annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
Kærlighed
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 508 gæster og 262 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 2 1 2 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#5 - 30/03/2008 13:23 Indoktrinering. [Re: ]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
Kære debatkolleger.

Treram har i et andet forum været inde på menneskerettigheder for så vidt angår børn og religiøs påvirkning. Når man som jeg har passeret støvets år, bruger man af og til tid på at sidde og erindre. Det hænder også, at man skriver nogle af erindringerne ned, og det følgende er noget, som ligger i skrivebordsskuffen, og som jeg hidtil kun har gjort tilgængeligt for andre på et andet debatforum.

Min opvækst fandt sted i et husmandshjem i Jylland, og i hine tider stod Indre Mission stærkt på egnen. Faktisk havde vi naboer, som jeg uden tøven vil betegne som indremissionske fundamentalister af den type, som Hans Kirk har skildret så mesterligt i for eksempel »Fiskerne«.

I forskolen blev vi undervist af den iøvrigt dygtige forskolelærerinde frk. X. Denne frk. X var udover at være dygtig også medlem af Indre Mission, hvilket jeg efterfølgende har måttet konstatere, at hun i høj grad lod sin skolevirksomhed præge af.

I januar 1948, da jeg var næsten ti år gammel, skulle vi skrive den traditionelle hjemmestil om, hvordan vor juleferie var forløbet. I denne stil kom jeg ind på, at vi nytårsaften gik rundt til naboerne og fyrede vore karbid-dåser af, lavede nytårskunster og blev trakteret med småkager og pebernødder. Jeg berettede også om det, der var årligt tilbagevendende, at vi endte vor rundgang hos vore nærmeste naboer, hvor vi spillede kort (rommy om pebernødder), indtil det nye år begyndte kl. 24.

Da jeg var oppe ved katederet for at få min hjemmestil bedømt, blev frk. X vred, slog en tyk rød streg hen over mine sætninger, og udbrød: »Det pynter rigtignok ikke i en dansk stil, Kristian!« Herved fik jeg røde ører, og de blev rødere og rødere i takt med, at hun med mig stående ved siden af holdt et lille foredrag for mine skolekammerater om, hvor ukristeligt og stridende mod Guds bud, det var, at man overhovedet rørte et spil kort.

Hun pegede ned på det bibelhistoriske anskuelsesmateriale, der hang indrammet på væggene, og spurgte om Jesus havde ladet sig korsfæste for vor skyld og udgydt sit hellige blod, for at vi skulle trodse hans bud og hengive os til fornøjelser, som var djævelens værk.

Se, sådan noget synker dybt i hjertet på en tiårig bondedreng, der hjemme har lært at bede aftenbøn og har lært at synge til bords før måltidet og efterfølgende takke Gud for maden. En bondedreng, der nu fra en autoritet, som Frk. X var, får at vide, at fortabelsen i helvedes flammer er hans visselige destination, hvis han ikke holder op med det udsvævende liv, der består i at spille kort.

Når jeg i dag kommer forbi frk. X's gravsten på kirkegården, tænker jeg altid venligt tilbage på de fortrinlige faglige kundskaber, som hun bibragte mig i mine tre første skoleår, men mine tanker strejfer også Tove Ditlevsen: »Man gjorde et barn fortræd«.

Skulle jeg i fantasien give ordet til Frk. X, ville hun formentlig sige, at hun gjorde det i den bedste mening. Hun var motiveret af at ville bidrage aktivt til min sjæls frelse. At hun i virkeligheden udøvede sin magt over børnene, faldt hende næppe ind. Der var tale om en magtdemonstration, der har været med til at lægge grunden til mit senere standpunkt om, at hvor menighedsdannelse omkring en gud finder sted, lurer magtmisbrugets djævel ofte i kulissen. Og her er børn værgeløse.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen
Top Svar Citer
#6 - 30/03/2008 15:35 Re: Indoktrinering. [Re: ]
treram Offline
bor her
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
Kære Kristian og debatkolleger.

Nu har Kristian sådan set åbnet for en slags "trosbekendelse" hvorfor han blev religiøs eller ateist, måske dette var en god id'e til at lære hinanden lidt bedre at kende, om baggrunden til vor tro ikke tro.
Jeg vil derfor fortsætte lidt i hans spor.

