Anledningen til denne tråd er de "Hanskristelige" fantasier i en anden tråd (dette indlæg).

Som ung brugte jeg en hel del tid gennem flere år på at studere sammenlignende religion. For mig bestod troens mystik i, at nogle mennesker åbenbart var i stand til tankemæssigt at lukke øjnene for åbenlyse kendsgerninger og erstatte dem med en fantasifuld forklaring om overnaturlige væsener. At der fandtes mere end 5.000 forskellige af disse fantasier, gjorde ikke mysteriet mindre.

Det pirrede min nysgerrighed at menneskehjernen kunne suggerere sig selv til at benægte logiske sammenhænge og erstatte dem med indbildte årsager og tro på illusioner. Jeg holdt da meget af eventyr, og elskede som barn at fantasere, men jeg var da meget bevidst om, at det var fantasier. Hvordan kunne voksne mennesker ignorere det?

Det ledte mig selvfølgelig til at studere psykologi, og her ventede der en ny overraskelse. De forskellige psykologiske teorier bar umiskendelige lighedstegn med religionerne. Anført af freudianske troende digtede de på samme måde forklaringer om fiktive "væsener" som jeg'er, overjeg'er og id'er, der skulle befolke vore tankeprocesser og kæmpe om magten, ligesom kampen mellem de religiøses guder og djævle.

Begge slags fantasier var milevidt fra de naturvidenskabelige fag, der havde min store interesse, og som metodisk arbejdede sig frem mod en større forståelse af de begivenheder, der både lod sig registrere af vore sanser og vore instrumenter. I en årrække forblev den religiøse tro derfor et mysterium for mig. Jeg måtte dengang nøjes med at konstatere, at den eksisterede, at den måtte skyldes defekter i tankeprocesserne, og jeg kaldte i mit stille sind de troende for "benægterne".

Ved et tilfælde kom jeg senere i forbindelse med nogle psykologer, der ligesom jeg fandt det nødvendigt at bruge videnskabelig metodik i udforskningen af psyken og sindet. Disse kætterske psykologer var selvfølgelig uglesete blandt deres "troende" kolleger, og måtte derfor forske privat i ubemærkethed. Til gengæld opnåede de holdbare resultater, der nu mange år efter så småt er ved at vinde indpas i psykologien i specialet kognitiv psykologi. Der er dog stadig lang vej igen før psykologien som helhed kan betragtes som videnskab.

Nogle års fornyede studier i psykologi som privatelev gav mig så omsider svaret på troens gåde. At opdage den logiske sammenhæng i vore tankeprocesser, der kan forklare de troendes fornægtelse af virkeligheden, kan fuldt ud sammenlignes med en åbenbaring. Man oplever den samme euforiske glæde og følelse af afklaring. Forskellen er kun, at den videnskabelige åbenbaring ikke nødvendiggør benægtelse af nogen som helst konstaterbare fakta. Det vil alle ophavsmænd til banebrydende teorier kunne bekræfte.

En detaljeret forklaring på den videnskabelige psykologi vil i sagens natur kræve en længere afhandling, som der ikke er plads til her, men konklusionerne vedrørende "troens gave" kan udtrykkes ret kort.

Tro er en blanding af et medfødt behov for forståelse af verden, kombineret med en kulturel indoktrinering. Man kan også udtrykke det således: Hos nogle mennesker afføder manglen på en forklaring en usikkerhedsfølelse, som de har svært ved at leve med. De nødsages derfor til at konstruere en forklaring, der kan dulme denne usikkerhed og tilfredsstille behovet for en forklaring. At dette nødvendiggør vold på den medfødte logiske sans er et mindre onde end angsten for det ukendte.

De autoriserede religiøse forklaringer er en stor hjælp i denne proces, men ikke tilstrækkelige. Derfor fortolker alle troende de religiøse fantasier efter deres individuelle behov.

I sagens natur vil de troende ikke være enige i ovenstående konstateringer.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Du gør dig nogle betragtninger omkring tro:



Ole Bjørn kommer ikke nærmere ind på hvem disse: "overnaturlige væsener," ér. Er det monstro alfer, nisser, trolde, enhjørninger eller andet, Ole Bjørn har i tankerne? Kun Ole Bjørns´ fantasier sætter tilsyneladende grænserne!

