Hvem kender ikke til samvittigheden,
der blusser op med et ildrødt skær
og kan lamme selv det tungeste åndedræt
for det, man i går troede, var kærligheden.

Mange ord har siden hen vandret forbi,
i vold af uudslukkelig trængsel
og med dybets smalle vej til dit ansigt
findes kun en, der kan sige dette navn højt.

Lazarus, din ven kalder, kom ud og gå,
thi intet kan skille dig fra hans ord
og intet kan tage fra dybet af din sjæl,
når det, der kalder, er kærligheden fra Gud.

Tja, kære ALH

Når man - som du - er så dristig, at du kaster et digt for vore - de glubende litteraters frådende kæft - da må du også finde dig i, at det hjælpeløse makværk af et såkaldt digt, du udsætter os for, må kendes - - nå, af venlighed vil jeg ikke fortsætte!

Hej Anne.

Et fint digt. Du skal ikke tage dig af eventuelle beske kommentarer, det er en kunstners lod. Bliv endelig ved med at digte.

Tak for din venlighed, kære Tros..

Venlig hilsen
Anne

P.S
Hvor er det lige, at du finder de glubende litteraters frådende kæft?

Mine vers er ikke skrevet til debatten men til et menneske, der i sit liv lider meget dybt.

P.S
Du (og jenle/Oscar) har for i øvrigt aldrig bedyret debatten om kulturradikalisme (eller nyradikalisme jf Ole Bjørns input) med dit syn på, hvorvidt den eksisterer i dag, og i så fald hvor - måske som de glubende litteraters frådende kæft, der tangerer på de mange bogstavers trange vej mod det store Å?

Kære ALH

Præ script:

Hvad i alverden har jenle/oscar med mine indlæg at bestille?

Når man begiver sig ud i den offentlige debat med et digt eller med andet litterært stof, da må man affinde sig med, at der dukker en recensent op.

Jeg kan beklage, at jeg kan have såret en eller anden ved min kritik. Men det er altså vilkårene.

Jeg vil da gerne give en anmeldelse/dissektion af dit digt, men det er vist ikke det, du ønsker.

Kort sagt, så er det ikke nok, at have gode hensigter og religiøse klang-ord i det brugte vokabularium for at skabe et indholdsrigt og værdifuldt digt – endsige kunst!

Beklager!

Er det denne Lazarus?:
Johs 11:
v38 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. v39 Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« v40 Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« v41 Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. v42 Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« v43 Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« v44 Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.

Det er ikke svært at være ateist!

Hej Anne.

DE frådende kæfte, kan man se i tros og jenles bidrag til debatten. Intet originalt bidrager de med selv. Den ene opfatter sig som 'kunstkender' og køber sikkert en del af det bras, som i dag opfattes som kunst.

Den anden har ikke fulgt med i debatten og spørger uvidende om hvem Lazarus er. Begge kaster de sig frådende over dit lille forsøg ud i digtningens kunst. Gentlemen er de ikke.

Men man kan lære meget af disse primitive reaktioner.

Det er nok kun Jesus som skal bede Lazarus om at komme ud. Mange Lazarusser er man bedst tjent med, bliver liggende hvor de er.

Jeg synes forøvrigt at dit digt var glimrende, hvilket jeg lige vil nævne, så debatten ikke blot skal præges af en flok neandhertalere.

Jammen dog, hvad har vi her? En pensioneret dansklærer?

Personligt synes jeg at det ville være dejligt med en anmeldelse som man kunne forholde sig til i stedet for en smædeskrivelse, så kunne De også bidrage til debatten med et eller andet originalt, lektor Blomme.

De kunne 'komme ud af busken' så at sige.

(Nå, nej, den gik vist hen over hovedet på den kære lektor).

Smukt Anne.

Jenle/Oscar (gåden om, hvorvidt de er den samme eller ikke, er endnu ikke løst) vedrører debatten om kulturradikalismen på den måde, at han/de kærede om fænomenet kulturradikal som noget, der er eksisterende i dag uden nogen saglig begrundelse. Det var nok mest Jenle/Oscar, hvorfor jeg også prompte forsøgte at kaste bolden videre, men med-/modspilleren forsvandt som en stukket gris. Jeg skal hertil sige, at jeg værdsatte den lille debat med dig på trods af, at vi ikke deler trossynet/troslivet (skønt du kalder dig selv 'tros' - de første fire bogstaver af navnet på denne debatportal).

