I en anden tråd rejser Hanskrist med efterfølgende citat det ældgamle spørgsmål; Hvad er livets formål?
Her støder vi ind i et problem, for hvem bruger hjernen, hvem er personen (spøgelset/ånden; dobbeltgængeren der har knyttet sig til dette biologiske legeme vi er, der snart skal dø og forgå)? Er det det selviske gen der hovedsageligt som blind seksualdrift vil parre sig med en egnet hun, der er personen/direktøren, eller er det de stærkeste memer i kulturen der gør brug af hjernen vores, snylter på vores den indvendige side af hovedet. Hvem fanden arbejder vi for, hvorfor trækker vi vejret. Siden der er så stor belønning forbundet med orgasmen, så spiller det selviske gen er afgørende rolle, og så alligevel spiller sublimering og hæmning af seksualiteten den største rolle i enhver tænkelig kultur, som om der er andre forhold der er mindst lige så vigtige som det enkelte selviske gen, og ja det er slægten, alt for slægten, alt for arten og racen, samfundet, og her må den enkelte bøje sig (som en soldat der lydig gør tjeneste), da slægtens overlevelse går forud for det individuelle selviske gen materiale.
Før man søger at gætte på dette, for et gæt må det nødvendigvis blive, så er det måske relevant at søge et svar på det endnu mere grundlæggende spørgsmål:
Har livet overhovedet et formål? Der ligger i selve ordet "formål", at det er en form for pejlemærke, man styrer hen imod, og det indebærer jo det, som vi forstår som en hensigt, enten om at komme til dette mål, eller til et sted på kursen mod målet. Er dette så årsagen til livets bevægelse?
Årsagerne til
alle bevægelser og formforandringer er kræfter (ved vi fra fysikken), så opgaven bliver så at finde svaret på
hvilken kraft, der er årsagen til livets bevægelse.
Hvad der karakteriserer alle kræfter er, at de er én-dimensionale og dermed også usynlige. Kun deres virkninger på materien er synlige, og ytrer sig som en tendens til bevægelse i kraftens retning. Vi kan ydermere konstatere, at kraftens retning enten kan beskrives som hen imod noget eller som bort fra noget.
Kan vi så afgøre, om livets bevægelse skyldes, at vi "trækkes" hen imod noget eller "skubbes" bort fra noget? Egentlig ikke. Men vores blik er naturligvis rettet fremad mod det ukendte, så uanset hvad årsagen er, vil vi opleve det, som om vi styrer mod et mål, et ukendt formål.
Og ud fra denne ensidige betragtning har mennesket i utalte årtusinder gættet på hvilket mål, der befinder sig hinsides horisonten. Hos nogle har troen på eksistensen af et sådant mål haft en sådan selvsuggestiv styrke, at de bestemt mener at kunne se det klart. Det har resulteret i mere end 5.000 forskellige beskrivelser af både målet og den trækkende kraft, så der er "frit valg" på alle hylder for den, som har frigjort sig fra sin barndoms indoktrinering af "den rigtige forklaring".
Er det da umuligt at se bag om horisonten? Nej da, for der findes jo et fænomen som hedder fatamorganaer, eller på jævnt dansk, luftspejlinger af fjerntliggende områder. De har desværre den uheldige egenskab, at de forsvinder, når man kommer tættere på, så ingen fornuftig navigatør vil bruge dem som pejlemærker.
For mig at se er horisonten forude tom, men kikker vi bagud har vi masser af observationer fra vores hidtidige rejse, der indikerer i hvilken retning vi bevæger os, og det er nok for mig.
Har livet et formål? Gæt bare videre. Selv har jeg intet behov for at deltage i dette gætteri. Jeg nøjes med at gætte på, hvad vi vil opleve i den overskuelige fremtid, baseret på vore hidtidige erfaringer fra rejsen.
Mvh
Ole Bjørn ;)
Svar
Citer