Hej Arne!

Dine kætterske tanker er efter min opfattelse hverken særligt kætteriske eller originale, for du hænger fast i en subjektiv tilgang til problemstillingen terrorist/frihedskæmper.

Den ene mands frihedskæmper er som bekendt den andens terrorist.

Fællestrækket for både frihedskæmpere og terrorister er, at de anvender vold for at nå et politisk mål.

Terror er defineret som en speciel form for vold, hvor hensigten er at skabe angst, usikkerhed eller panik hos fjenden.
At diktatorer som Stalin, Hitler og Saddam Hussein opretholdt grebet om magten og regerede ved hjælp af terror mod deres egne civilbefolkninger er de fleste historikere enige om.

Spørgsmålet kan koges ned til hvorår voldelig magt er legitimt, for terror er blot en særlig type voldelig magtudøvelse. Den militært svages bedste modtræk overfor en stærk modstander, hvilket du da også påpeger, allerede ligger i konceptet om guerillakrig.

Her er forskellen mellem den vestlige civilisation og for eksempel islam, at Vesten allerede i middelalderen udviklede et etisk koncept som definerede, hvornår der var tale om lovlige og ulovlige krige.

Uprovokeret angrebskrig er per definition udtryk for ulovlig krig. Modsat er et voldeligt forsvar mod et uprovokeret angreb legitimt.

Islam har aldrig udviklet et tilsvarende koncept om lovlige og ulovlige krige. Ifølge islamisk selvopfattelse er islam en fredens og tolerancens religion. En opfattelse som grunder sig på den teologiske tese, at islam slet ikke kan føre krig. Når muslimer griber til våben, er det altid en fredens handling, uanset og det er til angreb eller forsvar, blot det sker i "Allahs tjeneste". Det er kun vantro, der fører krig. Denne teologisk grundede selvforståelse har været bestemmende for hele islams historie og er det fortsat.

Osama bin Ladens krig mod USA og Vesten er derfor legitim ud fra en traditionel islamisk fortolkning og derfor udtryk for legitimt selvforsvar.

Betingelsen for "legitimt" at kunne føre den terrorkrig mod Vesten som Al Qaeda gør, er, at Vestens folk forinden er blevet inviteret til islam, det vil sige opfordret til at konvertere til islam. Da Vestens befolkninger og regeringer selvfølgelig afviste "invitationen", havde Al Qaeda dermed den efter islamisk retslære nødvendige legitimation til at indlede en jihad mod USA og Vesten - det vi kalder "terror".

Allerede i 1998 havde bin Laden fået en retslærd muslim til at udstede en fatwa mod USA. Denne fatwa havde form af en krigserklæring, der også ophævede skellet mellem civile og militære mål, og den havde følgende ordlyd:



Det drejer sig derfor i sidste instans om et sammenstød mellem forskellige kulturelle paradigmer der definerer virkeligheden og etikken meget forskelligt. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at føre en egentlig dialog mellem en islamisk civilisation hvis politiske guddommeligt legitimerede og påbudte mål er verdenserobringen og alle andre folkeslags underkastelse under islams overhøjhed som dhimmibefolkninger, og en vestlig, der bygger på radikalt anderledes grundværdier, der har ført til en forestilling om retfærdige og uretfærdige krige, til demokrati, ligeretsideologi, og en retsfilosofi, der ikke er guddommeligt legitimeret, men som grunder sig på naturretten eller filosofiske værdimæssige overvejelser om retfærdighed. Værdier og principper som til dels er indeholdt i Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, krigskonventionerne for human krigsførelse og mange andre internationale konventioner og traktater.

Et begreb som "retfærdighed" betyder således noget helt andet i islamisk kontekst end det gør i en vestlig demokratisk kontekst og således gives ordene, som nok er fælles, en meget forskellig betydning inden for de forskellige kulturelle paradigmer.

Men hvis dialogen er principielt umulig, så er der kun magten og volden tilbage for at løse konflikterne mellem en civilisation som islam og en radikalt forskellig civilisation som Vesten.