Jeg blev født i en alm. dansk familie, blev døbt uden større modstand fra min side. Gik i skole under krigen i forskellige lokaler rundt om i byen, fordi tyskerne havde beslaglagt vores skole til lazareth. Såvidt jeg husker var der ikke megen religionsundervisning i de år, jeg kom lige efter krigen på en privat skole, hvor der ihvertfald var religions indoktrinering. Vores religionslærerinde en ældre pastorinde, var meget bestemt i hendes oplæring af os, den lille katekismus og salmevers skulle kunnes udenad, uvist af hvilken grund, troede jeg ikke på noget af det hun fortalte, 11 år var jeg og der blev ikke bedt bordbøn derhjemme eller fadervor om aftenen, jeg var endnu noget ræd for mine lærere, men det fortog sig dog, og det år jeg skulle konfirmeres, stilede jeg mig helt på bagbenene, måske nok fordi jeg havde haft en større diskution med mine forældre om denne konfirmation, som jeg så absolut var modstander af.
Jeg ville ikke konfirmeres men en 14 årig dreng havde ikke meget at skulle have sagt i 1947, og mine forældres eneste forsvar, var at enhver fra en "ordentlig" familie skulle konfirmeres, så jeg måtte bide i det sure æble og blev indskrevet til konfirmandforberedelse.
Jeg tror at jeg nåede at deltage i ca. halvdelen af de planlagte timer, hvilket pastoren ikke var videre begejstret for, det lykkedes desværre min mor at overtale ham til at konfirmere mig, blandt ved hjælp af en stor kasse af hans hofmærke i cigarer.
Konfirmeret blev jeg, efter denne ulyksalige handling rev jeg min salmebog i småstykker og pakkede stumperne ned i en kasse med et brev, at det var en hilsen fra foreningen til kirkens udryddelse, ja var underlynene gal, det hele blev sendt til pastoren, uden afsenderadresse, hvilket har ærgret mig noget siden.
Efter konfirmationen skulle min religionslæreinde selfølgelig udfordre skæbnen og ville have mig til at citere trosbekendelsen, dette nægtede jeg purre, hun blev totalt lamslået, kobberød i hovedet og kunne næsten ikke få et fornuftigt ord ud af munden, hun fik dog mælet igen og jeg blev sendt ned til rektor som straf, han tog det nu utroligt let og straffede mig ikke på nogen måde, desværre kan jeg ikke lige huske hvad han sagde.
Efter den tid var jeg ikke rigtig på talefod med pastorinden, hvilket jeg ikke havde det mindste imod.
Min antipati mod religionen, blev endnu større dag jeg i attenårs alderen, var på militær træning på en flyvestation i Mississippi i USA, et par uger efter vi var ankommet ville jeg ind til den nærmeste by Biloxi og se på biler, jeg tog bussen en søndag formiddag mod byen, jeg var heldig der var lige en ledig plads bag chaufføren som jeg satte mig på, et par stoppesteder efter steg en ældre negerkvinde på bussen, da jeg vidste at der ingen ledige pladser var i bussen, rejste jeg mig og tilbød hende min plads, hun så forvirret på mig og rystede på hovedet uden at sige noget, bussen startede, jeg gentog at hun skulle sætte sig ned, jeg var ung og kunne stå op, hun svarede stadigvæk ikke og så meget stresset ud, jeg tænkte hun nok ikke forstod mit skoleengelsk og skubbede hende blidt ned på sædet.
Jeg havde godt nok lagt mærke til at snakken blev ligesom højere i bussen, men tænkte ikke over det, men da negerkvinden sad på min plads begyndte folk at råbe og vifte med armene, jeg hørte ligesom nogle råbte ;lynchning o.m.a. jeg ikke lige kunne tyde, men bussen standsede brat og nogle mænd kom løbende til mig og smed først mig ud af bussen med et spark og derefter negerkvinden ud, hvorefter bussen fortsatte sin færd.
Efter at have børstet støvet af mine bukser fik jeg hjulpet negerkvinden på benene, jeg spurgte hende hvad der var ivejen siden vi blev smidt af, hun stod bare og rystede på hovedet mens øjnene rullede rundt, ikke et ord slap over hendes læber. Efter flere forsøg med at kommunikere med hende opgav jeg og gik til næste stoppested og fortsatte min tur med en anden bus.
Uden at vide det var jeg muligvis den første hvide mand der havde rejst sig for en neger, som på dette tidspunkt kun måtte sidde på de sidste 4 rækker i bussen, hvis der ellers var plads nok til de hvide.
Om jeg så kommer til at ligge på lit de parade i det Hvide Hus som Rosa Parks, der i dec. 1955 startede oprøret mod netop denne ydmydelse ved at sætte sig på et sæde bag chaufføren, tror jeg nu ikke, men en spændende historie var det, først lidt senere på dagen kom jeg i tanker om at mange af passagererne havde salmebøger i hænderne, det var en "kirkebus" jeg var havnet i, så de kære gode kristne ville lynche en lille dansk soldat, der viste hvad han havde lært som spejder.
En anden dag da jeg endelig havde fået en bil og var på vej til nogle danske familier med 3 soldaterkammerater, kørte vi gennem et negerkvarter i en lille by, detr gik 3 søde negerskolepiger, vi dyttede til dem og vinkede bare for sjovt, det fik hurtigt en ende, idet en stor neger råbte til os fra en veranda mens han viftede med en stor revolver, vi hørte ikke hvad han råbte men jeg trådte speederen i bund og vi kom væk i en fart, jeg fik senere at vide at hvide mænd tit voldtog negerpiger uden at der blev rejst tiltale mod dem, derfor negerens vrede.