Hvad angår din kritik af mit digt, "Lazarus, kom herud!", er det ikke noget, jeg er blevet berørt af. Jeg valge bevidst at skrive vers uden rim, idet min intention blot var at få sat ord på nogle følelser og en situation omkring et andet menneskes eksistens.

Men hvad berettiger så dig, tros, til at lege anmelder på en offentlig debat? Er det et potentiale, du reelt set besidder?

Er du denne glubende litterat med en frådende kæft, der kaster sig over de, der ikke bliver inden for visse opstillede konventioner?

Det skal du da være velkommen til, om du er pensionist eller ej

Mvh
Anne

Kære Anne

Jeg ser, at dit digt har været udsat for negativ kritik – men mest ros.
Ingen af 'bidragyderne' er dog gået i dybden med hverken ros eller ris.

Efter at have gået dit digt og bidragydernes udsagn igennem, er jeg mest tilbøjelig til at give de negatives bidrag min tilslutning.

Det er tænkeligt, at du af et godt hjerte har villet gendigte bekendelsen om kødets opstandelse; men din slutning har tilsyneladende en total manglende konneksion med din første strofe.
Er det en enorm skuffelse/sorg, som opvejes af troen på genopstandelsen?

Dine allegorier er noget søgte.
Verselinjen "i vold af uudslukkelig trængsel" forekommer mig også at være tilfældigt udtrykt, uden nogen sammenhæng med den formodede hensigt.

Det er efter min opfattelse ikke illegitimt at foretage en lille dissektion af dit digt.

Hej Anne.

På utallige opfordringer skal jeg komme med en lille kommentar til dit digt. Intelligensen har umådelig trange vilkår i dag og et digt skal ikke tolkes, det skal opfattes.

Man kan godt sige at det er det jeg beskæftiger mig med hver dag, at bede Lazarus om at komme ud. Jeg fik selv chancen engang for mange år siden.

I dagligdagens jag hvor de fleste kun tænker på sig selv og den tryghed som de har etableret med familie og venner lægger de færreste mærke til at der også er nogle der ikke har denne tryghed og derfor ikke magter at udfolde sig. Tænk at leve hele sit liv med en mulighed for at være en bestemt person men aldrig kunne realisere det i en verden som kun tænker på sig selv.

Vi bør engagere os i den verden vi lever i og hjælpe hvor vi kan, jeg selv har i mange år 'haft' et barn i Burkina Faso. (Ja, jeg ved det godt, Thomas)

Men det største vi kan gøre er at sige: Lazarus, kom herud, til et andet menneske og så være der når han/hun vover sig ud. Ligesom man lader sin egen Lazarus vove sig udenfor.

Jeg faldt selv over en lille notits på mit arbejde, skrevet af en fyr, som i de sidste måneder er blomstret op ved at blive kommet ved. Jeg skulle selvfølgelig ikke have læst det, men det gjorde jeg. Han skrev, at det værste der fandtes var ligegyldigheden, at man var fuldstændig ligegyldig for andre og det kan jeg kun give ham ret i.

Så det er vigtigt at bede Lazarus om at komme ud og så være der for ham eller hende om det så blot er for at lytte til vedkommendes fortælling.

Men man må også være realist. Der er nogle Lazarus'er som har bedst ved at blive liggende.

Kære Canto

Velkommen til, du skriver:



Det, der både morer og undrer mig er, at mit lille digt ikke var skrevet som et litterært digt, snarere som et udtryk i vers til en, der ikke befinder sig på dette debatforum. Jeg troede ikke, at det ville få nogen som helst opmærksomhed som et 'digt' i den litterære verden.

Alligevel dristede jeg mig - på grund af dets eksistentielle og religiøse konnotationer - til at poste digtet som en tråd på trosfrihed. Derfor må jeg som med andre indlæg også være beredt til både ros og kritik af de "glubende litteraters frådende kæft", som tros har valgt at definere dig m.fl.

Dette har betydet, at jeg har måttet se på digtets semantiske niveau, og jeg medgiver dig, at sammenhængen mellem første og tredje strofe ikke forekommer særlig klar, om den da overhovedet findes.

