annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
Vinter Nytårs Løbehilsner fra Nordjylland
Hvem er online?
0 registrerede 380 gæster og 308 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 2 af 7 < 1 2 3 4 5 6 7 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4215 - 13/09/2008 10:10 Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN [Re: Kræn-P]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Kære Kristian.

Jeg må tilstå, at jeg ikke forstår dine vanskeligheder med at forstå mit indlæg. Det handler jo ikke om Jeppes syn på Henrik Gades syn på Bat Ye'or, men om hendes brug af ordet konspiration, som fremgår af anmeldelsen, og som har fremgået at Jeppes tidligere forfægtelse af konspirationsteorien.

Men jeg forstår, at du nu igen har den moralske pegefinger fremme for at formane mig om, hvordan jeg skal svare og hvornår jeg skal svare på Jeppes arrogante karakteristikker af mig.

Det har du så lov at have en mening om, ligesom jeg har en mening om det, og den lyder sådan her: På en debat med tros- og ytringsfrihed, hvad rager det så egentlig dig, hvad og hvordan Jeppe og jeg diskuterer, så længe vi ikke involverer dig og overholder debatreglerne. Det sidste er alene Arentzens område.

Mvh

Ole Bjørn ;)



Redigeret af ole bjørn (13/09/2008 10:10)
Top Svar Citer
#4216 - 13/09/2008 12:23 Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN [Re: ole bjørn]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære Ole Bjørn.

Citat:
På en debat med tros- og ytringsfrihed, hvad rager det så egentlig dig, hvad og hvordan Jeppe og jeg diskuterer, så længe vi ikke involverer dig og overholder debatreglerne. Det sidste er alene Arentzens område.


Så må jeg henvise dig til at rejse spørgsmålet over for Arentzen, hvis du er af den opfattelse, at jeg har overtrådt debatreglerne ved at kommentere et besynderligt indlæg, der er lagt frem i al offentlighed på denne portal.

Jeg var ærligt talt ikke klar over, at dine indlæg i denne henseende skal behandles efter særlige ad hoc regler.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#4218 - 13/09/2008 12:57 Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN [Re: Kræn-P]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Kære Kristian.

Det er egentlig ikke så underligt at forstå dine besværligheder med fysiske begreber, når vi her oplever dine problemer med at forstå almindeligt dansk.

Jeg har understreget både din og min ret til at have hver vores opfattelse, og jeg har understreget, at det er alene Arentzen, der skal afgøre, om Jeppe og jeg overtræder debatreglerne.

Der er intet besynderligt ved mit indlæg. Det besynderlige set fra debattørernes synspunkt er udelukkende, at en mand der hævder at have juridisk embedseksamen, ikke er i stand til at analysere indholdet af en tekst uden at ramme milevidt ved siden af.

Men jeg ved selvfølgelig bedre. Jeg undervurderer ikke din intelligens. Det er fra din side blot et primitivt prokuratorkneb at forsøge at udlægge en tekst på en anden måde, end den er ment og fremsat. Må jeg tilføje, et temmelig dårligt forsøg, som højst kunne få en dommer og en juridisk modpart til at trække på smilebåndet.

Nej, Kristian, du har ikke overtrådt debatreglerne, og jeg har ikke tænkt mig at klage over dine manglende danskkundskaber. Hvad skulle det iøvrigt nytte. griner

Mvh

Ole Bjørn ;)





Redigeret af ole bjørn (13/09/2008 12:57)
Top Svar Citer
#4220 - 13/09/2008 14:39 Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN [Re: ole bjørn]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
Kære Ole Bjørn.

Citat:
Men jeg ved selvfølgelig bedre.


Ja, her har du peget på netop den inderste og essentielle kerne i hele sagen. Tak! Vi er nu til vejs ende i denne meningsudveksling, der er landet på præcis det sted, som jeg hele tiden har haft i sigte. Du er jo ret beset så nem.

