Hej Michael

Ja, jeg mener også, at vi kan være med til at kalde andre mennesker ud; ud i livet sammen med os andre.

Nogle gange er det så os selv, der gemmer os ganske ubevidst.

Mvh
Anne

P.S
Det blev et lidt kort svar..

Hej Arne

Tak for din stærke beretning om mødet med et Lazarus-ikón.

En sådan oplevelse kan være med til at sætte fokus på det forhold, at et digt eller et ikón (el. andet kunst) som de ord og billeder, de er, kan nå os bag om vores sædvanlige tænken.

Det er jo netop det, som kunst efter min mening handler om. Den skal give os noget, samtale med os og meget gerne spejle noget.

Canto og tros har ret i, at der skal være en sammenhængende form samt et indhold, der kan stå som rammen om det egentlige budskab. I kristen forstand er dette budskab Guds Søn, Jesus Kristus, og når dette budskab når os gennem sit kald til Lazarus, er vi inde ved kernen: Når Gud handler med os. Således kalder Gud gennem Jesu ord Lazarus til live. Tilskuerne oplever, hvorledes troen og kærligheden bevæger det døde til live.

Ja, Arne, jeg kunne ikke lade være at bringe min elskelige optik om det teologiens og troens dialektik peger frem mod: Guds handlen med os - som vi nu en gang kan opleve det og tro på det gennem fortællinger og billeder af denne tømrersøn fra Nazareth, der skulle havde vandret på vandet og opvækket de døde fra graven.

Mvh
Anne

Nej da! Hvorfor skulle dette brøl runge?

Det kan undre mig, at du 'udnævner' Jesus til tømrersvend. Det er der da vist ingen viden om!

Det er, som det altid har været, ufatteligt for de 'guffende' ateister, at der er mennesker i dag, som i deres nød må ty til at trøste sig med dyb irrationalitet i deres uduelighed til at leve et gudløst liv, et frodigt, meningsfyldt, nærværende, glædesfyldt og rigt liv.

Hvordan i alverden kan mennesket trøste sig med beretninger om urimeligheder/umuligheder som f.eks. en opvækkelse af et forrådnende lig og med spadsereture på vandet.

Hvad er egentlig meningen med den fortærskede forklaring, at Jesus skulle dø for min skyld?
Jeg har da ingen glæde af, at han blev slået ihjel. Det udlægges som selvmord til gavn for alle mennesker!

Man skal da være totalt forblindet og suggereret til en anden form for bevidsthed end den biologisk gængse for at deltage i den slags gospel.

Kære Kristian

Det var min hensigt at besvare dit indlæg med særlig henblik på følgende:



Når jeg ikke er nået så langt og i dag må indse, at jeg nok heller ikke når det, skyldes det foruden min tidsmangel (denne evige "skavank i livet"), at det for mig forudsætter nogle dybere overvejelser omkring det religionsvidenskabelige perspektiv, som du introcerer på mit lille digt om Lazarus.

Du skal alligevel have en lille kommentar, og så må vi se, om jeg eller du blev klogere af den

Jeg er enig i, at vi med Johannesevangeliet får et kristent budskab, der er langt mere hellenistisk end jødisk, idet Johannes' tekst minder mere om mysteriereligionerne end den jødiske tradition. Et eksempel på dette er, at evangelisten Johannes (eller forfatteren til dette evangelium) overfører sit eget forhold til jøderne fra sin levetid (dvs. affattelsestiden o. år 90-100 e. Kr) på den Jesu tid ca. 70 år tidligere, han skriver om. Nu burde jeg nok underbygge denne påstand med de tekstpassager, hvor Johannesevangeliet på sin vis udtrykker en kritisk distance til jødedommen, men det ville kræve et større eksegetisk arbejde. Et enkelt eksempel kunne dog være processen op mod korsfæstelsen, Joh. 18-19, hvor der fortælles om, hvorledes jøderne ønskede Jesus korsfæstet (det gjorde de eller nogle af dem måske også, men det kan vi ikke vide med sikkerhed).

Endvidere kan vi sige, at Johannesevangeliet sigter på erkendelsen samt et mere filosofisk grundlag end de tre synoptiske evangelier, der hver for sig søger at afdække vidnesbyrdet om Guds Søn, Jesus Kristus, ud fra de oplysninger, de nu besidder. Men hvorvidt Johannesevangeliet kan opfattes som et skrift, der tog kampen op imod mysteriereligionerne, kan jeg ikke besvare.

Jeg er trods alt glad for, at du ikke skrev, at Johannesevangeliet søgte at putte kristendommen ind i mysteriereligioernes kontekst forstået sådan, at evangeliet ikke skulle være andet end en gren af den græsk-romerske religiøses sfære.

Kristendommen med Jesus Kristus som udgangspunkt opstår jo netop i den jødiske tradition, og det mener jeg ikke, at vi kan komme uden om. Jesus selv var jøde, Mattæus var jøde men blev det, vi kalder for jødisk-kristen. Hvad der derimod springer båndet til de andre religioner er evangeliet om Jesus som Messias, Guds salvede, og at han som Guds Søn, blev korsfæstet for på den tredje dag at blive oprejst. Et lignende skisma findes hverken i jødedommen eller i mysteriereligionerne. I så fald er det ikke Messias, der er tale om, som både jødedommen og kristendommen - med hver sit udgangspunkt - har som et væsentlig element i deres trosgrundlag. I hvor høj grad Messiastro gør sig gældende for jøder, ved jeg ikke, men måske Borad kan korrigere mig omkring den jødiske Messiasopfattelse.

Mvh
Anne