Det er den type af konflikter politologen Samuel P. Huntington tog op i sin artikel i sommeren 1993 med tesen: "The Clash of Civilizations and the Remaking of a New World Order."

Tesen er et nyt paradigme som antager, at den fundamentale kilde til konflikter i den nye verden ikke primært vil være ideologiske eller primært økonomiske. Det som for alvor deler og adskiller menneskeheden og den dominerende faktor og kilde til konflikter, vil være af kulturel natur i den nye verden som så dagens lys efter ophøret af den kolde krig og paradigmet om den "bipolære verden".

En dansk teolog, dr.teol Viggo Mortensen, stiller i en artikel med overskriften "Civilisationskonflikter og globalisering" naturligt nok spørgesmålet, om Osama bin Laden mon har læst Huntington?

Mortensen indleder sin artikel med to interessante citater som jeg finder yderst relevante:

"The Growing Muslim communities in Europe and North America are creating the first real alternative society in the histopry of the West since the enligthenment". (Irwin Hexham: Evangelical Illusions, 2001).

"Den europæiske kulturs sammenbrudd har lenge vært forutsagt. Den ser ut til å være kommet hurtigere og voldsommere enn vi nogensinne trodde mulig." (Sigrid Undset: Sten på Sten, Oslo 1947).

Så her er lidt at tænke nærmere og dybere over.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne!

Du har jo helt ret i, at det virkelig kætterske spørgsmål er hvad den rationelle begrundelse er for, at nogle værdier er bedre end andre. Eller at et kulturelt paradigme således er sandere end et andet. Samt at jeg ikke her angav grundene til at foretrække det vestlige paradigme frem for et andet.

Det spørgsmål kan alene løses ved en begrebslogisk gennemtænkning af, hvad vor eksistentielle situation er og hvad den implicerer rent etisk.

Her er det korte svar at den implicerer det etiske konsistenskrav som en fordring vi er underlagt alene qua person.

Ud fra dette etiske grundprincip kan ved logisk implikation udledes princippet om politisk ligeværdighed, som er demokratiets etiske legitimation.

Hvis man afviser at etikken kan begrundes rationelt, så er konsekvensen at den må tros. Så er der i princippet ingen forskel på, om vi tror på det politiske kompromis der er udtrykt i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, eller på religiøse doktriner som islam og kristendommen der implicerer meget forskellige måder at indrette samfund på. Da kristendommens etiske grundsætninger ikke kan gøres til politik uden selvmodsigelse, mens de islamiske dogmer kræver, at samfundet bygges på Allahs lov, således som den fortolkes ud fra Koranen, hadith og sira af de retslærde, står menneskene i det dilemma, at de skal foretage et valg, som i sidste instans ikke kan begrundes rationelt. Og så bliver ethvert valg af værdier og paradigmer jo en trossag.

Dette er den postmoderniske, kulturrelativistiske opfattelse som er ret så indgroet i den nuværende Vestlige kultur. Man antager, at værdier i sidste instans ikke kan begrundes rationelt. Fra dette synspunkt følger tanken om, at enhver kultur skal have frihed til at udfolde sig på sine egne betingelser uden indblanding fra andre og derfra er der ikke så langt til at anse det multikulturelle samfund som en sand velsignelse - en kulturberigelse som fortalerne kalder det.

Min kætterske påstand er, at værdier kan begrundes rationelt, nemlig begrebsfilosofisk, samt at de vestlige demokratier betegner bestræbelser på at nå frem til den politiske filosofi som kan udledes af det etiske grundprincip vi alle er underkastet: DET ETISKE KONSISTENSKRAV.

Det vil sige at de eksisterende demokratier i Vesten kommer nærmere den universelle etiske fordring end islam gør, hvis eneste etiske grundprincip er en forvrænget udgave af talionsprincippet idet forskelsbehandling af mænd og kvinder samt vantro er påbudt ved en guddommelig lov. Islam bygger således på et grundlæggende princip om forskelsbehandling eller racisme i ordets udvidede betydning. Islam anerkender heller ikke princippet om reciprocitet som nærmest svarer til talionsprincippet, idet muslimer mener sig berettiget til at underlægge hele verden for islam ved sværdet (jfr. sura 9,5), at dræbe guds fjender, tvangsomvende til islam eller gøre ikke-muslimer til anden klasses borgere med med omtrent samme retlige beskyttelse som Nürenburglovene fra 1935 gav de tyske jøder.

