Kære Michael,

jeg har aldrig haft noget imod hvad du skriver, ikke fordi jeg selv er af den opfattelse,

mit problem opstår først når du kalder det for gedigen kristendom det du skriver så udmærket om, eller at det har noget at gøre med et eventuelt kristent livssyn, et livssyn der tager udgangspunkt i hvad vi læser i NT.

for det er det ikke, det er endda lige før jeg ville kalde dine tanker og forestillinger for anti-Krist-elige tanker og forestillinger. Det er ihvertfald et livssyn det er svært at finde belæg for i NT.

Dog det er svært at afgøre da du indimellem bevæger dig hen mod kristendommen, for så næste gang man møder dig, da har du igen taget lidt afstand,

Ofte har jeg tænkt, hvor lander manden. Her på det sidste ser det ud til at du har valgt eller er havnet i liggestillingen med næsen lige i vejret,

om du står op på 3. dagen skal jeg være usagt, men du kunne finde på det

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Michael skrev du ikke at Kærligheden er størst, men nu synes jeg ikke længere jeg kan finde det indlæg. Men lad os bare sige at du har skrevet det,


"Kærligheden er størst"

Så kunne vi spørge:

Til Hvem,
til sig selv?
til Gud?
til næsten og hvem er næsten?
Til ens fjender?


At du sætter kærlighed over forståelse, ser vi også i Efeserbrevet 3 og i 1 Kor 13.

Det er vel en kongstanke i kristendommen. Kærlighedens religion i særdeleshed, i udpræget grad. Hvor Buddhismen og grækerne mere arbejder med forståelsen og uvidenhed.

I kærligheden overgiver man sig til en anden, man forlader sig selv og finder sig selv hos en anden, i det fremmede. Det er i denne transcendens at kristendommen adskiller sig fra at være optaget af Selvet, af sig selv og også af Selvforståelsen, dette at forstå sig selv, og af dette at være i balance med sig selv, i harmoni med sig selv, som ej heller er et væsentligt forhold i kristendommen (hvorfor kristendommen også har noget at sige vore dages stressforskning, nemlig en hel ny vinkel på dette forhold).

Hvis du mener at kærligheden, denne bevægelse hvor man hengiver og overgiver sig selv til en anden, er vigtigere end dette at forstå sig selv, så kan vi da lige mødes der og sige fredeligt godnat til hinanden.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Når du taler om kristendommen, taler du som om det er en enkeltstående ting. Det er det ikke.

Den kristne historie er fyld med menneskets uvidenhed, inkvisitionen, udryddelsen af andre kulturer i uvidenhedens navn.

Selv i dag er den ikke entydig. Jeg ønsker ikke at sidde side om side med en anden person, bare fordi han bekender sig som kristen hvis alt hvad han står for er ukristeligt.

Med Luthers reformation blev Biblen igen tilgængelig for den enkelte. Et forlorent og forløjent præsteskabs tydning af den, blev viftet til side og mennesket kunne igen etablere et personligt forhold til Gud.

Det, som gjorde størst indtryk på mig, i filmen om Luther, var, da han til sidst læste og genfortalte Gud for børnene som en god, kærlig, forstående og tilgivende Gud, i stedet for det billede, de ellers havde fået formidlet om en dømmende og straffende Gud.

I dag giver det mening for mig, at finde personlige kristne som selv har etableret et forhold til Gud og dermed til sig selv og andre.

Der er intet forkert ved kristendommen, den er den forståelsesramme, som vi bevæger os indenfor.

Men når Jesus siger at der skal være en hjord og en hyrde, betyder det ikke at vi alle skal blive kristne.

Det betyder at vi skal lære at elske hinanden. Det er Kristus.

At vi elsker hinanden.

Du kan også læse Paulus's 1. brev til Korintherne, kapitel 13.

Kærligheden er et absolut mysterium som kun kan kendes på sit udtryk.

