Her i Europa er det en udbredt opfattelse, at civilisationskonflikten mellem islam og den Nye Verden først for alvor blev indledt med det islamiske terrorangreb mod USA 11. september 2001.

Eller også er det opfattelsen, at en islamisk jihad mod USA og Vesten blev indledt med OPECs politiske olieafpresning i 1973, udløst i beskæmmelse og raseri over, at Ægypten og Syrien havde tabt endnu en krig mod Israel i oktober samme år. Araberne besluttede i enstemmighed at firedoble prisen på råolie samt at reducere produktionen med 5% per måned indtil Israel havde trukket sig ud af de områder som Ægypten, Syrien og Jordan havde mistet i seks-dages krigen i 1967. Derudover blev det besluttet, at indføre en olie embargo mod lande som OPEC anså for venligtsindede over for Israel: USA, Danmark og Holland. De olieforbrugende lande blev klassificeret som enten venligtsindede, neutrale eller fjendtlige.

USA stod fast i forhold til sin allierede Israel og ignorerede de arabiske trusler. Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) med Frankrig og Tyskland i spidsen gik i panik. EF valgte at overhøre amerikanernes indvendinger. I stedet udsendte de ni EF lande efter et topmøde i Brussel en fælleserklæring der på alle punkter tilsluttede sig den arabiske politik over for Israel. Dette blev indledningen til det nære og tætte samarbejde mellem Den Arabiske Liga og EF/EU med henblik på at skabe et nyt multikulturelt imperium, der sammensmeltede islamiske, kristne og postkristne værdier, normer og folk i hvad man senere officielt kaldte projekt EURABIA. Hermed påbegyndtes Europas islaminisering, den demografiske overmanding af kontinentet. En politik som var villet og ønsket af EU-toppen.

Og derved var islams del-og-hersk politik lykkedes. Vesten var dybt forvirret og splittet, og denne splittelse blev synlig for enhver da Frankrig, med bred støtte fra de fleste EU lande, i FNs Sikkerhedsråd spændte ben for en amerikansk militær aktion mod Irak i 2003.

Eller måske er det opfattelsen, at en islamisk jihad rettet mod USA og Vesten først for alvor så dagens lys da USAs vigtigste allierede i Mellemøsten, det iranske shah styre i 1979 blev erstattet af et aggressivt og fundamentalistisk islamisk teokrati, der udråbte USA som ”Den Store Satan” og tog hele den amerikanske ambassadestab i Theran som gidsler. Dette barbari udløste blot protestnoter fra Supermagten under ledelse af en ubeslutsom og forvirret præsident Jimmy Carter, som hverken forstod islam eller de magtpolitiske implikationer af at have mistet Iran som allieret i Mellemøsten. Carter valgte som et front lam at affinde sig med situationen og USAs præstige nåede her et nyt lavpunkt efter det forsmædelige nederlag i Vietnam konflikten.

Dette diskussionsoplæg handler imidlertid ikke om det aktuelle civilisationssammenstød vi står midt i med et stadig mere aggressivt og militant islam der rider på den bølge af begejstring og håb som de ovenfor nævnte islamiske succeer lagde grunden til.

Det handler derimod om islams historiske bestræbelser på at erobre og kolonisere Nordamerika; om afpresning og intimidering, nøjagtig som vi kender det fra den aktuelle konflikt med islam.

Samme år som Columbus opdagede Amerika oplevede islam, at dens vestlige jihad rettet mod den Iberiske halvø og Frankrig blev definitivt nedkæmpet. I 1492 overgav den sidste muslimske bastion, emiratet Granada sig til de kristne styrker, hvorefter resterne af den muslimske invasionshær blev sendt tilbage til Marokko hvorfra det jihadiske felttog var udgået år 711.

I 1529 måtte den tyrkiske sultan af Istanbul opgive sin belejring af Wien og trække de jihadiske erobringsstyrker tilbage. (Wiens første muslimske belejring).

I 1571 led det Osmanniske Imperium et afgørende nederlag ved det store søslag ved Lepanto i det smalle farvand mellem det nordlige Grækenland og Peloponnes. Et sønderknusende og svigende nederlag blev tilføjet den osmanniske flåde af en europæisk flådestyrke fra Den hellige Liga anført af venetianske galeaser bygget og bevæbnet efter nye principper som betegnede et teknologisk gennembrud i søkrigens historie. Trods talmæssig underlegenhed over for tyrkerne i antal fartøjer, blev den osmanniske flåde næsten fuldstændigt udslettet.

