Kære Jeppe



Man kan vist godt sige, at jeg lavede en fejlcitering i mit sidste indlæg i og med, at min hensigt ikke var at kommentere Ransoms sætning som "Nu må du styre dig". Din overskrift havde jeg heller intet imod, for som Ole Bjørn giver igen, kan du jo lige så godt give igen. Derfor skal min kommentar snarere læses som en opfordring til, at jeres debatkrig snart ender ud.

Min pointe var derfor, at jeres mange indlæg i debatkrigen - som også Ransom var inde på - er ligegyldig snak og trættende at følge med i.

Jeg forstår på sin vis godt, at du forklarer dig; det jeg blot forsøgte at antyde var, at de, der ellers kender dig nogenlunde godt, burde vide, hvordan du har det med at blive sat i bås med din fortid. Blot det kunne være med til, at man vejer sine ord en ekstra gang, så du ikke skal bruge krudt på at forklare dig endnu en gang i offentlighedens lys.

Mvh
Anne

Kære IPSO FACTO

Jeg ser, at jeg var lidt for træt og fortravlet med at komme ud af døren alt for tidligt i morges, at jeg kom til at kalde dig, Jeppe, i mit indlæg til dig. Det må du undskylde!

Det var da pokkers heldigt, at jeg lige kom forbi denne computer på min vej

Mvh
Anne

Kære Anne!

Du skal være tilgivet, at din træthed og fortravlethed fik dig til at hoppe lige i bjørnefælden, for jeg er godt klar over, at du ingen onde bagtanker havde med at anvende en tiltaleform jeg udtrykkeligt har frabedt mig utallige gange. Men det viser jo blot, at Göbbels havde ret. Hvis propagandaløgnen eller forhånelsen gentages tilstrækkeligt ofte, så bliver den sand og en rygmarvsrefleks. Den erkendelse levede Göbbels højt på og Ole Bjørn gør det fortsat.

Ligeledes har jeg ingen problemer med at tilgive både Ole Bjørn og Kristian Pedersen for gentagne gange at have forløbet sig for at få en ubekvem kritiker ned med nakken ved at bringe bagvaskende rygter i omløb eller irrelevante forhånelser med relation om en efterhånden meget fjern fortid.

Men læg nu mærke til forskellen. Jeg har offentligt erkendt et moralsk svigt i forhold til mine egne principper og idealer qua mit pragmatiske samarbejde med DDR, men jeg har ikke overtrådt loven ved at samarbejde med en fremmed stat som Danmark officielt havde anerkendt og plejede politiske forbindelser med på statschefniveau. Statsminister Schlüter aflagde i 1988 officielt statsbesøg i DDR og havde møder med parti- og statschef Eric Honecker.

Også mange danskere – politikere, fagforeningsfolk, universitetsfolk etc. - havde i øvrigt meget nære forbindelser med DDR. Mit samarbejde med DDR er således ikke principielt anderledes end det tætte samarbejde den socialdemokratiske sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz havde. Han rendte ustandselig DDR-ambassaden i København på dørene med oplysninger om dansk sikkerhedspolitik og hvilke planer ”det alternative politiske flertal” havde i støbeskeen for at chikanere den borgerlige Schlüter regering. Eller den radikale Lone Dybkær, der inviterede stasi-folk og topkommunister fra DDR til at tale ved partiets grundlovsmøde i 1990. Den danske ambassadør i Østberlin havde et helt specielt godt samarbejde med de østtyske myndigheder, idet han i 1988 lod 18 østtyske mænd, kvinder og børn afhente og brutalt anholde af Stasi efter at de havde søgt tilflugt på den danske ambassade for at komme videre til Vest-Tyskland.

Ambassadøren fik en næse og blev forflyttet, men ellers var der ingen, bortset fra en forelsket tolder i Gedser, der havde udleveret fortrolige oplysninger om PET, som blev straffet for samarbejdet med DDR i 1980erne.

Tværtimod var det mig som var blevet groft krænket ved at Ekstra Bladet i 1999 havde hængt mig og hele min familie ud med navn og adresse som landsskadelige og farlige spioner. Farlige, fordi som boulevardbladet skrev, jeg sikkert nu arbejdede for den nye russiske efterretningstjeneste STB, KGBs afløser.

Selv om jeg fik medhold i flere klager i Pressenævnet over at Ekstra Bladet havde forbudt sig mod god presseskik og viderebragt falske oplysninger om mig, tabte jeg ”den store injuriesag”, med 10 injuerende og bagvaskende æreskrænkelser, men vandt den efterfølgende bagvaskelsessag mod Ekstra Bladet.

