Med bogen Forsvar for rationaliteten har Kai Sørlander leveret et af de væsentligste bidrag til forståelsen af forudsætningerne for demokratiet og civilisationen i de sidste par årtier.

Af Thue Kjærhus

Sørlanders bog er stringent og faktisk relativt let at læse. Når man har bogen i hånden, er det ganske vanskeligt at lægge den fra sig. Jeg læste den i eet stræk, dvs. den ganske nat, og holdt herefter en morgensamling om den på højskolen.

Kai Sørlander, er, så vidt jeg er orienteret, den første danske fagfilosof, som har kastet sig over at analysere islams forudsætninger for demokratiet. Sørlander har hermed taget tråden op fra Bertrand Russell, som i Vestens Filosofi fra slutningen 1940erne (oversat af Elsa Gress i 1953), lagde grunden til en kritisk filosofisk analyse af islams kulturelle betydning for Vestens civilisation. Tidsskriftet Slagmarken (Idehistorie, Aarhus Universitet) udsendte, så vidt jeg erindrer, i begyndelsen af 90erne et temahæfte, der også behandlede islam og civilisationen.

Sørlanders bidrag er imidlertid mere substantielt end Russsels, hvilket naturligvis skyldes, at Russell skrev en filosofihistorie og Sørlander et analytisk bidrag.

Men hvis man har mod til, efter at have læst Sørlanders bog, at følge op på en filosofi historisk tilgang til sammenhænget mellem kultur, religion og islam, så bør man læse Bertrand Russells værk Vestens filosofi.

Udgangspunktet for Sørlanders forståelse af demokratiet er abstrakt, og deduktivt, dvs. enkelt og logisk. Sørlander ser demokratiet som et selvindlysende aksiom, eller rettere, som en rationel orden. En tilgang mange samfundsforskere nok vil sætte spørgsmålstegn ved. Demokratiet er måske nok ideelt set rationelt, men in re er der mange strukturer i samfundet, som vil gøre det umuligt for demokratiet at komme til at svare til sit begreb. De empiriske forhold svarer således sjældent til de ideelle fordringer.

For Marx forhindrede de økonomiske strukturer i samfundet således mulighederne for et ideelt og rationelt demokrati, og for sociologer som Adorno, Baumann, Durkheim, Habermas, Luhmann, Parson, Tönnies, Simmel, Weber og Wright er der andre aktører, som forstyrrer rationaliteten.

Sørlanders tænkning, er, som det er tilfældet for hovedparten af filosofferne, ikke historisk (læs epokal/konkret), men ahistorisk (læs universel/abstrakt), men logisk, ideel og universel.

Det er både styrken og svagheden i værket. Han tager således ikke afsæt i den politiske aktualitet eller i begreber som f.eks. samfundsformationer, idealmodeller (Weber) eller komparative metoder (f.eks. Erik Rasmussen/David Easton), som man gør i samfundsvidenskaberne.

Man kan måske derfor bebrejde tilgangen for en manglende empirisk genstandssensitivitet. Vi opfordres derfor ikke til at se på, hvordan demokratiet som rationelt ideal udfolder sig i et samspil mellem samfundsformationer og det historiske.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Sørlander har fat i en række afgørende pointer nemlig, at kristendommen i substantiel forstand og kristenheden in re, i modsætning til islam, kan leve i overensstemmelse med demokratiet.

Diametrale modsætninger

Sørlander tager afsæt i det indlysende, logiske forhold, at islam og kristendommen er diametralt forskellige størrelser. De har forskellige intentioner og et grundlæggende forskelligt forhold til Gud. Ja, faktisk er der slet ikke tale om den samme Gud. Kristendommen gav mennesket friheden og ikke loven.

