annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15536443
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372315
Et andet syn 1980797
Jesu ord 1518396
Åndelig Føde 1465686
Galleri
treram på vej i luften over  Mississippi 1952, uheld i Mexico
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 311 gæster og 51 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 6 af 7 < 1 2 3 4 5 6 7 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4553 - 22/09/2008 01:41 Re: Kristendommen og Paulus [Re: Hanskrist]
ALH Offline
bor her
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
Hej Peter Arentzen og Hanskrist

Lad mig prøve at besvare begge jeres indlæg under én besvarelse. Jeg skal hertil ”forsvare” mig selv ved at sige, at jeg prøver en mere direkte tilgang uden om min tro og herlige Paulus inspirationer fra særlig Romerbrevet og Galaterbrevet. Som jeg allerede har skrevet til Hanskrist, er det ikke sikkert, at min optik – der mest bygger på 1 Thess. og 1. Kor holder vand, og jeg indrømmer da gerne, at der er vendinger, der skal tages med et grant salt, hvorfor Hanskrist’s rungende ”NEJ!!!!!!!!!!!!” lige så bør tages med samme grant salt.

Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke på den måde er uenig i det, i begge fremfører. For at starte med dig, Peter, fik jeg den idé, at Paulus ikke kun var grebet af troens begivenhed Kristus, som han med stor glæde forkyndte på sine rejser. Skal vi tage det, at Paulus kom fra en jødisk tradition for gode varer, har Paulus ligesom de første kristne formentlig troet på, at Kristus skulle komme igen – og måske rummede denne tro netop et spørgsmål om frelse? Hvis denne frelse og de kristnes gensyn med Kristus virkelig skulle give pote, hvorfor så ikke hjælpe menigheden med at blive til menighed, ja et kristeligt fællesskab, der også formåede at leve som kristne. Thessalonikermenigheden blev netop forbilledet for de andre menigheder:

”Derved er i blevet forbillede for alle de troende i Makadonien og Akaja”.

Menigheden er først og fremmest blevet forbillede ved at have taget imod Helligånden med glæde og ved ikke mindst at være blevet Paulus’, Silvanus’ og Timoteus’ efterfølgere (1 Thess. 1,1 og 1,7). Derved kunne troen på Gud blive kendt. Det eneste krav, der blev stillet de i menigheden var, at de ”vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende sande Gud” – ”og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1. Thess. 1,9).

Hvor får Paulus denne forestilling fra? Parusien er et velkendt fænomen i den tidlige kristendom, dvs. forventningen om Jesu nærtstående genkomst. Kan det synes muligt, at Paulus i 1. Thess. også havde eskatologiske motiver i sin brevveksling med menigheden? Vi må huske på, at et Paulus-brev ofte er et svar på vanskeligheder, stridigheder eller spørgsmål fremsat af menigheden selv som f.eks. spørgsmål om de dødes opstandelse. Der er hertil ingen tvivl om, at Paulus kærede for sine brødre:

”Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære” (1. Thess. 2,8).

Paulus kærer således om menigheden som en mor for sine børn. Og han fortsætter med at påminde menigheden om, hvorledes de (han og hans to følgesvende) arbejdede dag og nat for ikke at være en byrde for menigheden (sikkert i økonomisk forstand). Paulus opmuntrer og roser menigheden for at være Guds menighed i Kristus.
Hvad vil det i praktisk forstand sige at være Guds menighed i Kristus? Hvorfor var det så vigtigt for Paulus at sende Timoteus til Thessalonikermenigheden, for at han kunne se til menighedens tro og derefter berette Paulus om forholdene, hvorefter Paulus kunne sende brevet? Jeg tror, at Paulus så nogle mangler i menighedens tro, måske en tvivl om, hvorvidt de døde også skulle møde den himmelske Jesus.

I kap. 4 fremfører Paulus sine formaninger, paranæsen, for at opmuntre menigheden til at blive i helligheden sammen med påmindelsen om broderkærligheden. Dog fremhæver Paulus, at de godt kan gøre det bedre, hvilket han uddyber i 4,11-13 om det at leve hellig og sømmeligt og undgå urenhed.

