Foranlediget af Kristians opfordring til at give Jeppe lidt tid til at sunde sig, kan det måske være relevant at sætte hans kaskader i relation til universets øvrige begivenheder, så deres vigtighed kan stå klart.

Jeg har gennem nogle år skrevet en række science fiction noveller under fællestitlen TIDENS LABYRINT. Den samlende historie er et lille selskab, der under ledelse af guiden, Vern, føres gennem labyrinten, og der oplever vidt forskellige aspekter af det omfattende tidsbegreb. Her er én af historierne.


Vern standsede selskabet midt på gangen. Må jeg bede om Deres opmærksomhed et lille øjeblik. De vil nu være blandt de første i denne verden til at opleve en af de mest fantastiske opfindelser, der er gjort i nyere tid. Vi kalder den for ”Tidsbiblioteket”, og det hele rummes i den metalbue, De ser lidt fremme i gangen.

Teknikken bag den kan jeg ikke forklare Dem, og sandt at sige forstår jeg den ikke selv, men den virker på den måde, at den skaber et tidsfelt, hvori man trådløst kan overføre komprimerede budskaber til den menneskelige hjerne. Jeg forsikrer Dem for, at det er ganske ufarligt. Jeg er selv gået igennem feltet masser af gange uden at opleve ubehagelige bivirkninger, og jeg skal også nok gå forrest denne gang.

Vær så venlige at stille op på en enkelt række, og gå derefter rask gennem feltet efter mig. Det tager kun et sekund at passere, men De vil opdage, at et sekund kan rumme meget mere, end de tror.

Selskabet gjorde, som han sagde, og lettere nervøse fulgte de efter ham gennem buen, og kom ud på den anden side med et udtryk af lettelse, men også af forundring, forvirring og forståelse malet i deres ansigter.


En forelæsning over et sekund.


Auditoriet var fyldt med studerende, som var kommet i god tid, og sad og småsnakkede, eller gjorde sig klare til at tage notater, eller blot sad med lukkede øjne og slappede lidt af for at rehabilitere sig efter aftenens og nattens drikkeri, eller prøvede at overhøre den tinnitus, der ringede i deres ører efter lydtrykket fra diskotekets 300 watt højttalere, eller af ren og skær kedsomhed talte i mobiltelefon om ingenting med deres venner, som i virkeligheden ikke var venner, men blot bekendte med et fælleskab i rådvildhed, rodløshed og søgen efter identitet, eller de tænkte med bekymring på de hjemmeopgaver, de ikke havde nået at lave, eller spekulerede på, hvordan de skulle skaffe penge til huslejen i næste måned, eller smilede for sig selv og trak vejret dybt, beruset af lykke ved tanken om den pige/dreng, de elskede vanvittigt og havde tilbragt natten med og elsket fire gange, den sidste gang da de vågnede om morgenen, eller som de havde tænkt på mens de masturberede, eller de kæmpede for at holde sig vågne i den summen af hviskende stemmer, der omgav dem, fordi de havde læst det meste af natten.

De sad der, fordi deres lærere havde fortalt dem, at det var måske den eneste chance, de ville få, til at høre denne berømte filosof forelæse om tiden, og at denne forelæsning var et ”must” for enhver, der studerede fysik, eller antropologi, eller psykologi, eller jura, eller matematik, eller medicin, eller statsvidenskab, eller markedsøkonomi, eller litteratur, eller teologi, eller en hvilken som helst anden videnskab, fordi en forståelse af tidens natur, eller i hvert fald nogle af dens egenskaber, er en nødvendig forudsætning for at forstå noget som helst om livet og menneskene.

Den gamle filosof kom ind i auditoriet, lagde sine notater på katederet, og smilede venligt til de studerende, hvorefter der sænkede sig en forventningsfuld tavshed over dem alle. Så vendte han sig mod tavlen, tog et stykke kridt og skrev et t, så stort, at de tydeligt kunne se det på de bageste rækker. Det var den eneste gang, han skrev noget på tavlen, og ingen af de studerende fik brug for deres notesblokke i hvad der fulgte.

