Lidt stof, der ryster de kristnes overbevisninger.

-------------

CAUTION: This article and the information it contains is not for Christians who simply believe and look forward to enjoying a peaceful Easter, which is such a beautiful, spiritual holiday. If this is you, please stop reading now.

If you are still here, this article is for Christians and non-Christians alike who may be open-mindedly looking for simple facts about the origin of Christianity, and want to understand for themselves how Christianity may have come about, and maybe what Jesus was really trying to tell us, beyond the myths and legends of the Christian institution, and what that institution has become.

In addition, this is for the parents of Christian children who want to be relatively certain that their children are getting the straight story, because if they aren't, they will certainly be disillusioned when they become teens and learn differently from all the various sources that are out there now. The following are the opinions of POCM, so information in this article should be checked out further for yourself before making any concrete conclusions.

POCM claims "ancient Pagans (prior to Jesus) believed in various levels of divinity, with miraculous powers, coming down and going up to its home in the sky. Divine beings cared about people, listened to and answered their prayers. Gave them the power to prophesy. Even gave them a better deal in the eternal life that comes after death."

POCM references ancient sources and invites people to decide for themselves if the Christian godman story is similar to Pagan godman stories. In other words, POCM suggests that the original Christian Church fathers collected all the current myths and spiritual ideas of the time and created a Christ myth. POCM says, "The ideas came first. The facts came later. The facts were made up to fit the ideas. . . . although we imagine that the meaning of Jesus comes from the facts about Jesus, the truth has to be the other way around. Back at the very beginning, the facts about Jesus were adjusted to fit with the meaning of Jesus."

In other words, Jesus was not the only one who professed to be the son of God in those days. This has relevance because the main sticking point of Christianity, and one that makes Christianity so divisive regarding other religions, is their belief that Jesus is truly the son of God, and therefore no other religion has relevance. But what if Jesus was not the son of God? Then Christians may pay more attention to what he taught about compassion and caring, rather than His authority of being a divine. This would make a big difference in Christian attitudes and foster an openness, rather than judgmentalism, toward other religions. It would be a peaceful thing, and Christians could truly become Peacemakers, as Jesus suggested in His Sermon on the Mount.

POCM goes on to say "real Pagan-Christian similarities are not details of the myths. Each ancient religion had its own myths. No other Pagan godman was born on December 25th, in a manger, with a virgin mother named Mary, and shepherds outside singing. What Pagan religions shared with each other and with Christianity was not myths but religious ideas-basic notions about the shape of the universe, the human soul and its eternal destiny, and about Gods and their powers and place in the universe. The Christian and Pagan myths are similar because they were made up to fit religious ideas that are similar. There is no consistent, reasoned analysis of the evidence that can pick out Christianity as fundamentally different from other ancient Pagan religions. Christianity is an ancient Pagan religion."

POCM explains below the reasoning behind the claim that Christianity borrowed ideas from the Pagan culture around it:

"When Osiris is said to bring his believers eternal life in Egyptian Heaven, contemplating the unutterable, indescribable glory of God, we understand that as a myth.

When the sacred rites of Demeter at Eleusis are described as bringing believers happiness in their eternal life, we understand that as a myth.

In fact, when ancient writers tell us that in general ancient people believed in eternal life, with the good going to the Elysian Fields and the not so good going to Hades, we understand that as a myth.

When Vespatian's spittle healed a blind man, we understand that as a myth.

When Apollonius of Tyana raised a girl from death, we understand that as a myth.

When the Pythia , the priestess at the Oracle at Delphi, in Greece, prophesied, and over and over again for a thousand years, the prophecies came true, we understand that as a myth.

When Dionysus turned water into wine, we understand that as a myth.

When Dionysus believers are filled with atay, the Spirit of God, we understand that as a myth.

When Romulus is described as the Son of God, born of a virgin, we understand that as a myth.

When Alexander the Great is described as the Son of God, born of a mortal woman, we understand that as a myth.

When Augustus is described as the Son of God, born of a mortal, we understand that as a myth.