Jeg havde således ingen grund til at dække mig bag et tilfældigt pseudonym dengang på POL-debatten, for rent juridisk var der ikke noget at komme efter.
Så jeg tog de verbale bank der kom på POL-debatten, forklarede og forsvarede mig mod de useriøse angreb så godt jeg formåede.

Så var det at Pedersen for et års tid siden forsøgte at karaktermyrde mig med den gamle sag, hvorved han afslørede sin sande og anløbne karakter. Pedersen ville tage masken af mig og afsløre mig af hensyn til debatkollegaerne, men det eneste han afslørede, var hans egen smålige og nedrige karakter. Den ellers så begavede Pedersen havde ikke opdaget, at man selvfølgelig ikke kan afsløre nogen som allerede offentligt under eget navn har erkendt et moralsk svigt. Pedersen svingede sig op til at kalde mig ”en landsforræderisk skiderik”, hvilket helt klart er strafbar bagvaskelse. Pedersen kunne med samme ret havde kaldt Lasse Budtz, Lone Dybkær og en række andre danskere som plejede tæt omgang med DDR styret for det samme. Men dem var han jo ikke i debat med, så dér var der ingen billige point at score.

Pedersen har lige siden fastholdt løgnen om, at jeg selv bragte min fortid på bane på religionsdebatten. Ligeledes har han, da jeg rakte hånden ud til forsoning nægtet at undskylde noget som helst – både dengang og nu. Jeg har som sagt tilgivet både Pedersen og Ole Bjørn for, at de må slæbe rundt på en så ringe karakter og så lidt selverkendelse, at de har sat den anseelse og respekt over styr de måske engang nød. Man må vel nærmest føle medlidenhed med sådanne små usle, feje og luskede karakterer, det personificerede hykleri og dobbeltmoral i egen høje ufejlbarlige person.

Og for nu at afslutte skriverierne om det seneste overfald på mig med min fjerne fortid, som Ole Bjørn foranstaltede, så lad til slut dokumentere uden for enhver tvivl og i flammeskrift fastslå: OGSÅ DENNE GANG VAR DET PÅ OPPONENTENS INITIATIV AT MIN FORTID BLEV BGRAGT IND SOM ET DEBATTEMA.

Faktisk havde jeg direkte og udtrykkeligt advaret Ole Bjørn mod at bringe hans egen og min fortid ind i debatten. Ole Bjørns karakterbrist er dog af en sådan natur, at hvis man beder manden om at udvise anstændighed, så er det eneste man kan være helt sikker på – at han han slipper endnu mere bjørnebæ løs.

Her er et koncentrat af den meningsudveksling der førte til en genopblussen af den gamle sag i Ole Bjørns tråd om afskaffelse af monarkiet. Citaterne lader jeg stå ukommenteret og som afslutning på dette indlæg og definitiv afslutning på denne sag:



Hilsen

Ipso Facto

Kære Anne.



Fornuften i det, som du skriver, kan jeg fuldt ud anerkende, og måske skulle jeg blot have forholdt mig tavs. Men jeg tror nu ikke, du har ret i, at tavshed fra min – eller Ole Bjørns – side vil resultere i, at Ipso Facto forlader sit yndlingsemne.

Se nu blot, hvad der er kommet ud af, at du sagde pænt undskyld for, at du havde kaldt Ipso Facto for Jeppe. Dette har affødt en længere klamamse fra IF, hvor han i indlægget 26/09/2008 11:04 på ny vender tilbage til sin fortid. Det er, som om han sidder på spring for at skrive lange indlæg om netop dette emne.

Og denne gang er det altså dig, kære Anne, der har bragt ham tilbage på sporet. Blot fordi du opførte dig pænt og hensyntagende over for ham ved at sige undskyld.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian



Kommunikation er ikke altid en nem ting. Det burde være meget mere enkelt. Når det ikke er det, skyldes det jo udelukkende os selv - eller i hvert fald den ene af parterne. Hvad jeg mener er, at kommunikation ofte er forbundet med følelser.

Jeg kan ikke nå at kommentere tråden yderligere, men at jeg førte Ipso Facto tilbage på sporet var, som du nok ser, i den forstand ikke min hensigt. Min hensigt var ganske rigtigt en hensyntagen og opfordring til at lade Ipso Facto være, den, han nu er..

Til en årsfest i aftes holdt Viggo Mortensen en festtale til til de studerende. Et af rådende var, at de studerende skulle huske både at gå til den men også at bibeholde sin menneskelighed. Det synes jeg også gælder for en god debat.

Mvh
Anne

Kære Anne.

Tak for dit svar. Jeg kan kun erklære mig enig med dig i din besindige holdning. Men denne besindighed indebærer for mit eget vedkommende ikke, at jeg vil forholde mig tavs over for hvad som helst. Og i det aktuelle tilfælde blev grænsen overskredet ved, at Ipso Facto begav sig ud i løgnagtigheder, da han omtalte vort sammenstød i fjor.