”Dette”, sagde han, ”er den matematiske notation for tid, og dette” – han lavede to taktslag i luften med kort mellemrum – ”er tidsrummet et sekund. En uendelig lille brøkdel af evigheden, men da evigheden i sig selv er ufattelig, vil vi nøjes med at undersøge og prøve at forstå dette sekund for at se, om det vil kunne hjælpe os til en forståelse af tiden.”

”Fysisk set betragter vi tiden som en dimension, en nødvendig forudsætning for enhver proces, og vi måler den i sekunder, minutter, timer, dage, år, sekler og æoner, eller i millisekunder, nanosekunder og picosekunder. Et sekund er defineret som 9.192.631.770 svingninger i cæsium-133 atomets grundtilstand, og i løbet af dette sekund bevæger lyset sig næsten fra månen til jorden, et legeme, der påbegynder et frit fald, bevæger sig knap 5 meter, og en luftmasse, der svinger 440 gange frembringer kammertonen a.”

”Men denne måling af tiden, mine damer og herrer, er for mig at se temmelig uinteressant, medmindre man lige står og skal beregne afstanden til en stjerne, undersøge de kvantemekaniske processer, kalkulere arbejdsomkostningerne ved bygningen af et hus eller en hængebro, komponere en sangbar stemme for en tenor, eller man som elitesportsudøver vil teste sine chancer for at sætte ny verdensrekord, eller man har aftalt at mødes med sin mand eller sin kone et kvarter over 3 ved indgangen til indkøbscenteret.”

”Dette sekund, som vi opfatter individuelt, kan føles både uendeligt kort og uendeligt langt på samme tid, hvis en mor for eksempel ser sit barn løbe ud på gaden foran en bil, eller hvis en bokser ser en åbning i modstanderens parader, og ved med sig selv at i næste sekund vil han afgøre kampen, eller hvis en vinduespudser på en skyskraber mister balancen, og det går op for ham, at han ikke har fastgjort sin sikkerhedsline, eller hvis en jurist har arbejdet tre timer på at udarbejde en kompliceret men vandtæt kontrakt, og trykker på knappen for at lagre den på computeren og indser, at han i stedet har slettet det hele, eller hvis en matematiker beruset af lykkefølelse og triumf over at have løst et af de uløselige problemer i matematikken pludselig ser den lille fejl, der gør alle hans ligninger ugyldige.”

”Dette individuelle sekund er i vor undersøgelse uinteressant, fordi det kun omhandler en lille del af sekundets natur. Den måde, vi hver især opfatter sekundet på, bringer os ikke et skridt nærmere en forståelse af tiden, for tiden er universel. Det sekund, jeg markerede for Dem før, var et sekund i universets historie, og hvis vi kunne forstå dette sekund, ville vi måske kunne forstå tidens kompleksitet, men alene beskrivelsen af dette sekund ville tage længere tid end universet har eksisteret, og da De formodentlig har andre aftaler senere på dagen, udelukker dette jo sig selv.”

”Lad os derfor vende blikket bort fra universets dybder, glemme hvad der skete i de hundrede milliarder galakser i løbet af dette sekund, glemme at vi befinder os i udkanten af galaksen Mælkevejen, kredsende om en mindre sol, glemme de umådelige afstande i vort solsystem, ignorere jorden og dens biosfære, der myldrer af millioner af arter af planter, fugle, fisk, krybdyr, pattedyr, bløddyr, insekter, mikroorganismer og bakterier, hvor hvert enkelt individ i hver art foretog sig noget i dette sekund. Lad os nøjes med at betragte dette sekund som værende et sekund i menneskehedens historie, og lad os bruge den beskedne tid, vi har fået tildelt her, til at beskrive en lille bitte del af, hvad dette sekund indeholdt, og de tanker og forestillinger, der var forbundet hermed.”