I lyset af disse historiske vendepunkter, der demonstrerede islams militære impotens, bredte der sig et mismod blandt muslimer og vaklen i troen på, at tilhøre Guds udvalgte folk, som udgjorde en højerestående civilisation, der havde både ret og pligt til at udstrække islams myndighedsområde til alle mennesker i den ganske verden.

Med islams udbredelse er det som vand der løber ind der hvor modstanden er mindst. Derfor begyndte muslimske ledere i Nordafrika efter islams forsmædelige nederlag i den europæiske jihad at rette opmærksomheden mod Den Nye Verden.

I 1603 fik sultanen af Marokko, Ahmad al-Mansur, den gode idé, at foreslå sin allierede dronning Elizabeth I, at England skulle hjælpe maurerne med at kolonisere Amerika. Sultanen foreslog at marokanske og engelske tropper ved hjælp af den engelske flåde i fællesskab skulle angribe de spanske kolonier i Amerika, fordrive deres forhadte spanske fjender og derefter overtage landet og bevare det under fælles herredømme for altid.

Der var imidlertid en anstødssten. Ville det ikke være mere fornuftigt foreslog sultanen, såfremt de fleste af de fremtidige kolonister var marokkanske i stedet for engelske? For folk fra Deres majestæts land, skev sultanen, er næppe i stand til at udholde den ekstreme varme, mens vort folk ingen problemer har med varmen, fordi den ikke skader dem.

Efter grundig vurdering blev det marokkanske forslag afvist, hvilket forekom mange i datiden uforståeligt. Trods alt var England i nær alliance med både marokkanerne og ottomanerne – paven anså faktisk dronning Elizabeth som ”tyrkernes forbundsfælle”. Englænderne kunne måske nok have deres betænkeligheder over for islam, men disse blegnede i forhold for deres frygt for pavedømmet.

Muslimerne langs Afrikas barbarkyst, i de såkaldte barbarstater – Marokko, Algier, Tunis og Tripoli – drev omfattende sørøveri i hele Middelhavet og sendte endog ekspeditioner så langt som til den engelske atlanterhavskyst, hvor de gjorde landgang, røvede og plyndrede og tog gidsler med tilbage. Det er anslået, at muslimerne i hele perioden tog omkring halvanden millon europæere som gidsler. De som ikke blev løskøbt blev solgt på de arabiske slavemarkeder.

Før den amerikanske Uafhængighedskrig blev amerikanske handelsskibe beskyttet af England. Da USA erklærede sin uafhængighed i 1776 og gik i krig mod den engelske kolonimagt, påtog Frankrig sig at beskytte de amerikanske skibe. Efter sejren og selvstændigheden måtte De Forenede Stater selv påtage sig beskyttelsen af dets flåde.

I 1784, sytten år før han blev USAs tredje præsident, rejste Thomas Jefferson til Paris som USAs franske ambassadør. Samme år gik den amerikanske Kongres i forhandling med de muslimske Barbarstater og fulgte derved i de europæiske nationers fodspor med betaling af beskyttelsespenge til Barbarerne for at undgå angreb på deres skibe i Middelhavet, frem for at sætte en stopper for sørøveriet ved at anvende militærmagt.

Men i juli 1785 erobrede algeiriske pirater to amerikanske skibe og landets Dey (overhoved) forlangte betaling af en uhørt stor løsesum på 60.000 dollars for at frigive skibe og mandskab.

Det var ren og skær pengeafpresning og Thomas Jefferson, som i mellemtiden var vendt tilbage til USA, modsatte sig kategorisk, at der blev betalt løsepenge til barbarerne. I stedet foreslog han Kongressen dannelse af en koalision af vestlige allierede som gennem magtanvendelse kunne tvinge de islamiske stater til at indgå en permenent fredsaftale.

Imidlertid vandt Jefferson ikke støtte for sit forslag i Kongressen der i stedet besluttede at betale de krævede løsepenge.

I 1786 mødtes Thomas Jefferson og John Adams med Tripolis’ ambassadør til Storbritanien for at spørge ham hvilken ret hans nation havde til at angribe amerikanske skibe og gøre amerikanske borgere til slaver.

