annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15540585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372635
Et andet syn 1981099
Jesu ord 1518507
Åndelig Føde 1466783
Galleri
at rejse er at leve
Hvem er online?
0 registrerede 458 gæster og 143 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 10 1 2 3 ... 9 10 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4751 - 27/09/2008 23:34 Kai Sørlander om Durban2
tros Offline
godt igang
Registeret: 01/04/2008
Indlæg: 92
En meget læseværdig kronik!

Fra Kristeligt Dagblad den 27.09.08

Af Kai Sørlander

I FORÅRET SKAL DER HOLDES en FN-konference om racisme, den såkaldte Durban 2-konference. I dens regi foreslår en gruppe inden for FN’s Menneskerettighedsråd, at religionskritik og krænkelse af religiøse følelser skal sidestilles med racisme. Det skal altså gøres strafbart at tale nedsættende om det, som andre holder helligt. Og for fremtiden skal man ikke længere ustraffet kunne tegne karikaturer af Muhammed og andre religiøse skikkelser.

Man vil søge at få konferencen til at vedtage en resolution, som opfordrer de enkelte medlemslande til i deres eget regi at vedtage love, som forbyder krænkelse af religiøse følelser. Får de magt, som de har agt, så vil konsekvensen blive, at Danmark for fremtiden skal straffe folk, som offentliggør tegninger som dem, der for nogle år siden gjorde Jyllands-Posten verdensberømt.

Hvorledes skal vi forholde os til et sådant forslag, hvis vi ikke blot reagerer på rygmarven, men forsøger at tænke os om? Skal vi bakke det op, eller skal vi gå imod? I første omgang må det afhænge af, om det er udtryk for en forbedring eller en forværring i forhold til den gældende retstilstand. Så for at kunne komme videre må vi først forsøge at klarlægge, hvad der er den gældende retstilstand.

Det er en tilstand, hvor der er gennemført religionsfrihed. Det betyder for det første, at man har ret til at bekende sig til, hvilken religion man vil, uden tvang fra statens side. Men det betyder derudover, at man har ret til at skifte religion og til helt at frasige sig enhver religion. Der er altså ikke kun tale om en frihed fra statens tvang, men også om en frihed fra religionens tvang. Den enkelte får sin religionsfrihed under den forudsætning, at han samtidig anerkender andres religionsfrihed.

Vor ret til frit at vælge religion hænger derfor sammen med, at vi skal anerkende andres ret til at forkaste den selv- samme religion. Og har man selv ret til at vise, at man tror på en bestemt religion, så må andre også have ret til at vise, at de ikke tror på den. I og med at man selv har ret til at vise, at man er alvorligt troende, så må man også – i samme religionsfriheds navn – anerkende, at andre har ret til at vise, at de ikke kan tage troen alvorligt, og at de finder den latterlig og fordummende.

Det er religionsfriheden i sin indre konsekvens, således som retstilstanden nu er gældende. I den tilstand har religionsfriheden både en forside og en bagside. Forsiden indebærer retten til frit at vælge religion og til at vise, at man tager sin religion alvorligt. Bagsiden indebærer retten til at frasige sig religion og til at vise, at man ikke kan tage religion alvorligt.

DET ER DENNE TILSTAND, som forslaget fra FN’s Menneskerettighedsråd nu vil ændre. I og med at det vil indskrænke retten til religionskritik og forbyde krænkelse af religiøse følelser, så vil det forsøge at bevare forsiden uden at have hele bagsiden med. Man vil have friheden til at tro og til at vise sin tro uden også at skulle acceptere andres frihed til åbent at vise, hvad de mener om ens tro. Og man vil slet ikke have, at de andre skal have lov til at vise, at de finder ens tro latterlig. I forhold til nu vil man tage mere hensyn til de religiøse og mindre til de religionskritiske.

Er det et fremskridt? Det afhænger primært af, om balancen i den gældende retsorden er uretfærdig imod de religiøse, og om den giver for meget til de religionskritiske. For at finde ud af det må vi gøre os klart, hvad der er balancepunktet for den nugældende orden.

