Som et såret dyr.

Ordene rammer mig
som hårde piskeslag
og flænser mit sind til blods,
og får mig til at skælve.

Men det var jo ikke mig,
der gjorde det,
og heller ikke min skyld.
Hvorfor bliver jeg så straffet?
Hvorfor tror de, at det var mig?

Jeg har kun gjort det een gang før,
uden at vide, at det var forkert,
men det lærte jeg jo,
da jeg atter oplevede straffen,
de voksnes middel til
at få børn til at forstå,
og jeg forstod, at ikke alt
der synes rigtigt, er rigtigt.

Men denne gang er jeg uskyldig.
Hvorfor tror de ikke på mig?
Kan de da ikke høre på min stemme,
at det er sandt, hvad jeg siger?

Som et såret dyr løber jeg ud i skoven
og gemmer mig i det dybe krat.
Jeg hører dem lede efter mig,
hører dem råbe
men svarer dem ikke.

Vred på verden,
og med øjnene blindet
af fortvivlelsens tårer
sidder jeg musestille
og glæder mig trodsigt over
deres bønfaldende råb og lokken,
og jeg forstår, at de har fundet ud af,
at det ikke var mig.

Først da det bliver mørkt
går jeg hjem.
Det tager lang tid at vænne sig
til verdens uretfærdighed,
når man kun er otte år.


Copyright Ole Bjorn 1970-2008.

Hej Ole Bjørn.

Det er et rigtig rammende digt du der har skrevet. Ihverfald rammer det meget godt med hensyn til nogle af de følelser jég har i forbindelse med min barndom.

Men heldigvis udvikler vi os(ihvertfald nogen af os ;)), og får så mulighed for at forstå det vi ikke forstod som barn.

Som min terapeut siger: Bare ud med det min ven, og lad os se på det...

God Lørdag aften til dig fra mig, kære Ole Bjørn.