Så hvis man er tilhænger af racisme og verdenserobringen ved hjælp af vold i Allahs navn, så er islam utvivlsomt den rette religion at vælge, efter at pseudoreligionerne marxismen-leninismen og nationalsocialismen er smidt på historiens losseplads.

Og hvis man føler og tror at det rette er den grænseløse multikulturelle superstat som EU forsøger at etablere qua det nære politiske, økonomiske og kulturelle samarbejde med staterne i den Arabiske Liga, så må visionen om EURABIA lige være sagen.

Og er man kristen kan man give politikken fingeren og alene tænke på sin sjæls frelse gennem tro og næstekærlighed og så i øvrigt overlade det verdslige regimente til den almægtige skabergud at tage vare på.

Dette er meget groft stillet op de valgmuligheder den moderne europæer må tage stilling til.

Jeg har en kort bemærkning til din næstsidste sætning:

Den menige afghaners modstand her er vel ikke anderledes, end vores modstand mod forsøg på at påtvinge os islamisk kultur og religion her i Danmark?

Den amerikanske krigsførsel mod det afghanske taliban-regime var en legitim forsvarshandling efter folkeretten, idet landet var blevet udsat for et uprovokeret angreb af grupper som samarbejdede med og stod under beskyttelse af den afghanske regering.

Til forskel fra forsøget på at islamisere Europa hvilket implicerer indførsel af islamisk lov sharia, er det nuværende afhanske styre indsat af det afghanske folk og landets nye forfatning fastslår, at der ikke kan vedtages love som strider mod Koranen eller den islamiske tradition.

Derfor kan man ikke kalde NATO-troppernes tilstedeværelse i Afghanistan for en fremmed besættelsesmagt som det er legitimt at føre krig mod. De fremmede tropper er der fordi den legitime afghanske regering ønsket det og derudover har verdenssamfundet FN bemyndiget deres tilstedeværelse for at opretholde fred og sikkerhed i landet.

Til sammenligning var den danske modstandsbevægelse efter den tyske besættelse 9. april 1940 udtryk for en legitim modstandskamp mod en fremmed besættelsesmagt som havde foretaget en uprovokeret krigshandling mod Danmark, der havde erklæret sig neutral i den europæiske konflikt som Tysklands angreb på Polen udløste, med England og Frankrigs krigserklæringer. Den såkaldte "fredsbesættelse" var tillige en klar krænkelse af den freds- og ikke-angrebspagt Danmark havde indgået med Tyskland.

Derfor var den væbnede danske modstand mod besættelsesmagten en frihedskamp og de som tog del blev da også korrekt benævnt frihedskæmpere.

De taliban- og Al-Qaeda grupper som angriber den lovlige regering i Adghanistan og NATO-tropperne der er ikke frihedskæmpere men aktører i en borgerkrig mod en legitim regering.

Sådan ser tingene ud set fra det vestlige paradigme, mens det set fra det islamiske paradigme oprørene bekender sig til, er legitime forsvarshandlinger for islam og Allahs sag og derfor en retfærdig kamp ud fra en traditionel islamisk teologisk tolkning.

Demokrati, selv i den form det har i Afghanistan nu, indebærer en krænkelse af islams love og traditioner, fordi et lands styre ifølge disse ikke skal fremgå af demokratiske valg, men "ved at adlyde dem som, der har myndighed, de som ifølge vores tro er Imamerne. Selvfølgelig er lydighed med deres regeringsdekreter også en slags lydighed mod Allah. Da Allah den Almægtige har beordret os at følge Profeten, og dem der har myndighed, er det at adlyde dem faktisk udtryk for lydighed over for Allah." Således begrunder grundlæggeren af det ianske præstestyre, ayatollah Khomenei, den islamiske styreform i skriftet "Islamic government" fra 1971, skrevet mens han stadig levede i eksil i Paris.

