I dag for fyrre år siden begik Enoch Powell politisk selvmord med nedenstående tale. Enoch Powell var "minister" i den konservative "skyggeregering".
Dagen efter talen blev EP fyret af Edward Heath.
Jeg har oversat talen i anledning af 40 års-jubilæet.
Enoch Powells tale på 'the Annual General Meeting of the West Midlands Area Conservative Political Centre', Birmingham, England, April 20, 1968.
“Ligesom romerne forudser jeg, at Tiberen vil skumme af blod”
En statsmands vigtigste funktion er at sørge for beskyttelse mod de onder, det er muligt at beskytte sig imod.
I forsøget på at gøre det møder man forhindringer, der er dybt rodfæstede i den menneskelige natur.
En forhindring er, at sådanne onder i sagens natur ikke kan bevises, før de er indtruffet:
på hvert stade fra dets frembrud er der plads til tvivl og uenighed om, hvorvidt onderne er virkelige eller indbildte.
Af samme grund påkalder de sig kun lille opmærksomhed i sammenligning med aktuelle vanskeligheder, der både er indiskutable og påtrængende:
heraf følger al politiks plagsomme fristelse til kun at beskæftige sig med den umiddelbare nutid på bekostning af fremtiden.
Frem for alt er mennesker disponerede for at forveksle forudsigelse af vanskeligheder med fremkaldelse eller ligefrem ønske om vanskeligheder:
“Hvis bare,” elsker de at tænke, “hvis bare mennesker ikke talte om det, så ville det nok ikke ske.”
Måske går denne vane tilbage til den primitive tro på, at ordet og tingen, navnet og objektet er identiske.
Under alle omstændigheder så er diskussionen om alvorlige, men stadig undgåelige onder – hvis der sættes ind nu – den mest upopulære og på samme tid den mest nødvendige beskæftigelse for politikeren.
De, der bevidst kniber uden om den, fortjener og modtager ikke sjældent eftertidens forbandelser.
For en uge eller to siden faldt jeg i snak med en vælger, en midaldrende mand med ganske almindeligt arbejde i en af vores nationaliserede industrier.
Efter et par ord om vejret sagde han pludselig:
“Hvis jeg havde pengene til at rejse, så blev jeg ikke i dette land.”
Jeg svarede afværgende, at denne regering ikke holder evigt, men han ænsede mig ikke og fortsatte:
“Jeg har tre børn, der alle har gået i almindelig skole, og to af dem er nu gift og har familie. Jeg vil ikke være tilfreds, før de alle sammen er flyttet fra landet. Om 15 eller 20 år vil den sorte mand svinge pisken over den hvide i dette land.”
Jeg kan allerede høre forargelsens kor. Hvor vover jeg at sige noget så afskyeligt?
Hvor vover jeg at bringe problemer på bane og opflamme følelser ved at gengive en sådan samtale?
Svaret er, at jeg ikke har ret til ikke at gøre det.
Her er en anstændig og ganske normal landsmand, der i fuldt dagslys siger til mig, hans parlamentsmedlem, at dette land ikke vil være værd at leve i for hans børn.
Jeg har simpelthen ikke ret til at trække på skuldrene og tænke på noget andet.
Det han siger, siger og tænker tusinder og hundrede af tusinder – ikke overalt i Storbritannien, men i de områder, der allerede nu gennemgår en total forandring, der ikke har sin lige i de seneste tusind år af engelsk historie.
Med den nuværende udvikling vil der om 15 eller 20 år være 3 ½ million Commonwealth-indvandrere og deres efterkommere i dette land.
Det er ikke mit tal. Det er det officielle tal, parlamentet har fået fra talsmanden fra ’ Registrar General's Office.’
Der findes intet sammenligneligt, officielt tal for året 2000, men det må være i omegnen af 5 til 7 millioner, ca. 1/10 af hele befolkningen og på vej mod det samme som Storlondons befolkning.