Det er ikke til at tage fejl af, at både 1 Thess. og 1. Kor foruden at pege på Guds evangelium også peger på nogle etiske principper for det at være en kristen menighed. Men jeg har ikke skrevet, at, og jeg citerer dig, Hanskrist:

”Paulus har aldrig tænkt sig at vi kunne iklæde os Kristus via en kristen livsførelse, dette udelukker hans ”i Kristus – mystik”:”

Min pointe er IKKE, at ”kristen livsførelse” er en forudsætning for Kristusmystikken. Det er snarere omvendt, hvis vi skal tale om etik. Det er også i den forbindelse, at jeg – for første gang – introducerede modellen: Myte, rite og etik. Denne er selvfølgelig ikke min egen, så derfor omgår jeg den med en vis grad af forsigtighed. Det, modellen i denne sammenhæng kan bruges til, er, at adskille det, du, Hanskrist, får blandet sammen, nemlig myte og etik.
Det vigtigste og tungeste lag i Paulus breve, her 1. Thess. og 1. Kor., er netop TROENS BEGIVENHED KRISTUS, som jeg selv bekender mig til og konstant formulerer mig ud fra. Paulus tager udgangspunkt i Jesu død og opstandelse. Det kan ikke diskuteres. Det kan vi så - med et måske lidt for religionsvidenskabeligt ord - kalde for MYTE. I troen på Jesu død og opstandelse (myten) som individer i en menighed, foregår der en form for dyrkelse, dvs. en praksis, hvor der så at sige at sættes tegn/handling/krop (rite) på selve Kristusmystikken så som dåb og nadver. Hertil – og nu kommer vi til det tredje lag (etik) – synes Paulus at formane menigheden til et mere sømmeligt kristenliv (ikke drikke fra sans og samling, ikke hore, ikke begærer etc.) i tro, broderkærlighed og ikke mindst i håb. Det er alt sammen budskaber på en etisk eller kristelig livsførsel, vi kan genkende i dag.

Jeg påstår altså ikke, Hanskrist, at det etiske er forudsætningen for at være kristen iklædt Kristi skikkelse, indlemmet i Helligåndens fællesskab og vice versa.

Derfor kan jeg fuldt ud tilslutte mig disse kristelige ord:

”Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv (kristen livsførsel)), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.
Paulus formaninger (Parænese) afskær os ikke fra Kristus, det Guds nådesværk vi er her (den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed vi ved Helligånden har direkte adgang til) og henviser os ikke til en sølle elendig from kristen moralsk livsførelse baseret på etiske formaninger, dette er jo netop at afskære sig selv fra Kristus og falde ud af nåden.” (fra Hanskrist)


Hvad er det så Paulus vil med sine etiske formaninger, spørger både Peter Arentzen, Hanskrist og Anne? Vil Paulus sætte alt ind for at sikre menigheden deres frelse og befrielse fra den Guds vrede, der skal dømme, når Kristus kommer igen? Eller er Paulus’ paranæse en del af selve nyskabelsen i Kristus?
Sidstnævnte spørgsmål hælder jeg selv til. Paulus’ etiske formaninger udspringer af en næsten idealistisk (undskyld mig, kan ikke lade være) forestilling om, hvad troen, kærligheden og håbet omfatter: TROEN er selve omvendelsen fra afguder til Guds sande evangelium – troens begivenhed Kristus – med udgangspunkt i Jesu død og opstandelse, der rammer det enkelte menneske alene gennem troen og ikke gerningerne. KÆRLIGHEDEN er forudsætningen for, at menigheden kan fungere som helligt liv under Guds evangelium. HÅBET er derimod i forbindelse med 1. Thess. mere tricky, for hvorfor var det lige, at menigheden skulle vente på Jesu komme? Hvad implicerer denne nærmest futuriske eskatologi:

”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde em befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med disse ord!” (1. Thess. 4,16-18).

Paulus fortsætter i kap. 5:

”selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten […] men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm” (1. Thess. 5,2).

Det er en god krigsmetaforik, der understreger stridselementet i den kristne tro. Men det ses også, at frelseshåbet knyttes til forestillingen om Herrens dag!