Nu er Ole Bjørn jo - alt andet lige - en gentleman, så han siger det selvfølgelig ikke direkte, men lur mig; han tænker overordnet på, at Skaberen Gud Jehova, udelukkende er et fantasi-produkt i de troendes sind, og altså ikke eksisterende
i den virkelige verden, hvor alting - i den videnskabelige Ole Bjørn´ske optik - kun kan accepteres som eksisterende, hvis det kan måles eller vejes.

Her har han imidlertid gjort regning uden vært [læs:uden Gud].
Gud er nemlig - hvis man studerer Bibelen - ikke umiddelbart tilgængelig for hvem som helst, og det er der mange gode grunde til.

Jesus og Bibelen peger på, at man må iføre sig de rigtige motiver, og gøre sig nogle seriøse initiativer, hvis man ønsker at finde Gud, som i øvrigt er usynlig, og hvis kraft er så stor, at mennesket ikke kan se direkte på Gud - og leve:

Romerbrevet 1:20: For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.

P.S. Der er ellers nok af dem - altså undskyldningerne.

Anden Mosebog 33:20: Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«

Så er der Jesus - og ´indgangen´ til Gud:

Matthæusevg. 7:7: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.

Hvis Gud var umiddelbart tilgængelig, så var der ingen grund til at søge, vel?

Hvilket også fremgår af følgende:

Matthæusevg. 11:25: På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige...

Og, så er der jo dét med indstillingen eller motiverne, i forhold til Gud:

Første Korintherbrev: 1:20,21 Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? v21 For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom,[ Vi kan selv - og vi vil selv - uden Gud ] besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. [I Bibelen]

Frem med ´mikroskopet´, Ole Bjørn!

Kære Oncemoreforthosewhodidnotunderstanditthefirsttime.

Du bekræfter til fulde mit udsagn om de troendes fantasiforestillinger. I din fantasifulde virkelighed bliver den virkelige virkelighed derfor nødvendigvis opfattet som fantasi.

Forskellen på vore synspunkter giver sig udtryk i, at mit bekræftes af konstaterbare fakta, mens du kun har fantasien at hænge din hat på.


Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Det er bare noget du tror!

Kære Oncemoreforthosewhodidnotunderstanditthefirsttime.

Det er bare noget du tror!

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Nej; det er noget du tror, du ved.

Mvh. og God weekend!

Efter disse forsøg på at drukne mit oplæg med JV-postulater, skal jeg gentage konklusionen fra mit debatoplæg:

Tro er en blanding af et medfødt behov for forståelse af verden, kombineret med en kulturel indoktrinering. Man kan også udtrykke det således: Hos nogle mennesker afføder manglen på en forklaring en usikkerhedsfølelse, som de har svært ved at leve med. De nødsages derfor til at konstruere en forklaring, der kan dulme denne usikkerhed og tilfredsstille behovet for en forklaring. At dette nødvendiggør vold på den medfødte logiske sans er et mindre onde end angsten for det ukendte.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn



Bare for god ordens skyld: Det er altså ikke Jehovas Vidner, der har skrevet Bibelen.

Mvh. og God weekend, alligevel!

Kære Oncemoreforthosewhodidnotunderstanditthefirsttime.

Gider du lige stoppe din spamming af mit diskussionsoplæg!

Her er min konklusion endnu engang:

Tro er en blanding af et medfødt behov for forståelse af verden, kombineret med en kulturel indoktrinering. Man kan også udtrykke det således: Hos nogle mennesker afføder manglen på en forklaring en usikkerhedsfølelse, som de har svært ved at leve med. De nødsages derfor til at konstruere en forklaring, der kan dulme denne usikkerhed og tilfredsstille behovet for en forklaring. At dette nødvendiggør vold på den medfødte logiske sans er et mindre onde end angsten for det ukendte.