Det er en gensidig anerkendelse af vor elementære ligeværdighed som personer ganske uanset religiøs eller anden tro. Det er en rationel fordring, som logisk set er uafhængig af enhver religiøs tro, og som principielt giver religioner ganske samme frihed som religionskritik.

PÅ BASIS AF den grundlæggende fordring om ligeværdighed må alle finde sig i, at deres meninger og overbevisninger kan kritiseres og modsiges. I og med at den elementære ligeværdighed står fast, så man ikke krænkes på liv og lemmer, står alle idéer og ideologier til fri diskussion. Og blot man i sin praksis bøjer sig for ligeværdighedens krav, er der i princippet også frihed til at kritisere og gøre grin med ligeværdighedens idé.

Grundlæggende kan man ikke hævde, at denne retsorden er særlig uretfærdig imod de religiøse. Den betragter alle som ligeværdige uanset deres tro eller ikke-tro. Og det betyder, at både de religiøse og de religionskritiske på det sociale og politiske plan skal anerkende hinanden som ligeværdige. Det er på den basis, de har fuld frihed til at kritisere hinandens meninger. Deri forfordeles de religiøse ikke. De får ganske de samme forpligtelser og rettigheder som andre.

Så problemet er ikke, at vor nuværende retstilstand giver for meget til de religionskritiske. Men problemet er måske, at den giver for meget til rationaliteten. For selve kravet om, at vi skal betragte hinanden som ligeværdige uanset religiøs overbevisning, er i grunden et rationelt krav. Det betyder, at vor nuværende retstilstand har en rationel kerne, hvorudfra den stiller åndslivet frit. Og dermed giver den frit spillerum for den rationelle udforskning af alt, som kan udforskes.

På den baggrund kan vi bedre forstå, hvad det er, som sker, hvis man følger forslaget om at gøre religionskritik til en form for racisme. Umiddelbart indebærer forslaget en renoncering på rationaliteten. Man opgiver det rationelle fikspunkt, hvorfra alle anses som ligeværdige uanset religiøs overbevisning, uden at man sætter noget andet ind, som kan opfylde samme funktion.

I stedet for at alle uanset religiøs overbevisning underlægges en fælles moralsk forpligtelse til at betragte hinanden som ligeværdige, så fredes de religiøse inden for hvert deres system af dogmer. Og resultatet bliver, at folk opdeles i en mosaik af sådanne religiøse systemer, hvor der ikke gives plads for rationalitetens frie udfoldelse, og hvor alle dømmer hinanden ud fra hver sit religiøse ståsted. Den fælles fordring, som forpligter alle, uanset hvad man i øvrigt mener og tror, har man fjernet.

DET NÆSTE SPØRGSMÅL er så, om der er grund til at tro, at en sådan nedskrivning af rationaliteten vil føre til en mere fredelig verden. Umiddelbart må svaret være benægtende. Man skal ikke tro, at man automatisk fjerner religionernes konfliktpotentiale, blot fordi man fjerner religionskritikken. Striden imellem religiøse indbyrdes er ikke nødvendigvis mindre end striden imellem religiøse og ateister. Striden om, hvorvidt Jesus er Guds søn, eller Muhammed er en sand profet, står ikke kun imellem de religiøse og de ikke-religiøse – den står nok så meget imellem de religiøse indbyrdes. De traditionelle religionskrige skyldtes ikke så meget en egentlig religionskritik, som de skyldtes en modstridende opfattelse af de religiøse dogmer. Set i det lys kan den åbne religionskritik snarere være med til at lægge en dæmper på de traditionelle religiøse konflikter.

Så alt taget i betragtning er der ikke grund til at tro, at forslaget fra FN’s Menneskerettighedsråd om at sidestille religionskritik med racisme vil skabe en mere fredelig verden. Og da det i sig selv må være et rationelt onde at give køb på rationaliteten, er der ingen rationel grund til at gå den vej.

Tværtimod er der al mulig grund til at kæmpe imod, at vi tvinges i den retning. Som udgangspunkt må vi simpelt hen vise, at den vej, som foreslås, er en vej, som vi umuligt kan gå. For grundlæggende betyder forslaget om at kriminalisere religionskritik og krænkelse af religiøse følelser, at vi skal renoncere på den rationalitet, som hører den konsekvente religionsfrihed til, og som vi ikke kan opgive, uden at vor frihed kvæles i sin dybeste grund.