Jeg har ikke yderligere at tilføje udover, at jeg ønsker dig en god week-end.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#4222 - 13/09/2008 15:34 Re: KRITIK AF EURABIA-TESEN [Re: Ipso Facto]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Henrik Gade Jensens kritik af Eurabia-tesen munder ud i følgende konklusion:

Citat:
"På trods af afdækningen af en næsten uendelig europæisk naivitet fejler Bat Ye'or alligevel i forklaringerne. Indvandring og islamisering af Europa skyldes ikke en euro-arabisk-konspiration hen over hovedet på folkene, men at mange individer hver for sig søger bedre græsgange for sig og sine. Derfor er der intet at bebrejde nogen enkelt flygtning eller indvandrer, da vi alle ønsker at bedre forholdene for vore børn og efterkommere. Historien skal forklares individualistisk og ikke som konspirationer, men det ændrer ikke på virkningerne, og det er her bogen "Eurabia" kan være nyttig."


Nu er det hverken Bat Ye’or eller undertegnede som kalder Eurabia-tesen for en euro-arabisk konspiration. Det synes dog evident, at den radikale omlægning af EFs medlemslandes politik siden 1973 i forhold til landene i den arabiske liga, til det ”palæstinensiske folk”, til Israel og USA ikke har været et tema i den politiske debat som er blevet drøftet eller som de politiske partier offentligt har tilkendegivet en holdning til. I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent. Først da reagerede vælgerne for alvor. I Danmark med styrkelsen af Dansk Folkeparti og systemskiftet i 2001. I de andre unionslande med et politisk ryk til højre og afvisning af EUs nye forfatningstraktat samt afvisning af tyrkisk medlemsskab af Unionen.

Den radikalt ændrede storpolitiske orientering kom snigende som en tyv om natten og viste først sit ansigt her i landet, da det alternative politiske flertal slog til og åbnede landet op for muslimsk masseindvandring med 1983-udlændingeloven, der af tilhængerne blev kaldt kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, mens modstanderne dengang og lige siden har benævnt den for landsforræderisk.

Motiverne til denne omlægning af fremmedpolitikken havde angiveligt intet med EF at gøre. Den var alene begrundet og motiveret med henvisning til menneskerettigheder og den moral som foreskriver, at man ud af sit overskud har pligt til at hjælpe de nødlidende samt de som er ringere stillet end os i en barsk verden.

Et helt overvældende stort flertal i Folketinget ønskede med loven at styrke flygtninge og indvandreres retsstilling på en lang række områder i forhold til den tidligere stramme lov fra 1973 og FNs flygtningekonvention af 1951. For loven stemte: Socialdemokratiet, De Konservative Folkeparti, Venstre, SF, CD, Det Radikale Venstre og VS stemte, med ialt 155 stemmer, mens kun Fremskridtspartiet stemte imod med 12 stemmer.

På et årti havde det parlamentariske flertal således ganske radikalt ændret holdning til hvordan landet skulle tackle de økonomiske og andre problemer som var opstået i kølvandet på olieboycotten i 1973. Dengang besluttede et flertal i Folketinget en principerklæring om, at Danmark ikke er et indvandrerland. I en situation med stærkt stigende oliepriser og begyndende arbejdsløshed, efter den tidligere højkonjunktur med mere end fuld beskæftigelse, idet industriens efterspørgsel på arbejdskraft var så stor, at den alene kunne tilfredsstilles med kvinder og importerede gæstearbejdere, valgte regering og Folketing at markere, at nu var det slut med at importere udenlandsk arbejdskraft.

Skal man mon søge forklaringen på, at holdningen til flygtninge og indvandrere skiftede 180 grader på blot et årti i, at langt størsteparten af befolkningen ganske enkelt havde ændret moral og opfattelse? At det altså var på baggrund af et folkeligt pres, at de politiske partier fik vedtaget hvad der er blevet kaldt ”verdens mest liberale udlændingelov”, der således på god demokratisk vis manifesterede folkeviljen?