Vi var nogle stykker der af og til gik ned i byens negerkvarter og spillede bold med drengene, i starten var de ikke meget for det, men de blev efterhånden glade for at spille med os, vi forklarede at vi ikke havde noget imod black people og fortalte at de burde have samme rettigheder som de hvide.
Min "karriere" som ateist fortsatte og et par megastore operationer, hvor jeg endda nåede at dø inden en reoperation, har ikke åbnet mine øjne for en åndelig verden, jeg har det vældig godt uden.har levet og lever et indholdsrigt liv med mange store spændende udfordringer, som en religion nok kunne have spændt lidt ben for.
Det blev en lidt længere historie, håber at andre følger i Kristians og mit fodspor, det er altid spændende at høre hvorfor folk har den tro/mening de nu har.
_________________________
mvh.treram
Top Svar Citer
#7 - 30/03/2008 18:07 Re: Indoktrinering. [Re: ]
Borad Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 229
Sted: Danmark
Så hopper jeg da også med:o)

Jeg blev født og har levet det meste af mit liv som en ganske ordinær dansk ung mand..

I mine teenageår var jeg som teenagere var flest, ikke afvisende overfor noget større, men samtidigt komplet ligegyldig overfor om der skulle være noget.. Jeg var hverken troende eller ikke-troende.. Bare ligeglad..

Det ændrede sig da jeg boede i Randers og lærte en sympatisk gut fra apostolsk kirke at kende.. Han forklarede sit syn på verden, gud, Jesus og så videre.. Det virkede faktisk til at virke ret logisk det meste af det, så jeg begyndte at forholde mig til det kristne budskab..

Det var dog først da jeg flyttede tilbage til Kbh et år efter, og begyndte at deltage i aktiviteterne i Pinsekirken i Kbh (Drejervej), at jeg virkelig blev fanget af det.. Jeg flyttede ind i et kristent bofællesskab og brugte temmelig meget tid på at studere kristendommen.. Ikke kun det, også forsøg på at omvende hele min familie brugte jeg kræfter på (til stor irritation for dem:o)..

Da ungdomspastoren i kirken opfordrede mig til at starte på kirkens bibelskole, slog jeg til.. Planen var at jeg skulle uddanne mig på skolen og så ud og missionere eller være ungdomspastor..
Dog mente jeg at hvis jeg skulle følge nogle af de to planer, så måtte jeg virkelig forstå Jesus budskab, hvilket førte mig til at jeg brugte en masse tid på at studere Jesus' samtid.. Mere præcist fra Makkabæerne (ca. 250 år f.alm.tid) til bar Kochba (135 alm.tid)..

Det bragte mange overraskelser.. Specielt det at Jesus langt fra var den eneste der udråbte sig eller blev udråbt til messias.. Hvilke tanker der gik igennem tiden.. Hvordan tingene hang sammen (romernes trang til at straffe et hvert oprør med nedslagtningen af nogle tusinder jøder - pludselig forstod man hvorfor Saddukæerne var nervøse overfor endnu en 'messias')..

Da jeg fandt ud af hvor lidt jeg egentlig vidste om baggrunden for Jesus' samtid, var der ikke langt til at erkende at jeg nok heller ikke vidste det store om jødedommen eller jøder.. Sagen er, at vi i næsten hver eneste prædiken blev fortalt om jøderne og deres tro, men på det tidspunkt begyndte jeg at tvivle på om det nu var så nuanceret som man kunne forvente.. Selve 'belæringen' om Jesus' samtid var jo stærkt farvet, så hvorfor skulle andre ting ikke også være det?