Han har jo selv henvist til Göbbels-doktrinen om, at en løgn kan siges så ofte, at den efterhånden bliver opfattet som sandhed. Det gør for så vidt heller ikke noget, så længe han nøjes med sine blomstrende karakteristikker af mig som person, men det faktiske, kronologiske hændelsesforløb under meningsudvekslingen i fjor vil han ikke få held med at forsøge ændret gennem praktisk anvendelse af Göbbels-doktrinen.

Kan du have en god weekend, kære Anne!


Med venlig hilsen

Kristian

En lille oplysning til debattens gode debattører.

Dette indlæg er skrevet i min magtesløshed, hvorfor jeg ikke forventer nogen respons, ej heller debatstridigheder, omend vi befinder os i arenaen.

I mit sidste indlæg til Kræn-P i denne tråd gav jeg udtryk for, at jeg ikke havde flere kommentarer til denne tråd. Dette skyldtes primært min sædvanlige tidsmangel sammen med ønsket om ikke at gå ind i en dybere dialog omkring Ipso Facto og hans fortid. Det slog mig imidlertid, at jeg alligevel skyldte Ipso Facto en lille respons, da der ifølge min tydning, måske har været et behov hos Ipso Facto selv for at skrive det, han gjorde - et indlæg jeg først fik mulighed for at læse en gang i nat.

Op af formiddagen logger jeg igen på for en ganske kort stund (inden jeg skal ud og gøre dagens praktiske ting), hvor jeg finder Kristians indvending. Kristian erklærer for det første sin enighed omkring det (især som formand) at forholde sig tavs. For det andet kommer Kristian med en ganske kort bemærkning om, hvorfor han alligevel følte sig nødsaget til at korrigere Ipso Factos gengivelse af deres kontrovers sidste efterår for ca et år siden. Men Kristian lægger som sådan ikke op til, at jeg skal involvere mig yderligere. Det gjorde derimod Ipso Facto i sit svar på min undskyldning, skønt jeg allerede havde vist min sympati for ham og indirekte bedt både Ole Bjørn og Kræn-P om at holde deres kæft og lade Ipso Facto være. Som sagt ville jeg gerne have henvendt mig direkte til Ipso Facto på trods af, at det pågældende indlæg nok mest er skrevet for Ipso Factos egen skyld. Jeg beklager dog over for dig, Ipso Facto, at jeg ikke i samme omgang fik skrevet nogle få ord til dig.

Da jeg loggede mig på her sidst på aftenen efter en god lang dag uden at spekulere på debatten men i stedet at have levet og deltaget i mit mere fundamentale (eller elementære) liv, finder jeg dette dejlige dansende "flag" (som Hanskrist og jeg kalder brevikonet) øverst oppe på skærmen. Desværre bliver min nysgerrige glæde hurtig afbrudt med en besked fra Ipso Facto, som jeg ikke skal afsløre her andet end, at jeg endnu en gang har skuffet Ipso Facto og nu betragtes som useriøs. Det har for mit vedkommende fået bægret til at flyde over, og jeg er ked af (såret og dybt frustreret), at jeg endnu en gang havner i sådan en situation, hvilket jeg nok kun kan bebrejde mig selv og min til tider lidt for ærlige tilgang (og forsøg på at skubbe lidt til folk).

Jeg forsøgte i denne tråd at give Ipso Facto lidt kredit sammen med antydningen af, at Ipso Factos og Ole Bjørns debatkrig har været trættende og støjende. Heri lå nok også det, at jeg i min iver for debat må følge mit hjerte og hver dag prioritere, selvom det er træls, at jeg ikke får svaret på alle indlæg stilet til mig (her i blandt Ipso Factos).

Jeg skrev en dag til Peter Arenzten, at jeg havde tænkt lidt over, om vi kunne gøre noget for at få flere kvinder til at deltage i debatten her på Trosfrihed. Skal jeg give mit ærlige bud på dette, tror jeg, at debatten til tider er for maskulin og endnu præget af os - en flok dygtige debattører - der hver især er med til at sætte "dagsordenen". Hertil er kvinder og mænd jo også forskellige, og måske er temperamentet på denne debat ikke altid så tiltrækkende for kvinder. Det kunne de kvinder, der er registreret men ikke deltager aktivt i debatten, så give deres svar på.

Min egen sitation taget i betragtning orker jeg ikke slige debat-begivenheder mere. Det bliver for indviklet, og jeg har ikke overskud til det og vil ikke være en del af det mere.

Mvh
Anne

Lad det hermed blive det sidste ord i denne tråd, som herefter lukkes.