Skiftet i holdningerne blandt de politiske partier kan tidsfæstes ret præcist. Anker Jørgensen havde nedsat et ”fremmedudvalg” som skulle ajourføre den stramme udlændingelov fra 1973 og implementere visse stramninger i overensstemmelse med principbeslutningen fra 1973.

Den 3. september 1982 trådte den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüters Firekløverregering bestående af K, V, CD og KRF. Ankers regeringsperioder var ramt af to oliekriser (1973 og 1980) og af den internationale lavkonkunktur, som skabte massearbejdsløshed. Anker så ingen vej ud af de økonomiske problemer og gav simpelt hen op, idet han mente, at de borgerlige ikke kunne gøre det bedre.

Et flertal i ”Fremmedudvalget” barslede i 1983 med et lovforslag til ny udlændingelovgivning som indeholdt en del stramninger i forhold til 1973-loven. Et mindretal i udvalget, under anførsel af juristen Hans Gammeltoft-Hansen, den senere Ombudsmand og formand for Dansk Flygtningehjælp, havde afgørende indflydelse på udformningen af mindretallets indstilling, som i vid udstrækning tilgodeså flygtninge og indvandrere. Princippet var her, at reglerne skulle udformes på den gunstigste måde for enhver, som ønskede at få adgang til Danmark og tage ophold her.

Statsminister Schlüter var alene optaget af landets økonomiske genopretning og ville ikke risikere at miste regeringsmagten ved at tage et opgør om udlændingelovgivningen med det alternative flertal som havde manifesteret sig i Folketinget, bestående af Socialdemokratiet, Radikale, SF og VS/Fælles Kurs. Under Schlüter indførtes så at sige et nyt parlamentarisk princip - i folkemunde en metode til at klamre sig til taburetterne for enhver pris.

Den måde Schlüter valgte at bevare regeringsmagten på var virkelig overraskende. Under hans ledelse blev det parlamentariske princip nemlig anvendt på en helt ny måde. Fra 1982-1988 accepterede Firkløverregeringen 105 afstemningsnederlag i Folketingssalen. Noget lignede var aldrig før set i dansk parlamentarisk historie. Indtil da var det normen, at en regering gik af, hvis den ikke kunne få sin politik igennem - også selv om det ikke drejede sig om et kabinetspørgsmål. Ligesom det også var normen, at en ansvarlig opposition ikke nedstemte regeringen, med mindre det var dens hensigt at vælte denne. Begge disse normer blev brudt i 1980'erne.

Så trods modstand i regeringen, især blandt de konservative under anførsel af justitsminister Erik Ninn-Hansen, der havde ønsket stramninger på udlændingepolitikkens område og var yderst betænkelig ved den liberalisering de alternative krævede gennemført, valgte disse bekymrede konservative at ofre principperne for at beholde magten. Det lagde yderligere en stærk dæmper på kritikerne, at man ikke ønskede at blive slået i hartkorn med fremmedhaderne og racisterne i Fremskridtspartiet.

Min konklusion er, at vedtagelsen af ”den landsforræderiske udlændingelov” ikke var udtryk for folkeviljen, men mere udtryk for venstrefløjens frustration og vrede over at være politisk isoleret, idet Anker Jørgensen havde regnet med, at Schlüter snart ville løbe ind i så store vanskeligheder med at genoprette økonomien, at han ville indbyde Socialdemokratiet til et regeringssamarbejde. Der var således mere tale om ren chikane og benspænd som blev pakket ind i moralsk bekymring omkring forsvars- og fremmedpolitikken.

Det var her den politiske korrekthed som stadig rider landet som en mare blev født. Enten var man god med de gode eller en fremmedhadende racist og/eller koldkrigshetzer der støttede NATOs dobbeltbeslutning fra 1979 om deployering af 572 amerikanske mellemdistanceraketter med atomare sprænghoveder i Vesteuropa.

Den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering havde noget tøvende tilsuttet sig dobbeltbeslutningen, og fandt den acceptabel, da NATO respekterede Danmarks officielle og principielle politik om ”Danmark som atomvåbenfri zone”.