Guds rige er ikke af denne verden. Det er derfor muligt for kristne at give, hvad der er kejserens, og hvad der tilkommer Gud. Kristendommen kan derfor, i modsætning til islam, skabe en distinktion, som er vandtæt mellem det verdslige og det religiøse regimente, hvilket er forudsætningen for et demokrati. Kristendommen kan derfor i trosspørgsmålet ideelt set leve sig selv ud, uden at komme i konflikt med magten og lovgivningen. Det kan islam ikke. For islam er dette ikke muligt.

Islams budskaber skal virkeliggøres i samfundet. Da demokratiet er baseret på at de politiske instanser er i overensstemmelse med folkets vilje (derfor er FN ikke demokratisk), vil islam, hvis det skal svare til sit begreb, få grundlæggende problemer med demokratiet. Muslimerne må således enten afskaffe demokratiets fordringer om en adskillelse mellem det religiøse og sekulære regimente, eller blive a-religiøse.

Islam kan derfor kun afvise sammenhængen mellem folkets vilje og institutionernes legitimitet. For islam kan det aldrig være den folkelige legitimitet, der skal tegne de demokratiske institutioner. Argumentationen er ikke ny. Søren Krarup og Tidehverv har fremført den i årtier med kraft og stringens.

Kristendommens betydning

Nej, det nye i Sørlanders argumentation, er, at kristendommen anses som sporen til det vestlige demokrati og den vestlige rationalitet. Man kan hertil sige, at han nok overser, hvilke betydninger græsk filosofi har haft på Aftenlandene.
Faktisk vil jeg mene, at græsk filosofi og græsk kultur har lagt grunden til den vestlige ratio. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender kristendommens betydning, men det betyder, at Vestens moderne ratio er opstået i samspillet mellem Roma, Hellas og Jerusalem (kristendommen).

Det vestlige ideal er ikke religiøst. Det er baseret på rationaliteten. En rationalitet, der ifølge Sørlander primært er betinget af kristendommens adskillelse mellem det sekulære og religiøse regimente. En adskillelse som forstærkes og tydeliggøres i protestantismen. Vi kan næsten med Kant in mente derfor sige, at kristendommen sparkede Gud ud i ”Das Ding an sich” med reformationen. Kristendommen adskilte troen fra videnskaben via insisteringen på det personlige gudsforhold. Der blev hermed plads til fornuften, eller bedre den sunde fornuft i det verdslige. Kristendommen blev en privat og individuel sag.

Med kristendommen blev individualismen og det personlige grundlagt, eller bedre protestantismen fødte det moderne. Troen blev et privat foretagende, som staten og ”kirken” ikke kunne tage sig af.

Med reformationen blev der skabt et frirum for det personlige initiativ og en politisk autonomi for det rationelle, eller som Sørlander noterer: Troen gør sig selv til en personlig sag. Hermed skaber den et politisk frirum for de rationelle bestræbelser, som principielt aldrig kan finde plads i islam.
På et logisk plan har Sørlander redegjort for dette med stringens og overbevisning. Sørlanders tankesæt bevæger sig således med klarhed i det filosofiske felt dvs. i departementet for logikken.

Men spørgsmålet er, som noteret tidligere, om man kan analysere en samfundsudvikling og religion alene ud fra et deduktivt og ideologisk plan. Er vi ikke tvunget til også at analysere islam og kristendommen empirisk? Ja, kunne man ikke indvende, at en samfundsformation altid rummer et økonomisk, politisk, ideologisk og filosofisk niveau, for nu at udtrykke mig med politologen Poulantzas.

Sådan vil man i hvert fald angribe problematikken i en samfundsfaglig sammenhæng. Sørlanders indgang til problematikken er i den forstand en erhvervsskade, som man ofte ser hos filosoffer, der tangerer samfundsfaglige felter.
Når det er sagt, så vil jeg omvendt notere, at historikere, sociologer, politologer og samfundsfagsfolk ofte har et problem med de rene kategorier.