”Af jordens seks milliarder mennesker lå mere end to milliarder i dyb søvn i dette sekund. Hos nogle hundrede millioner af dem flakkede øjnene vildt bag de lukkede øjenlåg, mens de drømte angstfyldte drømme om deres problemer. 57.981 voksne og børn vågnede i dette sekund med et sæt, fordi vækkeuret ringede, eller det bankede på døren, eller deres mor kaldte på dem, eller deres drømme endte i et chok, eller en måge skreg udenfor deres vindue, eller der trængte en lyd eller en tanke gennem deres hjernes forsvarsværker, og fortalte dem, at det var på tide at vende tilbage til virkeligheden, eller den tilstand, som vi opfatter som virkelighed.”

”I dette sekund var 1.785.714 mennesker engagerede i et samleje, nogle af dem i frydefuld ekstase, fordi de elskede deres partner, andre med skiftende grader af ligegyldighed, fordi det var en pligt eller en rutine, andre igen med påtaget lidenskab, fordi de fik betaling for det, og andre igen i rædsel, fortvivlelse og afmagt, fordi de var i færd med at blive voldtaget af en fremmed eller af deres egen mand, fordi deres ægteskab var løbet af sporet og de ønskede at blive skilt.”

”I dette sekund havde 23.822 mænd udløsning og 9 kvinder blev gravide med et barn, de enten vil abortere naturligt eller provokeret, eller føde og opdrage i deres egen tro, og som skiftevis vil glæde dem og skuffe dem. Og som måske vil skænke dem børnebørn og oldebørn, hvoraf enkelte måske vil blive til noget stort, set med samfundets øjne.”

Mere end 80.000 børn begyndte i dette sekund at græde, enten fordi de blev ramt af slag fra en voksen, og følte smerte og chok over den voldsomme behandling, som de fandt meget uretfærdig, eller de græd, fordi de var sultne, og deres far eller mor var bevidstløse af druk eller narko, som de havde købt for de penge, der skulle bruges til mad, eller de græd fordi de var i færd med at blive seksuelt misbrugt af voksne, som enten var fremmede, der havde lokket dem med sig, eller af voksne i deres nærmeste familie, som havde truet dem til tavshed, og givet dem sår i sjælen, som aldrig vil kunne heles.”

”69.148.206 vindrikkere løftede i dette sekund deres glas og sagde skål, eller cheers, eller a votre santé, eller prost, eller salute, eller en anden traditionel hilsen, og tog derefter en slurk af vinen, som de rullede rundt i munden og sank og udtalte sig med kendermine om vinens kvalitet, som de af høflighed mod værten altid roste.”

”Samtidig med dette dumpede 28.000.046 breve ned i en postkasse, eller ind gennem en brevsprække, eller blev overrakt personligt af et postbud til modtagere, der åbnede kuverterne og tog dem ud og så, at de indeholdt en regning, eller en hilsen fra familien, eller en anonym trussel, eller en check på et mindre beløb fra et forsikrings¬selskab, eller et glødende kærlighedsbudskab, eller et reklametilbud, eller en opfordring til at støtte et godgørende formål, eller en meddelelse fra en sagfører om at sagen nu vil overgå til fogedretten, eller en tegning fra et barnebarn, eller en opsigelse af lejemålet, eller en vidneindkaldelse, som var frygtelig ubelejlig, eller et kædebrev, som vil gøre modtageren rig eller give ham store problemer, hvis han bryder kæden.”

”I selv samme øjeblik ramte en næve 11.449 steder i verden en bokser i ringen, eller en skoledreng, der ikke viste klassens stærke dreng respekt, eller en prostitueret, der havde fået en voldelig kunde, eller en politisk fange i et fængsel, eller en rival i et slagsmål om en pige, eller en homoseksuel, der havde eller ikke havde gjort tilnærmelser til nævens ejermand, eller én sagesløs mand på gaden, som en voldsmand afreagerede sine frustrationer på, eller en kvinde, der overraskede en indbrudstyv. 2 af disse mennesker døde af slaget.”