When Dionysus is described as the Son of God, born of a mortal woman, we understand that as a myth.

When Scipio Africanus (Scipio Africanus, for Christ's sake) is described as the Son of God, born of a mortal woman, we understand that as a myth.

So (why) when Jesus is described as the Son of God, born of a mortal woman, according to prophecy, turning water into wine, raising girls from the dead, and healing blind men with his spittle and setting it up so His believers got eternal life in Heaven contemplating the unutterable, indescribable glory of God, and off to Hades for the bad folks, (why is that) not a myth?

And (why), in a culture with all those Sons of God, where miracles were science, where Heaven and Hell and God and eternal life and salvation were in the temples, in the philosophies, in the books, were dancing and howling in street festivals, (why do) we imagine Jesus and the stories about him developed all on their own, all by themselves, without picking up any (material) from the culture they sprang from, the culture full of the same sort of (material)?

POCM answers these questions by looking at what ancient people wrote about ancient religion. What the ancient evidence will show you is that ancient western culture had conventional ideas about Gods and their powers and place in the universe. Christianity adopted those ideas.

According to POCM, "Christianity is a product of its time and place. Christianity is an ancient Pagan religion."

But what about Jesus the man, aside from Christianity the institution. What was Jesus trying to teach us? (Recommended reading: "The Third Jesus: The Christ We Cannot Ignore")

Hej anonym

POCM står for:
Pagan
Origins og the
Christ
Myth

Citat: You'll discover that ancient cultures around the Mediterranean shared standard ideas about Gods and their powers and place in the universe—and that Christianity simply adopted those ideas, and applied them to Jesus.
Christianity was a product of its time and place.
Greg

Citat slut.

Kommentar:
Det er helt grotesk, at du ikke alene sætter et copy paste på engelsk i forummet her.
For det andet er det eventyr som vi kristne er fuldt ud klar over tilhører hedenskabens mørke rige.
Der er INTET i teksten, som kan slå Kristus af pinden, som den almægtige Guds egen Søn, som kom for at vise Guds rige i funktion.
Allerede da Moses konfronterede Ægyptens Farao med Guds undere, kunne Faraos mystikere gøre undere, men tilsidst måtte både Farao og disse mystikere opgive, da Gud virkelig satte dem under pres og viste, at ingen løgnere, jeg gentager ingen kan efterligne den sande Gud eller få ham til at opgive.

Vi som tror på Kristus gør det ikke fordi vi har læst eventyr eller andre underlige ting, men vi tror fordi vi personligt har oplevet, at Guds Ånd har plantet troen i os, som en levende kendsgerning.

Så du kan komme med alle de eventyr du kan finde og alligevel kan du ikke præsentere os for kendsgerninger, som dem vi har personligt gennem vort møde med den levende Kristus.

Det eneste der gælder er det som Jesus sagde til den skriftkloge Nikodemus i Johannes Evg. 3:1-8
" Det siger jeg dig. Det er kun, hvis et menneske bliver født påny, at det kan komme ind i Guds rige"

Og det sker således:
"Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv"

mvh
disciple

Stærkt vidnesbyrd disciple,,, stærkt vidnesbyrd om at det kristne liv fungerer i praksis,

og at dogmatikken og mystikken refererer til en praktisk mulig livsførelse


Med hensyn til det her:

You'll discover that ancient cultures around the Mediterranean shared standard ideas about Gods and their powers and place in the universe—and that Christianity simply adopted those ideas, and applied them to Jesus.
Christianity was a product of its time and place. Citat slut.

Selvfølgelig er kristendommen opstået i en konkret historisk sammenhæng, og det er vi faktisk stolte af, men kristendommen er meget mere end det og meget mere end kendte ideer og tanker, gammel vin der hældes på nye flasker,,,

Kristendommen har en genial løsning på de senjødiske Apokalypser, de senjødiske apokalyptiske forventninger,

Kristendommens entusiastiske eskatologi som vi kan følge udviklingen af i Pauls skrifter. Eftersom skuffelsen og forvirringen over at parusien (Jesu genkomst) udebliver, mindskes ikke entusiasmen, men eskatologien udarbejdes med en hel ny intensitet og styrke som livet skjult med Kristus i Gud,,, hvor vi iklædes Kristus, og Kristus vinder skikkelse i os, og denne eskatologiske proces (som er en del af Helliggørelsen), skal fortsætte ind til Kristus bliver alt i alle og så er vi der hvor vi skal være.

