annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3801651
Et andet syn 1144175
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 890982
Jesu ord 797367
Spirituel omsorg 759825
Galleri
Forsøg
Hvem er online?
0 registrerede 107 gæster og 16 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4978 - 05/10/2008 12:07 Klassisk indisk filosofi.
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære debatkolleger.

I dette oplæg skal vi se lidt nærmere på klassisk indisk livsfilosofi. Dette indebærer, at vi samtidigt beskæftiger os med indisk religiøs tænkning, idet det religiøse og det verdslige var to sider af samme sag. Al menneskelig stræben sigtede til syvende og sidst mod det samme mål: Frigørelsen. Frigørelse fra hvad? kunne man spørge.

Det er et gennemgående træk i klassisk indisk tænkning, at livet til syvende og sidst er lidelse. Ens fødsel er lidelse, og det er døden også. Undervejs fra vuggen til ligbålet møder man ligeledes mange lidelser, men man møder også glæder, og dem var de gamle indere absolut åbne overfor, hvilket vi vil se i det følgende.

Men sådanne glæder havde flygtighedens karakter, og man kunne derfor ikke opfatte dem som grundlæggende livsvilkår. De havde ikke evighedens kendemærke, fordi de kom og gik, og så var man lige vidt.

Generelt mente man, at tilværelsen havde fire målsætninger, som man på sanskrit benævnte som ’artha’, ’kama’, ’dharma’ og ’moksha’.

(1) Artha var dette at opnå noget. Det kunne være materiel velstand og rigdom. Det kunne også være politisk indflydelse eller eventuelt status som førsteminister, fyrste eller konge. Til artha hørte også opnåelse af et godt ægteskab med en klækkelig medgift og senere tilkomst af sønner. At få døtre måtte generelt opfattes som noget i retning af en forbier.

Men også på det intellektuelle område var der noget at opnå. Der knyttede sig stor prestige til at være kyndig i de gamle religiøse tekster, vedaerne og upanishaderne. Derfor sørgede de velhavende for, at deres sønner blev oplært i vedaerne, og dette skete hos en lærer, en guru. Her lærte man vedateksterne udenad, og de bedste af guruerne kendte mange mnemotekniske (hukommelsestekniske) fif, der sikrede, at de hellige tekster blev bevaret uændret i den mundtlige tradition.

(2) Kama betyder lyst, herunder lystfølelse på det erotiske område. Måske vil nogle af debatkollegerne huske den såkaldte Kama Sutra, der blev udgivet på dansk for et halvt århundrede siden. Jeg husker, at vi i sin tid læste den som et stykke avanceret pornografi, idet den gav detaljerede anvisninger på, hvordan et samleje kunne gennemføres med den størst mulige lystfølelse for begge parter.

Man må her betænke, at mange ægteskaber blev indgået mellem personer, der var aldeles uerfarne i de aktiviteter, der udfoldes syd for anatomiens ækvator. De kunne med fordel læse de relevante afsnit i Kama Sutraen, og da de gamle indere generelt var sensuelt indstillede, blev lidet eller intet overladt til fantasien.

Men Kama Sutraen handlede om meget andet end det seksuelle. Den beskrev også, hvordan man kunne pleje sin krop, indrette sin bolig med god kunst og ansætte dygtige danserinder til kunstfærdig underholdning. De nævnte danserinder var ofte – i modsætning til hustruerne – oplært i de klassiske kunstarter, af hvilke der var 64. Kama er derfor et temmelig vidt begreb, der hentyder til nydelse i almindelighed.

(3) Dharma betyder pligt taget i meget vid betydning, så der både er tale om religiøse og sociale pligter, men med hovedvægten lagt på det religiøse. Pligterne varierede med kastetilhørsforholdet, således at et medlem af præstekasten havde andre pligter end den, der tilhørte fyrste- eller krigerkasten.

Pligten varierede også med det livsafsnit, som man befandt sig i. Disciplene hos guruerne havde andre pligter end de voksne, der havde stiftet familie eller havde trukket sig tilbage for at meditere i ensomhed.

Dharma er beskrevet i omfattende mængder af tekster, der kan sammenfattes under udtrykket Dharmashastra, d.v.s. videnskaben om pligterne. Havde man studeret Dharmashastra indgående, var man kyndig i såvel religiøs som i verdslig retsvidenskab.

(4) Moksha betyder frigørelse, og frigørelsen drejede sig om at blive løst fra sin tilknytning til alt, hvad der ellers kan binde et menneske. Man skulle dels løses fra alt det, som man elskede. Men man skulle også løses fra alt det, som man hadede.

Frigørelsen var så at sige det definitive mål i tilværelsen, hvorfor Moksha kom til at stå som det, som man i religionsvidenskaben kalder summum bonum (det højeste gode). Man måtte lære at handle – som Tuxen skriver i sin oversættelse af Bhagavadgita – uden attrå eller afsky.

Hvis man gjorde gode gerninger af kærlighed til et andet menneske, var man bundet. Hvis man gjorde slemme ting over for én, som man følte afsky over for, var man ligeledes bundet. Og hvis man døde i denne bundethed, ville tilknytningen forhindre, at man slap for den fortsatte trivielle proces af fødsel og død.

Frigørelsen skal ikke ses som et krav om inaktivitet. Der er ikke tale om noget krav om, at man giver afkald handling, men derimod krav om afkald i handling. Thi handles skal der under alle omstændigheder. Selv den asketiske eremit må handle, hvis han skal opretholde sine basale fysiologiske funktioner.

Hermed er der nødtørftigt gjort rede for den klassiske indiske filosofis lære om ’The four aims of life’, og i et efterfølgende indlæg vil der blive gjort rede for livets fire stadier ’The four stages of life’.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen


_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#4979 - 05/10/2008 13:25 Re: Klassisk indisk filosofi. [Re: Kræn-P]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland

Kære debatkolleger.

