Hvad er dette med at tro på Gud? Nogle har erstattet dette at tro på Gud med noget de kalder at tro på Kristus, men hvad mener de med det?

Nogle siger at man bliver "frelst" ved sine gerninger andre siger at man bliver "frelst" ved sin tro.

Hvad mener de med det?

Giver det nogen mening at læne sig tilbage og tro i forventning om at blive frelst?

Giver det nogen mening at gøre gode gerninger i forventning om at blive frelst?

Hvad skal vi i det hele taget leve for hvis vi bare sidder og venter på en Gud som kommer og løser vore problemer for os?

Hvis vi ikke gør os den anstrengelse at forstå os selv, andre mennesker og den verden vi lever i, hvad drejer det hele sig så om?

At leve velbehageligt mens resten af verden stander i våde, sidde på vores bag og vente på at blive frelst fordi vi har valgt den rette tro.

Vrøvl. Jeres Gud er en jammerkommode udsprunget af jeres egen magelighed.

Min Gud kræver at man tager sit liv i egen hånd og deltager i livet med alle dets vanskeligheder. Det er ikke så svært hvis man kan få sig gelejdet ud af lænestolen.

Så vil man opdage at der ikke er noget svar på nogetsomhelst.

Samt at man ikke behøver det.

(Det var genbrug af et gammelt indlæg, som jeg faldt over, men jeg formoder, at jeg har en slags copyright til hvad jeg selv har skrevet).

Hej Michael.

Enhver har jo lov at gøre gode gerninger, uden at kræve at blive frelst og fra hvad, hvis man kun tænker på at gøre gode gerninger med henblik på at blive frelst er man noget kynisk, men dette kan vel kun tilskrives de troende, vi ateister har ingen bagtanker med at hjælpe andre.

Om det er præsten i kirken der er skyld i at denne bizarre tilstand, skal jeg være usagt, men de hjælper ihvertfald godt med.
Troende der hjælper andre mennesker, gør det derfor formentlig kun for selv at blive frelst, det har de jo lært fra biblen, det gælder jo om at komme igennem den rigtige port, den smalle.

Vor herre bevares.