Kristus er det moderne menneske, "Gud-mennesket" (mennesket med Gud), hvor vi ikke bare skal elske Gud i mennesket, men også "mennesket i Gud", det menneskelige i Gud (Kristendommen som er Kristus; er Guds menneskeblivelse, Guds humanitet). Ifølge kristendommen er det menneskelige ikke noget vi har med os iboende, men noget vi får fra Gud i Kristus, det er en kreativ og åndelig emergent manifestation ovenfra og ned (som Jesus siger det om Peter, da han kommer med sin bekendelse), som vi alle er forpligtiget på kreativt at bidrage til og med. Og alt formår vi i Kristus som giver os kraft; altså i Kristus har vi det etiske mod der skal til for at vi kreativt magter og tør, fremme det sandt menneskelige. Kristne slås for humanitet, menneskelighed, det er det menneskelige i Gud, de kristne kæmper for, det er Kristus. Mennesket i Gud (Kristus/Sønnen/menneskesønnen) er lige så vigtig som Gud i mennesket (Faderen); ved Helligånden har de to et kreativt samliv som vi ser det så poetisk og teologisk smukt fremstillet hos Johannes. Hos Johannes sættes de små grå på prøve, her er Jesus virkelig i "identitetskrise", snart er han Faderen lig og til andre tider står han under Faderen (så jib og alle nyreligiøse bliver helt forvirrede). I Kristus er mennesket og Gud en uadskillelig og ubrydelig enhed, uden at de forvirres og sammenblandes og vi har Kristologiens to-naturlære, sand Gud og sandt menneske, på een og samme tid; som kun kan eksistere i personlighed. Kristus er vores billedlighed, personlighed, hvor det sandt menneskelige og det sand guddommelige spejles og træder billedskønt frem på een og samme tid. Det er det sande lys, billede og ansigt, der kommer til verden, her findes blandt andet den emotionalitet og følsomhed som Darwin var så optaget af kunne spejles og ses i menneskers ansigt, det levende menneskes ansigt (altså ikke det gravalvorlige stenansigt hvori der står fast arbejde hen over panden og som får mennesket til at ligne en omvandrende mumie).


Her er hvad jeg skrev til Kræn-p forleden i samme problematik og henseende til om Kristendommen blot er gammel vin på nye flasker:


Kristendommen der alene kunne koges ned til Guds rigets gennembrud ved (i og med og gennem) Jesus Kristus; altså Kristi ekskatologiske og historiske betydning, er noget afgørende nyt og er ikke lånt gods andre steder fra. Den ny værens manifestation i en historisk person, og Tros-begivenheden Kristus's historiske fakticitet. Det nye er at mennesket er et historisk kulturelt fremtidsorienteret moderne væsen og ikke kun et kosmisk naturligt væsen (din og Ole Bjørns antropologiske ståsted). I Kristus findes en mening med den liniære historieopfattelse, med fremtiden, ikke bare for slægten men også for den enkelte, individet. Og det er jo i den unikke sammenhæng, kontekst, at eventuelle lånte sproglige vendinger og begreber skal anskues og indgår. Kristus er den afgørende legemliggørelse i menneskehedens historie af Gudsriget. Det brændende aktive heroiske og entusiastiske engagement for menneskehedens og verdens skæbne, der springer frem af viljen til og troen på Guds rigets gennembrud i, ved og med Kristus, der ikke svækkes, men tværtimod styrkes af enhver modstand og alle forhindringer. Og hverken lighed med tidligere mysteriekulter eller eventuelt lånt tankegods kan svække eller overskygge at kristendommen står ganske solidt og godt på egne ben og er noget helt og aldeles ægte nyt der ser verdens lys for første gang i menneskehedens historie.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Ja, det er smukt. At tage evangelierne bogstaveligt. Det gør man ikke fejl i.