Hvilken betydning har dette eskatologiske perspektiv for vores eksistens dengang og i dag?

(Ja, jeg var ift Michael inde på noget omkring den eskatologiske eksistens, som omhandler dette, at hvis der er tale om en venten på Herrens dag, så befinder vores eksistens sig i en liminal fase, i et allerede og endnu ikke: Kristus er allerede kommet, vi er allerede omkalfatret af denne troens begivenhed, iklædt til gudstjeneste, men Herrens dag – Kristi genkomst – er endnu ikke sket, hvilken vi (ifølge nogle kristne) må forberede os på. Problemet er, at den kristne etik ud fra dette synspunkt kan risikere at ske ud fa et futurisk frelseshåb, hvormed den kristne næstekærlighed bliver et frelsesanliggende).

Det blev et langt tørt indlæg, puha...giv jer endelig tid smiler

Mvh
Anne


Redigeret af ALH (22/09/2008 02:09)
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
Top Svar Citer
#4755 - 28/09/2008 01:35 Re: Kristendommen og Paulus [Re: ALH]
Admin Offline

godt igang
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 385
Sted: Solskinsøen
Kære Anne
Citat:
Min pointe er IKKE, at ”kristen livsførelse” er en forudsætning for Kristusmystikken. Det er snarere omvendt, hvis vi skal tale om etik. Det er også i den forbindelse, at jeg – for første gang – introducerede modellen: Myte, rite og etik. Denne er selvfølgelig ikke min egen, så derfor omgår jeg den med en vis grad af forsigtighed. Det, modellen i denne sammenhæng kan bruges til, er, at adskille det, du, Hanskrist, får blandet sammen, nemlig myte og etik.
Det vigtigste og tungeste lag i Paulus breve, her 1. Thess. og 1. Kor., er netop TROENS BEGIVENHED KRISTUS, som jeg selv bekender mig til og konstant formulerer mig ud fra. Paulus tager udgangspunkt i Jesu død og opstandelse. Det kan ikke diskuteres. Det kan vi så - med et måske lidt for religionsvidenskabeligt ord - kalde for MYTE. I troen på Jesu død og opstandelse (myten) som individer i en menighed, foregår der en form for dyrkelse, dvs. en praksis, hvor der så at sige at sættes tegn/handling/krop (rite) på selve Kristusmystikken så som dåb og nadver. Hertil – og nu kommer vi til det tredje lag (etik) – synes Paulus at formane menigheden til et mere sømmeligt kristenliv (ikke drikke fra sans og samling, ikke hore, ikke begærer etc.) i tro, broderkærlighed og ikke mindst i håb. Det er alt sammen budskaber på en etisk eller kristelig livsførsel, vi kan genkende i dag.


Jeg har tygget lidt på dit indlæg og tænkt på formålet med at opdele Paulus i myte, rite og etik. Den eneste årsag jeg umiddelbart kan ræsonnere mig frem til er, at man herved kan skelne imellem ting af historisk værdi og af læremæssig værdi.

Myten og riten kan fint være af læremæssig værdi idag, mens etikken i nogen grad forvolder problemer, hvorfor folkekirken idag er splittet i spørgsmålene omkring kvindesyn, homoseksuelle vielser, gengifteri.

_________________________
Venlig hilsen
Admin
Top Svar Citer
#4768 - 28/09/2008 20:37 Re: Kristendommen og Paulus [Re: Admin]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Hej Arentzen!

Uden i øvrigt at gå ind i de dybere teologiske overvejelser omkring Paulus, myter og riter, finder jeg dog din afsluttende sætning interessant:

"Myten og riten kan fint være af læremæssig værdi idag, mens etikken i nogen grad forvolder problemer, hvorfor folkekirken idag er splittet i spørgsmålene omkring kvindesyn, homoseksuelle vielser, gengifteri."

Det er netop problemet med at transformere den kristne etik til kultussfæren, som også er den politiske sfære, jeg ser som kristendommens store uløselige problem.

Den kristne etik med "den gyldne regel" og næstekærlighedsbudet er etisk set ganske fremragende og kommer tæt på den etik som kan udledes ved en ren rationel gennemtænkning af vor eksitentielle situation: Det Etiske Konsistenskrav - begrebslogisk ekspliciteret af filosoffen Kai Sørlander.

