Hugget fra 'trodi'
http://onlinedebat.religion.dk/showthreaded.php?Ca...=true#Post32413

Ja, så er det i dag, der kan fejres årsdag for denne mærkværdige historie om en himmeltur. Man skal være mere end husmand udi eksegetikken for at klare den myte.

Min far, som var lærer, yndede at fortælle om reaktionen hos en opmærksom elev, efter at min far havde fortalt Bibelens beretning om begivenheden. Elevens umiddelbare udbrud var: "Jesus må ha' få't en swe'n røw i hans bowser"! (Det fandt sted i det meget jyske)

Nå, bortset fra denne upassende bemærkning, så er denne beretning sammen med Helligåndens besvangring af Maria og Jesu opstandelse fra de døde (*) nok noget af det gods i trosbekendelsen, som er det mest umulige tankegods.

Hvad skal vi i vore dage dog stille op med den slags hokus pokus, som kun fåtallige fundamentalister kan fortære uden at få mental kvalme?

*: Så vidt jeg husker, så lod Kaj Munk i 'Ordet* falde en replik om ligsynsmandens inkompetence.

Tjah, hvad skal man stille op?

Personligt ignorerer jeg det.

Der er masser af guf i Jesu ord og han taler om noget helt andet.

Hej Tros.

Du skriver - om Kristi Himmelfart m.m.:
"Hvad skal vi i vore dage dog stille op med den slags hokus pokus, som kun fåtallige fundamentalister kan fortære uden at få mental kvalme?"

Mit svar:
Selvom jeg ikke længere er ateist, og selvom jeg heller ikke længere kan kalde mig kristent troende (men vel snarere kosmisk troende), så synes jeg ikke, fundamentet i det kristne verdenbsbillede er kvalmende.

Mange kristne ser Faderen (Skaberen) som den ufattelige "første årsag" - fra før alle tider - fra evighed og til evighed (før og efter denne verdens væren) med Hans to "hænder" rettet mod os mennesker: Sønnen og Ånden.

Når Faderen skabte verden "ud af intet", så er Sønnens jomfrufødsel, at Han gik på vandet, at Han kaldte døde til live, at Han selv gik igennem al menneskelig smerte, at Han selv døde for at frelse de allerede døde, og at Han genopstod for - i dag at fare til Himmels - så er alt dét jo den rene barnemad i forhold til dét at skabe verden ud af intet.

Hele denne dogmatik er jo et forsøg på at forklare, hvordan det kan være, at verden ER - og her kommer så forestillingen om en personlig skabende Gud (hvor nogle kristne dog hævder, at denne Gud er totalt udenfor menneskelig fatteevne og derfor ikke skal hverken afbildes eller defineres).

Jeg ser det i grunden mest som menneskers forsøg på at opstille "kulisser" omkring det rent ud mirakuløse: At verden ER - og som alt sammen er midler til at pege på dette mirakel.

Jeg synes, jeg ser både skønhed og oprigtighed i dette ufuldkomne menneskelige forsøg på at fatte verdens væren.

Mange vil sikkert forlade det, når der kommer noget mere overbevisende.

Men hvor finder vi dét?

M.v.h. Arne

Kære Arne.

Jeg kunne ikke lade dette stå alene. "så er alt dèt jo den rene barnemad i forhold til dét at skabe en verden ud af intet."

Jamen kan nogen skabe en verden ud af intet, hvordan kan man anerkende at et univers kan skabes ud af et totalt tomrum, af noget der intet er, fordi hvis der intet er, er der vel heller ingen gud, eller mener du, at i det store intet skjulte der sig alligevel en gud.

Nu er det dig der stiller en skuespiller op i en "kulisse" der ikke var der.

Hvorfor kan man ikke anerkende at universet bare ER og altid har været, jeg har anerkendt dette, ihvertfald indtil der kommer en fornuftig forklaring, for nogle af os kræver fornuft, mens andre søger unaturlige udveje for at forklare hvorfor vi ER.

Men tager man fornuften i brug forsvinder religionernes grundlag, og hvad så ??.

Hej Treram.

Jeg ka' da godt forstå, du stejler over, at de kristne (jøderne og muslimerne) forestiller sig "en skuespiller i kulissen", som du kalder det, en Gud, der skaber verden ud af intet.

Men jeg kan til gengæld ikke fortå, hvorfor du ikke stejler endnu mere over forestillingen om, at verden, universet, "altid har været", for det er da, synes jeg, om muligt endnu mere ufatteligt.

Altid - al tid - det må vel så også være en slags tid inden Big Bang?

Og når dertil kommer, at vi ved lidt om, hvordan verden fungerer, men stort set intet om hvad verden ER, så gi'r det for mig ikke rigtig nogen mening at hævde, som du gør, at "universet bare ER".

Min fornemmelse er, at vi er alt for primitive - begrænsede af vore pattedyrhjerner - i vores forsøg på at fatte verdens sande væren - for slet ikke at nævne, hvad man vel kunne kalde "sandheden bag verdens sande væren".

Nogle bruger her ordet Gud, og det kan jeg ikke indvende noget imod, når blot de respekterer det ufattelige - og afholder sig fra ethvert forsøg på at definere, hvad de mener med det ord

For øvrigt: Hvordan er du nået frem til, at "universet altid har været"?

M.v.h. Arne