Kommentarer fra selvstændigt tænkende troende er velkomne.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Det er et udmærket emne, du rejser, men jeg synes nok, at der er gået lidt for meget "Simon2" i dig. ;)

Du skriver så, at det var Hanskrist's svar til mig i går i en anden tråd, der blev anledningen til denne debat. Netop det indlæg fremkaldte også en reaktion hos mig, men samtidig deler jeg både tro med dertilhørende tanker, begreber og erkendelser med Hanskrist.

Derfor kan jeg heller ikke erklære mig enig med din konklusion, som bl.a. lyder:

"Hos nogle mennesker afføder manglen på en forklaring en usikkerhedsfølelse, som de har svært ved at leve med. De nødsages derfor til at konstruere en forklaring, der kan dulme denne usikkerhed og tilfredsstille behovet for en forklaring."

Du begår den samme fejl som Simon2 ved at placere alle troende i kassen: troen som manglen på forklaring.

Ifølge jeres forståelse kan tilstrækkelig viden om vores verden opfylde den usikkerhed, den troende ifølge dit oplæg skulle rumme. Jeg er bare ikke enig i, at denne viden er det, der giver os vores livsfylde, en fornemmelse af vores essens. Troen er en gave, den bygger jf. Luther på nåde og på forbillede. Men allerede her skilles vores veje jo i og med, at jeg bevæger mig ind i troens sprog..

Eftersom jeg lige har måttet bruge lidt tid på at skrive et indlæg til Hanskrist som svar på det samme indlæg, som blev anledningen til dit oplæg her, vil jeg nøjes med at henvise til det i håbet om, at jeg bidrager med en lille forståelse for det, troende oplever og grundfæster deres tro i (hvis det da er mennesket selv, der grundfæster sin tro).

http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/posts/5148.html

Mvh
Anne

Kære Anne.

Som sædvanlig kommer du med et kvalificeret svar, i dette tilfælde på troen set indefra. Spørgsmålet er så, om du er i stand til at se rationelt på årsagerne til din egen tro.

Jeg erindrer at Niels Højgaard i en TV-udsendelse engang har raset mod en kritisk kommentar om troendes selvsikre viden om meningen med livet. Han nærmest råbte ud: "Hvis nogen kender til tvivl, så er det os kristne. Vi har alle været gennem tvivlens syrebad for at nå dertil, hvor vi er." Dette, sammenholdt med masser af andre troendes beretninger om tvivl, med Kierkegaard, Grundtvig og andre notabiliteter i spidsen, synes til overflod at bekræfte min tese. Troen er en afløser af en periode med usikkerhed og tvivl.

Dette er til trods for, at mange af de pågældende er blevet grundigt indoktrineret i den kristne tro gennem hele deres barndom. Alligevel har deres intellekt gjort modstand, indtil den har bøjet sig for den ulogiske religiøse forklaring, fordi troens dogmer trods alt også rammer nogle andre essentielle behov hos os.

Jeg har mødt ret mange mennesker, der har haft religiøse åbenbaringer. Fælles for dem alle har været, at åbenbaringen kom efter en periode på mentalt stress, ofte forårsaget af traumatiske oplevelser i deres liv. Åbenbaringen og den medfølgende tro blev deres redningsplanke og i visse tilfælde det eneste alternativ til selvmord.

Derfor forsvarer jeg også altid de troendes ret til at tro, så længe deres tro ikke er til skade for andre mennesker. Hvad de tror på, er mig inderligt ligegyldigt, så længe det gavner dem. Ofte er det også til gavn for deres omgivelser.

Men når man ser på dette udefra, og sammenholder det med den observerbare virkelighed, så kan man ikke opfatte det som andet end en selvsuggestion, der kompenserer for usikkerheden ved den manglende forklaring på alt.

Selv har jeg ikke dette behov for at få en forklaring på alt her og nu. Jeg er tilfreds med, at min viden øges dag for dag, og jeg er mig bevidst, at jeg aldrig vil komme til at forstå alt. Men det, jeg forstår, har til gengæld en sammenhæng, der er logisk til mindste detalje.