Meget bedre at spille på at løse mysteriet end at spille lotto.:)

Hej Ole Bjørn, det er ikke lykkedes mig at skrive pædagogisk, men knudret, dog ikke så knudret at du ikke kan se hvor det er jeg vil hen (måske jeg vil kunne gøre det bedre senere, men du får idestormen).


Citatet af Luther om hvad tro er, hvad Kristus-tro er:

Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Citat slut.



det citat af Luther du peger på er nok noget af det stærkeste og smukkeste der er sagt om tro, den kristne tro.

Det er også tydeligt hvor manden Luther er blevet inspireret, der er kun een i hele det nye testamente der kan forklare hvad "Trosbegivenheden Kristus" er på en så uddybende og fremragende måde, at Luther stærkt inspireret af vedkommende kunne skrive sine berømte ord om troen, og ja, det er Paulus.



Paulus forklarer hvad det er at tro på Kristus. For kristne er der ingen Guds-tro uden Kristus-tro ifølge Paulus. Ellers er der masse af Gudstro , tro på Gud, som ikke har en skid med den kristne tro at gøre (hvilket Paulus er vel vidende om, han har jo selv prøvet at stå i den situation at være fyldt med Guds-tro uden at have Kristus-tro), de to mest nærliggende eksempler er jødedom og islam. Begge steder finder vi Gudstro, men ikke den nødvendige Kristus-tro, for at vi kan tale om kristendom.

I jødedommen er der ingen Kristustro overhovedet knyttet til Jesus. Men der er en Gudstro i jødedommen som kristendommen knytter an til og står i, opstår i og ikke tager afstand fra (Gud som Skaber, der er trofast overfor sit udvalgte folk). I islam spiller Jesus en rolle, men ikke så meget at der bliver tale om en Kristus-tro, men en stor profet er han.

Husker du jib, Jytte, på onlinereligionsdebatten? Nå, men, hun repræsenterer den lægmands folkereligiøsitet der findes i tilknytning til kristendommen, hvor man kort sagt tror på den Gud Jesus tror på og taler om; men man tror ikke på at Gud er Jesus, man tror ikke på inkarnationen. Jytte, jib, angriber os kristne for at tro Jesus er Gud, men nej siger vi, ikke Jesus er Gud, men Gud er Jesus. Regin Prenter Luthersk teolog af international format forklarer hvis det skulle have din interesse (1)*.


Kun i kristendommen og kun hos Paulus i NT kan vi finde noget lignende som det her:

Tro (Trosbegivenheden Kristus) derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Citat slut.

Ingen andre religioner end den kristne har denne tro:

et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os,,, til helt andre mennesker. Citat slut.

Ingen andre religioner end altså den kristne, har hele pakken af det der står ovenfor. Hvad er det der springer i øjnene, det er at der sker en forvandling, en ny fødsel af mennesket, ja vi bliver ligefrem til helt andre mennesker.

I Trosbegivenheden Kristus, der rykker Gud tæt på os, forfærdende tæt på os, det er en katastrofe for gamle Adam, det menneske der mener sig klog på Gud, og har ideer om Gud og sig selv, således at den Gud-menneskelige personlighed og bevidsthed/ånd (det billede vi er skabte i), altså Kristus, kan holdes på afstand:

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev).




Det er indlysende at der er et Selv (en ukendt Gud) før et Jeg (så at sige før Kristus (2)*), før et selvbevidst individ, før individualitet og personlighed. Dette præhistoriske og prækulturelle fællesmenneskelige feminine Moder Selv eller Natur er ikke problemet, for det nyder vi alle gavn af og har vi alle adgang til, lever vi alle på, sover vi så at sige alle på og vågner friske og udhvilede op om morgenen på. Det der er problemet og spørgsmålet, er hvorfor nogle kulturer eller menneskesamfund tillader et jeg, at en overdådig rigdom (3)* af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), som det er så udtalt i den kristne vestlige kultur som Paulus er fader til, nyskabelsen i Kristus.