”Også i samme sekund faldt en bombe eller granat eller eksploderede en af verdens flere hundrede millioner landminer, og rev benet af en dreng, som ikke var i skole, fordi han skulle hjælpe sine forældre i marken, så familien kunne overleve, hvis ikke tørken helt ville ødelægge deres sparsomme høst. Hvis De lukker Deres øjne og bruger Deres fantasi, vil De kunne høre eksplosionen og barnets smerteskrig, mens De for Deres indre øje kan se blodet fosse ud af hans lemlæstede ben!”

”Hans forældre kommer løbende til. Moderen skriger i fortvivlelse, og knuger hans hoved ind mod sit bryst, mens den chokerede og grædende far forsøger at standse blodstrømmen. Der kommer også naboer til, som får fremskaffet en gammel bil, så drengen kan blive kørt på hospitalet, hvor det lykkes lægerne at redde hans liv, men resten af sin tid må han slæbe sig rundt på krykker eller på en lille vogn, og hans drøm om en dag at få et lille hus, og eje sin egen lille hirsemark, så han kan forsørge en familie, vil aldrig blive realiseret.”

”Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med beskrivelsen af vort sekund. Jeg nævner det kun, for at De kan forstå, at de begivenheder, som er indeholdt i vort sekund, alle trækker andre begivenheder med sig, hvoraf nogle rækker langt ind i fremtiden.”

”Men vort korte sekund indeholder også smil og glæder. 6.248.356 mennesker ler i dette sekund larmende af en vittighed, der blev fortalt af en arbejdskollega, eller af et familiemedlem ved middagsbordet, eller af en uskyldig og derfor sjov bemærkning fra et barn, eller af en scene i en morsom film, eller af en sarkastisk talkshow vært, der spidder en kendt politiker eller skuespiller, eller af en klovn i cirkus, eller af en historie, de læser i en bog eller i avisen eller i et ugeblad.”

”8 kvinder fyldes i dette sekund med glæde over at høre det første skrig fra deres nyfødte, mens en begynder at græde, fordi hun ikke ønskede barnet, eller fordi hun netop fik at vide, at det var dødfødt eller deformt. Imens tog de ventende fædre sammen med mere end fyrre millioner andre mænd og kvinder et sug af en cigaret, som statistisk beregnet vil forkorte deres liv med 900 sekunder, eller mere end den tid, som det tager dem at ryge cigaretten.”

489 projektiler flyver lige nu gennem luften, og rammer deres mål, som de dræber eller lemlæster, mens dobbelt så mange mennesker samtidig bliver stukket af anopheles myggen og smittet med malaria.”

”83.226.988 diskuterer politik eller religion og bliver meget ophidsede, mens 64.694.218 beder til Gud, eller Allah, eller Buddha, eller en af de mere end 5.000 guder der tilbedes verden over, og de beder om fred, om beskyttelse af deres kære, om at vinde i lotteriet, eller om at finde kærligheden, eller om sejr i den forestående sportsbegiven¬hed, eller i krigen mod fjenden, eller i den lokale skønhedskonkurrence, eller om at overleve den umiddelbare livsfare, de befinder sig i.”

”22.002.648 børn sidder i dette sekund og tegner, eller synger i kor eller alene, fordi de føler sig trygge og godt tilpas, mens 243 mennesker samtidig forbereder deres selvmord, hvor de vil tage piller, hænge sig, skyde sig, eller kaste sig ud fra en bro eller et højhus eller et tog, fordi de er ulykkelige, eller de vil sprænge sig selv i luften i en terroraktion i hadet til den fjende, som har dræbt et nært familiemedlem.”

”Mere end en milliard voksne og børn føler i dette sekund sulten gnave, som de gør næsten hvert sekund døgnet rundt, mens et endnu større antal trækker vejret tungt og besværligt på grund af overvægt. Ganske tankevækkende, ikke sandt?”

