Vi mennesker lever i tanken. Det er det vi for det meste også identificerer med tro. Derfor kan tro udfolde sig på så mange forskellige måder, fordi vi, som den person vi er, også kommer til udtryk i hvad vi tror på.

Vi søger Gud ved at tænke på Ham, forestille os Ham. Og det er da fint hvis vi er venlige sjæle, så kommer vores tro også til udtryk på en venlig måde. Men hvis vi ikke er venlige, så bliver troen til religion og så bliver den samfundsmæssig. I hænderne på de, som ikke forstår sig selv bliver troen til et magtmiddel hvormed det ene menneske undertrykker det andet.

Vi er så vant til at opfatte alting i modsætninger at vi tror at dette, ikke at tro, medfører ateisme. Først og fremmest fordi vi forbliver i troen og ikke sanser at hvis det vi kalder tro overhovedet skal have en mening, så må der ligge en virkelighed bag, ellers er det kun fantasi.

Det er kun vores manglende forståelse af os selv der står imellem os og virkeligheden. Vi bæver for dette, at forstå os selv for vi ved ikke hvad vi skal gøre.

Vi tør ikke at give os i kast med den eksistentielle virkelighed fordi vi tror at hvis vi skræller alle misforståelserne bort, så er der ingenting tilbage. Endnu en modsætning.

Vi lever i tanken. Vi har mistet vores hjerte. Når vi skræller al det falske væk, hvad er der så tilbage? der er himlen over os, Jorden og alt det som sker. Og os selv med alt hvad vi er.

Hvis vi skræller alt hvad vi tror og forestiller os væk og hvis vi kender os selv i sandhed som vi er, så er der klarhed. Når vi når til en ende på os selv, således at vi bliver stille og tanken ikke flyver frem og tilbage, så er opmærksomheden fuld og hel. Så er der intet jeg. Men det betyder ikke at man ophører med at eksistere, det betyder blot at livet bliver virkeligt for én. Når vi skræller alle misforståelserne fra, alle vore fortolkninger og alle vore egne opfattelser af hvad der forsøges os meddelt så kender vi forskel på tanken og virkeligheden, så kan vi spontant følge os selv og være det vi er. Og vi kan turde være det.

Men først må vi give slip på alle vore misforståelser ved at kende os selv og forstå hvorfor vi misforstår.

Når vi således træder ud af tankens rige ved den fuldstændige negation, så bliver livet virkeligt og så går troen fra sindet og ned i hjertet.

Ligesom i den meget misforståede sang.



Det er det sandt hellige. Livets virkelighed, når tanken forstår sig selv og bliver stille.

Hej mig.

Jeg låner lige dette indlæg for at bruge det på min nye hjemmeside.

Jeg har ikke skiftet mening siden, så det gør vel ikke noget?