Med den frihed bør der ikke gås på kompromis. Det er ud fra en sådan tankegang, at jeg har tilsluttet mig initiativet til at boykotte Durban 2-konferencen (www.durban2.dk) og vil opfordre andre til at gøre det samme.

Kai Sørlander er filosof

Top Svar Citer
#4955 - 03/10/2008 11:33 Re: Kai Sørlander om Durban2 [Re: tros]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

CIVILISATIONSSAMMENSTØDET I FN

Da Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget af FNs generalforsamling i 1948 med 48 stemmer for, ingen imod og 8 – deriblandt Sovjetunionen og Saudi-Arabien – som afholdt sig fra at stemme, var der tale om et politisk kompromis på et tidspunkt hvor Vestens demokratier med USA i spidsen stod på højdepunktet af deres magt efter sejren i anden verdenskrig mod fascismen, nazismen og den krigeriske japanske imperialisme.

Sovjetunionen var utilfreds med at det forslag Vesten havde fremlagt, som primært byggede på de negative politiske frihedsrettigheder som fremgik af den amerikanske forfatning med dens tilføjelser. Rettigheder som forfatningen selv fremfører som universelle. Men Sovjetunionen byggede på en ideologi, som opfattede det borgerlig-kapitalistiske system som kendetegnet ved en udbytning af arbejderklassen. Fra den side kunne man aldrig bøje sig for en erklæring, der nøjedes med de rettigheder, som var anerkendt i den amerikanske forfatning. Skulle man have frihedsrettigheder, måtte man også have en social og økonomisk sikring omfattende de mange positive rettigheder som var indeholdt i Stalins forfatning fra 1936. Uden anerkendelse af de sociale og økonomiske rettigheder kunne der ikke blive noget kompromis, som begge parter kunne leve med.

Saudi Arabien nægtede at underskrive FNs verdenserklæring. Man var specielt utilfreds med artiklerne om retten til selv at vælge ægtefælde og om religionsfrihed. Forestillingen om demokrati, hvorefter et lands styre skal fremgå af frie valg strider også imod islams grundlæggende ide, hvorefter magten går ved succession fra profeten Muhammad til kalifferne, idet ordet kalif betyder stedfortræder (for Allah).

Som det blandt andet fremgår af den danske Grundlov er religionsfriheden ikke ubegrænset, men underlagt hensynet til opretholdelsen af den demokratiske retsstat, herunder hensynet til ytringsfriheden som er forudsætning for det liberale demokrati.

Religionsfriheden er en logisk konsekvens af den mere omfattende åndsfrihed, der giver borgerne ret til fri forskning og politisk organisering samt at forene sig i religiøse samfund og dyrke Gud på den måde som stemmer med deres overbevisning, "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" - som det hedder i Grundlovens paragraf 67.

Der er således i princippet intet i vejen for, at Danmark kunne have valgt ikke at give islam formel godkendelse eller anerkendelse som trossamfund under henvisning til, at dens lære krænker sædeligheden ved at tillade bigami samt ægteskab med 9-årige piger ifølge traditionen fra profeten Muhammad. Ligeledes indebærer islam, fordi den ikke skelner mellem religion og politik, at muslimer er forpligtet til at arbejde for, at den demokratiske orden erstattes af et teokrati med Koranen, hadith og sira samt den islamiske tradition som grundlag for enhver lov, og endelig kan fordringen om jihad ses som uforeneligt med opretholdelsen af den offentlige orden og nationalstaten som sådan.

På den anden side står menneskerettighedserklæringens fordring om ikke at diskriminere på grund af blandt andet religiøs tro eller overbevisning. Da islam tillige er en verdensreligion med mere end en milliard troende og da antidiskriminationsideologien vandt stadig stærkere frem efter anden verdenskrigs nazistiske racistiske jødeforfølgelser og holocaust, måtte også Danmark af politiske og pragmatiske grunde vælge at anerkende islam som trossamfund og se stort på de indbyggede konflikter med demokratiets fordringer for ikke at komme i konflikt med både FNs verdenserklæring og de Europæiske Menneskerettigheder (EMRK) som Danmark ratificerede i 1950.