Salige er de sagtmodige.

Jeg slutter gerne op om jeres stærke Kristus-vidnesbyrd. Evangeliet om Guds Søn, Kristus, der blev Gud-mennesket, ja, Gud-med-mennesket-midt-i-denne-verden. Hvor mere radikalt kan det blive?

Du, Hanskrist, hævede dig i dit indlæg og var både omkring apokalyptikken, den kristne mystik og Paulus' eskatologiske tilgang til parasuien.

I aftes, da jeg forberedte mit oplæg til et aftenarrangement, satte jeg følgende parantes nederst på siden:

Mystik: indre betragtning, indadvendthed, en samtale med Gud.

Wilfred Stinissen er nok en af tidens store mystikere med begge ben nede på jorden - den svenske jord hvor han befinder sig i karmelitterordenen. Han mener, at kirken i dag har mistet dens mystik, og hvor giver jeg ham ret. Han sondrer på dene ene side mellem hele New Age miljøet og så de mere karismatiske bevægelser. Han udleder meget kort fortalt den konklusion, at vi i stedet for at opponere mod New Age (hvilket han på sin vis gør) eller at stå uforstående over for oplevelsesmomentet, som jo er væsentlig for de karismatiske kristne (f.eks. pinsemenigheden) kan genoptage den kristne mystik (her skelner Stinissen også mellem buddhismen og kristendommen).

Stinissen har skrevet flere bøger om den kristne mystik bla. "Undervejs i bønnens land", som jeg refererer til i tråden "Min Gud". Det jeg særligt hæfter mig ved, og som jeg også finder i dit indlæg, er menneskets vordelse; dets bevægelse mod det at blive menneske med sig selv, med Gud og ikke mindst med den anden (essens og eksistens), at blive sig selv lig i Kristus, vinde tjenerskikkelse og barneskikkelse, ikke ved egen kraft men ved evangeliets kraft.

Mvh
Anne

Kære Anne,

jeg kommer lige susende og ser følgende fra dit indlæg:

Mystik: indre betragtning, indadvendthed, en samtale med Gud. Citat slut.



Jeg er ikke selv tilhænger af en sådan form for mystik, og jeg mener heller ikke det er den form for mystik vi møder hos Paulus.

Mit hurtige foreløbige karakteristik af den kristne mystik som vi møder den hos Paulus:

den har ikke noget indadvendt over sig, da det er kreativt udtryk, aktivt handlingsudtryk. Det er præget af entusiasme (læs Fl Vang), jeg kunne finde på at kalde denne form for entusiasme for en form for kreativ ekstatisk centrifugal etisk akt/aktivitet og handlingsudtryk fyldt med jeg -impulsivitet og spontanitet (indefra og ud), man giver noget, man har noget at give verden, man tjener verden (et moden jeg tjener altid verden) og den kilde man øser af er selvfølgelig Friheden og ånden fra Gud i Kristus (Nåden, det Guds nådesværk vi er i Kristus, som kun findes i Friheden og frihed er altid en ekstatisk entusiastisk indefra og ud overskudsfænomen og bevægelse/rørelse, hvor der åbner sig en ukendt ressourcekilde af intelligens og kreativitet når man bliver sig selv løs og fri, hvilket muliggør at man transcenderer sig selv, går ud over sig selv, når ud over sig selv, for at kunne være og gøre noget for andre, dem man elsker og det man holder af (dette findes udtalt hos Paulus og Jesus (ingen af dem har øje for sig selv))).

Kristusmystikken (i-Kristus-mystikken som vi finder denne hos Paulus er det helt essentielle i kristendommen siger Albert Schweitzer) og alt dette der driver på Kristus, fangede og bjergtog Luther (og en vis Hans-Kristian blev ramt for år tilbage og er siden aldrig vendt tilbage til det gamle, men forbliver i det nye) og det var den impuls (Kristus-impuls) fra Paulus der satte gang i reformationen for Luther. Det var Pauls beskrivelse af Kristus-begivenheden/Kristus, der gav os nok den største teologiske tænker siden Paulus og Luther, nemlig Karl Barth.