At Socialdemokratiet sammen med de alternative på udlændingepoliitikkens område var gået langt videre end den ville være gået, hvis den selv havde haft regeringsansansvaret er ret tydeligt. Tilstrømningen af flygtninge var nemlig så enorm at systemerne var ved at bryde sammen ligesom der var en voksende bekymring i befolkningen over at se landet oversvømmet med fortrinsvej muslimske flygtninge og et stigende antal tørklædeklædte kvinder, når familiesammenførte muslimske fremmedarbejdere benyttede sig af det retskrav på (betingelsesløs) familiesammenføring som 1983-udlændingeloven gav dem.

Hvad de alternative ikke vidste var, at justitsminister Ninn-Hansen havde efterlevet den nye lov til punkt og prikke i bevidstheden om, at systemerne snart ville bryde sammen.

Og som ved et trylleslag skiftede de politisk korrekte flygtningevenner holdning allerede i 1986. Således udtalte Ole Espersen fra Socialdemokratiet. i Jyllands-Posten den 16. august 1986: "Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Vi må stramme loven. Folk, der har sager kørende i andre lande skal straks sendes tilbage". Udenrigsminister og fmd. for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen udtalte samme dag i Jyllands-Posten: "Vi kommer ikke udenom, at den danske lovgivning virker som en magnet. Der skal ikke kun være plads til flygtninge, der kan købe sig plads til Danmark". Og endelig fastslog statsminister Poul Schlüter den 20. august: "Det er et problem, at Danmark har så lempelige flygtningeregler. Samtidig hermed udtalte flygtningenes ven nr. 1, den radikale Bernhard Baunsgaard: "Der skal laves flygtningelejre ved grænsen, så personer som ikke er rigtige flygtninge, kan sendes ud af landet med det samme".

Resten af histroien er velkendt. Der blev strammet og stammet og strammet, men rent kosmetisk uden at det havde nogen markant effekt på tilstrømningen af især muslimer der havde opdaget fidusen med kædeindvandring, der affolkede hele tyrkiske landsbyer. Stramningerne fortsatte under de Socialdemokratiske Poul Nyrop-regeringer i 1990erne uden at det dog tilfredsstillede de krav som en voksende andel af befolkningen, der var ramt af stigende bekymring, stillede.

Det var frem for noget den slappe og utilstrækkelige udlændingepolitik som væltede Poul Nyrop, idet der med styrkelsen af Dansk Folkeparti opstod en helt ny parlamentarisk situation som førte til et systemskifte i dansk politik med dannelsen af en VK regering med DF som fast og loyalt støtteparti.

Den politiske korrekrhed og den moralske bedreviden fik et skud for boven da Poul Nyrop fra Folketingets talerstol fældede moralsk dom over Dansk Folkeparti med ordene: ”Stuerene bliver I aldrig!”. Problemet viste sig hurtigt ikke at være om DF var stuerene, men om Socialdemokratiet var det. For vælgerne dømte partiet ude i 2001 og trods alle anstrengelserne på at tilnærme sig DFs udlændingepolitik er tilliden til det store gamle arbejderparti stadig ikke genoprettet. Vælgerne har givet dem politisk stuearrest!

Henrik Gade Jensen tager derfor alvorligt fejl når han skriver:

Citat:
"... Indvandring og islamisering af Europa skyldes ikke en euro-arabisk-konspiration hen over hovedet på folkene, men at mange individer hver for sig søger bedre græsgange for sig og sine. Derfor er der intet at bebrejde nogen enkelt flygtning eller indvandrer, da vi alle ønsker at bedre forholdene for vore børn og efterkommere. Historien skal forklares individualistisk og ikke som konspirationer, men det ændrer ikke på virkningerne, og det er her bogen "Eurabia" kan være nyttig."


Selvfølgelig bestemmes historien også af individer som søger at realisere deres egeninteresser ved at skabe bedre materielle livsbetingelser. Men den bestemmes først og fremmest af de politiske beslutninger som bl.a. regulerer på hvilken måde og i hvilket omfang egeninteresserne kan realiseres. For en magtsvag lilleputnation som Danmark har det siden 1815 altid været ret begrænset hvad vi selvstændigt kunne beslutte på udenrigspolitikkens område.