Siden 1992 har EMRK været en del af dansk ret og står således over den danske Grundlov. Til forskel herfra er FNs verdenserklæring ikke bindende for medlemsstaterne. Der er derfor tale om en hensigtserklæring. Da der til de europæiske menneskerettigheder er tilknyttet en domstol er det således ikke længere de danske domstole som der fortolker hvor grænserne går, men udpegede dommere ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. På grund af denne domstols retsaktivisme sker der i praksis det, at politiske afgørelser i stadig større omfang bliver til juridiske afgørelser som træffes af dommere, som ikke er demokratisk valgte og ikke står til politisk ansvar for deres afgørelser.

Når dertil lægges, at Danmark som de andre medlemslande af den Europæiske Union gennem årene har afgivet stadig mere suverænitet til Unionen, så er det efterhånden et godt spørgsmål, hvor meget demokratisk indflydelse de danske borgere har på hvordan lovgivningen bør være i Danmark.

At borgernes demokratiske indflydelse siden medlemsskabet af EF i 1973 konstant er blevet mindre som følge af suverænitetsafgivelser for at opfylde integrationsbestræbelserne om at ændre samarbejdet fra et statsforbund af suveræne stater til en forbundsstat, således som denne aktuelt er defineret i Lissabon-traktaten er evident.

Kravet om at sidestille religionskritik med racisme udspringer i Europa af den politiske vision om at skabe en stærk økonomisk, kulturel og politisk akse mellem det Europæiske Fællesskab og landene i Mellemøsten på grundlag af de aftaler som blev indgået mellem EF og den Arabiske Liga efter OPECs olieafpresning i 1973. Allerede året efter benævnte eurokraterne dette projekt EURABIA.

I FN har de islamiske stater i årtier målrettet arbejdet på at få sidestillet de såkaldte islamiske menneskerettigheder med FNs ligesom de har forsøgt at anvende antidiskriminationsideologien mod Vesten selv for at friholde islam fra kritik.

Danmarks forhold til islam og til muslimsk indvandring bestemmes således ikke længere primært i Folketinget og af de danske vælgere, men fastlægges inden for det ret begrænsede råderum som Danmarks internationale forpligtelser til EU, EMRK og andre internationale traktater muliggør. Dermed er vort demokrati og nationens selvopretholdelse kommet under alvorligt pres og såfremt vælgerne ikke via den politiske proces vender udviklingen, får Danmark i fremtidens Europa endnu mindre indflydelse på lovgivning og politik end en mindre delstat som Hawai har i USA i dag.

Blandt andet af de her anførte grunde tilslutter jeg mig sammen med filosoffen Kai Sørlander og andre selvstændigt og kritisk tænkende individer, der nærer bekymring for demokratiets skæbne, initiativet til at boycotte Durban 2-konferencen og vil opfordre andre til at gøre det samme.

Hilsen

Ipso Facto pifter

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#4959 - 03/10/2008 15:29 Re: Kai Sørlander om Durban2 [Re: Ipso Facto]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland

Kære Ipso Facto.

Et meget velskrevet indlæg. Jeg har godt bemærket, at Kai Sørlander er med i den gruppe, der opfordrer til boycot af Durban2. Tanken er i og for sig sympatisk, fordi vi uundgåeligt nærmer os en konfrontation med islamismen.

Man kan måske nære den betænkelighed, at en udeblivelse fra Durban2 vil kunne blive udlagt som et mistillidsvotum i forhold til FN. Hvis man vil undgå dette, kunne man vente og se, hvordan slutdokumenterne kom til at se ud. Herefter kunne man nægte ratifikation af disse dokumenter.

Jeg har en enkelt statsforfatningsretlig rettelse til dit udmærkede indlæg. Det er korrekt, at EMRK i 1992 blev incorporeret i gældende dansk ret, men det var med lovskraft, og derfor står EMRK ikke over grundloven.