Overalt hos Luther og Paulus fornemmer jeg det samme temperament og den samme mystik som jeg ovenfor beskrev den og følgende fra Luther illustrerer det fremragende:

Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut.

Hvem ejer denne form for Paulinsk og Luthersk centrifugal etisk Kristus mystik, hvilke mennesker besidder den? Jeg mener den er tydeligt hos følgende:

J. F. Kennedy; T. Blair; Svend Auken; Mette Frederiksen; Anders Fogh; Erik Klausen; Lance Armstrong; Søren Krarup; Pia Kjærsgaard; Mick Jagger; Kathrine Lilleør, find selv på flere (husk jeg har altid stemt på socialdemokratiet). Disse mennesker er temperamentsmæssigt snydt ud af næsen på Jesus; Paulus og Luther (den rigtige Jesus finder vi hos Paulus og ikke i evangelierne, han var snarrådig og resolut i en grad evangelierne ikke formår at vise os, så Paulus har ikke kuppet nogen, men evangelierne har måske lidt fortegnet personen, og så dog ved nærmere eftersyn (Jesus har helt sikkert ikke haft alle de lignelser at hælde ud af ærmet, men han har meget mere talt som Paulus og været en politisk snu rad, og intellektuelt også være begrebsstærk tænkende som Paulus)).

Hvilket filosoffer og tænkere finder vi: Selv sagt Paulus og Luther; Nietzsche; Berdyaev; Karl Barth; Fichte; Max Scheler; Regin Prenter og HansKrist (uden sammenligning i øvrigt da han er i en klasse for sig selv).



Mystik: som indre betragtning, indadvendthed, og en "samtale med Gud"; finder vi ikke hos Paulus (slet ikke udtalt) og vi finder den ej heller hos manden der kaldte folk tilbage til kald og stand og virke her, altså hos Luther. Og Kristus-mystikken er udfoldet selv sagt bedst hos Paulus og så hans efterfølger Luther og så hos Berdyaev. Samtalen med Gud er dialektisk, støjende musisk og kreativt, det er kort og godt geniernes kreative arbejdsmetode. Berdyaev redegør for at indadvendthed slet ikke kan komme på tale, for i forhold til hvad? Han mener at vi i mystikken og de åndelige erfaringer er hinsides, har overskredet subjekt og objekt problematikken, noget indre i forhold til noget ydre kan der ikke være tale om. Han taler om at den ydre verden forklares, kommer til at stå i et nyt forklaret lys, forklarelsens lys (verden personliggøres ("Krist-e-lig-gøres") og fremmedgørelsen inklusivt det trivielle og prosaiske ophæves kunne vi sige), man trækker sig ikke i forhold til verden, eventuelt den ydre verden.

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

Nå men jeg har drøftet muligheden, med Arne Thomsen, for at oprette en tråd med overskriften, "religiøse oplevelser". Det står jo mig frit for at gøre det, men jeg tænker på at vi måske skulle have et forum der ligefrem hed "religiøse oplevelser". Men nu gik der da lidt hul på det. Og Arne Thomsens mystiske ikon-erfaring har jeg tænkt på dagligt nu i længere tid, fordi jeg faktisk mener den er universel (eller en potentiel givet mulighed vi alle har, som det dog kun er de færreste beskåret at være så lykkelige at rende ind i) til trods for at den i strengeste forstand er meget personlig og individuel. Een af grundene til at jeg er blevet så optaget af AT's mystiske ikon erfaring, skyldes min interesse, ud fra neurobiologien (neuroaffektiv udviklingspsykologi), i barnets spejlinger i moderens ansigt og den følelsesmæssige og emotionelle udvikling og personlighedsmodning der her foregår; det skyldes min interesse i personlig kontakt frem for anonym kontakt til mine medmennesker og det skyldes endelig min interesse i forelskelse og kærlighed, hvad dælen er det lige der sker her, biosemiotisk og neurobiologisk (du er ikke særlig romantisk Hanskrist, og vi må spørge om du ligefrem udsætter dig selv og kvinderne for eksperimenter (mod på eksperimenter (at komme igen) og mod på livtag med livet (participation/ at participere) er altid en god ting, ja hellere det end at opdigte en løjelig gøjelig neurotisk guddommelig åndelig virkeligheds verden for sig)).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej, du guddommeligt morsomme Hanskrist