Problemet med den kristne etik ligger i følgende tre forhold.

For det første angiver hverken "den gyldne regel" eller næstekærlighedsbudet pligterne over for en selv.

For det andet er der på den ene side fordringen om at elske Gud; og på den anden side er der fordringen om at elske sin næste som sig selv. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste - og i hvert fald væsentligste - ydre udtryk for at elske Gud bliver at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv.

Dette kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten. Det er den konsekvens som moderne evangeliske efterkrigstids teologer som Gogarten og Løgstrup tilslutter sig.

For det tredje er der den anden etiske grundpille i kristendommen - Jesu Bjergprædiken - der gør op med den jødiske etik som bygger på talionsprincippet, jfr. moselovene, i de fem såkaldte antiteser.

Hvor det er muligt at bygge en samfundsmæssig magt på de traditionelle fordringer i judaismen, så er det umuligt på Jesu skærpede fordringer i Bjergprædikenen.

Både hvad angår næstekærlighedsbudet og fordringerne i Bjergprædikenen er disse defineret ved en accept af adskillelse mellem religion og politik.

Politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte - krav, som den enkelte skal opfylde på egene vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.

Derved er den evangelisk kristne så at sige blevet politisk hjemløs, hvilket også den kristne filosof Kierkegaard understregede med påstanden om, at kristendommen ikke er en social norm. Kristendommen handler efter dette synspunkt ikke om at frelse verden - kejserens verdslige politiske regimente - det må den kristne overlade til Guds styring, men den kristne skal underkaste sig kejserens befalinger, også når disse drejer sig om at gå i krig for at forsvare samfundet mod en morderisk angriber.

Hvordan kan man på samme tid opfylde Guds fordring om at elske sine fjender og kejserens befaling om at slå dem ihjel?

Det er det dilemma de kristne stod i på reformationstiden over for jihadisk tyrkisk islam der belejrede Wien og som de står over for i dag, nu som demokratiske borgere der selv er blevet øvrighed qua princippet om politisk ligeværdighed, der er demokratiets etiske legitimation.

Den kristne etik volder ikke blot som Arentzen siger: "nogle problemer", den volder efter min bedømmelse principielt uløselige problemer for de kristne, der er ramt af en etisk dualisme, som går midt ned gennem deres stakkels hoveder.

Dette tema behandler jeg lidt mere udførligt i mit seneste diskussionsoplæg "Etiske overvejelser" i filosofi-afsnittet, som jeg skal henvise interesserede læsere til.

En moderne dansk teolog, Viggo Mortensen (født 1942), der er dr.teol og professor i systematisk teologi med særlig henblik på kristendommens globale udvikling og økumeniske relationer, forholder sig eksempelvis kritisk over for EUs multikulturelle projekt. En artikel med overskriften "Civilisationskonflikter og globalisering" afslutter Mortensen med disse ord:

Citat:
"... Den europæiske kultur og civilisation er historisk set dybtgående præget af kristendommen. Ja, men kan sige, at vi ikke ville have noget Europa, hvis det ikke var for kristendommen. I øjeblikket befinder vi os i en situation, hvor det kan afgøres, om det fortsat skal være sådan. Hvorledes vil det gå også for kristendommen i denne transformationsproces vil afhænge af, om vi igen får gang i hvad jeg vil kalde det kristne oplysningsprojekt. Det klassiske oplysningsprojekt emanciperede sig fra dets kristne rødder; og den udvikling skal vi ikke rulle tilbage i form af en kristelig politik. Men vi skal holde den kristne kultur og tradition levende og frisk; for det viser sig, at de sekulære værdier, som samfundsdannelsen i den vestlige civilisation bygger på, kun kan bestå som værdier, om de kan drage næring fra de dybere lag i kulturen, som religionen udgør. For al kultur begynder i religion. Og al religion ender i kultur."