Den eneste norm, der begrebslogisk har en højere rang end grundloven, er den såkaldte grundnorm, der er verbaliseret i grundlovens § 88. Denne tekst beskriver fremgangsmåden for ændring af grundloven. Derfor er den en trinhøjere norm i forhold til grundlovsbestemmelserne.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#4963 - 04/10/2008 00:48 Re: Kai Sørlander om Durban2 [Re: Kræn-P]
tros Offline
godt igang
Registeret: 01/04/2008
Indlæg: 92
Citat:
Man kan måske nære den betænkelighed, at en udeblivelse fra Durban2 vil kunne blive udlagt som et mistillidsvotum i forhold til FN. Hvis man vil undgå dette, kunne man vente og se, hvordan slutdokumenterne kom til at se ud. Herefter kunne man nægte ratifikation af disse dokumenter.


Jeg tror, du kan have ret i dine betænkeligheder. Udover dine, vil jeg anføre, at kun ved en deltagelse har man muligheden for at imødegå den formodede tåbelige indskrænkning af menneskerettighederne, således at religionskritik skulle være det samme som racisme.

Udeblivelser i protest har ikke samme effekt som deltagelse og protest.
Top Svar Citer
#4966 - 04/10/2008 13:44 Re: Kai Sørlander om Durban2 [Re: Kræn-P]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Kære Kristian Pedersen

Tak for de anerkendende ord. Jeg er helt enig i dit synspunkt, at vi uundgåeligt nærmer os en konfrontation med islamismen.

Af historiske og filosofiske grunde er jeg yderst skeptisk over for mulighederne i den nuværende verden gennem internationalt samarbejde at opbygge en global retsorden således som man forsøgte med Folkeforbundet efter første verdenskrig og med de Forenede Nationer efter anden verdenskrig.

Folkeforbundet kom aldrig til at fungere efter sin hensigt, at skabe en mere fredelig verden gennem voldgift og sanktioner, for da det kom til stykket, formåede demokratierne ikke at stille noget op over den italienske fascisme og Hitler valgte at trække Tyskland ud af Folkeforbundet straks efter magtovertagelsen i 1933.

Det er det mønster jeg ser gentaget i FN, som stort set var handlingslammet under den kolde krig som var en ideologisk konflikt. I den nye verdensorden hvor konflikterne primært er mellem kulturer og civilisationer med uforeneligt verdenssyn og grundværdier bør Vesten og demokratierne alvorligt overveje, om ikke FN nu er nået dertil, hvor det blot er blevet en ny kampplads for striden mellem Vesten og islam, hvor islam nyder pragmatisk tilslutning fra en række verdslige diktaturstater. Samme mønster som førte til Folkeforbundets undergang idet diktaturene rottede sig sammen mod demokratierne.

Derfor ser jeg også opfordringen til boykot af Durban2 som et mere generelt og første symptom på, at stadig større og indflydelsesrige kredse i Vesten har opgivet FN som et nyttigt globalt forum til fremme af fred, sikkerhed og demokrati i verden.

I en verden præget af ”clash of civilizations” er det nok på sigt umuligt at opretholde en organisation som primært bygger på vestlige værdier omkring demokrati og menneskerettigheder. Ikke blot den muslimske verden, men også den asiatiske bygger på et verdenssyn og grundværdier som i et vist omfang er uforenelige med den fokusering på individet som i Vestens humanistiske tradition førte til det liberale demokrati. Asiater foretrækker en model, hvor orden, samfundsfællesskab og familie har forrang for individets interesser – i modsætning til den vestlige individualisme.

De Forenede Nationer opfattes således af andre civilisationer i stigende grad som et instrument for vestlig kulturimperialisme, et synspunkt som også har støtte blandt de vesterlændinge som hævder et kulturrelativistisk standpunkt, hvorfor de ikke kan anerkende den universalitet som kommer til udtryk i Verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Huntingtons nye verdensorden peger i retning af, at hverken fred, sikkerhed eller demokrati fremmes når der sker en sammenrotning i FN af de nævnte grupper, hvorved de forsøger at overtage magten og ændre FN til et instrument for fremme af deres politiske, kulturelle og religiøse interesser på bekostning af Vestens.

