller ved hjælp af den metode, som Hitler til sidst besluttede sig for – ved hjælp af kulilte. Det første nazistiske gaskammer blev designet af Christian Wirth fra SS-kriminalpolitiet, og det var camoufleret som et baderum med brusekabiner, hvor 18-20 nøgne patienter blev lukket ind for at blive gasset i løbet af fem minutter. Ligene blev fjernet af SS-soldater og brændt i ovne. Forfalskede dødsattester blev udfærdiget, underskrevet af læger og sendt sammen med en urne med aske og et kondolance-brev til familien.

Dette program, der blev kendt som T-4, blev opgivet i august 1941. Derefter fortsatte ”eutanasi” (medlidenhedsdrab) på individuelt initiativ af institutioner og læger. De anvendte medicin eller sultede patienterne til døde, den ”naturlige metode”, især i forbindelse med børn, og de havde det lægelige bureaukratis forsikring om, at de dermed fjernede en byrde fra staten, ”nytteløse spisere”, der optog senge, som kunne anvendes af de soldater, der var blevet såret i krigen.

Allerede fra april 1940 blev alle jøder, der var patienter på sindssygehospitaler, aflivet, simpelthen fordi de var jøder, og som sådanne var de bærere af en infektion der skulle udryddes.

Det såkaldte ”eutasasiprogram” mødte dog modstand fra en række kirkeledere. Blandt de navne, der huskes, er de to protestantiske præster, Paul-Gerhard Braune og Fritz von Bodelschwingh, som begge var ledere af institutioner for mentalt handicappede. Det var den katolske biskop i Münster, en tidligere officer, kardinal August, greve von Galen, som i sin berømte prædiken i august 1941 nedkaldte Herrens vrede over dem, der tog de uskyldiges liv. Protesterne virkede. Inden måneden var omme, havde Hitler beordret, at T-4 programmet skulle suspenderes.

Efter denne begrebslogiske og historiske digression der demonstrerer hvor vanskeligt samfundene har ved at leve op til simple etiske fordringer som ”retten til livet” og ”retten til reproduktion”, når det gælder vore svageste medborgere som fordrer vor hjælp, støtte og barmhjertighed, der er medtaget for først at sætte Arnes ”ligeværdighedsprincip” ind i et humant perspektiv, er der ingen vej uden om, at jeg må forsøge at give et begrundet bud på, om det er konsistent med det etiske konsistenskrav at udstrække ”ligeværdigheden” eller ”retten til livet” til alt levende og ansvaret for vort miljø i global skala, eller om der ud fra konsistenskravet kan udledes nogle retningslinier eller trækkes nogle grænser inden for hvilke vi hver især kan udøve et personligt skøn.

Et sådant svar kræver en nøje gennemtænkning som nok vil tage et par dage. I mellemtiden skal jeg opfordre Arne og andre interesserede debattører om at kommentere eller kritisere mine indledende overvejelser i dette indlæg.

Hilsen

Ipso Facto pifter

Top Svar Citer
annonce
Side 5 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Harvard Universitet fjerner bogbind lave..
28/03/2024 20:48
OL-drømmen var pakket langt væk, men n..
28/03/2024 20:33
Busulykke i Sydafrika tager livet af fle..
28/03/2024 20:16
Nyheder fra Religion.dk