Jeg er enig i den første del af Mortensens analyse. Uden kristendommen havde der ikke været noget Europa, ingen humanistisk oplysningstid og ingen politisk ligeværdighed som er demokratiets etiske forudsætning. Her har det kristne begreb om "lighed over for Gud" efter min vurdering spillet en rolle for oplysningsfilosoffernes formulering af den politiske ligeværdighed og de tre grundværdier: frihed, lighed og broderskab.

Problemet med at begrunde etikken rationelt er, at rationalitet og følelser står i et modsætningsforhold til hinanden, ligesom tro og viden gør det. Uden en stærk følelsesmæssig appel kan ingen kultur etableres, for det er nok sandt, at "al kultur begynder i religion", men jeg er ikke sikker på, at "al kultur ender i religion".

Hvis Mortensen har ret i sit kultursyn, kan selv ikke en humanistisk demokratisk kultur der bekender sig til rationaliteten i videnskab, filosofi og samfundssyn, således som vestens kultur angiveligt gør, udgøre kulturens grundlag. Grundlaget må da altid være en eller anden form for irrationel religiøs eller pseudoreligiøs tro, der forbinder eksistensen med evigheden, for nu at anvende kierkegaards terminologi.

En kultur der bekender sig til videnskabelig rationalitet og har ateismen som ideal og fundament fører til endnu større etiske katastrofer og endnu mere blodsudgydelse med ofring af sagesløses liv end kristendommen har præsteret i sin lange blodige historie. Det interessante ved det marxistiske-leninistiske ekperiment er sådan set, at det udviklede sig til en kristen erstatningsreligion, og derfor så kristendommen som sin ærkefjende og arveste modstander. I metafysikken havde man blot erstattet Gud med evigtgyldige historiske love der med nødvendighed førte alle samfund mod et endemål for historien - det kommunistiske samfund. Personkulterne omkring Lenin og Stalin viser, at disse overmennesker nærmest blev betragtet og dyrket som halvguder der skulle frelse menneskeheden. Og begrebet en "troende kommunist" er ikke en forhånelse, men udtrykker en dyb sandhed om den menneskelige naturs behov for at tro.

Problemet er således, at kristendommen på den samfundsmæssige politiske front ikke kan "levere varen" i form af en konsistent etik, hvorfor det rent pragmatisk som rationalist er at foretrække, at have kristendommen til at udgøre kulturens dybeste næringssubstrat frem for eksempelvis islam, der kræver et politisk program gennemført, som etisk set betegner et niveau som ligger før og under det, som blev nået med Hamurabis love i Babylon for næsten 4.000 år siden.

Vi befinder os i en kulturel overgangsfase hvor det er nødvendigt at holde fast i kristendommen - give den en priviligeret særstatus - for at redde den vestlige civilisation, både mod de interne anslag fra postmodernismen, kulturrelativismen og multikulturalismen og anslagene fra islam, der nu både er interne og eksterne på grund af den politik EU valgte i 1973, med en Euro-Arabisk økonomisk, kulturel og politisk akse - det som kaldes projekt EURABIA.

Hilsen

Ipso Facto pifter

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#4769 - 28/09/2008 23:34 Re: Kristendommen og Paulus [Re: Admin]
ALH Offline
bor her
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
Kære Peter

Citat:
Jeg har tygget lidt på dit indlæg og tænkt på formålet med at opdele Paulus i myte, rite og etik. Den eneste årsag jeg umiddelbart kan ræsonnere mig frem til er, at man herved kan skelne imellem ting af historisk værdi og af læremæssig værdi.

Myten og riten kan fint være af læremæssig værdi idag, mens etikken i nogen grad forvolder problemer, hvorfor folkekirken idag er splittet i spørgsmålene omkring kvindesyn, homoseksuelle vielser, gengifteri.


Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit ræsonnement.

Min pointe var ikke, at vi skal opdele Paulus i myte, rite og etik. Det jeg mente var, at man i den analyserende eller eksegetiske tilgang til en tekst, f.eks. 1. Thessalonikerbrev, kan se tre lag: et mytisk lag, et rituelt lag og et etisk lag.

Som jeg forstår det, handler det om, at Kristusbegivenheden - dvs. Jesus som korsfæstet (og opstanden) - er det helt grundlæggende for Paulus' mission og hans teologi. Spørgsmålet er så, om Kristusbegivenheden (jf. Sløk og Kræn-Ps tråd om kristendommen og buddhismen) er historisk eller mytisk stof? Lad os blot kalde det for myte.