Den logiske realpolitiske konsekvens synes at være, at Vesten fremmer sine egne interesser samt freden og stabiliteten i verden bedre ved at samarbejde indbyrdes i et nyt fælles forum for demokratiske stater og så overlade det til de konkurrerende civilisationer, at forme deres egne fora. Dette er til dels allerede sket i form af Organisationen af Islamiske Stater (OIC) og ASEAN den sydøstasistiske geo-politiske organisation.

Du fremkommer med en kritisk kommentar til min bemærkning om, at den EMRK står over den danske Grundlov:

Citat:
Jeg har en enkelt statsforfatningsretlig rettelse til dit udmærkede indlæg. Det er korrekt, at EMRK i 1992 blev incorporeret i gældende dansk ret, men det var med lovskraft, og derfor står EMRK ikke over grundloven.


Der er som bekendt ikke enighed blandt statsforfatningsjurister om hvordan EMRK præcist er placeret i forhold til Grundloven.

Institut for Menneskerettigheder anfører blandt andet følgende om dette emne:

Citat:
"Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender en såkaldt dynamisk fortolkning, dvs. at Domstolen vurderer formålet med den og den bestemmelse, ytringsfrihed, fagforeningsfrihed osv., med udgangspunkt i samtidige forhold (“present day conditions”) for at sikre at beskyttelsen af konventionensmenneskerettigheder følger med udviklingen i bl.a. staternes retsopfattelse og retspraksis.

Politikerne eller domstolene

Bestemmelserne i konventionen er imidlertid formuleret mere politisk end danske lovbestemmelser, “Enhver har ret til ytringsfrihed” osv. Desuden er det dansk tradition at det er de politiske organer der fører menneskerettighederne ud i livet, især gennem lovgivning - ikke domstolene der gennem deres selvstændige fortolkning giver bestemmelserne (nyt) indhold.

Udvalget der forberedte inkorporeringsloven, understregede at konventionens vagt formulerede bestemmelser overlader et betydeligt skøn til den enkelte stat, og at det er lovgivningsmagten og ikke domstolene der bør skønne.

Konventionstekst eller sager?

Betyder det så at man skal se helt bort fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, eller er denne også blevet en del af dansk ret? Det spørgsmål er juristerne ikke enige om.(Min udhævning). Nogle mener at kun konventionsteksten er en del af dansk ret. Andre har den opfattelse at konventionens indhold ændrer sig gennem den dynamiske fortolkning som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender. Efter deres mening er det denne dynamiske fortolkning af konventionens indhold som Danmark er forpligtet til at overholde."


Der har i Højesteret i de senere år været stadig tydeligere tendenser til, at aførelser i sager om ytringsfrihed ikke begrundes med henvisning til Grundloven, men alene til domspraksis ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Herom anfører Instituttet følgende:

Citat:
"KONVENTIONEN OG YTRINGSFRIHEDEN

Hvis man undersøger domme siden 1992 (Peer Lorenzen har set på trykte afgørelser 1995-98, jvf. Lov og ret, maj 1999, s. 5f), kan man bl.a. finde en tendens til at domstolene i stigende omfang fortolker ytringsfriheden på samme måde som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gjort. Fx frifandt Højesteret (1997) i en straffesag om injurier der var blevet fremsat i en lokalavis, journalisten og redaktøren.

Højesteret henviste til Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om ytringsfrihed og udtalte bl.a. at når man skal bedømme hensynet til ytringsfriheden i forhold til hensynet til beskyttelse mod ærekrænkende ytringer, så må man særligt interessere sig for om der skabes begrænsninger som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (public watch-dog).

Den offentlige vagthund

I sagen Jersild mod Danmark (1995) havde et flertal af dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ladet hensynet til ytringsfriheden veje tungere end hensynet til beskyttelse mod ærekrænkende ytringer. I dette tilfælde drejede det sig om racediskriminerende ytringer fremsat af såkaldte grønjakker i et interview som en journalist foretog i en fjernsynsudsendelse.