(2)*: da det sandt menneskelige er noget vi har fra Gud i Kristus. Humanitet og menneskelighed er ikke noget mennesket af sig selv udvikler, men noget der er kommet ind i verden med Kristus, det sandt menneskelige og humane i Gud. I kristendommen er mennesket i Gud lige så vigtig som Gud i mennesket.

(3)*: Basic trust is directed to an agency that is capable without limitation of protecting and promoting the selvhood of those who trust in it.




Paulus forlanger for at han vil anerkende Helligåndens dåb (den symbolske handling på at man er Kristen) at der også indfinder sig en menneskelig forandring (gamle Adam dødes til fordel for det nye menneske, Kristus, Gud-mennesket), karismatisk forandring, skyldende den nye frihed (fra Gud) Kristus, Friheden der er det medium hvori og ved den menneskelige ånd/intelligens og kreativitet udfolder sig. Dette er den antropologiske stigning som findes hos Paulus og den form for kristendom der bygger på Paulus.

Problemet og spørgsmålet, hvorfor nogle kulturer eller menneskesamfund tillader et jeg, at en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), har nu sit svar i det enkle forhold at Paulus der grundlægger Kristendommen på Kristus-begivenheden, forlanger at "en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), karismaerne taler vi om, og det Guds nådesværk vi er i Kristus".

Paulus anerkende altså kun de kristne for at være kristne hvis: "en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig/indfinder sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), altså et nyt karismatisk menneske i Kristus. Denne antropologiske stigning findes kun i kristendommen og kun eksplicit udtalt hos Paulus i det Nye Testamente, men videreført, dog med en vis usikkerhed, hos Paulus's elev Johannes.

Altså er kristendommen (Paulus der er fader til vesten (hvor græsk forstandighed og Tro (Kristus-tro) er de to sider ved mennesket der er forenet) det samfund, den kultur, hvor en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed). Ja, og sådan er det jo også, det er vesten der opbyder og har opbudt en overdådig rigdom af personlighed og individualitet (kreativitet og intelligens), som dog nu næsten er eksporteret til den ganske verden efterhånden, ikke mindst i form af Hollywood, den vestlige kulturs film. Islam ryster i bukserne over denne overdådighed og luksus i personlig frihed, i personlighed/jeg/ego kreativitet og individualitet.

At en af de mest karismatiske personligheder i Danmark har fået øje for det forhold er vel ikke så mærkeligt:

"HVEM ER GUD? - Det bedste ved Gud er, at han har givet os mere handlefrihed og mere personlighed, end der strengt taget er grund til, siger tv-vært og chefredaktør Clement Behrendt Kjersgaard" Citat slut.


2 forhold kendetegner det moderne vesten; renæssancen (Græsk tænkning og forstandighed) og så reformationen, Luther der bringer Paulus i spil igen som ham der i sin Kristustro har den antropologi hvor en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed). Tro og Kærlighed må ikke udelukke forstandighed, selv om de står over og rækker ud over vores forståelse og viden; så må troen ikke blive en blind og dum tro der strider imod forstandighed, 1 Kor 14 er bare et af de steder hvor Paulus behandler ovennævnte problemstilling.


Barth formår også at påpege den antropologiske stigning:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).




Først nu føler jeg at jeg er kommet frem til at kunne besvare dit spørgsmål om kætteri.

Kættersk er den tanke, de tanker og de religioner (og kristne opfattelser) at mennesket skal indordnes og underordnes Gud, indlejres i Gud. Skal underkaste sig Gud og at der skulle findes nogle Guds moralske bud nedskrevne som vi skal leve i henhold til. Kættersk er den tanke at mennesket skal søge Gud og gå op i Gud. Kættersk er den tanke at mennesket kan blive et med Gud (hvor bliver jeget af, det nye menneske af, hvor er Kristus? Nyskabelsen i så fald). Kættersk er den tanke at mennesket skal tilbede Gud og elske Gud (for hvor bliver vores engagement i verden og næsten så af?). Kættersk er den tanke at mennesket skal forsøge at fragte sig selv nærmere Gud og bruge sit krudt på denne tåbelige idræt. Kættersk er den tanke at mennesket skal gøre sig fortjent til Guds nåde og retfærdighed, men vi skylder at elske hinanden som Paulus siger, som Gud elskede os i Kristus.


