Kære Anne



Jeg er uenig med dig. Jeg mener at etikken hører sammen med kristusmystikken og riten, netop for at understrege troværdigheden. Jeg mener de 3 er sammenhængende som troen, håbet og kærligheden, hvor kærligheden er den største del. Således mener jeg også, at kristusmystikken også er den største del af de 3, men at riten og etikken netop er med til at understrege og bære kristusmystikken.

Hvis man ignorerer etikken, så kan man så spørge hvad det er man skal omvende sig fra. Jeg mener at Paulus bruger en del kræfter på at regegøre for etikken, for at understrege troværdigheden ved evangeliet.

I disse bank-krise tider, ville det heller ikke være hverken etisk forsvarligt eller troværdigt hvis din bankrådgiver rådede dig til at købe 50 øres aktier i din lokalbank, selvom du vidste at kursen var raslet ned de seneste dage.

Kære Peter

Tidligere i dag gik jeg faktisk i gang med at korrigere mig selv ift det indlæg, du her besvarer. Så på den måde rammer du hovedet på sømmet med følgende:



Vi er for så vidt enige i, at etikken hører med til Kristusmystikken som et pragmatisk anliggende. Men udgangspunktet for Paulus' missionsvirksomhed er altså myten: Kristus som korsfæstet og opstanden, ja, selve troens begivenhed, Kristus. Netop den begivenhed, at Gud sendte sin Søn til verden i kød og blod, for at enhver som tror ikke skal fortabes men have evigt liv. Gud handlede så at sige med os gennem inkarnationen, og vi tror ikke blot på Jesus som lærer men på Jesus som korsfæstet og opstanden. Det er da et Kristusmysterium - skrevet på vores kødtavler - der vil noget.

Min pointe med at præsentere modellen, myte, rite og etik, er dermed at belyse, hvorledes rite og etik hos Paulus peger tilbage på myten, dvs. Jesus Kristus. Det var det, jeg mente med, at myten vejer tungest hos Paulus. Det handler for Paulus om at grundlægge og være med til at præge menighederne, men det er altid med Herren Jesus Kristus som fundamentet.

Men som enhver anden social kontekst, så kræver det noget at være en menighed. De kommer så at sige på prøve i både troen, håbet og kærligheden. Der opstår uenighed, splittelser, jalousi, utroskab og, hvad vi eller kan forestille os af menneskelige sider. Paulus begynder derfor jf. 1. Kor. at tale mere direkte til sin menighed i Korint, og det er disse formaninger og fortrøstningsfulde ord, vi tolker som etik, ikke? Men er det en etik, der stadig gælder i dag ligesom myten om Jesus Kristus stadig gælder?

For mig at se udmønter Paulus' etik sig først og fremmest i en bestemt religiøs og social kontekst. Det fortæller os, at det at være kristen, en kristen menighed, forudsætter en livsstil. Det er troen, der frelser, men det kræver så noget at blive i troen - denne Kristus-tro som på Paulus' tid blev anset for værende overtro og grund nok til henrettelse. For menigheden gjalt det sikkert om at holde ud og vente på Herrens komme (det gjalt om tro, broderkærlighed og håb), som Paulus skriver om sit brev til thessalonikerbrevet (jf. mit lange indlæg). Det er i den forbindelse, at jeg rejste spørgsmålet om, hvorvidt Paulus' etik (formaninger osv) grunder sig i det syn, at menigheden skal være beredt til Herrens dag; Kristi komme? I så fald er det Kristusmyten, der er med til at bære både riten og etikken, hvis eneste mål er frelsen (blot for at opstille nogle forhold).

Så vidt jeg kan se, er vi enige i, at Kristusbegivenheden kan stilles foran rite og etik, men at de pragmatisk set er sammenhængende. Det betyder så, at vi som kristne ikke kan leve uden en etisk rettesnor?



Jeg er slet ikke inde på, at vi skal ignorere etikken. Du forholder dig mere pragmatisk, hvor jeg forsøger at anvende en mere tekstnær tilgang. Det, de (hedningene) skal omvende sig fra er bla. dyrkelsen af afguderne. De skal ind under Kristi lov, som er Guds nåde, dvs. Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden (her det vertikale og horisontale korrelerer som to sammenhængende dimensioner). Når de har modtaget evangeliet og befinder sig med andre samlet som en kristen kirke (menighed), kan vi tale om den kristelige udvikling, for de er, som Paulus påpeger det i 1 Kor. 3,9 "Guds medarbejdere, Guds ager, Guds bygning". Når krisen opstår, går de i menigheden - akkurat som vi går til bankmanden i bank-krisen - til Paulus, der gerne hjælper dem. Derfor bruger Paulus en del kræfter på at redegøre for de forskellige forhold, der både vedrører myten om Jesus som korsfæstet, fællesspisningen/nadveren/dåben og endelig de etiske formaninger omkring almindelig dagligdags adfærd over for hinanden.

Som D. Bonhoeffer slog fast, så er tro og lydighed hinandens forudsætninger. Måske kan vi sige det samme om tro og etik. At tro forudsætter en etik (forstået som en kristen livsførelse), akkurat, som etikken forudsætter en tro. Er det i den retning, du gerne vil, Peter?

Slutteligt: Vi må med Paulus ikke glemme hans opfordring om, at vi skal vandre i Ånden, ja, vandre med Kristus.

Mvh
Anne

P.S
Der er en del trykfejl/stavefejl osv, men jeg når ikke mere i denne omgang (nettet driller, og jeg sidder og falder i søvn over computeren).