Hvis dette skulle medvirke til at anbringe dig i "tvivlens syrebad", så er det ifølge Niels Højgaard jo ingen varig skade. Det vil jo så enten befæste din tro, eller ændre din overbevisning til ateisme eller agnosticisme. Begge dele må jo subjektivt opfattes som et fremskridt.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

”Som sædvanlig kommer du med et kvalificeret svar, i dette tilfælde på troen set indefra. Spørgsmålet er så, om du er i stand til at se rationelt på årsagerne til din egen tro. ”

Det er vel et spørgsmål om, hvordan vi forstår årsagerne, og om disse alene skal være rationelle? Såfremt der nu måtte være en Gud eller blot mere mellem himmel og jord, som vi ikke kan begribe rationelt, så lader troen sig heller ikke forstå eller beskrive rationelt. Dette vil jeg mene er årsagen til trostvivlen, hvilket måske bedst kan beskrives som en tilstand mellem troen og ikke-troen. Fra dette ståsted kan man så alligevel tage springet ind i troen eller vælge den agnostiske position (der ikke formår eller vil overgive sig) eller ateismen.

Tvivlen for den troende er i og for sig en tvivl på, om trosindholdet nu også er der, og jeg er derfor ikke enig i din tese om, at troen ”er en afløser af en periode med usikkerhed og tvivl.” Troen behøver ikke at opstå på baggrund af en periode med usikkerhed og tvivl. Jeg kan selvfølgelig ikke benægte, at dette faktisk er tilfældet for nogle, men det gør stadig ikke troen til et behov for forklaring eller tryghedsdækning. Her synes jeg nok, at du ligesom Simon2 kommer til at sammenligne troen med det at være objektivt og rationelt vidende om verdens beskaffenhed. Jeg mener, at det er to forskellige planer, hvor det ene ikke udelukker det andet.

Jeg ved ikke altid, hvordan jeg skal forholde mig til religiøse åbenbaringer. Der er forskellige slags og forskellige grader. For at nærme os deres betydning (og årsag) tror jeg, at vi skal forstå dem nedefra. Hvor du forklarer åbenbaringen ud fra psykiske årsager og dermed giver troen navnet ”redningsplanke”, mener jeg, at denne årsag så som traumatiske oplevelser kan være medvirkende til, at man griber troen, fordi man nu har brug for Gud eller har oplevet Gud på den ene eller anden måde. På den måde kan psykotiske eller blot psykiske processer være en ”ØJENÅBNER”, hvilket er lidt pudsigt, idet du hævder det modsatte: TROENS GAVE eller KUNSTEN AT LUKKE ØJNENE.

Mit liv - min egen trosproces taget i betragtning - er ikke åbenbaringsbevæget i den forstand andet end det, at jeg forstår troen som en bevægelse, der gradvist åbenbares (opleves eller erkendes men den er der akkurat som vores vejrtrækning er der) gennem det levede liv. Hvad jeg forsøgte at beskrive i mit mere uddybende indlæg til Hanskrist om den kristne mystik var, at det at komme mere ind i sig selv, at kende sig selv, har at gøre med det sjælelige, hvori der allerede er et rum for Gud og mennesket. Et sådant synspunkt kan du selvfølgelig sige er som grebet ud af den blå luft og, at det udelukkende uspringer af min egen fantasi. Men det er sådan, at jeg oplever det og tror på det, og jeg ser frugten af dets liv.

Hvad jeg imidlertid kan have svært ved at forstå er din udmelding om, at det er dig inderligt ligegyldigt, hvad folk tror på. Her synes jeg nok, at der er lidt forskel på, om det er Muhammed eller Kristus, da der første indebærer en muslimsk tro, og det andet en kristen tro. Mig bekendt plejer du ikke at finde islam som noget ligegyldigt

Mvh
Anne

P.S
Der er en god dynamik på debatten for tiden..

Kære Anne.

For at begynde bagfra, så gør du dig netop skyldig i, hvad du bebrejder andre - at tage noget ud af sin kontekst. Jeg skrev jo netop, at jeg vil forsvare retten til at tro, så længe troen ikke skader andre.

