annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
Hvem gemmer sig bag HansKrist
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 606 gæster og 266 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 2 af 2 < 1 2
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4762 - 28/09/2008 10:55 Re: KÆTTERSKE TANKER [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Ipso Facto.

Jeg har undret mig over, at du ikke længere svarer i denne tråd.

Dog må jeg erkende, at jeg først nu opdager dit meget korte svar på, hvorfor vestlige værdier skulle være mere rigtige end andre:

Citat:
Ud fra dette etiske grundprincip kan ved logisk implikation udledes princippet om politisk ligeværdighed, som er demokratiets etiske legitimation.

Politisk ligeværdighed er så åbenbart dit svar.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan du når frem til, at dette skulle kunne gælde som et overordnet og universelt etisk krav Man kunne f.eks. spørge, hvorfor meritokrati på forhånd skal kasseres (Det gjorde vist allerede Sokrates).

Og jeg er heller ikke sikker på, hvordan politisk ligeværdighed skal/kan forstås.

Jeg tænker stadig på den afghanske bonde, som måske er analfabet, som er født ind i et stammesamfund, som har oplevet sovjetisk kommunistisk undertrykkelse, islamisk talibansk politisk undertrykkelse, som nu får bomber i hovedet fra amerikanske fly, som igen er begyndt at dyrke opiumsvalmuer til vore vestlige godt betalende narkomaner (Hvor medicinalindustrien får opium fra, ved jeg ikke), og som ikke får nogen beskyttelse fra sin demokratisk valgte regering.

Hvor er hans politiske ligeværdighed?

OK, vi siger, at den er på vej.

Men hvis han er tilhænger af Teleban, hvor er så hans ligeværdige politiske rettigheder?

Og når befolkninger rundt om på kloden lever under forhold uden politisk ligeværdighed, er det så vores pligt at gennemtvinge det enkelte menneskes politiske ligeværdighed?

Hvis Ja - hvordan kan vi da samarbejde med en række diktaturer rundt om på kloden uden på nogen måde at gribe ind overfor den manglende politiske ligeværdighed (Eksempel: Saudi-Arabien)?

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (28/09/2008 10:57)
Top Svar Citer
#4772 - 29/09/2008 02:07 Re: KÆTTERSKE TANKER [Re: Arne Thomsen]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Hej Arne!

Lad mig forsøge at standse din undren og give de svar du efterlyser.

Problemet, som jeg ser det er, om etikken kan begrundes rationelt eller om den må tros.

Min første kætterske påstand er, at etikken kan begrundes rationelt og at oplysningsfilosofferne tog et meget langt skridt i den rigtige retning med at formulere principper der pegede på demokratiet som det etisk set mest retfærdige samfundssystem. Frihed, lighed og broderskab samt en deling af de tre magter – den lovgivende, den dømmende og den udøvende – hvorved de holder hinanden i skak og sikrer mod at een af dem tilraner sig al magt i samfundet er forudsætninger for et ordentligt stabilt demokrati. Det var nogle af de tanker de politiske filosoffer gjorde sig.

Tanken om folkestyre i en begrænset form, som alene omfattede frie mænd, men udelukkede slaver, kvinder og fattige fra at fastlægge samfundets love og politik udvikledes første gang i antikkens Athen og de græske bystater for omkring 2500 år siden.

Citat:
”Indtil 500-tallet f. Kr. blev de fleste græske by stater styret af tyranner. Som reaktion opstod i Athen og andre byer demokratiske bevægelser, der krævede direkte folkestyre. I Athen vandt demokraterne under ledelse af Kleisthenes (ca. 570-507 f.Kr.) efter et blodigt opgør i 507 og indførte et system, som med enestående stabilitet holdt i næsten 200 år. Som beskyttelse mod tyranner indførtes et princip, som hed ostrakisme, og som gik ud på, at en politiker kunne landsforvises i 10 år.

Det antikke demokrati hvilede på tre principper. Det første var, at folket styrede sig selv direkte. Afstemninger foregik ved, at man lukkede så mange athenske mænd ind som muligt på forsamlingspladsen, og når der ikke kunne være flere, blev portene lukket. Afstemninger foregik ved håndsoprækning, og pladsen blev ikke åbnet igen, før en beslutning var truffet. Folkeforsamlingens beslutninger blev offentliggjort med indskrifter, som begyndte med ordene: “Folket har fundet rigtigt, at …”. Det handlede om krig og fred og økonomi – især eftergivelse af fattiges gæld. Da Athenbetalte diæter for fremmøde, så alle havde råd til at deltage, var de fattige flittige til at møde frem.