Men at vi kunne have strammet udlændingeloven i 1983 i stedet for at åbne landet op for masseindvandring fra fortrinsvis de muslimske og arabiske lande er evident. Der er selvfølgelig ingen bortset fra egentligt xenofobe og racistiske individer som bebrejder flygtninge og indvandrere at de søger derhen hvor de opnår de bedste matereille betingelser og den bedste retsbeskyttelse. Det er slet ikke det sagen drejer sig om.

Der var selvfølgelig ikke tale om en konspiration i klassisk forstand da EF omlagde sin udenrigspolitik i 1973 med en orientering mod de arabiske lande og en distancering fra Israel og USA. På den anden side var det heller ikke noget som befolkningerne i Frankrig, Vest-Tyskland eller de andre syv medlemslande blev informeret om eller bedt om at tage stilling til.

Selv om jeg har været politisk interesseret og fulgt ret godt med siden begyndelsen af 1960erne havde den tanke end ikke strejfet mig, at den ændrede danske udlændingepolitik i 1983 skulle have noget at gøre med beslutninger der blev truffet, bl.a. på et møde i København den 15. december 1973, mellem de ni EF-landes statsministre. Det var her den udenrigspolitiske orientering blev lagt markant om og grundstenen til det nære samarbejde med landene i den Arabiske Liga blev lagt.

Som tidligere nævnt i en anden tråd, finder jeg det overvejende sandsynligt at den kurs der blev lagt på Hamburg Symposiet i 1983 så at sige har givet ”det alternative politiske flertal” moralsk vind i sejlene. Forklaringen om surhed og benspænd, som blandt andet historikeren Søren Mørk fremhæver i bogen om danske statsministre i det tyvende århundrede, finder jeg er utilstrækkelig. Mørk udnævner Anker Jørgensen som den ringeste statsminister nogensinde og han fælder også i senere udtalelser en hård dom over Poul Nyrop.

De alternative på venstrefløjen fandt det af ideologiske og etiske grunde mest nærliggende at knytte tætte venskabsforbindelser til Warszawapagtslandene end med NATO og det demokratiske USA. På den fløj har forblændelsen om fred, lighed og international solidaritet altid skygget for en klar skelnen mellem demokrati og diktatur. Tyrkiet bliver rask væk omtalt som et demokrati, men et sekulært samfund hvis forfatning alene eksisterer i kraft af miltærmagt og en lille elites forsøg på at vesternisere det islamiske samfund, har selvfølgelig intet med ægte folkestyre at gøre.

På samme måde har venstrefløjen været ramt at blindhed når man foretrak et samarbejde med landene i den Arabiske liga frem for et samarbejde med andre demokratiske nationer som f.eks. Israel og USA. Det USA som to gange ofrere unge amerikaneres blod for få sikret stabilitet og demokrati i Europa. Og som efter anden verdenskrig ydede en rundhåndet økonomisk støtte for at få demokratierne på fode igen. Som sikrede de europæiske demokratier mod den kommunistiske trussel gennem etableringen af NATO.

Det er muligt, at Europa qua den lave og stadig faldende fødselsrate og en aldrende befolkning siden anden verdenskrig havde behov for en endog stor tilvandring fra fremmede kulturer for ikke at sakke bagud i den globale økonomiske konkurrence. Man hvorfor valgte man at give muslimer og arabere indvandringsmæssig prioritetsstiling, når enhver som kender islam og dets historie ved, at det ingen steder i verden er lykkes at integrere muslimer i ikke-muslimske samfund? Det er ikke uden grund at man taler om ”islams blodige grænser” der hvor islamisk kultur støder sammen med andre kulturer.