Ellemann og Tøger

I afslutningen af Sørlanders værk er der en række randbemærkninger til Uffe Ellemann-Jensen og Tøger Seidenfaden. Sørlander gør blandt andet opmærksom på, at Uffe Ellemann-Jensen har misforstået begrebet tolerance. Ellemann-Jensen kommer ganske enkelt under alvor faglig behandling af Sørlander. Ja, jeg kunne faktisk godt tænke mig, at Sørlander fremlagde argumentationen for Ellemann-Jensen i medierne.
Sørlander gør nemlig med rette gældende, at ytringsfriheden gives til den, som ytrer sig: ”Kravet om tolerance indebærer, at man skal acceptere andres ret til at ytre meninger og holdninger, som man ikke selv deler. Hvis man er tolerant, så bruger man ikke sine krænkede følelser til at indskrænke andres ret til at ytre sig, men man nøjes med at modsige dem i en ligeværdig meningsudveksling.” Sørlanders argumentation er indlysende rigtig. Den er klar.

Zinkernagel, Kant og Wittgenstein

Sørlander er elev af fagfilosoffen Peter Zinkernagel, som i 1957 skrev et af det 20. århundredes vigtigste danske bidrag til fagfilosofien, nemlig værket Omverdens problemet. Værket har inspireret mange senere filosoffer, bl.a. Hans Siggaard Jensen, David Faverholdt, Nini Prætorius, Arne Thing Madsen, Jens Flor, Ole Bernsen og altså Sørlander.

Peter Zinkernagel analyserer dagligdagssproget for at finde de begrebssammenhænge, som er forudsætningen for dets meningsfulde brug. Kai Sørlander overskrider på sin vis positionen. Sørlander forsøger således ud fra modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori at deducere, hvorfor disse begrebssammenhænge nødvendigvis må være, som de er.

"Post-wittgensteinsk kantianisme"

Altså, hvor Peter Zinkernagel gør noget, der svarer til, hvad Kant gør i Prolegomena, så gør Sørlander det, som svarer til, hvad Kant gør i Kritik der reinen Vernunft. (Se Sørlanders hovedværker: Det uomgængelige og Den endegyldige sandhed).

Georg Henrik von Wright har kaldt Sørlanders filosofi for: ”Post-wittgensteinsk kantianisme”, hvilket er et ganske sigende karakteristik.

Den stringens, som er kendetegnende for Sørlanders tænkning, er, som sagt, præget af Zinkernagels, Kants og Wittgensteinsk filosofi. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Sørlanders værk af Dagbladet Politikens anmelder Lars Sandbech blev karakteriseret som ”En superkonsistent og velargumenteret kritik af islams politiske dimension”.

I Jyllands-Posten og Berlingeren fik den også meget fine anmeldelser.

Konklusion: Sørlanders bog er ikke alene vigtig at læse. Nej, den er uomgængelig og afsnittet om ytringsfriheden (Ellemann-Jensen) burde indgå i ethvert gymnasiepensum. Det er ganske enkelt fremragende klart.

Kai Sørlander: "Forsvar for rationaliteten – religion og politik i et filosofisk perspektiv". Informations Forlag 2008, 232 sider, 248 kr.

I KRISTELIGT DAGBLAD den 19. april indvender Kai Sørlander imod min anmeldelse af hans nye bog ”Forsvar for rationaliteten”, at jeg ikke har forstået strukturen i bogens argumentation.

Det er temmelig urimeligt, for den logiske struktur hos Sørlander er ganske triviel. Logikken byder sjældent på overraskelser, og da slet ikke i den dogmatisk-fundamentalistiske udgave, Sørlander sværger til. Hvad jeg har interesseret mig for, er derimod et niveau, som Sørlander næppe kender til eksistensen af: Jeg søgte at beskrive den psykologiske struktur, der ligger til grund for Sørlanders projekt.

Tager man Sørlanders bog for det, den foregiver at være – en rationel argumentation for at kristendommen, i modsætning til islam, er forenelig med rationalitet – virker bogen for så vidt meget tilforladelig.

