Hej Arne!Tak for responsen til mine to indlæg i denne tråd, som er stilet til både mig og Ole Bjørn.
Det er efter min mening noget uheldigt, at du
”bundter os sammen”, da Ole Bjørns demokratiopfattelse er lige så fjern fra min opfattelse som Osama bin Ladens er. I et demokrati har Ole Bjørn selvfølgelig lov til at have en hvilken som helst opfattelse af hvilken styreform man bør foretrække, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet i f.eks. et islamisk teokrati. Hvis man er blind for den etiske forskel dette gør, så anser jeg på forhånd videre diskussion af emnet for nytteløst spild af tid og derfor har jeg ingen intention om at anvende tid på yderligere at kommentere Ole Bjørns indlæg i denne tråd.
At du anser både Ole Bjørns kommentar og mine for at være fokuseret på fornuftsmæssige begrundelser demonstrerer hvor vanskeligt du har ved at skelne mellem det retoriske niveau som Ole Bjørn udfolder sig på og det principielle, logisk konsistente, hvor jeg har sat fokus. Ole Bjørns kommentarer savner enhver rationel begrundelse. De er blot udtryk for nogle yderst inkonsistente, frit i luften svævende usammenhængende provokationer som falder helt uden for enhver seriøs diskussion af emnet.
Du har selvfølgelig ret i, at min principielle filosofiske argumentation for demokratiets berettigelse ikke forholder sig til det empiriske niveau, at den derfor, som du anfører:
”synes at ignorere, at vi mennesker er styret af meget andet end fornuft (sympatier, antipatier, idéer, visioner, intuitioner, andre følelser, fornemmelser, religiøsitet/ateisme m.m.)”, men alene til det strengt logisk rationelle.
Den kritik rammer for så vidt et hvilket som helst abstrakt ideal som forsøges begrundet rationelt. Og demokratiet er netop et sådant abstrakt ideal, en mulighed vi som personer kan bestræbe os på at realisere eller forkaste – det står enhver helt frit på det empiriske niveau.
Filosofisk set er problemet, når vi undersøger hvordan relationen mellem demokrati og religion bør være, at hvis vi IKKE formår at give en rationelt tvingende begrundelse for demokratiets berettigelse, så placeres demokratiet på samme niveau som et religiøst dogme. Om man tilslutter sig eller forkaster det bliver da en ren trossag, da det som ikke kan begrundes rationelt nødvendigvis må tros.
I den politiske filosofi har problemet derfor været, hvordan man rationelt begrunder demokratiets berettigelse, således at demokratiet ikke blot bliver at sidestille med en ny form for religion med rituelle valghandlinger.
Oplysningstænkernes begrundelser for demokratiets berettigelse er yderst mangelfulde ligesom man heller ikke kunne nå frem til at klar definition af, hvad demokrati overhovedet er for en størrelse. Vi lider fortsat under denne utilstrækkelige filosofiske gennemtænkning af demokratiets rationelle grundlag og der er stadig stor uenighed om hvad demokrati er.
At denne usikkerhed og udtværing af demokratibegrebet derfor også afspejler sig i indlæggene her på debatten er blot hvad man bør forvente. Lad mig give et par aktuelle eksempler.
Den danske filolog Mogens Herman Hansen er en af verdens førende eksperter i Athens demokrati og poliskulturen. Han er medlem af Videnskabernes selskab og British Academy og derudover er han Visiting Fellow i Cambridge og gæsteprofessor ved universitetet i Melbourne og University of British Columbia. Herman Hansen skrev i 2007 en kort tekst med titlen:
”Demokrati – hvad er det?”, som jeg citerer nedenfor:
Demokrati - hvad er det?
Hvis man vil udpege de begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, der har været afgørende for demokratiet, er det en forudsætning, at man ved, hvad demokrati er. Og det er der ikke enighed om. Her er fjorten forskellige bud på, hvad demokrati er. Nogle er definitioner, nogle er beskrivelser, nogle fremhæver et enkelt træk ved demokratiet, som skønnes at være særlig vigtigt.
· Demokrati er et ord, der kommer fra oldgræsk. Demos betyder folk, kratos betyder magt eller styre; så demokrati betyder folkemagt eller folkestyre.
· Demokrati er en livsform, der bygger på respekten for det enkelte menneske.
· Demokrati er hver enkelts ret til på lige fod med andre at forme samfundet på en sådan måde, at det størst mulige antal mennesker opnår den størst mulige lykke.
· Demokrati er en politisk ideologi, hvis grundværdier er frihed, lighed og tolerance.· Demokrati er retten til at leve, som man vil, med respekt for andres ret til at leve, som de vil.
· Demokrati er samtale og debat ført i størst mulig frihed mellem alle samfundets medlemmer.
· Demokrati er det princip, at de, der er berørt af en beslutning, bør være med til at træffe den, direkte eller indirekte. Princippet bør gælde overalt: i privatlivet, på arbejdspladsen, i samfundet og i staten.
· Demokrati er en styreform, der tilsikrer alle den størst mulige lighed og den enkelte den størst mulige frihed.
· Demokrati er en styreform, hvor hele folket - direkte eller indirekte - træffer de afgørende beslutninger om fatsættelse og fordeling af samfundets værdier.
· Demokratiet er en styreform, hvor statsmagten skal fastsætte og opretholde en retsorden, der bygger på menneskerettighederne.
