Hej Jan..

Du skriver til Canto:



Undskyld jeg siger det, men det lyder mere som en floskel der bliver slynget ud, for at du kan føle at du har overskud til ikke at lade dig gå på, end reel forståelse for Cantos irritation..

Jeg har lagt mærke til at du tit bruger den slags floskler, men jeg tvivler på at du virkelig mener dem.. Du er nok ikke bevidst om det, det er nok blevet en art tillært refleks (a la når lægen slår på knæet), som du slynger ud i din følelse af at være oven på..

Jeg kan godt se hvad Flemming og Dot mener, når de taler om selvsuggestion, men jeg tror egentlig ikke at du er klar over det.. Jeg vil ikke sige at du lyver, når du kommer med floskler som denne, mere at du reelt ikke er klar over hvad du siger, kun effekten af at tage denne "lykkepille", som reelt ikke bringer dig nærmere hverken forståelse eller G-D, kun en falsk følelse af overskud..

Mvh

Hej Michael

Du rammer faktisk noget essentielt i dette korte indlæg, som jeg først i dag er i stand til at se: "Du taler og jeg lytter".

Det er jo Guds tiltale til os; det, hele kristus-mysteriet handler om, når Gud træder ind i vores eget hjem. For har vi ikke alle et hjem, hvor Gud taler til os: "Du er min elskede søn"?

Mystikerne tillagde bønnen, den kontemplative bøn, en stor værdi. Bønnen forstås her af Wilfred Stinissen, karmeliterbroderen, som en "dialog med Gud". Det vil sige i bønnen fører Gud og mennesket en dialog. Stinissen fortsætter med at fremhæve bønnen som vort åndedræt, hvor vi netop ikke med bønnen fabrikerer en ny virkelighed men "bekræfter den eksisterende virkelighed".

Det handler om, at vi kan være os selv uden at spille forskellige roller og uden at ville være selv-skabende/ville være >>noget<<. Den guddommelige kærlighed - som på en eller anden måde berører din titel "Min Gud" - forudsætter os, som dem vi er, for at Guds kærlighed kan tage bolig i os, og vi kan lære at elske og at tjene.

Wilfred Stinissen skriver således:

"Der findes et hjem indeni ethvert menneske, et hjem hvor både Gud og mennesket har hjemme, Dette hjem er fuldt af berusende liv. Dér findes en vældig strøm: Sønnen der er >>pros ton Theon<< (rettet mod Faderen Joh. 1,1), og midt i denne strøm befinder mennesket sig. Det strømmer mod Faderen sammen med Sønnen.
Dette hjem står altid åbent, man kan komme hjem når som helst. Porten dertil er bønnen, og porten åbnes altid når vi banker på".

Det er så Wilfred Stinissens ord på bøn. Pointen for mig er, at bøn ikke blot handler om de ord vi selv formulerer eller er blevet formuleret så som trosbekendelsen men derimod om de ord, Gud ønsker at tale med os. Bønn er mere end deltagelse i gudstjenesten eller et personligt anliggende; den er et altomfattende fællesskab - pulsslag af det samme åndedræt.

Tjah, det var så et lidt andet input til debatten fra min side, end jeg plejer

Mvh
Anne

Hej Borad.

Det er da fair nok du har den opfattelse af mig, ja, for det er jo så din måde at tolke det jeg skriver på, ik..

Når du skriver noget på debatten Borad, er du så oprigtig?

Har du overskud?

Og hvordan bearbejder du de følelser og tanker som kommer frem når du møder modstand?

Jeg har fundet ud af at det aldrig er andre menneskers adfærd og opfattelse jeg reagere på, men min fortolkninger og domme, og ja, de følelser og tanker som så kommer frem, dem ønsker jeg at tage ansvar for.

Så min erkendelse er, at det som i virkeligheden påvirker mig, er mine egne tanker, og jo, jeg lader mig friste af troen på, at jeg kan slippe for at tage ansvar for det jeg tænker, ved at projicere og fornægte. Men den fred jeg oplever indeni, når det er jeg forstår at tilgive og ikke fordømme, ja, den vidner for mig om Gud. Og for mig giver det et helt enormt overskud, når det er jeg forstår hvordan tingene virkelig hænger sammen, og ikke mindst hvor jeg skal søge efter det jeg søger.

At dømme og fordømme er også en refleks, og ofte er det ikke bevidst. Og den reaktion som ens domme fremmer, den skal jo retfærdiggøres på en eller anden måde, og ja, ofte retfærdiggøres ens måde at reagere på, ved at se sig selv som offer for andre menneskers angreb på en, og så er overbevisningen, at det bedste forsvar er angreb.

For mig er Gud en tilstand af fuldkommen fred, og så længe mit sind ikke er fredfyldt, så længe må det jeg tænker også afspejle konflikt. Hvis man tænker i overenstemmelse med hvad der er sandt, så er det også uundgåeligt at der er vished og klarhed i ens sind, og ikke konflikt.

Så jo, jeg har i perioder et meget stort overskud, og det giver en oplevelse af at være usårlig overfor falske ideer og overbevisninger i mit sind. Men igen, overskudet kommer sig af villigheden til at tilgive frem for at dømme og fordømme.

Og som jeg oplever det, så bliver det at tilgive helt naturligt, når man oplever den virkning det har. Og ja, for mig er tilgivelse det som ophæver mit ego, så mit sind igen kan forenes med Gud(Ånden).

Og det er da helt ok du skriver det du skriver, Borad. For mit vedkommende behøves du ikke at undskylde.

Kærligst Jan.

Et meget smukt indlæg, Anne. Meget smukt.

jeg vil ikke kommentere det yderligere, ville bare lade dig vide at jeg har læst det.

Det er helt rigtigt. Det er sådan det er.

Det er bare helt fint, Michael.

Jeg har lavet en revideret udgave af indlægget på min blog, hvor jeg låner dine ord "Du taler, jeg lytter" som indledning.

Nu håber jeg, at det er okay for dig, ellers må du jo sige til.

Mvh
Anne ;)