Selvfølgelig vil de ikke blive jævnt fordelt fra Margate til Aberystwyth og fra Penzance til Aberdeen.
Hele områder, byer og bydele over hele England vil blive besat af grupper af indvandrere og deres efterkommere.
Som tiden går, vil andelen af denne total, som er efterkommere af indvandrere, de der er født i England og ankom hertil på nøjagtig samme måde som resten af os, forøges hastigt.
Allerede inden 1985 vil de ‘indfødte’ udgøre flertallet af indvandrerne.
Det er dette faktum, der skaber det akutte behov for handling nu, netop den slags handling, det er hårdest for vores politikere at foretage, handling, hvor vanskelighederne optræder i nutiden, men onderne, der skal forhindres eller formindskes ligger adskillige parlamenter fremme.
Det naturlige og rationelle første spørgsmål, som en nation, der står over for sådanne udsigter, bør være:
“Hvordan kan ondets omfang reduceres?”
Hvis det ikke helt kan undgås, hvordan kan det så begrænses, når det betænkes, at tallene er af denne beskaffenhed:
betydningen og konsekvenserne af et fremmedelement, der bliver indført i et land eller en befolkning er grundlæggende forskellige, alt efter om dette element er 1 procent eller 10 procent.
Svarene på det simple og rationelle spørgsmål er lige så simple og rationelle: ved at standse eller næsten standse yderligere indvandring og ved at fremme størst mulig udvandring. Begge svar er en del af Det Konservative Partis officielle politik.
Det trodser næsten forestillingsevnen, at der i dette øjeblik ankommer yderligere 20 eller 30 oversøiske indvandrerbørn om ugen i Wolverhampton alene – og det betyder yderligere 15 eller 20 yderligere familier om et årti eller to.
Dem, som guderne ønsker at udrydde, gør de først gale.
Vi må være gale, bogstaveligt gale, ved som nation at tillade en årlig indvandring af omkring 50.000 familiemedlemmer, der for størstedelens vedkommende vil udgøre materialet for den fremtidige vækst af den indvandrer-nedstammende befolkning.
Det er som at overvære en nation, der har travlt med at stable sit eget ligbål.
Vi er så sindssyge, at vi faktisk tillader ugifte personer at indvandre med henblik at stifte en familie med ægtefæller og forlovede, de aldrig har set.
Ingen skal tro, at strømmen af familiemedlemmer automatisk vil aftage.
Tværtimod, selv med den nuværende rate på kun 5000 om året er der tilstrækkelig garanti for yderligere 25.000 familiemedlemmer om året i det uendelige, uden at medregne det enorme reservoir af eksisterende slægtninge i dette land – og jeg medregner slet ikke ulovlig indvandring.
Under disse omstændigheder vil intet andet være tilstrækkeligt, end at den totale indstrømning omgående bør reduceres til ubetydeligt omfang, og at de nødvendige lovgivningsmæssige og administrative tiltag gøres uden forsinkelse.
Jeg vender tilbage til gen-udvandring.
Hvis al indvandring ophørte i morgen, ville tilvækstraten i den indvandrede og indvandrernedstammende befolkning blive væsentligt reduceret, men den potentielle størrelse af dette element ville ikke fjerne den fundamentale fare for nationen.
Dette kan kun tackles, så længe en betragtelig andel af det totale antal personer først er kommet til dette land inden for de sidste ca. ti år.
Derfor haster det med at implementere det andet element af Det Konservative Partis politik: tilskyndelse til gen-udvandring.
Ingen kan lave en beregning på, hvor mange, der med gavmild assistance ville vælge enten at vende tilbage til deres oprindelseslande eller rejse til andre lande, der er ivrige efter at modtage den arbejdskraft og de kvalifikationer, de repræsenterer.
Ingen ved det, fordi en sådan politik endnu ikke er blevet forsøgt. Jeg kan bare sige, at selv i øjeblikket bliver jeg fra tid til anden opsøgt af indvandrere i min egen valgkreds, der spørger om jeg kan være dem behjælpelig med at komme hjem.