Nå men, hvordan kan jeg sige alt dette ovenfor og så stadig betragte mig selv og af andre blive betragtet som hard core traditionel kristen? Jo det kan jeg fordi Guds indgreb i menneskets liv, Kristusbegivenheden og dens afgørende dramatiske følger, Nyskabelsen (det nye menneske, det forvandlede, nyfødte og "helt andre mennesker"), den antropologiske stigning er negligeret, svækket og forsvundet i de ovenfor anførte kætterske (kætterske ifølge Hanskrist) tanker om Gud og mennesket. Kættersk er det (for mennesket i Kristus) at Gud er alt, stor og ophøjet og mennesket lille, en del (betinget væsen) og nedgjort og et sølle/ringe uselvstændig barnligt vedhæng til Gud, en del af noget meget større. I Kristus er virkeligheden at vi mennesker ikke er en del af kosmos, men kosmos en del af os, mennesket er selv "holismen", har i Kristus et center og en kraft hvor vi selv er denne holisme (et mikrokosmisk individ der står over verden), og vi skal ikke forklares som en reduceret del af et mægtigt holistisk univers hvor alt hænger sammen, den del (hvor mennesket reduceres, analyseres og forstås uden Gud der står over verden) skal naturvidenskaberne (Ole Bjørn og Kræn-p) nok tage sig af. I Kristus er mennesket en oppefra og ned skabning, ukrænkelig og hel individ og person fra Gud der Kosmisk står udenfor og over verden men dog er trådt ind i verden, eller gør sig gældende i verden, og mennesket har derfor også en kristologisk antropologi, og alle de mange naturvidenskabelige antropologiske diskurser og forklaringer på mennesket kan ikke udgøre det komplette billed af hvem mennesket er. Vi må huske at tænke på os selv i Kristus, som Kosmiske Guddommelige væsner der står udenfor og over verden, hvor vi dog formår at virke og herske og forvalte i verden og over det der er i verden.



Mange kærlige hilsner HansKrist.



(1)*:

Det Bibelske budskab er ikke dette, at et menneske, Jesus, tilkendes prædikatet guddommelighed. Den tankegang, at Jesus er ”gud”, forudsætter jo, at ”gud” eller ”det guddommelige” på en eller anden måde på forhånd er bekendt, og at vi på grund af Jesu særlige egenskaber, f. eks. Hans moralske højhed eller Hans religiøse genialitet, mener at turde tilkende Ham dette høje prædikat. Men af en sådan tankegang finder vi intet spor i Det nye Testamente. Derimod findes der en særdeles kraftig understregning af, at Han, da Han på denne måde skulle kåres og vurderes af mennesker, blev behandlet som alt andet end et guddommeligt menneske, tværtimod blev forkastet og henrettet som forbryder. Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår. Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud. Men: Gud blev menneske, blev gjort til en forbandelse, til synd, for os.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os!” formulerer Johannes denne bekendelse. Inkarnationstanken udtrykker denne enhed af kristologi og theologi, theologi og kristologi. Inkarnationstanken er ikke et princip til brug i en objektiv anskuelse. Som led i et system er inkarnationstanken selvmodsigende. Thi i et system tænkes ideer sammen. Og Guds og menneskets ide kan ikke tænkes sammen. Inkarnationstanken er ikke indholdet i en anskuelse, men formen for et budskab. Inkarnationstanken som systematisk ide måtte udtrykkes således: ”Ord er kød”, eller: ”Kødet er Ord”. ”Gud er menneske” eller ”Mennesket er Gud”. Ingen af delene er sandhed. Gud er ikke et menneske, og mennesket er ikke en Gud. Men inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: ”Ordet blev kød! Gud blev menneske!” inkarnationstanken udtrykker en begivenhed. Og denne begivenhed er den historiske Jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore Gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forsekellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, d.v.s. som begivenhed. Det er dette inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter.