p.s.

Tidligere mindede en samtalepartner mig om lederskab tiltrods for lighed. En anden samtalekvinde siger til mig: "Jeg synes, at du lader dig bære på for meget." Jeg kommenterer: "Nej, det er ikke storhedsvanvid, fordi om æren og vores fælles ansvar kræver det et samarbejde tilmed muligheden for en ny storslået begivenhed." En dag jeg måske ikke længere skriver om mit åbenbaring, fordi så er folket ligesom jeg en del af den gode nyhed.

Jeg synes ikke, at jeg er for paranoid men istedet ser mere end hverdagens ting. Idag skal i tre måneder min samtalepartner fra Kommunen væk, fordi hun arbejder for det samme offentlige system et andet sted, men hun kan ikke sige noget om det. Jeg efterspørger en relateret forklaring og/eller bare et eller andet om hendes jobbeskrivelse? Hun svarer: "På grund af diskretion om borgere. Jeg er med dig. Dit åbenbaring opfatter jeg som værende på det højest intelligent spirituelle niveau." ? Det offentlige system oplyser jo ikke om mennesker personligt og vores privatliv, men hun siger ikke hvad, at det handler om? Altså ikke hvem inklusiv jeg, hvilket er ok. Hvad kaldes dette vedrørende den person ´projekt´ i systemet? Hun siger også: "Men om OPLYSTHED ´kommer´ der til at ske noget mere godt..." Hun får det til at lyde som om, at hun ved et eller andet om den?" Hun beder mig om, at jeg ikke fortæller folket om vores samtaler selvom, at dette indholder anonymitet. Tavshed er ikke oplysning.
En jævnaldrende bekendt af mig arbejder selv officielt det samme sted der, som har en faglig uddannelse til denne type job. Hun er overraskende enig med jeg i, at det lyder mærkeligt mystisk nok.

Jeg har netop lige oplyst jer om, at jeg gerne med folket og Det guddommelige oplever den gode nyhed. Jeg har på det seneste haft flere samtaler med en frivillig ved en væresteds cafe, som derfor der altså ikke må mødes privat som relation med mig og andre gæster, men han følger idag mine tekster i Facebook. Han er meget yngre, hvor vedkommende beder mig om råd, men jeg synes om det åndelige, at vi har noget tilfælles. Måske senere når han ikke længere er personale, så?

Idag sidder jeg ved et fællesbord sammen med andre, hvor de ved, at jeg kan ikke li det, hvis man er for tæt på mig med armbevægelser.
En elev på det sted spørger undrende mig om, jeg har placeret en hvid sten lige foran mig selv der? Nej! Er det en spørg fra nogen eller igen et tegn? Jeg bemærkede ikke dette.
Dette undersøger jeg nærmere, fordi jeg kender vedkommende...
Det vrimler idag med uforklarlige sager.