Ganske rigtigt.. Da jeg begyndte at studere jødedommen, fandt jeg ud af at tingene langt fra var som jeg havde lært i de kristne cirkler.. Der var ikke noget krav om at man skulle holde ALLE bud for at blive frelst.. Ej heller at alle er underlagt 'Moseloven', hvilket så førte til spørgsmålet: "Hvad frelser Jesus mig så fra?"..

Jo mere jeg lærte om jødedommen, jo mere var det som at finde mig selv.. Istedet for at koncentrere mig om at overbevise alle andre om at jeg havde ret, skulle jeg koncentrere mig om at blive et bedre menneske og fokusere indaf.. Det gav mig faktisk en enorm frihed..

Samtidigt, for at det ikke skal være løgn:o), fandt jeg ud af at min fars familie stammede fra en jødisk familie som kan spores nogle hundrede år tilbage her i Danmark og videre igennem Tyskland og Holland til Portugal..

I jødedommen siger vi at da Moshe modtog Torahen på har Sinaj (Sinajbjerget) var alle jøder vidne til det.. Ikke kun de dalevende, men også de sjæle der endnu ikke var født..
De der konverterer, der drages til Torahen, som er født ikke-jøder, var også vidne til overrækkelsen, men på grund af blandede ægteskaber, blev /bliver de født som ikke-jøder..

Det holder jeg af at mene at er tilfældet for mig selv:o)..

Jeg kontaktede så Bent Lexner for fem år siden, som så accepterede at jeg startede processen..

I dag har jeg ingen kontakt til nogen af mine gamle kristne venner.. De fleste kunne ikke acceptere det, desværre.. Jeg tror ikke på Jesus i nogen guddommelig sammenhæng, måske ikke engang som faktisk historisk person.. Paulus har nok eksisteret, men er - i mine øjne - en løgner der har fået alt for meget opmærksomhed (tilgiv mig Hans Krist, hvis du læser med her;o).. I mine øjne er kristendommen en blanding af jødisk etik og hedensk gudsdyrkelse..

Mvh
_________________________

Qol Yehudi

A Jewish Voice
Top Svar Citer
#8 - 30/03/2008 18:36 Derfor blev jeg aldrig religiøs [Re: ]
kurt Offline
ny
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 19
Sted: Østjylland
I mit barndomshjem var religion ikke et emne overhovedet.

Jeg vidste udmærket hvor kirken var for min far udførte af og til smedearbejde på kirkegårdslågerne og jeg havde min næsten daglige gang sammen med den gamle ringer og graver. Jeg fik endda lært hvordan man ringer korrekt med en kirkeklokke - uden smuttere.

Kirken var der jo fordi folk kunne holde barnedåb, bryllup og begravelser og den slags. At der skulle være nogle 'skjulte budskaber' var jeg slet ikke opmærksom på.

Da jeg kom i 2. klasse skulle vi have bibelshistorie og jeg hørte så den spændende røverhistorie fra 'bliv lys..' og videre over noget syndflod og noget om jesu liv og den slags.

Det gik hen ad vejen op for mig at det ikke bare var en røverhistorie, det var vist meningen at vi skulle tro at det hele var sandt.

Jeg husker at jeg opponerede, men jeg husker ikke svarene (hvis jeg da fik nogle).
Fornøjelsen ved røverhistorien var dog ødelagt, fra da af var jeg hele tiden mistænksom.

Jeg blev selvfølgelig konfirmeret - for det blev man jo bare.

I årenes løb var religion kun noget jeg tænkte på når lejlighed bød sig. Hvis jeg mødte nogen med meninger om emnet, spurgte jeg gerne ind til det - for det var jo lidt mystisk at de fleste jo åbenbart troede på bibelshistorien og jeg ikke gjorde det.

Jeg husker at jeg ved flere lejligheder har spurgt et par præster, et par skolelærere og vel også andet godtfolk ud om nogle af mysterierne.

Jeg husker at jeg har stillet spørgsmålet: "Jamen alt det der med Adam og Eva og syndfloden og Jesus der kunne gå på vandet, det er da ikke noget som man sådan RIGTIGT tror på, er det vel?
"Det er da bare sådan noget som man siger sådan symbolsk eller sådan - ik'?"

Hver gang fik jeg svaret: "Selvfølgelig er det da noget man tror på. Det har da helt sikkert fundet sted."

Jeg besluttede så selv, at det var sgu ikke noget for mig. En kort overgang har jeg måske overvejet at fejlen lå hos mig selv.

Efterhånden som jeg er snublet over lidt viden her og der, er jeg dog blevet helt overbevist om at mit synspunkt er det rigtige for MIG.