Ved siden af folkeforsamlingen skulle der også udpeges en regering. Her var det andet princip, at personlige egenskaber og rigdom ikke måtte tælle. Alle kunne stille op, og valg af dommere og embedsmænd skete ved lodtrækning. Hver dag blev der valgt en formand, en art statsminister, som dog kun havde posten for én dag. Det sande demokrati handlede ikke om den bedst egnede, men den tilfældigt udtrukne, fordi alle borgere var lige. Lodtrækningen foregik ved, at hver borger satte sit kort i en slags “stemmemaskine”. En undtagelse var valget af generaler. Krig krævede professionel ledelse.

Det tredje princip var, at demokratisk deltagelse ikke blot er en ret, men en pligt. “Vi fordømmer den mand, der ikke deltager i politik”, sagde Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), der i mange år var Athens uformelle leder. Han var ikke valgt til noget embede og var aristokrat af fødsel. Hos historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) hører vi, hvordan han leverer det fornemmeste forsvar for det antikke demokrati.

Demokratiet var ikke uden kritikere. Antikkens store filosoffer, Platon og Aristoteles, mente, at demokrati ville forfalde til pøbelvælde. De sammenlignede folket med et stort, dorsk uhyre, som kunne blive uventet farligt, fordi det tænker småt og lader sig rive med af følelser. For et moderne blik er en anden mangel, at kun mandlige borgere havde stemmeret, ikke kvinder, slaver og tilflyttere, metoikere. Athendækkede et areal, som svarede til Fyn. Byen havde mellem en kvart og en halv mio. indbyggere, hvoraf en tredjedel var slaver, og 10-15.000 var metoikere, som skulle betale skat og gøre krigstjeneste, men uden at have stemmeret. Antallet af borgere med stemmeret var mellem 30.000 og 40.000.

Kun i Athen og i byer i Athens magtsfære fungerede demokratiet fuldt ud. Andre græske by stater var oligarkier ligesom Rom. Men også i de mindre udviklede demokratier var der stolthed og patriotisme hos demokratiets fortalere. Grækernes sejrrige modstand mod Perserriget i krigene 490-449 f.Kr. var utænkelig uden demokratiets fællesskab om politiske værdier, baseret på en frihed, som Thukydid definerede som, at “enhver kan leve, som han vil”.

Romerne udviklede et andet frihedsbegreb, der også har haft betydning for eftertiden. Her bestod frihed i borgernes ret til beskyttelse mod de stærkes overgreb. Bystyret hvilede på lov, og hvis en magthaver eller velhaver krænkede loven, havde borgerne krav på hjælp hos et folketribunat, som blev indført 451 f.Kr. Tribunen kunne nedlægge “veto”, som betyder “jeg forbyder”. Denne befaling kunne ikke appelleres, og det var helligbrøde at hindre tribunen i at gøre sin pligt. Princippet førte til store stridigheder i Roms historie og fik senere nyt liv hos fortalerne for det liberaledemokrati.
“Fordi vor styreform giver de mange og ikke de få magten, kaldes den demokrati. (…) Vi elsker skønhed inden for fornuftens grænser, og vi filosoferer, uden at det gør os dekadente. Jeg mener kort sagt, at som by er vi et forbillede for hele Hellas, og jeg betvivler, at verden kan frembringe noget menneske, som, hvis han er henvist til egne muligheder, er i stand til at mestre så mange udfordringer, eller som er udstyret med en så alsidig begavelse som atheneren”.

FRA PERIKLES’ GRAVTALE OVER DE FALDNE I DET FØRSTE ÅR AF DEN PELOPONNESISKE KRIG (431-404 F.KR.), NEDSKREVET AF THUKYDID.”

(Citeret fra http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/kap01.html)


Lighedstanken fandtes ikke i antikkens græske demokrati, hvilket fremgår af, at slaver, kvinder og fattige ikke havde samme del i de politiske valg som frie mandlige borgere havde.
Både lighedstanken og adskillelsen mellem religion og politik skylder vi den måde apostlen Paulus fortolkede kristusbegivenheden på og transformerede den til kultussfæren på.