I oplægget så vi på den klassiske indiske filosofis lære om tilværelsens fire målsætninger, og i dette indlæg vil vi beskæftige os med de fire livsafsnit, der i engelske fremstillinger af indisk filosofi betegnes med udtrykkene ’The pupil’, ’The householder’, ’The hermit in the forest’ og ’The wandering sage’. Altså disciplen, familiefaderen, eremitten i skoven og den vandrende olding.

(1) The pupil er det livsafsnit, i hvilket man lærer og udvikler sig. Dette kunne finde sted som discipel hos en guru, men det kunne også finde sted på mange andre måder. De velhavende ansatte ofte huslærere, der skulle undervise familiens sønner, af hvilke der kunne være ganske mange, alt afhængigt af hvor flittig familiefaderen var med hensyn til at betjene sine hustruer.

Ofte bestod undervisningen i oplæring inden for almindelig livskundskab. Der findes en interessant tekstsamling, der hedder Hitopadesa, og i denne møder man en berømt lærer, der underviser ca. hundrede kongesønner i, hvordan man bør opføre sig over for venner og fjender. Den består af enkeltfortællinger, der munder ud i en slags aforisme, der kan minde om vore egne ordsprog og bringe en eller anden livsvisdom til udtryk.

Oplæringen kunne også omfatte kyndighed i våbenbrug eller færdigheder inden for et kunsthåndværk. Når disse læreår var til ende, indtrådte man i et ægteskab. Her kunne man for så vidt godt leve videre i sin storfamilie med ens egen fader som familieoverhoved, men når man selv opnåede status som familiens patriark, overgik man til det næste livsafsnit

(2) The householder er det livsafsnit, hvor man bærer ansvaret for storfamiliens ve og vel. Er man fyrste, vil man her træffe omfattende beslutninger om forholdet til nabofyrster. Og her kunne man drage fordel af sin oplæring i politisk geometri, som var en selvstændig disciplin. ’Min nabo er min fjende, men hans fjende er min ven’.

Det var også familieoverhovedet, der drog omsorg for, at hele familien overholdt de religiøse forskrifter ved at betale for, at der dagligt kom en brahmin til stede og udførte de rituelle offerhandlinger. Hvis familiefaderen selv tilhørte brahminkasten, var det ham selv, der forestod offeret.

Ligeledes påhvilede det familiefaderen at træffe beslutning om børnenes indgåelse af ægteskab, i hvilken forbindelse han forestod de økonomiske forhandlinger med den kommende ægtefælles familie vedrørende størrelsen og arten af medgiften.

Der var ganske mange familieoverhoveder, der trak sig tilbage fra værdigheden og overlod rollen som householder til deres ældste søn, medens der endnu var udsigt til at leve nogle år. Herved overgik de til det tredje livsafsnit.

(3) The hermit in the forest betyder som nævnt eneboeren i skoven, men der kunne også godt være tale om blot at flytte over i en hytte på familieejendommen sammen med førstehustruen. Her levede man nogenlunde afsondret og fordybede sig i meditation. Dette skete med henblik på at forberede sig på det sidste livsafsnit, hvor den endelige frigørelse fra alle bindinger gerne skulle finde sted.

Man var ikke i mindste måde involveret i familiens anliggender, der helt og fuldt blev varetaget af sønnen, der havde afløst én. Efter denne periode, der var præget af læsning i de vediske skrifter samt af meditation, overgik man til det fjerde og sidste livsafsnit.

(4) The wandering sage eller den vandrende olding var den, der havde opgivet enhver tilknytning. Hvis han var af høj kaste, tog han den hellige snor af, iførte sig en enkel klædning – ofte orangegul – tog en stav i hånden og begav sig på vandring. Hverken hans hustru eller den øvrige familie så derefter noget til ham.

Ofte ville hans lange og ensomme vandring bringe ham til de forskellige hellige steder, hvor også andre pilgrimme kom, og man kan den dag i dag for eksempel se nogle af dem ved Ganges, hvor de kendes på den orangerøde klædning. Enkelte optræder dog splitternøgne.

Dette oldgamle livsmønster er på retur, hvorfor det er de færreste familier, der følger det, men det er endnu ikke helt forsvundet.


Hermed skulle der være redegjort i store træk for et hjørne af klassisk indisk filosofi. Om det fremførte så måtte give anledning til kommentarer, vil vise sig.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen


_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Gerth Drost
af Gerth
18/07/2019 00:53
OPLYSTHED
af Gerth
17/07/2019 23:48
Mellemrummet
af Simon
17/07/2019 05:22
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Gerth
16/07/2019 16:58
Lyser på vej
af Simon
16/07/2019 07:41
Nyheder fra DR
Instagram skjuler nu antallet af likes i..
18/07/2019 10:16
Kronvildt skader markerne: Nyt hegn spar..
18/07/2019 10:00
Betjente trak pistoler under Paludan-dem..
18/07/2019 09:26
Kunderne flygter: Overskuddet dykker i D..
18/07/2019 08:09
Forbrugerombudsmanden politianmelder e-c..
18/07/2019 08:05
Nyheder fra Religion.dk
Skolen skal kunne give eleverne etisk ba..
17/07/2019 12:29
Kan du gætte, hvem der sagde dét?
16/07/2019 12:05
Daniel Nørgaard: Find 10 minutter hver ..
16/07/2019 06:00
Annika Aakjær: Jeg glæder mig til det ..
10/07/2019 08:58
Hvorfor skal ultraortodokse jøder frita..
09/07/2019 06:00