Jeg holder af at læse beretningerne i de 4 evangelier om Jesus. Wov. Jeg er med Ham hele vejen op ad Golgatha, til Han hænger på korset og siger: ’Det er fuldbragt’.

Mit engagement slutter hvor de kristnes begynder. Jeg finder ikke genopstandelsen så væsentlig, er det ikke blot et udtryk for vores frygt for døden? Vel er det en magtfuld demonstration, at overvinde den fysiske død, men hvad har det at dø og leve evigt i fremtiden at gøre med det, at være i stand til at leve her og nu? Pudsigt at man ikke kan se, at spørgsmålet om reinkarnation og genopstandelse ikke har nogen særlig betydning. Det drejer sig altid om at leve sit liv her hvor det er. Gør man det, så tænker man ikke frem og så glemmer man alt om døden.

Alle religioner taler om hvad det vil sige at være menneske på det dybeste plan og det er her vores allerstørste misforståelse ligger. Vi danner læresætninger og udstikker veje udfra hvad religionerne fortæller os fordi vi ikke forstår kernen i dem. Ikke nok med det, men det gammeldags sprog og de mange metaforer leder os tit på afveje.

Jesu ord handler også om dette at være menneske, om at forstå os selv og hinanden. Tag historien om ordet. Jesu ord er et udtryk for sandheden, en fortælling om en verden, en tilstand vi ikke umiddelbart kender. Når vi lytter til dette ord slår det rod i os og fordi det er sandhedens ord er det en formidler af forståelsen. I Matthæus 13 forklarer Jesus direkte hvad Hans lignelse betyder. At det drejer sig om sindet samt dette at lytte. Hvis man forstår at lytte forstår man også umiddelbart hvad der er sandt og hvad der er falsk. Denne forståelse breder sig til at omfatte alting. Men hvis man begynder at tænke for meget over det, så forsvinder forståelsens klarhed og alt man har tilbage er kun en masse ord.

’Agt derfor paa, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.’ (Lukas 8, 18)