Ambassadøren hævdede, at denne ret var grundet på profetens love og at det stod i Koranen, at alle nationer som ikke anerkendte disse autoriteter var syndere, hvorfor det ikke blot var muslimers ret men også deres pligt at føre krig mod disse syndere hvor man end traf på dem, men tillige at gøre alle som kunne tages til fange til slaver, samt at enhver muslim som blev dræbt i kamp var garanteret en plads i Paradis.

På trods af denne forbløffende indrømmelse af retten til at begå overlagt vold mod ikke-muslimske nationer, og de indvendinger som mange fremtrædende amerikanere fremførte, heriblandt George Washington, at det blot ville styrke barbarene og gøre dem endnu stærkere og mere dristige, besluttede Kongressen at fortsætte med at betale beskyttelses- og løsepenge til Barbarkystens muslimer.

Således betalte USA et beløb tæt på en million dollars om året til Tripoli, Tunis, Marokko og Algier, hvilket omkring år 1800 svarede til 20% af statsbudgettet.

For Jefferson var det en afskyelig ydmygelse af USA. For at føje spot til skade sendte pashaen af Tripoli ham en note med krav om øjeblikkelig betaling af 225.000 dollars samt løbende betaling af 25.000 dollars om året. Denne afpresningsnote modtog Jefferson kort efter han havde aflagt ed som USAs tredje præsident.

Jeffferson meddelte pashaen i vendinger der ikke var til at misforstå, hvor han kunne stikke sit krav op. Svaret fra pashaen kom i form af at save flagstangen over på konsulatet i Tripoli samt en krigserklæring. Tunis, Marokko og Algier fulgte trop med krigserklæringer mod USA.

Oprindelig var Jefferson modstander af, at USA opbyggede en flådestyrke til andre opgaver end rent kystforsvar. Men efter at have oplevet sin nation fejt bøje sig for islamiske bøller gennem lang tid besluttede han, at nu var tiden inde til at sætte magt mod magt.

Præsidenten sendte en squadron frigatter til Middelhavet for at give de muslimske nationer på Barbarkysten en lektion de sent ville glemme. Han opnåede Kongressens bemyndigelse til, at amerikanske skibe kunne opbringe alle skibe og varer til pashaen af Tripoli samt iværksætte alle nødvendige foranstaltninger som en krigstilstand retfærdiggjorde.

Da Algier og Tunis – som begge var vænnet til amerikansk fejhed og underkastelse – erkendte, at den nye præsident både havde viljen og midlerne til at slå igen, trak de sig ud og lod Tripoli sejle sin egen sø.

Ikke desto mindre rasede krigen mod Tripoli gennem fire år og blussede atter op i 1815. Den tapperhed hvormed det amerikanske Marinekorps kæmpede er indskrevet i korpets hymne med ordene: ”to the shores of Tripoli”. Og sidenhen blev marinekorpset benævnt ”læderhalse”, fordi deres uniform var forsynet med en kraftig læderkrave for at forhindre, at marinerne fik hovedet snittet af når muslimerne bordede deres skibe og gik til angreb med krumsabler.

Jefferson var imidlertid dybt foruroliget over de skændselsgerninger islams barbariske tilhængere retfærdiggjorde med henvisning til deres Gud og hans profet. I Amerika var der tradition for religiøs tolerance. Faktisk havde Jefferson selv været medforfatter til Virginias statutter om religiøs frihed, men islam var ikke som nogen anden religion verden før havde set. En religion baseret på overlegenhed (supremacy) hvis hellige bog ikke blot tillod vold mod vantro, men direkte påbød den var aldeles uacceptabelt for Jefferson.

Allerede før Jefferson rejste til Frankrig som ambassadør havde han besluttet, at han ville studere den islamiske lære samt hvordan dens radikale krigeriske doktrin kunne besejres uden at løsne så meget som et eneste skud. Jefferson havde erhvervet et eksemplar af Koranen allerede i 1765.

Jefferson var en brilliant polyhistor. Han besad en encyclopedisk viden på en lang række områder og var en begavet arkitekt, arkæolog, palæontolog, naturhistoriker, statsmand, forfatter og opfinder. Han var tillige en ferm kryptograf som elskede gåder samt at bryde koder. Han læste syv sprog og læste aldrig en oversættelse, men foretrak at læse litteratur på originalsproget.