Domstolen begrundede bl.a. dommen med at ytringsfriheden er en hjørnesten i et demokratisk samfund. Selvom pressen ikke må overskride de begrænsninger der er sat for ytringsfrihed, bl.a. beskyttelsen af andres rygte eller rettigheder, så er det ikke desto mindre pressens pligt at sprede information og idéer af offentlig interesse, og offentlighedens ret at få denne information. I modsat fald vil pressen være ude af stand til at spille sin vitale rolle som offentlig vagthund."


Til støtte for dit synspunkt om forholdet mellem EMRK og Grundloven anfører du følgende:

Citat:
"Den eneste norm, der begrebslogisk har en højere rang end grundloven, er den såkaldte grundnorm, der er verbaliseret i grundlovens § 88. Denne tekst beskriver fremgangsmåden for ændring af grundloven. Derfor er den en trinhøjere norm i forhold til grundlovsbestemmelserne."


Så vidt jeg kan bedømme bygger du din vurdering på Alf Ross’ retspositivistiske grundopfattelse, hvorefter demokratiet ses som et formelt system. I statsforfatningsretten skriver Jens Peter Christensen afslutningsvis:

Citat:
"I de fleste af de spørgsmål, hvor Alf Ross fremkom med nye og anderledes synspunkter end sine forgængere og samtidige, førte han, på grund af sin optagethed af abstrakte begrebsdannelser og logiske ræssonnementer, forfatningsretten på afveje. Som forfatningsjurist var Ross overdrevent fascineret af filosofi og logik.

Hans retsfilosofiske hovedværk Om Ret og Retfærdighed fra 1953 forfægter en teori om, at retten er et socialt, empirisk faktum. Værket var af grundlæggende betydning for dansk retsteori, og i bogen markerer han en fundamental afstand til naturretten:

"....modsætningen mellem naturretsfilosofi og en realistisk retslære på sociologisk grundlag ikke kan betragtes som en divergens mellem afvigende videnskabelige teorier, men i virkeligheden er udtryk for en langt mere dybtgående divergens, nemlig mellem en magisk-religiøs-metafysisk og en videnskabelig tilnærmelse til livet og dets problemer."

Et eksempel på både Alf Ross' dybe, mangeårige indflydelse og en præcisering af, hvor retspositivisterne rent videnskabsteoretisk placerer juraen, finder vi hos Alf Ross' efterfølger som underviser i retsfilosofi på Københavns Universitet, Preben Stuer Lauridsen, som i sin lærebog Retslæren skriver:

"Retsvidenskaben skal være en videnskab, der beskriver virkeligheden, har sin genstand i det eksisterende samfund, og må stå og falde med, om den stemmer overens med realiteterne i dette samfund."


Her er mit demokratisyn et andet end både det naturretsfilosofiske og det retspositivistiske, idet jeg begrunder demokratiets berettigelse på det etiske konsistenskrav fra hvilket den politiske ligeværdighed kan udledes ved logisk eksplikation. Rammerne for demokratiet, herunder forholdet mellem politik og jura, sættes herefter af den politiske filosofi, som kan udledes af det etiske konsistenskrav.

Et sådant forskelligt filosofisk udgangspunkt implicerer også forskellige opfattelser af hvad demokrati er og hvorledes statsforfatningsretten bør udformes.

Det vil selvfølgelig føre alt for vidt her at gå ind i en nærmere drøftelse af disse forhold, men det kunne være af interesse for mig, hvis du kort uddybede din demokratiopfattelse samt syn på statsforfatningsretten udover hvad du allerede har gjort.

Hilsen

Ipso Facto pifter

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 10 1 2 3 ... 9 10 >


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
29/03/2024 08:41
Ramadan-måneden
af ABC
29/03/2024 08:40
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Israel reagerer på ICJ's ordre om nødh..
29/03/2024 10:23
Problemer giver op til 40 minutters læn..
29/03/2024 09:53
Endnu en busulykke i Tyskland - 21 perso..
29/03/2024 09:27
Støtteforening til overvægtige: 'Børn..
29/03/2024 09:05
Grønland har inviteret dansk sundhedsmi..
29/03/2024 09:04
Nyheder fra Religion.dk