Hvorfor ikke vælge at give flittige, pragmatiske og fredelige kinesere eller sorte afrikanere fortrinsstilling såfrem man ønskede at revitalisere det europæiske kontinent gennem indvandring? Og hvorfor ikke stille visse basale krav til dem som blev lukket ind, således at vi samtidig tilgodeså vore egne interesser i højere grad?

Grunden er, at spørgsmålet aldrig er blevet drøftet eller overvejet i EF/EU. Der er aldrig foregået en demokratisk debat i medlemslandene om sådanne spørgsmål.

Det er her statslederne med de Gaulle i spidsen som en anden solkonge traf de beslutninger som nu har ført til Europas islamisering og voksende konflikter med islam både globalt og lokalt. ”Frankrig det er mig”, diverterede denne opblæste nar omgivelserne med. Den forsmåede general fra anden verdenskrig drømte om at genskabe det franske muslimske emperium som brød endeligt sammen med Algeriets frihedskamp der satte de franske koloniherrer på porten i 1962. Generalen forestillede sig et euro-arabisk imperium under fransk førerskab. En plan han havde haft i tankerne lige siden han reddede krigsforbryderen og nazikolloboratøren Amin fra at blive stillet til regnskab ved Nürenberg domstolen, og siden brugte ham som agent for at fremme franske interesser i mellemøsten. Og så drømte han om hævn over amerikanerne og briterne som havde holdt ham ude da de afgørende beslutninger om Europas fremtid blev truffet af stormagterne USA, Sovjetunionen og Storbritanien.

De Gaulles had til USA blev om muligt endnu større efter at USA i 1956 havde tvunget den fransk-britiske ekspeditionsstyrke der skulle sikre Suez-kanalen tilbage. Han trak delvist Frankrig ud af NATO og opbyggede et fransk atomvåben. England blev holdt ude af EF indtil 1973, hvor også Danmark og Irland blev medlemmer.

Den arabiske olieboycot i 1973 var en kærkommen anledning til at få igangsat det nære samarbejde med araberne som de Gaulle og kredsen omkring ham havde drømt om. Som Charles De Gaulles efterfølger valgte man hans nære medarbejder gennem mange år, Georges Pompidou som Frankrigs nye præsident fra 1969 og indtil hans død i 1974. Endnu en ophøjet fransk solkonge havde set dagens lys og han fik i EF påbegyndt gennemførelsen af de Gaulles planer om en euro-arabisk politisk, kulturel og økonomisk axe, støttet af et føjeligt Vest-Tyskland som blot ønskede atter at blive optaget blandt de agtværdige nationer for at få dæmpet den kollektive skyld tyskerne blev pålagt efter det nazistiske blodbad. Og således fortsatte det med nye franske solkonger: Valéry Giscard d'Estaing 1974-1981; François Mitterrand 1981-1995; Jacques Chirac 1995-2007. Først i 2007 blev solkongedynastiet afskaffet da Nicolas Sarkozy blev valgt til præsident. Og derefter blev kursen over for USA lagt om.

At de vidtrækkende udenrigspolitiske beslutninger i 1973 blev truffet hen over hovedet på Europas demokratiske befolkninger er helt evident og kan dokumenteres. Historien kan ikke forklares ”individualistisk” som Henrik Gade jensen påstår, med mindre han tænker på de de ni individer, der som statsledere traf beslutning om i et og alt at bøje sig for de arabiske politiske krav og indlede et tættere samarbejde mellem Europa og arabere og muslimer uden at stille nogen som helst betingelser.

Alt hvad der siden skete kan forklares med henvisning til konkrete aftaler der implementerede de anbefalinger som det efterhånden vidtvoksende netværk af parlamentariske grupper som skød op som paddehatte under den Euro-Arabiske Dialog, EADs auspicier.