Der er moderate muslimer, der ikke ønsker at skade eller omvende nogen, og ikke accepterer shariastraffene, og deres tro vil jeg gerne forsvare deres ret til, men ikke fundamentalisternes tro. Jeg kan heller ikke forsvare kristne abortmodstanderes drab på abortlæger og bandbuller mod kvinder, der ønsker abort, og heller ikke JV'ernes nægten deres børn blodtransfusioner.

Hvis der var guder til, så ville det være en smal sag for dem at manifestere et bevis. Denne udeblivelse af konstaterbare uafviselige tegn på blot en enkelt af dem er i sig selv en indikation af deres manglende eksistens.

Omvendt er det til overflod objektivt konstateret, at mennesker er i stand til at suggerere sig selv eller blive suggereret af en hypnotisør til at tro hvadsomhelst, lige fra at være en høne eller til at stemmerne i ens hovede er guder eller djævle, der beordrer dem til at slå andre ihjel, eller at neddykning i vand ledsaget af talte ritualer vil sikre dem tilgivelse og et evigt liv i paradis.

Er den suggererede klar over, at det er en suggestion? Næh, for så ophører suggestionen jo. Hvad den suggereredes øjne ser, er ikke billedet på nethinden, men en forvanskning af det, som hjernen har digtet, så selv om man opfatter det som en "øjenåbner", så er det fortsat en benægtelse af virkeligheden. Men det opleves som virkelighed.

Tro forudsætter ikke tvivl, men den religiøse tro forudsætter indoktrinering, som også fremgik af mit oplæg. Vi bliver præsenteret for bibelens historier på et tidligt tidspunkt, før vi har drømt om at sætte spørgsmålstegn ved de voksnes viden og autoritet. Nogle kommer sig aldrig efter denne påvirkning.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Det er jeg ikke helt enig i, Ole Bjørn. Din bagvendte start, altså det, at du starter ved min undren, refererer som sådan ikke til kernen i mit oplæg. Det var blot en lille indskydelse i mit indlæg.

Inden da har jeg forholdt mig til din skrevne tekst, men det er klart, at jeg kommer til kort, når du efterspørger en rationel årsag til min tro eller troen generelt.

Hanskrist tog en forsimplet definition ud af en større kontekst, hvor jeg netop i samme omgang havde forklaret, at den kristne mystik rækker ind i vores eksistens, men lad nu det ligge, for jeg tillader mig nok lidt mere ift Hanskrist end, jeg lige ville gøre her

Jeg forstår godt din accept af, at folk bliver troende, så længe denne tro ikke skader andre, for det ser vi jo stadig eksempler på.

Vi kan derimod nok ikke blive enige om, at tro er en benægtelse af virkeligheden - og kan vi overhovedet fortsætte en debat ud fra nogle fælles præmisser om dette forhold, en troende over for en ateist? ;)

Mvh
Anne

P.S
Skal som sagt ud af døren nu med hunden.

Det er forståeligt hvad du skriver, men skal man ikke passe på at man ikke havner i den anden grøft? Når religionens og poesiens ord erstattes med videnskabens tørre forklaringer mister vi let modet og glemmer at vi er mennesker. I virkeligheden ender vi med at leve i intellektet, men livet er andet og mere end intellektet. De fleste mennesker ønsker ikke at høre at livet er meningsløst, at alting er tilfældigt, de vil gerne have et håb, en forventning og ultimativt vil de gerne opleve at have en form for betydning.

Vi er alle begrænsede på en eller anden måde på grund af vores opvækst, måske er vi opvokset i et kristent miljø. Derved kommer vores ord og begreber, den måde vi opfatter på til at bestå af den begrebsverden vi er opvokset i. Vi kan ikke udslette denne begrænsning men vi kan sætte os udover den ved at forstå den.

Dette er den dybere betydning af forståelsens negation. Man forstår at alle religioner blot er tanker og ideer og man forstår også hvordan man selv er begrænset. Men vi har alle brug for en forståelsesramme, et verdensbillede, ikke mindst i vores moderne, komplicerede samfund.