Problemet er imidlertid, at Sørlander tydeligt er drevet af motiver, der er aldeles irrationelle, og som han selv næppe kan have begreber for, fordi rationaliteten i hans forestillingsverden udfylder hele sjælen. Psykologien ved, at der findes andre og mere raffinerede motiver i sjælen, end dem, logikken kender til. Man gennemskuer derfor ikke Sørlander ved at gennemskue hans argumentation, men ved at gennemskue det uerkendte udgangspunkt for hans argumentation.

I MIN ANMELDELSE af Sørlanders bog sammenlignede jeg ham med en tryllekunstner. Jeg ser nu, at det var en dyb uretfærdighed, for en tryllekunstner er en person, der laver illusionsnumre, som andre ikke kan gennemskue, men som han selv forstår. Strukturen hos Sørlander er en helt anden. Sørlander bedriver nok illusionskunst med fornuften, men han gennemskuer på intet tidspunkt selv, hvad det er, han gør.

Han er selv det første offer for sit bedrag. Det rejser spørgsmålet: Kan man tro på, at en mand, der ikke kan gennemskue sig selv, kan gennemskue ret meget andet?

Sørlander påberåber sig, at modsigelsesprincippet er grundlaget for hans tænkning, i modsætning til mange andres, heriblandt min.

Modsigelsesprincippet er hverken Sørlanders eller Aristoteles’ opfindelse. Man kan næppe forestille sig nogen tænkning, som ikke betjener sig af modsigelsesprincippet, og det er altså ikke det, der er det særlige kendetegn ved Sørlanders tænkning. Hvad der adskiller Sørlander fra andre, er ikke, at han tænker logisk, men at han ikke kender til, at der skulle være nogen grænser for, hvor meget logikken fylder, og hvad den kan præstere.

Jeg må således give Sørlander ret i, at der er forskel på vores fornuftsbegreber, men den består ikke i, at jeg ikke accepterer modsigelsesprincippet; den består i, at hans fornuft er dogmatisk og min er kritisk.

Den ukritiske fornuft har en ulyksalig trang til at genfinde sig selv i den ydre verden, og det er netop, hvad der gør sig gældende, hvor Sørlander forsøger at markedsføre kristendommen som en rationel religion.

Når nu hans credo står til modsigelsesprincippet kunne man anbefale ham at bringe det i anvendelse over for kristendommen. Han kunne passende begynde med jomfrufødslen og ende med kødets opstandelse og se, hvor meget fornuft han finder i de fortællinger.

Det er åbenlyst, at Sørlander, der ellers lader til at finde protestantismen særlig rationel, ikke kender til Luthers syn på fornuften. Luther betegnede fornuften som en hore, fordi den stiller sig til rådighed for alle formål.

Sørlander kender tilsyneladende ikke Luther, men man skulle næsten tro, at Luther havde kendt Sørlander.

Asger Brandt er idéhistoriker og anmelder ved Kristeligt Dagblad

Hermed håber jeg at have inspireret til en god, saglig og frugtbar debat om rationalitetens grænser, dér hvor fornuften hører op og hvor troen begynder.

Hej Musiker!

Hvorfor forholder du dig ikke til trådens emne, som er nogle konkrete etiske overvejelser jeg er fremkommet med?

Hvis jeg skulle svare på alt muligt, som intet har med emnet at gøre, kunne jeg få nok at bestille. Skulle vel ansætte en heldagssekretær.

Heldigvis gælder der den etiske regel på debatten, at ingen er forpligtet til at svare på noget som helst og derfor heller ikke begrunde, at man undlader at svare. Det er et princip jeg altid har respekteret når det gælder opponenter der undlader at besvare de spørgsmål jeg stiller.

Hvis du ønsket at gå ind i en abstrakt etisk diskussion om den regels berettigelse skal du være velkommen.

Hilsen

Ipso Facto