Der synes at være en stigende tendens her i debatten til at påberåbe sig en offerrolle og udnævne enhver kritik af egne synspunkter til personangreb. Tendensen bliver især tydelig, når en debattør er løbet tør for saglige kontrollérbare argumenter og kun fremsætter sine meninger i form af stædige postulater.

Men en kritik af et personligt synspunkt er jo ikke automatisk en kritik af personen, for han/hun kan jo ændre synspunkt fra det ene øjeblik til det andet, hvis nye fakta dukker op. Selv om de ikke gør det, så er det jo fortsat blot et angreb på det synspunkt, de giver udtryk for. Kritikken går jo ikke på at fordømme hele personen, men højst nogle facetter af deres forhold til omverdenen.

Når man indlader sig på at deltage i en offentlig debat, må man være forberedt på at tåle nogle uforskammetheder, enten på grund af ens egne kontroversielle synspunkter, eller på grund af andres. Sådan er betingelserne nu engang, og de mildnes absolut ikke af, at debattørerne for det meste er anonyme.

Personligt har jeg det sådan, at så snart nogen begynder at klynke og indleve sig i en offerrolle, så mister jeg respekten for dem. Hvad er en holdning værd, hvis man ikke vil slås for den, men i stedet jamrer; "Jeg er forfulgt!" i håb om at vække sympati hos andre for sin "trange skæbne".

Noget kunne tyde på, at de, der spiller klynkevalsen ved den mindste kritik, fuldstændig mangler både selvironi og respekt for en fri debat. Men det er netop, når meningerne trækkes skarpt op, og debatten bliver hed, at man tvinges til at gennemtænke sine synspunkter, og det er den første betingelse for at lære noget nyt - at lære, at man måske havde en fejlagtig opfattelse af et emne.

Det, der kendetegner en god debat, er, at den kan få folk til at rykke sig og blive klogere. Det bliver man hverken af navlepilleri, gensidige skulderklap eller kritik af form frem for indhold. Klogere bliver man kun af at lytte, tænke og argumentere.

Så stop flæberiet og begynd at argumentere i stedet.

Mvh

Ole Bjørn ;)