De senere års deltagelse på diverse debatter har givet mig en masse forskellige input, og jeg er nu endnu mere sikker i min sag end nogensinde før.
_________________________
Kurt

Frihed er det bedste guld
Top Svar Citer
#14 - 31/03/2008 09:04 Derfor er jeg ateist! [Re: Kræn-P]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Derfor er jeg ateist.

Begge mine forældre var formentlig ateister eller agnostikere. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for religion var ikke et diskussionsemne i mit hjem, og jeg er ikke fra deres side blevet udsat for nogen direkte påvirkning i religiøs henseende. Det er helt blevet overladt til mig selv at danne mig en mening om troen ud fra mine øvrige erfaringer.

Min eneste erindring i så henseende er, at de i et par år sendte mig i søndagsskole, hvor man fortalte nogle spændende historier om nogen de kaldte Gud og Jesus, og som kunne trylle. Mit syn på dem har sikkert været påvirket af, at min storesøster begyndte at lære mig at læse da jeg var 3 år, så inden jeg kom i skole som 6-årig havde jeg allerede læst stribevis af eventyrbøger og andre fantastiske fortællinger, og som alle andre børn drømte jeg om at have magiske evner.

På et tidspunkt må jeg alligevel have forstået, at Gud og Jesus var noget særligt, og at de måske var virkelige, for jeg husker, at jeg spurgte min mor om de virkelig eksisterede. Hun forklarede mig omhyggeligt, at det var en trossag, og forskellen mellem tro og viden var, at ingen rigtig vidste, om det man troede var sandt. Direkte adspurgt om sin egen tro sagde hun, at det var hendes private sag hvad hun troede eller ikke troede, og på samme måde var det min private sag hvad jeg troede, og jeg behøvede ikke at fortælle nogen om, hvad min private tro var.

I nogle år var jeg derfor agnostiker, indtil min umættelige videbegærlighed (som nu har mere end 70 år på bagen) havde skaffet mig så megen solid viden om kosmos og om mylderet af andre religioner, at jeg med sikkerhed kunne konkludere; 1. At der ikke fandtes nogen personificeret Gud, og 2. at hvad årsagen til dette univers' eksistens end var, så var det hinsides menneskelig forståelse. Det må have været omkring 10-års alderen, at jeg kom til denne afgørende erkendelse.

Jeg manøvrerede derefter med sikkerhed mellem de troende mennesker i mine omgivelser i respekt for deres ret til en privat opfattelse af gudsbegrebet. Jeg så heller ingen grund til at provokere nogen troende ved at nægte at blive konfirmeret. Herregud, hvis det kunne gøre dem glade, og bekræfte dem i deres tro, så for min skyld ingen alarm. Jeg synger flittigt med på de smukke salmer, når jeg overværer kirkelige begivenheder hos slægt og venner, og undertrykker min irritation over salvelsesfulde præster, der fra prædikestolen udpensler deres almenmenneskelige mangel på forståelse af den menneskelige psyke.

Der er dog undtagelser, selv blandt troende præster. Johannes Møllehave er et lysende eksempel på, hvordan troen godt kan sublimeres og indgå i symbiose med en psykologisk forståelse. Den præst, der konfirmerede mig var af samme type, og inspirerede mig til for alvor at sætte mig ind i religiøse myters psykologiske baggrund, og ledte mig ind på tværreligiøse studier.

Der er mennesker, der som jeg kan finde masser af mening i tilværelsen uden behov for et gudsbegreb, og der er mennesker, der ikke kan rumme tanken om universet og livets eksistens uden i det mindste en "første årsag". Det finder jeg helt i orden.

Jeg er tilhænger af, at alle børn nøgternt skal oplyses om de religiøse strømninger i verden og oplyses om alle væsentlige religiøse myter, så de kan danne sig deres egen mening om troen.

Jeg er skarp modstander af enhver form for ensidig religiøs indoktrinering af børn, som ikke har den fornødne viden og personlige udvikling til at sætte sig udover den blinde tillid til deres forældre og lærere. De fleste skades for livet på deres dømmekraft, hvilket er den egentlige årsag til de uløselige religiøse konflikter, som vi er vidne til i dag.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 2 1 2 >


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
'Oppenheimer' har haft forsinket premier..
29/03/2024 12:30
Storebæltsbroen er lukket i retning mod..
29/03/2024 12:13
Rumænien efterforsker dronelignende fra..
29/03/2024 10:53
Israel reagerer på ICJ's ordre om nødh..
29/03/2024 10:23
Problemer giver op til 40 minutters læn..
29/03/2024 09:53
Nyheder fra Religion.dk