Jeg vil derfor i meget korte og enkle sætninger sætte nogle ord på, hvad digtet betyder for mig i dag (hvilket en kunstner nok ALDRIG ville have gjort). Jeg vælger at beholde dialogformen, hvorfor stroferne skifter lidt i 1, 2 og 3 person singularis:

1. Samvittighedskvaler, når jeg i går troede, at jeg handlede af/i kærlighed, hvad blev det så til i dag?

2. Mange ord har nu fyldt mit sind, der findes en trængsel, der næsten virker uudslukkelig, selv vejen til Gud synes smal, men der findes en, der kan sige mit/dit navn højt.

3. Anne/Canto, kom herud, Jesus har kaldt, intet kan skille dig ad fra Guds kærlighed, end ikke samvittighedskvaler eller andre lidelser, for jeg vil, at du skal leve, så kom ud af dit skjulested.

Mvh
Anne

Kære Gud,

Hvem kender ikke til samvittigheden,
der blusser op med et ildrødt skær
og kan lamme selv det tungeste åndedræt
for det, man i går troede, var kærligheden.

Mange ord har siden hen vandret forbi,
i vold af uudslukkelig trængsel
og med dybets smalle vej til dit ansigt
findes kun en, der kan sige dette navn højt.

Lazarus, din ven har kaldt, kom ud og gå,
thi intet kan skille dig fra hans kald
og intet kan tage fra dybet af din sjæl,
når det, der kalder, er kærligheden fra Gud.

Kære Anne.

Jeg har også læst dit digt og mener at kunne forstå dine bagvedliggende tanker for at skrive dette digt. Jeg bliver imidlertid nødt til at følge visse religionshistoriske aspekter for at kunne sætte mig ind i baggrunden for Lazarus-historien.

Historien er særstof for Johannes-Evangeliet, idet synopsen ikke omtaler denne begivenhed. På grund af Johannes-Evangeliets sene affattelse, kan jeg ikke lade være med at skele til den omstændighed, at evangelisten Johannes har været motiveret af at ville gøre urkristendommen salonfähig for den dannede hellenistiske samtid.

Samtiden var i høj grad præget af de såkaldte mysteriereligioner, der blandt andet havde overgangsriter som et væsentligt element i det kultiske liv. Ved at blive iklædt ligklæder og lagt i en slags symbolsk grav, blev omvendelseskandidaten ført igennem en symbolsk genfødelse, hvor mystagogen kaldte ham til live igen, så han kunne siges at være blevet genfødt.

Johannes-Evangeliet kan derfor opfattes som et skrift, der tog kampen op imod mysteriereligionerne, og bragte til udtryk, at sådan noget har vi altså også med i kristendommen. Jesus af Nazareth var udover at være Guds søn - Logos - også mystagog, der foranledigede dette at blive født påny.

En teolog fra min bekendtskabskreds citerer forlængst afdøde professor P. G. Lindhardt for under en forelæsning at have sagt noget i retning af, at under konkurrencen mellem Jerusalem og Olympen var det Olympen, der sejrede.

For mit eget vedkommende må jeg betragte kristendommen som i højere grad et græsk anliggende end et jødisk.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Michael

Ja, jeg mener også, at vi kan være med til at kalde andre mennesker ud; ud i livet sammen med os andre.

Nogle gange er det så os selv, der gemmer os ganske ubevidst.

Mvh
Anne

P.S
Det blev et lidt kort svar..

Hej Arne

Tak for din stærke beretning om mødet med et Lazarus-ikón.

En sådan oplevelse kan være med til at sætte fokus på det forhold, at et digt eller et ikón (el. andet kunst) som de ord og billeder, de er, kan nå os bag om vores sædvanlige tænken.

Det er jo netop det, som kunst efter min mening handler om. Den skal give os noget, samtale med os og meget gerne spejle noget.

Canto og tros har ret i, at der skal være en sammenhængende form samt et indhold, der kan stå som rammen om det egentlige budskab. I kristen forstand er dette budskab Guds Søn, Jesus Kristus, og når dette budskab når os gennem sit kald til Lazarus, er vi inde ved kernen: Når Gud handler med os. Således kalder Gud gennem Jesu ord Lazarus til live. Tilskuerne oplever, hvorledes troen og kærligheden bevæger det døde til live.