”Hvis De af alt dette skulle have fået indtrykket af, at vi er godt på vej til at beskrive hændelserne i vort sekund, må jeg bedrøve Dem med, at vi knap nok er begyndt at opregne antallet af de forskellige menneskelige begivenheder, som finder sted jorden over, og som igen kun udgør en forsvindende brøkdel af begivenhederne i den tynde biosfære, som omgiver vor lille planet.”

”Hvis De føler det svært at fatte disse tal, har De min fulde forståelse. Jeg fatter dem heller ikke selv. Men, mine damer og herrer, tallene er komplet ligegyldige. Dem kan De roligt glemme, hvis De overhovedet kan huske dem, for de skifter hvert sekund. Jeg har kun medtaget dem for at lette Deres forståelse af det umådelige indhold ethvert sekund har.”

”Et standard menneskeliv varer ca. 2,4 milliarder af disse sekunder, hvoraf vi kun er i stand til at forstå en forsvindende lille brøkdel af de begivenheder, der finder sted i et enkelt af dem, men tiden omfatter alt, hvad der hænder i hele universet, ikke bare begivenhederne i dette ene sekund, og ikke bare begivenhederne i disse 2,4 milliarder sekunder, men begivenhederne i alle sekunder i alle de milliarder af år universet har eksisteret, og hvert sekund tilføjer nye milliarder af milliarder af milliarder af begivenheder til tidens historie.”

”Så når vi skriver vores t på tavlen, er det ikke et symbol på vores forståelse af tiden, men et symbol på vores kolossale uvidenhed. Selv om menneskene har fornemmet tidens gang, filosoferet over tiden, målt tiden og undersøgt tiden på kryds og tværs gennem tusinder af år, er vi stadig ikke i stand til at besvare det simpleste af alle spørgsmål om tiden: Er tiden kontinuerlig eller bevæger den sig i spring fra tilstand til tilstand? Findes der et tidskvant, kortere end Plancktidens 10 i minus 43. sekund, en byggesten af tid, som er det grundlag, universet baserer sin udvidelse på, og som sætter livet i stand til at vokse og gro, eller flyder tiden af sted i en kontinuerlig bevægelse? Vi ved det ikke.”

Filosoffen gjorde en pause, og så på sit ur.

”Mine damer og herrer. Den tid, vi har fået tildelt sammen, er ved at være opbrugt. Er der nogen spørgsmål?”

”Sekunderne gik i dyb tavshed uden nogen reaktion fra tilhørerne. Filosoffen samlede sine notater sammen, og sagde: ”Det tænkte jeg nok, og heldigt det samme. Jeg ville sikkert heller ikke kunne besvare nogen af dem, trods de hundreder af millioner sekunder, jeg har brugt på at prøve at forstå tidens gåde. Jeg håber, De vil have mere held med Dem, hvis De skulle forfalde til at beskæftige Dem med dette problem. Tilbage er der for mig så kun at ønske Dem en fortsat god dag.”

Med et venligt smil til de studerende forlod han stille auditoriet, hvor det lille t stod alene tilbage på den store tavle.

Der lød ingen klapsalver. De studerende sad tavse tilbage og stirrede ud i luften uden at bevæge sig – et stivnet billede af en brøkdel af et sekund, der for længst var gået, og med dette billede på vor indre nethinde vil også vi nu forlade auditoriet.


Selskabet samlede sig igen om Vern, alle lettere rystet af den kolossale mængde af viden og indsigt, de havde erhvervet sig på et enkelt sekund.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Kære Ole Bjørn.

Jeg har med interesse læst din litterære skildring af et sekund. Jeg synes det er en fortrinlig måde, at indarbejde et nyt syn på begrebet tid i en litterær sammenhæng.

Thi sagen er jo netop, at formlen for tidsforlængelsen i den specielle relativitetsteori vil føre til, at mennesker, der bevæger sig med stor hastighed i et andet system, vil kunne opleve alt det, som du beskriver, i den tid, der i vort system måles til at være blot ét sekund.