Med hver deres forskelligheder er alle mennesker lige for Gud og skal stilles lige for loven. Denne lighedstanke findes i Galaterbrevet, der formentlig er forfattet af apostlen Paulus (ca. 10 - ca. 67 e.Kr.) i foråret 54 e.Kr. Den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.) pegede omtrent på samme tid på en lignende lighedstanke som en universel orden, hvor alle mennesker er lige.

Set i en demokratisk kontekst er lighedstanken i blandt andet Paulus' Galaterbrev et afgørende opgør med religiøse love, der kræves synligt manifesteret i den troendes liv og dermed tillægges betydning for den enkeltes plads i samfundet. Paulus understreger, at troen på Kristus er et åndeligt anliggende, der ikke synligt kan aflæses i konkrete handlinger, men alene skal give sig udslag i kærlighedens gerninger. Her lægger han grundstenen til den adskillelse af tro og lov, som er en afgørende forudsætning for adskillelsen af religion og politik.

I forlængelse heraf ligger den paulinske understregning af ligheden mellem mennesker. At ethvert menneske er lige for Gud udtrykker den lighedstanke, som giver genlyd i de senere vestlige demokratier. Her bliver det et demokratisk adelsmærke, at alle borgere er lige værdige og derfor skal stilles lige i forhold til loven.

Min anden kætterske påstand er derfor, at uden kristendommen og her især Paulus, Thomas Aquinas, der forbandt Aristoteles rationelle tanker med teologien, og Luther med hans lære om de to regimenter samt vægtningen af Paulus enestènde mission, ville demokratiet i sin moderne form umuligt have kunnet gro frem i Europa. Først skulle humanisterne tilkæmpe sig retten til at kritisere religionen og det var gennem mange århundreder en livsfarlig beskæftigelse. Nok bekæmpede inkvisitionen videnskab og filosofi som anfægtede dogmerne, men de kvalte den ikke ligefrem, som det var tilfældet i islam, da den islamiske videnskab og filosofi nåede sit højdepunkt for små tusind år siden.

Min tredje kætterske påstand er, at den rettighedstænkning som havde sin grund i naturretten (Grotius) – at mennesket fra Guds eller naturens hånd er udstyret med umistelige rettigheder – førte oplysningstænkningen ind på et falsk spor som vi stadig lider under den dag i dag.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 bygger på dette rettighedsprincip, og det er begrebslogisk en fejl som er årsag til mange af de problemer vi står med i den moderne verden.

Problemet er, at rettigheder alene kan eksistere hvis andre mennesker bøjer sig for nogle tilhørende etiske fordringer eller pligter som muliggør rettighederne. I stedet for at tale om menneskerettigheder ville det være mere korrekt, at tale om menneskepligter, hvis opfyldelse kunne muliggøre rettigheder i et eller andet omfang. Problemet er ikke så stort for de negative rettigheder som for de positive, som den Sovjetiske Stalin-forfatning fra 1936 indeholder et væld af og som Vesten var nødt til at implementere i verdenserklæringen, som et kompromis for at undgå at USSR stemte imod.

Pligterne kommer selvfølgelig før rettighederne. Den truisme havde man erkendt i religionerne, hvor kravet var, at man først bøjede sig for Guds befalinger eller love, hvorefter man blev velsignet med Guds kærlighed, frelse eller hvad det nu kunne være.

Angående min første kætterske påstand, at etikken kan begrundes rationelt, skylder jeg at vise, hvordan enhver af os i princippet kan tænke os frem til et universelt etisk grundprincip som må gælde alle mennesker alene qua menneske.

Først derefter kan jeg give et begrundet og fuldt forståeligt svar på dit spørgsmål om, hvad der ligger i begrebet ”politisk ligeværdighed” og hvordan man når frem til det ud fra det rationelle etiske grundprincip, kaldet DET ETISKE KONSISTENSKRAV.

Det etiske spørgsmål rejser sig, fordi vi er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Den enkelte kan – mere eller mindre præcist – forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, som definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre – hvad det er rationelt at gøre.

Og det har ikke kun mening at spørge om, hvad den enkelte bør gøre for at nå et tilfældigt mål, som han ønsker at nå; men det har også mening at spørge om, hvad han bør gøre alene som følge af, at han er person – altså alene som følge af, at han er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne – og ganske uafhængigt af hans særlige ønsker og specielle sociale situation. Det er det etiske spørgsmål.