Ja, Arne, jeg kunne ikke lade være at bringe min elskelige optik om det teologiens og troens dialektik peger frem mod: Guds handlen med os - som vi nu en gang kan opleve det og tro på det gennem fortællinger og billeder af denne tømrersøn fra Nazareth, der skulle havde vandret på vandet og opvækket de døde fra graven.

Mvh
Anne

Nej da! Hvorfor skulle dette brøl runge?

Det kan undre mig, at du 'udnævner' Jesus til tømrersvend. Det er der da vist ingen viden om!

Det er, som det altid har været, ufatteligt for de 'guffende' ateister, at der er mennesker i dag, som i deres nød må ty til at trøste sig med dyb irrationalitet i deres uduelighed til at leve et gudløst liv, et frodigt, meningsfyldt, nærværende, glædesfyldt og rigt liv.

Hvordan i alverden kan mennesket trøste sig med beretninger om urimeligheder/umuligheder som f.eks. en opvækkelse af et forrådnende lig og med spadsereture på vandet.

Hvad er egentlig meningen med den fortærskede forklaring, at Jesus skulle dø for min skyld?
Jeg har da ingen glæde af, at han blev slået ihjel. Det udlægges som selvmord til gavn for alle mennesker!

Man skal da være totalt forblindet og suggereret til en anden form for bevidsthed end den biologisk gængse for at deltage i den slags gospel.

Kære Kristian

Det var min hensigt at besvare dit indlæg med særlig henblik på følgende:



Når jeg ikke er nået så langt og i dag må indse, at jeg nok heller ikke når det, skyldes det foruden min tidsmangel (denne evige "skavank i livet"), at det for mig forudsætter nogle dybere overvejelser omkring det religionsvidenskabelige perspektiv, som du introcerer på mit lille digt om Lazarus.

Du skal alligevel have en lille kommentar, og så må vi se, om jeg eller du blev klogere af den

Jeg er enig i, at vi med Johannesevangeliet får et kristent budskab, der er langt mere hellenistisk end jødisk, idet Johannes' tekst minder mere om mysteriereligionerne end den jødiske tradition. Et eksempel på dette er, at evangelisten Johannes (eller forfatteren til dette evangelium) overfører sit eget forhold til jøderne fra sin levetid (dvs. affattelsestiden o. år 90-100 e. Kr) på den Jesu tid ca. 70 år tidligere, han skriver om. Nu burde jeg nok underbygge denne påstand med de tekstpassager, hvor Johannesevangeliet på sin vis udtrykker en kritisk distance til jødedommen, men det ville kræve et større eksegetisk arbejde. Et enkelt eksempel kunne dog være processen op mod korsfæstelsen, Joh. 18-19, hvor der fortælles om, hvorledes jøderne ønskede Jesus korsfæstet (det gjorde de eller nogle af dem måske også, men det kan vi ikke vide med sikkerhed).

Endvidere kan vi sige, at Johannesevangeliet sigter på erkendelsen samt et mere filosofisk grundlag end de tre synoptiske evangelier, der hver for sig søger at afdække vidnesbyrdet om Guds Søn, Jesus Kristus, ud fra de oplysninger, de nu besidder. Men hvorvidt Johannesevangeliet kan opfattes som et skrift, der tog kampen op imod mysteriereligionerne, kan jeg ikke besvare.

Jeg er trods alt glad for, at du ikke skrev, at Johannesevangeliet søgte at putte kristendommen ind i mysteriereligioernes kontekst forstået sådan, at evangeliet ikke skulle være andet end en gren af den græsk-romerske religiøses sfære.

Kristendommen med Jesus Kristus som udgangspunkt opstår jo netop i den jødiske tradition, og det mener jeg ikke, at vi kan komme uden om. Jesus selv var jøde, Mattæus var jøde men blev det, vi kalder for jødisk-kristen. Hvad der derimod springer båndet til de andre religioner er evangeliet om Jesus som Messias, Guds salvede, og at han som Guds Søn, blev korsfæstet for på den tredje dag at blive oprejst. Et lignende skisma findes hverken i jødedommen eller i mysteriereligionerne. I så fald er det ikke Messias, der er tale om, som både jødedommen og kristendommen - med hver sit udgangspunkt - har som et væsentlig element i deres trosgrundlag. I hvor høj grad Messiastro gør sig gældende for jøder, ved jeg ikke, men måske Borad kan korrigere mig omkring den jødiske Messiasopfattelse.

Mvh
Anne