Ud fra denne tankegang er demokrati en umulighed i islam og det eneste sted i den muslimske verden hvor det findes noget der ligner demokrati er i Tyrkiet, hvor en elite med hærens magt bag sig siden 1924 har forsøgt at vesternisere landet. Forsøget ser ud til at skulle mislykkes, idet blot omkring 10% af tyrkerne støtter op bag demokratiseringsbestræbelserne.

Mig bekendt findes der ikke et eneste eksempel på at et flertal i en muslimsk befolkning har krævet demokrati og fået det gennemført, således som det skete i Danmark i 1849 hvor demokratiet slog rod hos os og senere blev til parlamentarisme i 1901 og et ægte demokrati - almen politisk ligeværdighed - med grundlovsrevisionen i 1915.

Vesten er usikre på egne værdier og den intellektuelle elite har svigtet og opgivet det forsøg som blev gjort af oplysningstidens tænkere på at give demokratiet og dets værdier en rationel begrundelse. Disse bestræbelser var utilstrækkelige, men de var dog et langt skridt i den rigtige retning.

Hvis man ikke enten tror på egne værdier eller rent forstandsmæssigt kan bringes til at indse sandheden af et universelt etisk grundprincip, så mangler man selvfølgelig også motivationen for at slås for disse værdier og det samfundssystem som de implicerer.

Dette er nok grunden til at den europæiske politiske elite har kunnet fostre visionen om en multikulturel europæisk superstat - et Eurabia - og få den gennemført uden at møde særlig modstand i befolkningerne. Først efter terroragrebet mod USA og den såkaldte "krig mod terror" synes en voksende del af befolkningerne at være blevet opmærk som hvad de står til at miste, og de har sat hælene i over for Eurabia-projektet ved at styrke indvandrerkritiske partier samt ved at stemme nej til den nye forfatningstraktat der de facto ændrer unionen fra et forbund af suveræne stater til et statsforbund analogt med Amerikas Forenede Stater men uden den demokratiske kontrol med magten som findes i den amerikanske forfatning med "oversight" af demokratiske valgte senatorer og medlemmer af kongressen, det som kort kaldes "checks and balances". En europæisk forbundsstat vil betegne et alvorligt demokratisk tilbageslag i retning mod et slags oplyst enevælde udøvet af udpegede kommissærer og et ministerråd der har næsten lige så stor magt som Politbureauet havde i den hedengangne Sovjetunion.

Truslen mod demokratiet og de værdier som er dets forudsætning kommer således fra tre sider. Fra EU-toppen, fra islam og fra europæiske borgere som er blevet indoktrineret med utopierne om EU som et fredsskabende demokratisk projekt og myterne om islam som en europæisk religion der repræsenterer fred og tolerance og som har ydet uvurderlige bidrag til opblomstringen af Europæisk kultur.

Det eneste demokratiske modtræk til den udvikling er oplysning og bevidstgørelse om historien og om det rationale som bærer vore værdier. Det er den kulturkamp vi nu står midt i. Når det er givet, at gennemsnitsmennesket er drevet af irationelle instinkter, tilskyndelser og tro i en sådan grad, man indtil for nylig kunne bilde millioner af mennesker i Vesten ind at Lenins vej til frihedens rige med proletariatets diktatur var udtryk for en højere form for demokrati end det borgerlige ditto, så kan man vel også bilde dem ind at Eurabia utopien fører til frihedens, lighedens og fredens rige. Eurokraterne er i hvert fald sluppet godt at gennemføre utopien efter salamimetoden gennem mere end 30 år. Det er først nu at en større del af de europæiske befolkninger har sat hælene i og sagt stop.

Fremtiden står efter min vurdering enten på en europæisk borgerkrig eller på opløsning af EU ved at nationalstaterne tager den afgivne suverænitet tilbage og indfører de nødvendige love omkring invandrerstop, tvangsintegration og skærpede krav for opnåelse af statsborgerskab og hvad der ellers kræves af lovgivning for at kunne opretholde de nationale demokratiske velfærdsstater.

Hilsen

Ipso Facto