Det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkelheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet må det kunne besvares af enhver person. I og med at man er person, må man også have forudsætningerne for at kunne besvare spørgsmålet. Ellers kan svaret ikke gælde for enhver mulig person. Besvarelsen kan altså ikke kræve indgående filosofihistoriske studier; men alene en evne til konsekvent og uden fordomme at tænke spørgsmålet igennem.

Vi kan nærme os svaret ved at gøre os klart, at en fordring, som enhver person må være underlagt alene i egenskab af person, nødvendigvis må skulle opfylde visse minimale betingelser.
Den første betingelse er, at fordringen skal være konsistent med, at det er muligt fortsat at følge den. Ellers undergraver den sig selv. Og konsekvensen må så være, at det, som fordringen kræver af den enkelte, skal være konsistent med hans fortsatte eksistens. Han skal kunne LEVE efter fordringen.

Den anden betingelse er, at fordringen skal gælde for enhver mulig person. Fordringen skal derfor være konsistent med, at alle personer kan leve efter den. Den må derfor indebære, at den enkelte skal bøje sig for, at også andre personer skal kunne leve som personer. For forskellige personer må så gælde, at de hver især bør handle i konsistens med, at alle kan opretholde eksistensen som personer. De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.

Men så er der ikke længere tale om to betingelser for et svar på det etiske spørgsmål. Så er der tale om svaret selv. Betingelserne implicerer en rationel minimumsfordring, som enhver person må være underlagt. Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.

Det er den etiske grundfordring: Det etiske konsistenskrav.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

Spørgsmålet er så: Hvad implicerer det etiske konsistenskrav med hensyn til, hvorledes samfundet bør indrettes? Med dette spørgsmål bevæger vi os fra etikken og ind i den politiske filosofi.

Når vi begynder gennemtænkningen af, hvad det etiske konsistenskrav implicerer med hensyn til, hvorledes samfundet bør indrettes, så kan vi umiddelbart fastslå, at kravet i hvert fald må implicere, at samfundet bør indrettes således, at den enkelte person selv kan handle i konsistens med det etiske konsistenskrav uden at sætte sin egen eksistens på spil. Det er altså et krav, at der skabes en sådan samfundsmæssig ramme, at det, at man følger det etiske konsistenskrav, ikke betyder, at man undergraver sin egen eksistens som person.

Idet jeg springer de mellemliggende eksplikationer over går jeg her direkte til nogle af konklusionerne. Samlet kan det konkluderes, at samfundet bør yde den enkelte borger en basissikring, som på den ene side består i en beskyttelse mod at blive udnyttet af andre borgere, og som på den anden side består i muligheden for at kunne blive hjulpet, hvis man selv kommer i nød.

Samfundet er således givet nogle konkrete opgaver, som skal løses. Men hvorledes skal de løses? De kan ikke løses uden at der tages nogle bestemmelser om, hvorledes de skal løses. Og hvem skal tage disse bestemmelser?

Når udgangspunktet er det etiske konsistenskrav, så er det en forudsætning, at bestemmelserne skal tages i overensstemmelse med, at de enkelte borgere hver især kan leve som personer. Men derudover er der ingen som har særlig ret til at tage de samfundsmæssige beslutninger. Set fra den synsvinkel står de i princippet lige i forhold til at være beslutningstagere. De står lige under det etiske konsistenskrav. Og det er en konsekvens af denne lighed, at den politiske magt i samfundet – magten til at fastlægge love ved samfundsmæssige beslutninger – må bygge på en elementær ligeværdighed mellem borgerne. En sådan politisk ligeværdighed kan kun opfyldes i en eller anden form for demokratisk orden.

Det etiske konsistenskrav implicerer altså, at der bør stræbes mod at demokratisere den politiske magt. Hvorledes demokratiet konkret skal udformes – om det skal være direkte eller indirekte – må være et empirisk spørgsmål. Det må afhænge af, hvad der er praktisk muligt i lyset af vore erfaringer med de politiske problemer og med menneskene som de nu engang er.

Demokratiet betyder, at det i den endelige afgørelse må være flertallet, der er udslagsgivende (enten det så er direkte eller gennem repræsentanter). Men det betyder også, at flertallet etisk er bundet til at tage beslutninger inden for de rammer som sættes af det etiske konsistenskrav.
Det er altså et krav til demokratiet – og dermed til flertallet – at det tager politiske beslutninger, som fortsat skaber mulighed for en generel basissikring og for demokratiets egen opretholdelse.