Han lærte sig selv spansk specielt med henblik på at læse ”Don Quixote” på sin transatlantiske overfart til Frankrig i 1784. Han mente, at bogen var af vital betydning for at forstå den muslimske fjende USA blev konfronteret med i Middelhavet.

Forfatteren til ”Don Quixote”, Miguel de Cervantes, var en tapper spansk soldat som kæmpede mod muslimerne i mange slag og han var også med i det afgørende søslag ved Lepanto i 1571. Da han vendte hjem til Spanien i 1575 efter at være blevet hårdt såret, blev hans skib angrebet af muslimske pirater ud for den Catalonske kyst. Barbarene dræbte skibets kaptajn og myrdede det meste af besætningen. Cervantes og en håndfuld passagerer som overlevede blev ført til Algeriet som slaver.

Gennem fem år led han under den barbariske behandling hans muslimske fangevogtere udsatte ham for. Fire gange prøvede han at undslippe og før der blev betalt løsepenge for hans frigivelse, blev Cervantes lagt i lænker fra fod til hals og efterladt sådan i fem måneder. Hans traumatiske oplevelser i det muslimske fangenskab gav stof til hans romaner, især ”Fangens Beretning” i Don Quixote.

Så det er en historisk kendsgerning at USA nu for anden gang er i krig med islam. Ligesom det er tilfældet i Europa synes ingen at have lært islams sande væsen at kende på trods af det faktum, at det første jihadiske erobringsforsøg mod kristenheden blev indledt allerede i profetens levetid, nemlig år 628 med jihadisternes angreb på den byzantiske by Mutah, der ligger i det nuværende Jordan.

Efter at Vesten nu har været i blodig krig med islam – on and off – gennem præcis et tusinde tre hundrede og firs år – trives myten om islam som en fredens og tolerancens religion stadig i bedste velgående. Nu er det største problem ikke længere barbarenes massedrab på uskyldige, politisk afpresning og intimidering efter demografisk overrumpling, men at vesterlændingene ikke elsker muslimer. Det største problem verden i dag står over for er en særlig ondartet form for racisme, som kaldes islamofobi. En nærmest sygelig angst for islam og muslimer. Gad vist hvordan en sådan vrangforestilling kan opstå i hovederne på oplyste folk der kender deres egen og islams historie?

Hvor vi dog savner statsmænd af Jeffersons format i den moderne verden. Det nærmeste eksempel på en amerikansk leder af samme beslutsomhed er nok Ronald Reagan. Han blev kommunismens banemand og selv barbarene i det iranske mullahstyre så straks kriften på væggen. Samme dag Reagen blev indsat som præsident blev samtlige amerikanske gidsler fra ambassaden i Theran betingelsesløst frigivet.

Islam forstår kun eet eneste sprog, men det forstår de til gengæld også til fulde: MAGTENS SPROG. Alle andre "sprog" betragter muslimer som udtryk for svaghed som bør udnyttes maksimalt. Hvis der er noget Vestens tusdindårige konflikt med islam viser, så er det frem for alt dette.

Mit håb er, at der snart fremtræder en statsmand der som Jefferson gennemskuer islam og taler magtens sprog i stedet for at prøve at få barbarene til at være lidt mindre barbariske ved at bestikke voldsmændene med blodpenge. Der skal tales magtens sprog og det skal tales med meget store bogstaver, hvis det skal lykkes Vesten at bjerge resterne af den civilisation som islamisterne på blot tre årtier har undermineret så katastrofalt, at vi er gjort til dikkende lammehaler.

Hilsen


Ipso Facto


Referencer:

Francis Ghilès. Artikel i Nato Review, “Nato og Mellemøsten”, 2005.

Paul Fregosi, ”Jihad in the West”, 1998, kap. 10, 57: "To the shores of Tripoli: North Africa 1798-1830".

Bat Ye’or, ”Eurabia – The Euro-Arab Axis”, 2005. Kapitel 3: “The Oil Embargo: The Trigger”.

Lars hedegaard m.fl., “I krigens hus”, 2003. side 81-86.

Brad Thor, ”The last Patriot”, roman 2008, kap. 17 & 19.


------------
From the halls of Montezuma,
To the shores of Tripoli;
We fight our country's battles
In the air, on land, and sea;
First to fight for right and freedom
And to keep our honor clean;
We are proud to claim the title
Of United States Marine.

(Første vers af tre).

The "Marines' Hymn" is the official hymn of the United States Marine Corps. It is the oldest official song in the United States military.