Jeg mener, at der er en religiøs følelse som ikke er afhængig af ord og som ikke er i modsætning til videnskabelig tankegang. Kravet om sandhed gælder ikke kun for videnskaben, den gælder i højeste grad også for religionen. Den glemte dimension er i højeste grad vores egen forståelse af os selv som mennesker og vores indbyrdes forhold som det kommer til udtryk såvel i det nære forhold som den måde vi lever sammen på som samfund.

Det vi har svært ved at se er, at det alt sammen blot er en forståelsesramme om vi så kalder det kristendommen, buddhismen eller det naturvidenskabelige verdensbillede.

Man bliver nødt til at forstå den dynamik der er i de menneskelige forhold. At vi er mennesker som lever i forbindelse med omverdenen og andre mennesker. Det er fra dette liv at vi får vores eksistentielle styrke. Men desværre har vi indrettet en verden hvor vi isolerer os psykologisk. Vi samles i samvær om en eller anden ide og vi tror at det er ideen, der giver os styrke mens det i virkeligheden er samværet.

Sålænge vi ikke har denne eksistentielle styrke som kommer af at vi er mentalt åbne i stedet for at vi isolerer os psykologisk er det svært at forstå den sandhed, at alle religioner, inklusive kommunismen og ateismen, blot er ideer for vi har, som sagt, brug for et redskab med hvilket vi kan møde livet og fortolke det for os selv.

Når religionerne derfor beskæftiger sig med det at være menneske, de menneskelige forhold i bevægelse samt med et sandfærdigt og tidssvarende videnskabeligt verdensbillede, så kan de gavne den menneskelige forståelse indenfor deres egne rammer. Der er en dyb sandhed i mange religioner som ikke er afhængig af den specielle fortolkningsramme, som den optræder i. Denne sandhed har altid noget at gøre med det at være menneske. Religioner har derfor kun betydning i og med at de fremmer denne forståelse.

Personligt kan jeg derfor godt acceptere at forståelsen optræder i en kristen begrebsramme hvis den er et udtryk for denne forståelse for hvad det vil sige at være menneske. Men netop derfor kan jeg også acceptere denne forståelse inden for alle mulige andre begrebsrammer, som ikke er kristne.

Det er forståelsen som er vigtig, ikke den måde den bliver udtrykt på.

Og derved kom jeg tilbage til udgangspunktet, nemlig at man må forstå sig selv. ‘Kend dig selv’ sagde Oraklet i Delphi, ‘så kender du universet og guderne’. Guderne, kunne så i dette tilfælde, være et udtryk for religionerne. At kende dem er at fornægte dem.

Men hvor mange ønsker, som jeg, at sidde alene i sit værelse, kigge på væggen og vippe med sine tæer?

Vi vil gerne have et positivt alternativ til en negativ erkendelse. Personligt har jeg så fundet dette positive ved at værdsætte de forhold jeg har til omverdenen.

Kære Anne.

Debatten behøver jo ikke at munde ud i enighed. Det handler jo primært om at redegøre for sine synspunkter, så andre kan forstå, hvad man tænker og føler.

Du har både på denne debat og online debatten oplevet ateister, der håner troende og betragter dem som småt begavede eller psykisk syge. Jeg håber da, at det fremgår tilstrækkelig klart af min argumentation, at jeg ikke deler denne opfattelse, og at jeg betragter tro som en naturlig reaktion på visse definerede stimuli.

Vi er alle produkter af arv og miljø, og man kan så diskutere, om vi egentlig har valgt vore reaktioner, eller om de er givet af omstændighederne. Om vi reelt har en vilje og dermed muligheden for et valg kan lige så lidt påvises som postulatet om guders eksistens. Måske er det altsammen kun betingede reflekser iblandet kvantemæssige tilfældigheder. Men hvad der kan påvises med sikkerhed er, at vi føler, at vi har en vilje og handler derefter.