Dette krav er en følge af selve den måde, hvorpå demokratiet her er begrundet: at det er begrundet som en konsekvens af det etiske konsistenskrav. Da er demokratiet også et system, som stiller etiske krav til den enkelte. Det er ikke blot et system, hvor det er meningen, at den enkelte skal give udtryk for sine ”rå” og ureflekterede præferencer. Det kan demokratiet degenere til, hvis det ikke er sin opgave voksen; og så kan det undergrave sin egen eksistens. Den enkelte bør forstå, at hans demokratiske forpligtelse ikke kun er at give udtryk for sine egoistiske præferencer, men at det først og fremmest er at tage stilling til, hvorledes samfundet bør løse den opgave, som består i at skabe forudsætninger for, at demokratiet både kan opretholde sig selv og en generel basissikring for alle. I modsat fald overlader demokratiet sin skæbne til tilfældighedernes spil.

Det er vigtigt at erkende, at ens demokratiopfattelse er afhængig af den begrundelse, som man giver for demokratiets berettigelse. Den her fremlagte opfattelse er speciel, i og med at den bygger på det etiske konsistenskrav. Derved adskiller den sig radikalt fra forskellige andre forsøg på at begrunde demokratiet, som jeg ikke her skal komme nærmere ind på.

Du stiller i dit indlæg nogle spørgsmål med relation til den politiske ligeværdighed som som jeg nu vil besvare, idet du nu er givet forudsætningerne for at kunne forstå svarene:

Citat:
”Jeg tænker stadig på den afghanske bonde, som måske er analfabet, som er født ind i et stammesamfund, som har oplevet sovjetisk kommunistisk undertrykkelse, islamisk talibansk politisk undertrykkelse, som nu får bomber i hovedet fra amerikanske fly, som igen er begyndt at dyrke opiumsvalmuer til vore vestlige godt betalende narkomaner (Hvor medicinalindustrien får opium fra, ved jeg ikke), og som ikke får nogen beskyttelse fra sin demokratisk valgte regering.

Hvor er hans politiske ligeværdighed?

OK, vi siger, at den er på vej.

Men hvis han er tilhænger af Teleban, hvor er så hans ligeværdige politiske rettigheder?

Og når befolkninger rundt om på kloden lever under forhold uden politisk ligeværdighed, er det så vores pligt at gennemtvinge det enkelte menneskes politiske ligeværdighed?

Hvis Ja - hvordan kan vi da samarbejde med en række diktaturer rundt om på kloden uden på nogen måde at gribe ind overfor den manglende politiske ligeværdighed (Eksempel: Saudi-Arabien)?


I forhold til det demokratiske styre i Afghanistan består den politiske ligeværdighed i, at alle borgere, kvinder som mænd, rige som fattige, har samme indflydelse på valg af politiske repræsentanter i regeringen og således også indirekte på hvilke love der vedtages.

Den pågældende analfabetiske bonde som du omtaler har således lige så stor indflydelse på styret og dets politik som enhver anden afghaner. Problemet i Afghanistan er imidlertid, at regeringen fordi der hersker borgerkrig i landet, ikke kan sikre borgerne at de reelt kan leve som personer. Regeringen kan således heller ikke yde den enkelte borger den basissikring som på den ene side består i en beskyttelse mod at blive skadet og udnyttet af andre borgere og som på den anden side består i muligheden for at kunne blive hjulpet, hvis borgeren kommer i nød som han ikke selv kan afhjælpe.

Dermed er bonden reelt frataget muligheden for et frit etisk ansvarligt valg inden for rammerne af det etiske konsienskrav og han er for at sikre sin eksistens nødt til at følge sine rent egoistiske præferencer for blot at overleve. Hvis taliban har magten i det lokalområde hvor han lever kan han således være tvunget af omstændighederne til at sikre sin eksistens ved at bøje sig for de fordringer talibanerne opstiller.

Hvis bonden og hans familien ikke kan leve af det udkomme hans jordlod giver uden at dyrke opiumsvalmuer, så kan ingen vel bebrejde bonden, at han vælger den løsning for at sikre sin og familiens eksistens.

Hvis bonden af andre grunde, religiøst/politiske er tilhænger af taliban, så har han sat sig uden for demokraiets etiske fordringer og kan således heller ikke nyde nogen form for politisk ligeværdighed. Man kan ikke samtidig bekæmpe demokratiet med våbenmagt og terror og så samtidig kræve, at det skal opfylde hans rettigheder som demokratisk borger. Først må han underkaste sig demokratiets etiske fordring som er, at han bøjer sig for pligten til at sikre, at demokratiet kan opretholde sig selv samt for flertallets afgørelser vel vidende, at han samtidig nyder en særlig mindretalsbeskyttelse.