Jeg påstår ikke hermed, at der var fuld enighed blandt alle statslederne om udenrigspolitikken, men i praksis blev det nationale råderum til stadighed formindset i takt med afgivelse af stadig mere suverænitet til EU. Hvis befolkningen som i Østrig stemte en alt for indvandrerfjendsk regering til magten så glammede EUs vagthund straks op og der blev vedtaget sanktioner mod landet indtil de atter rettede ind efter EU-parolerne. Også Danmark oplevede at få besøg af vagthundekorpset af politisk korrekte kommissærer, fordi der var mistanske om, at den danske 21-års regel ved familiesammenføring måske var en overtrædelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den var lige på kanten meldte vagthundene.

Eurabia er foreløbig ramt af dyb krise efter at befolkningerne i en række medlemslande er begynndt at vågne op og agerer politisk for at få sat en stopper for islamiseringen og underdanigheden over for islam. Om Europa allerede har passeret ”the point of no return” ved jeg ikke, men de som ønsker, at det utopiske multikulturelle islamiseringsprojekt bliver demonteret synes nu at udgøre et lille flretal i medlemslandene. Derfor er EU i dyb krise.

Og her er Bat Ye’ors bog om Eurabia ikke blot ”nyttig læsning” som Henrik Gade Jensen afslutninngsvis siger. Den er uundværlig som det værktøj der kan afsløre og dokumentere det bedrageri, hjernevask og den indoktrinering som befolkningerne har været udsat for gennem tre årtier.

Demokratiernes suveræne magthavere, vælgerne er under trusler blevet frataget deres historie og identitet som folk. De er blevet behandlet som kvæg. Nu må de træde i karakter og sætte solkongerne og de andre kejsere uden klæder fra bestillingen så vi atter kan blive herrer i eget demokratisk hus. De europæiske befolkninger er tålmodige, fredelige og tilpasningsdygtige. Men prisen for fred kan vise sig at være for høj. Som den var i 1938 da den pacifistiske og fredselskende Neville Chamberlain til hele folkets jubel indgik en aftale med monsteret Hitler.

Vi fik ikke fred i vor tid, men den blodigste krig i verdenshistorien fordi man var parat til alt for at få fred. Og nu gentager EU den historiske fejltagelse ved at forsøge at bilde befolkningerne, ind at det er muligt at skabe fred ved at sammensmelte islamisk, kristen og postkristen kultur i en ny multikulturel superstat.

England og Frankrig kunne faktisk have opnået fred med Nazityskland, det ved vi i dag, hvis man havde givet Tyskland frie hænder i Polen og afventet udfaldet af erobringstogtet mod Sovjetunionen. Men ingen af de politiske beslutningstagere i 1938 havde læst Mein Kamp hvor Hitlers klart definerer udenrigspollitikkken som erobring af nyt territorium i øst på primært Sovjetunionens bekostning. Og hvis de havde, så anså de Hitlers planer som ren politisk propaganda til internt brug.

Derimod kan ingen som har læst Koranen og kender islams historie vel være i tvivl om, at fredelig sameksistens med muslimer eller en permanent fredsaftale med islam ikke er mulig. Den nazistiske ideologi beroede på et fejlbarligt menneskes politiske visioner, hvorfor nazismen efter Hitlers død kunne have udviklet sig i en mere moderat og human retning.

Den islamiske ideologi bygger derimod på en almægtig guddoms evigt sande og uforanderlige ord. Ord hvorefter muslimmer er Guds udvalgte folk med ret og pligt til at underlægge hele verden for islam og tage alle nødvendige midler i brug for at nå målet. Luther kaldte islams Gud for Djævelen, så ud fra denne teologiske bedømmelse vil jeg kalde Eurabia for en Djævlepagt. Hvordan opsiger man en djævlepagt uden at miste sin sjæl? Det er det spørgsmål Europa nu står over for at skulle forholde sig til efterhånden som Djævelen stadig tydeligere for hver dag viser sit modbydelige og ondskabsfulde ansigt.

Hilsen

Ipso Facto pifter


_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce
Side 2 af 7 < 1 2 3 4 5 6 7 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
Letlands udenrigsminister trækker sig e..
28/03/2024 14:45
FN: Flere end 1.500 dræbt under bandevo..
28/03/2024 13:27
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
Nyheder fra Religion.dk