Hvis en sådan politik blev indført og gennemført med den beslutsomhed, alternativets alvor retfærdiggør, ville den resulterende udstrømning ændre fremtidsudsigterne i væsentlig grad.
Det tredje element i Det Konservative Partis politik er, at alle, der er i dette land som borgere, bør være lige for loven, og at der ikke skal diskrimineres eller forskelsbehandles imellem dem af offentlige myndigheder.
Som Mr. Heath har udtrykt det, så vil vi ikke have nogen “førsteklasses borgere” og “andenklasses borgere”.
Dette betyder ikke, at indvandreren og hans efterkommer bør opløftes til en privilegeret eller særlig klasse, eller at borgeren skal nægtes sin ret til, når det drejer sig om håndteringen af egne forhold, at diskriminere mellem én medborger og en anden, eller at han skal påtvinges noget urimeligt krav, hvad angår hans begrundelser og motiv for at opføre sig på én lovlig manér frem for en anden.
Der kan ikke tænkes nogen større vrangopfattelse af realiteterne end den, vi diverteres med fra dem, der højrøstet forlanger lovgivning, som de kalder det, ”mod diskrimination”, uanset om de er lederskribenter af samme skuffe og somme tider på de samme aviser som dem, der år efter år i 30’erne prøvede at gøre dette land blindt for den voksende fare, det stod over for, eller ærkebiskopper, der bor i paladser og kører på fribillet med dynen trukket helt op over hovedet.
De har fået det hele godt og grundigt vendt på hovedet.
Diskriminationen og følelsen af berøvelse, ængstelsen og bitterheden, findes ikke i indvandrerbefolkningen, men hos dem, blandt hvem de er kommet og stadig kommer.
Derfor er fremsættelse af lovforslag af den art for parlamentet i øjeblikket at risikere at kaste en tændstik i en krudttønde. Det venligste, der kan siges om dem, der fremsætter og støtter det, er, at de ikke ved, hvad de gør.
Intet er mere misvisende end sammenligningen mellem Commonwealth-indvandreren i Storbritannien og den amerikanske neger.
Negerbefolkningen i USA, der allerede var en realitet, før USA blev en nation, startede bogstavelig talt som slaver og fik siden tildelt stemmeret og andre borgerrettigheder, som de kun gradvis og endnu ufuldstændigt benytter sig af.
Commonwealth-indvandreren kom til Storbritannien som en fuldgyldig borger, til et land, der ikke kendte til diskrimination mellem én borger og en anden, og han fik omgående tildelt alle borgeres rettigheder, fra stemmeret til gratis behandling under ’the National Health Service.’
Uanset hvilke genvordigheder, der overgik indvandrerne, så opstod de ikke gennem loven, den offentlige politik eller regeringen, men fra de personlige omstændigheder og tilfældigheder, der er skyld i, og altid vil være skyld i, at én mands skæbne og oplevelse vil være forskellig fra en andens.
Men mens adgang til dette land for indvandreren samtidig var adgang til stærkt ønskede privilegier, så var virkningen på den eksisterende befolkning helt anderledes.
Af grunde, de ikke kunne fatte og i overensstemmelse med en i mangel-af-bedre-beslutning, som de aldrig blev taget med på råd om, oplevede de sig selv som fremmede i deres eget land.
De oplevede, at deres koner ikke fik hospitalssenge at føde i, deres børn ikke kunne opnå pladser på skoler, deres hjem og nabolag blev ændret til ukendelighed, deres planer og fremtidsudsigter smadret; på deres arbejdsplads oplevede de, at arbejdsgiverne tøvede med at kræve samme standarder for disciplin og kompetence af indvandrer-arbejderen, som de krævede af den indfødte arbejder; med tiden begyndte de at opleve flere og flere stemmer give udtryk for, at de nu var de uønskede.