· Demokrati er en styreform, hvor man kan slippe af med den siddende regering uden revolution og blodsudgydelse.
· Demokrati er en styreform, hvor statsmagten træffer, iværksætter og håndhæver beslutninger, som er i overensstemmelse med, hvad folkets flertal ønsker.
· Et demokrati er en stat, hvis parlament og regering er udpeget ved frie almindelige valg afholdt med få års mellemrum mellem kandidater opstillet af mindst to forskellige partier.
· Et demokrati er en stat, hvor hvert enkelt menneske er forpligtet til at værne om menneskerettighederne dels ved selv at repektere dem, og dels ved at medvirke til, at de bliver respekteret af de andre borgere og af landets politiske institutioner.
November 2007
Mogens Herman Hansen
At den demokratiske stat som led i bestræbelserne på at opretholde sig selv også har en forpligtelse til at oplære befolkningen i demokrati, således at de kan udøve deres politiske ligeværdighed på en kvalificeret måde, siger sig selv. Men som de fleste debattører sikkert har erfaret fra deres egen skoletid, er det yderst tilfældigt og ret så overfladisk hvilken viden de er bibragt på grundskoleniveauet om demokratiets udviklingshistorie og berettigelse. Selv på cand.polit studiet går man ikke særlig dybt ind i den politiske filosofi der begrunder og definerer demokratiet.
I lyset af erfaringerne fra forrige århundrede med den aggressive nazistiske tyske Førerstat, hvor et befolkningsflertal for første gang i verdenshistorien afskaffede demokratiet til fordel for et totalitært styre, udspandt der sig i Danmark en diskussion om hvad demokrati er og hvordan denne styreform kan begrundes.
Den første efterkrigsdiskussion om demokratiet er i Danmark især knyttet til to navne: Teologen Hal Koch (1904-1963), som i 1945 – under retsopgøret efter besættelsen – udgav
"Hvad er demokrati?", og juristen Alf Ross (1899-1979), der under besættelsen og som reaktion på nazismen skrev
"Hvorfor demokrati?", udgivet i 1946. I de to bøger kommer to forskellige opfattelser af demokratiet til orde.
Et par korte centrale citater illustrerer den dybe forskel mellem de to forfatteres demokratiopfattelse:
Hal Koch:“I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning [på konflikten mellem forskellige interesser]: Man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden. Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende partersøger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalendeparter virkelig bestræber sig for – det må ikke glemmes – gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen)og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattendeend en bestemt samfundsmæssig styreform”.
(FRA HVAD ER DEMOKRATI?, 1945).
Alf Ross: “Sammenfattende kan det repræsentative demokratis ideologi måske udtrykkes således: Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selvstændighedstrangen og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse”.
(FRA HVORFOR DEMOKRATI?, 1946).
Som det ses giver ingen af de citerede forfattere nogen filosofisk eller logisk tvingende begrundelse for demokratiets berettigelse. Efter de nazistiske udskejelser og sovjetdiktaturets sammenbrud er demokratiet atter kommet under pres, denne gang som følge af en massiv muslimsk indvandring til EUs medlemslande som led i en bevidst politisk der forsøger at opbygge et nyt multikulturelt imperium ved kulturel og demografisk sammensmeltning af europæiske og islamiske kulturelementer. Med de mange modstridende og svævende forestillinger om, hvad demokrati er for en størrelse som behersker vort samfund, har regeringen valgt at udgive en demokratikanon for at styrke befolkningens viden om demokrati.
I forordet til den nyligt publicerede demokratikanon skriver statsminister Anders Fogh Rasmussen følgende:
I Danmark har vi gennem generationer betragtet friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende. Men vi oplever i disse år, at der fra forskellig side bliver sat spørgsmålstegn ved disse værdier, både her i Danmark og i andre lande. Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation.
Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.Det var baggrunden for nedsættelsen af det udvalg, der har udarbejdet denne demokratikanon. Sigtet med en kanon er at pege på danske og internationale historiske begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som særligt har påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark.
Jeg vil gerne takke udvalgets medlemmer for at have givet deres bud på, hvad vi bør have kendskab til af begivenheder, tænkere og tekster, hvis vi vil forstå, hvad der har formet udviklingen af det danske folkestyre. En kanon er ikke en færdig facitliste. Den er et kvalificeret oplæg til debat. Jeg håber, at demokratikanonen vil blive brugt ivrigt og aktivt i undervisningen, i forenings livet, i folkeoplysningen og overalt i samfundet til at styrke opmærksomheden, bevidstheden og diskussionen om de grundlæggende principper i folkestyret.
Anders Fogh Rasmussen
Statsminister
Link:
http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/helepubl.pdfPubliseringen af en demokratikanon er et skridt i den rigtige retning, fordi den giver et udmærket grundlag at diskutere videre og dybere på. Jeg har i mine to indlæg her kort skitseret hvordan demokratiets berettigelse kan begrundes rationelt og derudover fokuseret på, hvordan relationen mellem demokrati og religion bør være når demokratiet begrundes på det etiske konsistenskrav.
At dette forsøg på at forklare og begrunde tingene er helt utilstrækkeligt fremgår ikke mindst af Arne Thomsens kommentar. At emnet er af væsentlig betydning, stort og yderst komplekst og derfor fortjener en nøje gennemtænkning er jeg fuldt ud opmærksom på og håber med dette indlæg at have inspireret til en mere kvalificeret debat om emnet.
Hilsen
Ipso Facto 
Svar
Citer