Hvordan vil mon læren om de sidste ting, tilværelsens afslutning og dommedag kunne være noget 'entusiastisk'?



Du er sgu mere end en bekendende finanstorpedo. Du er den troende Ariel, der blæser af sted uden andet budskab end din selvpostulerede rygvind.

Og naturgivent må det blive til noget gurglende vrøvl.

I Shakespeares 'Stormen'/ 'The Tempest' får Prospero ved hjælp af sine magiske kunster befriet forskellige ånder fra heksens fangenskab, heriblandt luftånden Ariel .

Gad vide, om du ville kunne reddes af denne Prosperos!

Dine vilde, højpulskrævende ridt udi det metafysiske med hyppig gentagelse af et selvsuggereret og ditto hypnotiseret projekt med Kristus – hvem det/han/hun måtte være – i oplevelsens centrum, gør dig til en gøgler af guds nåde.

Du er over al måde en speciel, men særdeles interessant oplevelse.

Kære temperamentsfulde Hanskrist,

jeg har læst lidt af dit indlæg, og derfor er du heller ikke fortjent med dette svar, men jeg bliver nødt til at sige: Så stop dog op, mand!

Det hele handler da ikke om dig og Paulus, og de identifikationer, som du eller vi dér kan nyde godt af. Mystik er også en samtale med Gud, om du vil det eller ej. Det er dit hjem med Gud, og jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at være dér - er det svært at be?

Pas på, eller jeg skal sende dig over til Wilfred Stinissen og hans kloster

Mvh
ikke-temperamentsfulde Anne

Kære Hanskrist

Når jeg reagerede, som jeg gjorde i nat, skyldes det, at du tager én sætning - bestående af en ganske kort definition på det mystiske element i vores tro - ud af konteksten. Det er ikke en fair behandling af en tekst. Omvendt må jeg jo så bruge nogle flere ord på at definere den kristne mystik og eksemplificere, hvorfor jeg finder den relevant.

Mit overordnede udgangspunkt (eller tese) er, at den kirkelige/dogmatiske kristendom først giver mening som noget erfaret eller oplevet. Mennesket har brug for at undre sig, det har brug for at undersøge, det har brug for at forstå men gang på gang må det komme til kort over for Kristusmysteriet. Det er ikke nok at sætte ord og begreber på troens begivenhed Kristus, forstået som den kristne mystiks forudsætning, det må også opleves. Der har du kernen i mystikken, som jeg ser det.

Aksel Haaning beskriver således den kristne mystik: "Mystik er direkte oplevelse af troens indhold" ("Den kristne mystik", s- 14).

Hvor troen handler om teologiens indhold, altså det vi tror på, handler mystikken om det, der opleves qua vores tro, dvs. den mystiske oplevelse. Det kan, som også Aksel Haaning er inde på, være en længere forberedelse, et uventete chok eller en følelse, der siger mere end ord er i stand til. Fordi den mystiske erfaring eller erkendelse er ledsaget af oplevelse, fortsætter Aksel Haaning (s. 15), kan det være svært at definere mystik. Vores forståelse af denne vil nok altid være personligt farvet.

Paulus er et glimrende eksempel på dette. Hans omvendelse - Damaskusbegivenheden - er også et udtryk for en guddommelig oplevelse, og de ord Paulus efterfølgende sætter har jo som bekendt fået en afgørende betydning for den kristne mystik: "Det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20). Vores 'jeg' oplever så at sige, at noget er større, noget er rykket så tæt på os, at vi rykkes bort fra det gamle og ind i noget nyt. Dette forstår jeg selv som på den ene side noget, der kan ske nu-og-her, mens det på den anden side er en gradvis proces, og jeg mener, at denne forståelse er i overensstemmelse med Paulus' brevtale til sine menigheder.