Derfor vil jeg mene, at din beskrivelse er af en ganske anden beskaffenhed, end de science fiction beskrivelser, som vi møder i filmindustrien. Du har nemlig opbakning i ædruelig naturvidenskab, hvis gyldighed forlængst er dokumenteret. Det har mange af science fiction filmene ikke.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Mange tak Kristian, men strengt taget virker tidsregressionen omvendt, og gravitation/accelleration spiller også en rolle for den. Men jeg forstår godt, hvad du mener, for det afhænger af hvorfra man iagttager begivenhedene.

Vores tidsbegreb/tidsopfattelse kan anskues fra utroligt mange vinkler, og jeg behandler bare 40-50 af dem i TIDENS LABYRINT. Jeg har offentliggjort nogle få af historierne på debatterne, og jeg overvejer at samle dem plus nogle flere her, hvis der er interesse for det.

Det einsteinske tidsbegreb har fået en pragtfuld litterær behandling af fysikeren Alan Lightman i bogen "Einstein's dreams" som også findes i dansk oversættelse med titlen "Einsteins Drømme". Den kan jeg anbefale dig at læse.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.



Dette er jeg ikke enig med dig i. Du kan se den specielle relativitetsteoris formel for tidsforlængelsen ved at klikke på vedhæftningen i dette indlæg.

Man skal naturligvis op på en svimlende relativ hastighed for rumskibet, før kvadratet på hastigheden bliver så stor, at den som tæller i brøken i parentesen får tallet, der skal subtraheres fra tallet 1 under kvadratrodstegnet, til at nærme sig 1.

Efter min opfattelse spiller gravitation/accelleration ingen rolle i det her skildrede eksempel. At et accellerationsfelt ikke kan skelnes fra et gravitationsfelt har ingen indflydelse på den aritmetiske beregning af tidsforlængelsen eller længdeforkortelsen.

En anden sag er så, at rumskibets masse vokser med den relative hastighed. Dette findes der også en aritmetisk formel for. Masseforøgelsen medfører, at der skal tilføres mere og mere energi, for at rumskibets relative hastighed bliver forøget.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Flyver man en tur ud i rummet og tilbage med en hastighed, som medfører at et år på rumskibet svarer til tyve år på jorden, så vil der fra astronauternes synspunkt være tyve års begivenheder på jorden accellereret til at hænde indenfor et år. Fra jordmenneskenes synspunkt ville begivenhederne i rumskibet se ud som om de foregik i slowmotion med en tyvendedel af normal hastighed, så de ville nok kede sig over, at der skete så lidt.

Forskelle i gravitation er en integreret del af den relative tidsregression, og GPS-systemet indkalkulerer derfor både forskellen i relativ hastighed og i tyngdefeltets styrke på jordstationerne og i satellithøjde.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.

Det, som du skriver, bestrider jeg ikke. Men det ændrer ikke noget ved det, som jeg har skrevet.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Ifølge mange-verdener-teorien skulle universet dele sig uafbrudt. Men her i denne tid, er det ikke universet, der deler sig.


Noget frygteligt kludder.

Guy blev siddende, da han rejste sig op fra sofaen og gik ud i køkkenet. Det var først da han kom ind igen, og gik tværs over gulvet, mens han blev stående i døren, at han forstod, at der var noget galt. ”Hvad fanden,” sagde alle tre Guy’er i munden på hinanden. Guy 1 satte sig på en stol, mens Guy 4 blev stående. ”Er vi alle sammen mig?”spurgte Guy 1 og så rundt i kredsen. ”Åbenbart,” sagde Guy 2 fra sofaen, og kneb sig selv i armen. ”Jeg er i hvert fald virkelig nok.”

”Jeg går en tur. Jeg må tænke lidt over det her,” sagde Guy 1 og rejste sig, mens Guy 5 blev siddende på stolen. Guy 6 lukkede pænt døren efter ham, da han forlod lejligheden. Da han gik ud af huset, drejede han både til højre og til venstre, mens han tænkte så det knagede. Han huskede, at han engang havde læst noget om mange-verdener-teorien, som handlede om, at hver gang der skete et kvantespring, delte universet sig i to. Men her var det ikke universet, der delte sig, men kun ham selv med korte tidsintervaller, og hvorfor havde han ingen anelse om. Måske var det i virkeligheden hans tid, der delte sig i to. Da han passerede caféen, gik Guy 8 ind for at få sig en øl.

