Når vi nu er igang med både digte og skænderier og moralske formaninger, får jeg lyst til at bringe et af mine egne digte fra den lettere genre.
Puripati. Jeg savner et ord i det danske sprog.
I talløse år har jeg ledt
og søgt efter ordet, som adækvat
kan beskrive de ting, jeg har set.
Hver eneste dag kan jeg træffe på folk,
hvis holdninger gør mig helt stum.
Jeg lytter forbløffet til deres ord,
og føler mig ensom og dum.
En mængde af dem er ansete folk,
beundred’ af andre i flok.
De fører sig frem med en autoritet
så det halve er mer end nok.
For de er purister af værste slags,
og kræver, at alle præcis
skal leve på bud, som, de hævder med kraft,
er de eneste sande, der gi’s.
De slår mig i ho’det med deres gud,
på trods af jeg råber: For Fanden!
Jeg vil ikke leve mit liv som jer,
min tro er en ganske anden.
Men nu har jeg hjemmelavet et ord,
som dækker dem alle, fordi
det er jo en sygdom, de lider af,
og ordet er – puripati.
En puripat, er et men’ske, som tror
at han netop kender svaret
på måden, livet skal leves på,
for det har han selv erfaret.
Og hvis man vil leve på anden vis,
så bli’r man forfulgt og skadet.
Hos puripater er tolerancen
ganske fortrængt af hadet.
De dækker et spektrum, der spænder vidt,
fra samfundets høje til lave,
fra skomar’n, der ikke vil bli’e ved sin læst,
til den højlærde meningspave.
Men værst er dog dem, som præker moral,
og dem, der går rundt og forkynder,
at den, som ikke vil gøre som dem,
er en fjende af gud og en synder.
De spreder et had, der som flammende bål
sætter ild på hele vor klode,
for puripater går frem overalt,
og slagter os ned for fode.
Ja, puripati er et verdensproblem,
langt større end rygning og fedme.
Det dræber langt fler’ end alt andet på jord,
så nu må det stoppes, kraftedme!
Jeg tror ikke på, at der findes en kur,
så løsningen på vores kvide
er nok at vi deler vor verden i to,
en for gale, og en for de blide.
Her kan vi så sidde i fred og i ro,
og betragte de sindssyge krige,
som udkæmpes i puripaternes del,
fordi ingen af dem vil vige.
Og når så til sidst de hinanden har dræbt,
så der kun er en enkelt tilbage.
Så gi’r vi ham spændetrøje på,
og hænger ham op på en knage.
Der kan han så hænge til spot og til spe,
så vi altid kan huske, at livet
er alt for værdifuldt til ufred og krig.
Til glæde og fryd blev det givet.
Men min drøm om en verden, der lever i fred,
bli’r nok aldrig til sandhed, desværre,
for puripati er en sygdom jo,
og sygdom er hver mands herre.
Copyright Ole Bjorn 1988-2008.
Svar
Citer
Forrige tråd
Index