Men inden vi som de nye individer, vi er blevet i Kristus, går ud i verden med håbet om også at kunne være med til at forvandle denne (sat på spidsen!), at være Guds tjener, leve og ånde for troen som den daglige gudstjeneste, den er, har vi også et rum, hvor vi ser anderledes på tilværelsen end, vi gjorde tidligere, for vi ser ikke længere med verdens øjne men er udstyret med Kristi sind.

Alle disse ord giver simpelthen ikke mening uden selv at have erfaret troens indhold. For mit eget vedkommende handler det om at integrere de kristne begreber i mit trosliv. Paulus taler om, at Ånden åbenbarer det, der siden verdens begyndelse var forudbestemt til at føre os (1. Kor. 2,6). Jeg kan godt se, at Paulus foruden sin egen indre oplevelse af troens indhold (samtalen med Herren Jesus Kristus: Saul Saul, hvorfor forfølger du mig?) også skitserer en mere pragmatisk mystik i og med, at han er i gang med at grundlægge menigheder og hjælpe dem til at forblive kristne. Kristus er med en andre ord en "handlingsbase", vores åndrige deltagelse i Gud og overgivelse til, at Gud handler med os. Paulus giver sine menigheder en helt ny forståelse af de menneskelige værdier, hvor alle er lige i Gud, og hvorfor broderkærligheden også får en helt central plads hos Paulus.

Jeg mener heller ikke, at den kristne mystik bare er indadvendthed, men der hvor vi selv oplever troens indhold, oplever Gud som en sjælelig erfaring i vores indre, kan der godt være tale om en indadvendthed, en skuen indad, uden at det betyder, at vores kristne trosliv er en tilbagetrækning fra denne verdens virkelighed. Det skel, som den mystiske oplevelse sætter, peger også på det erkendelsesmæssige element, som vi finder hos Paulus, nemlig det at kende sig selv stykkevis jfr. 1. Kor 13:

"v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud."

Til slut vil jeg gerne citere Aksel Haaning, der i sin afrunding om den kristne mystik hos Paulus og senere hen i det 14. årh. hos Eckeharr skriver følgende:

"Det drejer sig om den vældige tanke, at Gud som sjælelig erfaring i mennesket, altså ikke kun en trosgenstand eller en moralsk relation, er tilstede før mennesket selv, og at der er en instans, som i en vis forstand styrer og følger et menneske og dets udvikling. Således at det sjælens øje, mystikkerne ofte omtaler, ikke blot er det vi ser med, men også bliver set med. At der her er en mulighed for indsigt, hvor vi kan skue mod ikke blot en højere dimension, som det populært hedder, men en større dimension, som omgiver os på alle sider og derfor er både højere og lavere" (s. 24).

Jeg vil nok ikke kalde mig selv for mystiker i den forstand, men jeg kan tror, at der er nogle elementer af den kristne mystik som er vigtige at få med ind i vor tids kristendom - både for at bevare den kristne tradition men også for at New Age retningerne ikke skal tage patent på spiritualiteten. Desuden tror jeg, at den kristne mystik, er et fælles anknytningspunkt for både den katolske, ortodokse og protestantiske kirke.

For i øvrigt ser jeg, at Arne frimodigt er gået ind i en debat med dig om den religiøse oplevelse, hvilket på sin vis ikke ligger langt fra denne diskussion. Mødet med et Ikón er vel også noget, der hører til den mere mystiske del af den kristne tro?

Mvh
Anne

P.S
Hanskrist, du må undskylde, hvis min kommentar i nat var for meget. Jeg var lige kommet fra en langt gudstjeneste, der vækkede en masse mystik for mig, og dette som en bevægelse ind og ned i dybet samtidig med, at denne bevægelse fik en funktion for nogle udrettede handlinger i løbet af aftenen.