De oplever nu, at et ensrettet privilegium skal indføres ved lov; en lov - der ikke kan, og ikke er ment til at virke for at beskytte dem eller råde bod på deres klager – skal vedtages for at give den fremmede, den utilfredse og enhver ’ agent-provocateur’ magt til at sætte dem i gabestok på grund af deres private handlinger.
Blandt de mange hundrede breve, jeg modtog, da jeg sidst talte om dette emne for 2-3 måneder siden, var der ét slående særpræg, der var næsten nyt, og som jeg finder ildevarslende.
Alle parlamentsmedlemmer er vant til den typisk anonyme brevskriver, men det, der overraskede og foruroligede mig, var den store andel af almindelige, anstændige og fornuftige mennesker, der skrev rationelle og ofte velformulerede breve, men som mente, at de var nødt til at udelade deres adresse, fordi det var farligt på papir at have betroet sig til et parlamentsmedlem om en sag, hvor de var enige med de synspunkter, jeg havde udtrykt, og at de ville risikere straf eller repressalier, hvis det blev kendt, at de havde gjort det.
Følelsen af at være en forfulgt minoritet, der vokser blandt almindelige englændere i de områder i landet, der er berørt, er noget, de, der ikke har direkte erfaring med det, næppe kan forestille sig. Jeg tillader mig at lade bare et enkelt af disse hundredvis af mennesker tale for mig:
“For otte år siden blev et hus i en respektabel gade i Wolverhampton solgt til en neger. Nu bor der kun én hvid (en kvindelig folkepensionist). Dette er hendes historie. Hun mistede sin mand og begge sine sønner i krigen.
Derfor ændrede hun sit syvværelsers hus, hendes eneste aktiv, til et pensionat.
Hun arbejdede hårdt og klarede sig godt, betalte sine terminer og begyndte at lægge noget til side til sine gamle dage.
Så flyttede immigranterne ind. Med voksende frygt så hun det ene hus efter det andet blive overtaget.
Den stille gade blev et larmende og forvirrende sted. Desværre flyttede hendes hvide lejere ud.
“Dagen efter, at den sidste flyttede, blev hun vækket kl. 7 om morgenen af to negre, der ønskede at benytte hendes telefon til at kontakte deres arbejdsgiver.
Da hun afslog, som hun ville have afslået enhver fremmed på den tid af døgnet, blev hun overfuset, og kun kæden på døren dæmpede hendes frygt for at blive angrebet.
Immigrantfamilier har forsøgt at leje værelser i hendes hus, men hun har altid afslået.
Hendes lille opsparing røg, og efter at have betalt sine rater har hun mindre end to pund om ugen.
Hun henvendte sig for at få en rate-reduktion og blev betjent af en ung pige, og da denne hørte, at hun havde et syvværelsers hus, foreslog hun, at noget af det skulle lejes ud. Da hun sagde, at de eneste mennesker, hun kunne få, var negre, sagde pigen: ‘Racefordomme fører ikke til noget i dette land.’
Så gik hun hjem.
“Telefonen er hendes livline. Hendes familie betaler regningen og hjælper hende, så godt de kan.
Indvandrere har tilbudt at købe hendes hus – til en pris, som den potentielle husvært ville være i stand til at hente hjem fra sine lejere i løbet af uger eller højst nogle få måneder.
Hun er bange for at gå ud. Vinduer bliver smadret. Hun oplever, at der bliver smidt ekskrementer gennem hendes brevsprække.
Når hun går i butikker, bliver hun fulgt af børn – charmerende, bredtgrinende ’ piccaninnies’.
De kan ikke tale engelsk, men ét ord kender de.
‘Racist’, messer de.
Når den nye ‘Race Relations Bill’ bliver vedtaget, er denne kvinde sikker på, at hun skal i fængsel. Og tager hun helt fejl? Det tror jeg efterhånden ikke.”