Tilfældighederne spiller også en rolle i vore sociale interaktioner. Hvem vi møder, og hvad der påvirker os, kan ikke forudsiges, men ud fra antagelsen, at vi selv har indflydelse på vores skæbne, kan man så vælge, hvem man vil lytte til og lade sig påvirke af. Man kan skifte miljø, som det så smukt er udtrykt i det gamle mundheld om lugten i bageriet.

Hvis vi tilstod vore børn den samme frihed, ville verden se meget anderledes ud.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Michael.

Når du skriver, som du gør her, er du et af de mest ægte filosofiske mennesker på denne debat, og du rammer plet med mange af dine udsagn. Men vi er jo allesammen langt mere end det, som vore skriverier giver udtryk for.

Du har en tilbøjelighed til at tage ordene alt for alvorligt, og bedømme dem følelsesmæssigt ud fra din egen situation og dine egne uopfyldte behov. Det giver ofte dine indlæg en bitter undertone, der hæmmer andres forståelse af dig.

Når man virkelig forstår sig selv og sine relationer til omverdenen, resulterer det i en accept af sig selv og sin situation, der gør hver dag fyldt med glæder og positive oplevelser. Det eneste essentielle for at opnå denne tilfredshed med livet er, at man har et sted at bo, tilstrækkeligt at spise og tøj til at beskytte kroppen mod vejrets luner. Resten er rent psykiske produkter.

Jeg har mere end rigeligt af alle tre, så mine uopfyldte ønsker kan ikke formindske min glæde over livet og dets utallige nuancer (fysiske såvel som intellektuelle).

Mvh

Ole Bjørn ;)

jeg er ked af, hvis det jeg skriver har bitre undertoner, måske er det fordi jeg har involveret mig i disse debatter i for lang tid.

jeg har da uopfyldte psykologiske behov, det har jeg måttet erkende og måske involverer jeg mig til tider lidt for følelsesmæssigt, så må jeg tage konsekvensen af det.

jeg tror ikke at vi, hvis vi lever livet, om det så er på en debat, kan undgå at involvere os. Det ville da være fint om jeg, som du gør, kunne stille mig tilfreds med at erkende de grundlæggende behov, men dertil er jeg altså ikke nået endnu.

Tilknytning medfører smerte, så hvis man ikke knytter sig, undgår man smerten, men for mig er tilknytning, lige nu, en del af livet.

For mig er det en del af det at forstå mig selv, ikke udfra en fastlagt norm, men som jeg er lige nu eller måske som jeg er i det hele taget. Så jeg nøjes med at tage de skrammer min tilknytning pådrager mig, på en næsten voksen måde.

jeg har lyttet til dig, Ole Bjørn, jeg ved at det er rigtigt hvad du siger.

Men er der ikke engang imellem hvor du kunne drømme om at give dig skæbnen i vold og bevæge dig ud i det uvisse?

(Nåh, nej. Der har du nok været engang).

Jeg har stort set hele mit liv bevæget mig ud i det ukendte, Michael, og det gør jeg stadig, men dette er ikke stedet at tale om mine projekter.

Jeg var så heldig på et tidligt tidspunkt i min barndom at lære at konfrontere min frygt, og jeg erfarede, at det eneste, man virkelig behøver at frygte, er frygten selv. Den bremser mange fra at deltage i livet.

Kristian kom på et tidspunkt med et citat fra Kiplings historie om Rikki-Tikki-Tavi, som jeg næsten havde glemt, men det dækker meget godt min trang til at samle på fakta: Run and find out. Både desmerdyr og bjørne besidder iøvrigt denne frygtløse nysgerrighed.

Det giver selvfølgelig også skrammer, og jeg har skam fået min rigelige del af smerte, både fysisk og psykisk, men man skal heller ikke frygte smerten, for den er med til at udvikle både empati og forståelse af livet.

Humor, tolerance og livsglæde er kvaliteter, jeg sætter højt. Selvynk og påtaget værdighed kalder kun på min medlidenhed eller får mig til at trække på smilebåndet.

Jeg finder dog ikke, at der er grund til at involvere sig følelsesmæssigt i en internetdebat. Det skal man kun gøre med mennesker, man møder i kød og blod.

Mvh

Ole Bjørn ;)