Det rituelle lag tilhører som sagt troens praksis (tegnet på fællesskab omkring Jesus jf. nadveren), og det vil jeg ikke berøre nærmere.

Jeg mener helt seriøst, at vi skal læse disse mytiske, rituelle og etiske elementer i Paulus' breve som på den ene side stilet ind i en bestemt kontekst (menigheden), mens de på den anden side er elementer i en teologi om, hvad det vil sige at tro på Jesus som korsfæstet. Det burde selv Hanskrist give mig ret i, omend han måske finder min optik for religionsvidenskabelig.

Hvad gør vi så med Paulus' etik? Hvorfor har Paulus' breve stadig 2000 år efter en så stor værdi for os i dag? Mit bud er, at Paulus' etik skal forståes mere kontekstuelt, hvorimod myten, ja, selve Kristusmystikken, er det troselement, der som Ordet, altid møder (vælter) den vordende læser (lytter). Vi kan altså ikke bruge Paulus som autoritet for etikken, men vi kan derimod læse hans breve som vidnesbyrd om Guds hemmelighed (læs 1 Kor. kap. 1 og 2).


I lyset af 1. Thess. ser det ud til, at Paulus baserer sin etik på, at menigheden skal leve helligt, forventningsfuld i både tro, (broder)kærlighed og HÅB indtil Kristi komme - hvad det så end betyder - at blive befriet fra Guds vrede, som der står?.

Det er denne eskatologiske ramme om den kristne eksistens, jeg forsøger at kaste lys på. Jeg siger ikke, at dette nødvendigvis indgår i min tro, men det er muligt at undersøge de kristne tekster på et nogenlunde sagligt grundlag, selvom tro og teologi nærmest er uadskillige størrelser (henvendt til Hanskrist, der ellers kommer efter mig med sit NEEEEEJ............).

Mvh
Anne



Redigeret af ALH (28/09/2008 23:59)
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
Top Svar Citer
#4771 - 29/09/2008 01:12 Re: Kristendommen og Paulus [Re: ALH]
Jerry Offline
godt igang
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 161
Citat:
at blive befriet fra Guds vrede, som der står?.


får mig til at tænke på ...

... og således elskede Han menneskeheden ... at Han udryddede den i en syndflod.

Så'n minus otte stykker, der nu har formeret sig til over seks milliarder. Som så til gengæld skal udryddes i en Harmagedon, hvor Jesushæren skal slagte løs.


The Bible foretold the events that would make up "the sign" of the last days


Soon, at Armageddon, those who do not submit to God's rule will be cut off. Those who do submit will survive into a righteous new world

Indhold
Det Gamle Testamente De Apokryfe Skrifter (GT) Det Nye Testamente Bog
Matthæusevangeliet Markusevangeliet Lukasevangeliet Johannesevangeliet Apostlenes Gerninger Romerbrevet Første Korintherbrev Andet Korintherbrev Galaterbrevet Efeserbrevet Filipperbrevet Kolossenserbrevet Første Thessalonikerbrev Andet Thessalonikerbrev Første Timotheusbrev Andet Timotheusbrev Titusbrevet Filemonbrevet Hebræerbrevet Jakobsbrevet Første Petersbrev Andet Petersbrev Første Johannesbrev Andet Johannesbrev Tredje Johannesbrev Judasbrevet Johannes' Åbenbaring Kapitel
Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Kapitel 16 Kapitel 17 Kapitel 18 Kapitel 19 Kapitel 20 Kapitel 21 Kapitel 22

v1 Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: »Gå hen og hæld Guds syv vredesskåle ud over jorden.«

v2 Den første engel gik hen og hældte sin skål ud over jorden, og lede, ondartede bylder ramte de mennesker, der havde dyrets mærke og tilbad dets billede.

v3 Den anden engel hældte sin skål ud over havet, og det blev til blod som fra en død, og alle levende væsener i havet døde.