Alt dette har han fravalgt ved at føre væbnet kamp mod demokratiet, men alligevel er også det afghanske demokrati som kæmper for sin egen opretholdelse forpligtet til at respektere dets egne love både i kampen mod han som anti-demokratisk oprører og hvis han tages til fange. Så helt uden beskyttelse er selv ikke en afghansk bonde der har valgt at kæmpe for taliban.

Borgerene i de vestlige demokratiet står først og fremmest under en etisk forpligtelse til at stemme på en sådan måde at det demokrati de er borgere i kan opretholde sig selv.

Derudover kan et demokrati beslutte, at det ud af sit overskud hjælper personer i nød i den ikke-demokratiske verden, uden at de dog sætter sig ud over betingelserne for, at de selv kan leve som personer og opretholde deres egnet demokratiske styre.

Også udbredelsen af kendskabet til hvad demokrati er samt støtte til lokale demokratibevægelser hører naturligt hjemme i de pligter som må påhvile demokratiske stater, således at så mange af verdens befolkning bliver i stand til at leve som personer og derigennem opnå politisk ligeværdighed og demokrati. Her ser jeg intet etisk problem i at støtte oprørsbevægelser som anvender vold mod et diktatorisk styre for at få demokratiseret samfundet.

I storpolitikken kan det være nødvendigt for demokratier at samarbejde med diktaturstater fordi et fjendskab kan have de konsekvenser at demokratiet ikke kan opretholde sig selv på grund af økonomisk kollaps. Det gælder selv en supermagt som USA, hvis afhængighed af olieforsyninger fra Saudi Arabien får det til at lukke øjnene i for landets grove krænkelser af elementære menneskerettigheder samt støtte til radikal islam på globalt plan. Hvis USA ved den første oliekrises udbrud i 1973 havde satset alle sine ressourcer på at blive uafhængig af importeret olie ved at udvikle alternative løsninger, så ville USA i dag kunne føre en helt anden og langt mere aggressiv politik over for Saudi Arabien.

Motivationen til at føre krig mod Saddams Irak ville nok også have været mindre hvis ikke olieforsyningssikkerheden stod så højt på den amerikanske dagsorden. Den farligste fjende i Golfen var og er hverken Irak eller Saudi-Arabien men derimod Iran efter den islamiske revolution i 1979, hvor USA mistede sin vigtigste alliencepartner i Golfen. Det kunne hverken de amerikanske vælgere eller de politiske beslutningstagere se da begivenhederne fandt sted, men det er en erkendelse som nu har vundet frem i USA, og som vil præge den fremtidige politik uanset hvem der bliver valgt til ny præsident om en god mådeds tid.

Til forskel fra USA havde Danmark intet andet valg end at føre en tilpasnings- og neutralitetspolitik over for det mægtige tyskland og den politik blev ikke ændret som følge af den nazistiske magtovertagelse i 1933. Snarere tværtimod. Man kan bebrejde Danmark at man med samarbejdspolitikken gik for langt i lobhudlingen af den nazistiske besættelsesmagt, men som den senere så udskældte ”landsforræder” udenrigs- og senere statsminister Scavenius så kalrt udtrykte det: Ord er billige, og hvis det kan redde danske liv, er det en ringe pris at betale for at opnå en mere skåmsom behandling.

Hvis projekt Eurabia gennemføres og muslimer overtager magten i store dele af Europa, kan jeg da godt forestille mig, at en kommende dansk statsminister kan udtale de samme pragmatiske ord om islam som Scavenius udtalte om nazisterne tre måneder efter af landet var blevet besat:

"Ved de store islamiske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under islams føreskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med islam." ;)

Hilsen

Ipso Facto pifter


_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce
Side 2 af 2 < 1 2


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Israel: Hizbollah-leder dræbt i Libanon
29/03/2024 13:22
'Oppenheimer' har haft forsinket premier..
29/03/2024 12:30
Storebæltsbroen er genåbnet
29/03/2024 12:13
Rumænien efterforsker dronelignende fra..
29/03/2024 10:53
Israel reagerer på ICJ's ordre om nødh..
29/03/2024 10:23
Nyheder fra Religion.dk