Den anden farlige vrangforestilling, som de, der enten overlagt eller på anden måde er blinde for realiteterne, lider af, kan opsummeres i ordet ”integration”.
At blive integreret i en befolkning betyder, at man i enhver praktisk henseende bliver umulig at skelne fra de øvrige medlemmer. Til alle tider, hvor der er tydelige fysiske forskelle, især hudfarve, er integration vanskelig om end over tid ikke umulig.
Der er blandt de Commonwealth-immigranter, der i de sidste 15 år er kommet hertil for at slå sig ned, mange tusind, hvis ønske og formål er at blive integreret, og hvis alle tanker og anstrengelser er drejet i den retning.
Men at forestille sig, at det forholder sig sådan i hovedet på en stor og voksende majoritet af immigranter og deres efterkommere er en grotesk og farlig vrangopfattelse.
Vi står her på tærsklen til forandring. Indtil nu har det været omstændighedernes og baggrundens magt, der har gjort selve tanken om integration utilgængelig for hovedparten af immigrant-befolkningen – at de aldrig forestillede sig eller ønskede noget sådant, og at deres antal og fysiske koncentration betød, at det pres i retning af integration, der normalt ønskes af ethvert lille mindretal, ikke virkede her.
Nu oplever vi tydelig vækst i kræfter, der modarbejder integration, og som har egen-interesser i bevarelsen og skærpelsen af racemæssige og religiøse forskelle, med blikket rettet mod at udøve reel dominans, først over for med-immigranter og så over resten af befolkningen.
Den skygge, ikke større end en mands hånd, der så hurtigt kan dække himlen, har for nylig været synlig i Wolverhampton og har vist tegn på at spredes hurtigt.
De ord, jeg nu vil anvende ordret, som de forekom i den lokale presse 17. februar, er ikke mine, men er sagt af et Labour-medlem af parlamentet, som er minister i den nuværende regering:
“Sikh-samfundenes kampagne for at opretholde i Storbritannien upassende sædvaner bør beklages dybt. Eftersom de arbejder i Storbritannien, særligt i offentlige stillinger, bør de være forberedt på at acceptere vilkårene og betingelserne for deres ansættelse. At kræve særlige fællesrettigheder (eller bør de sige riter?)fører til en farlig opsplitning i samfundet. Denne ”fælleshed” er en sygdom; uanset om den praktiseres af den ene farve eller den anden, så bør den stærkt fordømmes.”
Al kredit til John Stonehouse for at have indsigten til at fatte det og modet til at sige det.
For disse farlige og opsplittende elementer er den lovgivning, der foreslås i ’ the Race Relations Bill’, brændstoffet til, at de florerer.
Her er måden til at vise, at indvandrersamfundene kan sørge for at konsolidere deres medlemmer, at agitere og føre kampagne imod deres medborgere, og til at undertrykke og dominere resten med juridiske våben, som de uvidende og dårligt informerede har skaffet dem.
Når jeg skuer ind i fremtiden, er jeg fyldt med bange anelser; ligesom romeren synes jeg at se ”Tiberen flyde med masser af blod”.
Det tragiske og uregerlige fænomen, som vi med rædsel iagttager på den anden side af Atlanten, men som er indvævet i selve USA’s historie og eksistens, kommer til os med vores egen tilladelse og på grund af vores egen ligegyldighed.
Det er i sandhed kun lige begyndt.
I numeriske termer vil det være i amerikansk størrelsesorden længe inden udgangen af århundredet.
Kun resolut og omgående handling vil på nuværende tidspunkt kunne afværge det.
Om der vil være offentlig vilje til at kræve og gennemføre den handling, ved jeg ikke.
Alt, hvad jeg ved, er, at hvis man ser, men ikke taler, så er det et stort forræderi.
Oversat og bearbejdet fra engelsk
Original source: the Sterling Times web site –
http://www.sterlingtimes.org/text_rivers_of_blood.htmBogger
Svar
Citer