v4 Den tredje engel hældte sin skål ud over floderne og kilderne, og de blev til blod. v5 Og jeg hørte vandenes engel sige:
Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige,
fordi du har fældet den dom;
v6 de har udgydt de helliges og profeternes blod,
nu har du givet dem blod at drikke,
og det fortjener de.
v7 Og jeg hørte alteret sige:
Ja, Herre, Gud, Almægtige,
sande og retfærdige er dine domme.

v8 Den fjerde engel hældte sin skål ud over solen, og den fik givet at brænde menneskene med sin ild. v9 Og menneskene blev forbrændt af den voldsomme hede, og de spottede Guds navn, ham som har magten over disse plager; men omvende sig og give ham æren gjorde de ikke.

v10 Den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone, og dets rige blev formørket; de bed sig i tungen af smerte, v11 og de forbandede himlens Gud for deres smerter og bylder, men omvendte sig ikke fra deres gerninger.

v12 Den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat, og den udtørredes for vand, så der blev banet en vej for kongerne fra solens opgang. v13 Og jeg så, at der ud af munden på dragen og ud af munden på dyret og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder, der så ud som frøer. v14 For de er dæmonånder, og de gør tegn. De går ud til kongerne i hele verden for at samle dem til krigen på Gud den Almægtiges store dag. v15 – »Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.« – v16 Og han samlede dem på det sted, der på hebraisk hedder Harmagedon.

v17 Den syvende engel hældte sin skål ud over luften, og der lød en høj røst ud fra templet, fra tronen, som sagde: »Det er sket!« v18 Der kom lyn og tordenbrag, og der kom et stort jordskælv, så stort, at der aldrig har været magen til det, siden der kom mennesker på jorden. v19 Den store by gik i tre stykker, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og det store Babylon blev ikke glemt af Gud, men han gav det bægeret med sin harmes og vredes vin. v20 Hver ø forsvandt, og bjergene var ikke mere til. v21 Blytung hagl faldt ned fra himlen over menneskene, og menneskene forbandede Gud for haglplagen; for den plage er umådelig stor.

Krydshenvisning:
2 Mos 9,23. Åb 11,19
Krydshenvisning:
Åb 6,14
Krydshenvisning:
Es 51,17. Jer 25,15. Åb 14,8-10; 18,5. 10
Krydshenvisning:
Åb 4,5; 6,12; 8,5; 11,13. 19. Dan 12,1
Krydshenvisning:
Åb 11,15; 15,1
Krydshenvisning:
2 Kong 23,29. Zak 12,11
Krydshenvisning:
Matt 24,43. 2 Pet 3,10. Åb 3,3. 18
Krydshenvisning:
Matt 24,24. Åb 13,13; 17,12-14
Krydshenvisning:
2 Mos 8,3. Åb 12,3
Krydshenvisning:
Es 11,15. Åb 9,14
Krydshenvisning:
2 Mos 10,21
Krydshenvisning:
Åb 9,20-21
Krydshenvisning:
Åb 6,9; 15,3; 19,2
Krydshenvisning:
Es 49,26. Matt 23,34-35
Krydshenvisning:
Sl 119,137. Dan 9,14. Åb 11,17
Krydshenvisning:
Åb 8,10
Krydshenvisning:
2 Mos 7,17-21. Åb 8,8-9
Krydshenvisning:
2 Mos 9,9-11. Åb 13,15-16
Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 03-09-2008

Undskyld roderiet, jeg er ikke så erfaren som seretonin i at downloade l-a-a-a-a-ange tekster.

Jerry

PS: Nok et smukt billede her - omhandlende Guds vrede:

http://www.qwotes.info/scans/1958_paradise_lost_208-209_large.jpg







Top Svar Citer
annonce
Side 6 af 7 < 1 2 3 4 5 6 7 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
International domstol beordrer Israel at..
28/03/2024 17:51
Pingvinerne i Guldborgsund Zoo har fået..
28/03/2024 17:33
Sam Bankman-Fried får 25 års fængsel ..
28/03/2024 17:08
Rusland: Gerningsmænd bag formodet terr..
28/03/2024 16:27
Holland vil bruge 18,6 milliarder kroner..
28/03/2024 16:05
Nyheder fra Religion.dk