Der måtte findes en løsning hurtigt, inden der opstod panik i byen over de mange Guy’er, tænkte han og drejede om hjørnet af blokken, mens Guy 9 fortsatte lige ud og blev kørt over af en bil. Så kom løsningen til ham i et glimt. Der var kun en ting at gøre. Alle de ekstra Guy’er måtte elimineres lige så hurtigt som de opstod. Det var en sag for myndighederne. Måske var det nødvendigt, at det var ham selv, der blev slået ihjel, gik det pludselig op for ham. Han måtte diskutere sagen med de andre Guy’er først.

Sammen med Guy 10 og Guy 11, som kom til lidt senere, skyndte han sig rundt om blokken tilbage til lejligheden. Da de drejede om det sidste hjørne, stoppede de brat op. Hundredvis af Guy’er var på vej bort i alle retninger. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der deler mig, tænkte Guy 1. I det her tempo kan det kun være et spørgsmål om timer, før vi udgør flertallet af jordens befolkning. De vil ikke engang kunne nå at skyde os.

”Sikke noget kludder,” udbrød Guy 1 højt, mens nye Guy’er som en flok lemminger strømmede ud af huset i et stadigt stigende tempo. ”Sikke dog noget frygteligt kludder.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Vi har allesammen oplevet det tusindvis af gange, sagde Vern. Vi prøver at forstå, men kan ikke få tingene til at hænge sammen. Og så pludselig sker det. Alle brikkerne falder på plads, og vi forstår. Som regel udløser det en følelse af glæde, men ikke altid.



Forståelsens øjeblik.

Hun er dybt koncentreret om sit arbejde. Rapporten skal være færdig om senest tre timer, når budet kommer for at hente den. Hun risikerer at miste sit job, hvis hun ikke når det, og hvor går en enlig mor hen og får sig sådan et ønskejob igen, hvor hun kan arbejde hjemme.

En lyd trænger pludselig gennem hendes dybe koncentration. Baby græder! Med et sæt rejser hun sig og går ind til ham. Hans lille ansigt er helt fortrukket af anstrengelse. Hun løfter ham op og kysser ham, og stryger ham blidt over det tynde, fine hår og mærker efter, om han er våd, men alt er i orden. Så lægger hun ham ned igen. Han smiler til hende, og fægter med de små arme. Hun giver ham sutten i munden, og han sutter ivrigt på den et øjeblik, og bliver så rolig. Hans øjenlåg falder i, og hun står lidt og ser på sin lille guldklump, varm om hjertet.

Det tager hende lidt tid at genfinde koncentrationen, og arbejdet går kun langsomt fremad. Så græder han igen! Hvad er der nu i vejen? Hun går ind til ham og gentager proceduren fra før. Der er tilsyneladende intet galt, og han falder atter i søvn. Hun går tilbage til arbejdet.

Så græder han igen. Og fjerde gang. Og femte gang helt hysterisk, og der er stadig intet i vejen. Hun bliver efterhånden desperat, ryster ham vildt, og råber ind i hovedet på ham: ”Kan du så tie stille! Mor har noget vigtigt, hun skal lave!”

Han bliver tavs, og hun lægger ham hårdt ned. Han stirrer blot på hende med store forskrækkede øjne, og han vil ikke have sutten. Så går hun ind til rapporten igen. Det tager hende mange minutter at falde til ro, men omsider skrider arbejdet fremad igen. Hun kan se, at hun vil blive færdig til tiden. Godt, at han endelig forstod.

Forståelsens øjeblik er dog ikke kommet til hende selv endnu. Det kommer først, når budet har hentet rapporten, og hun glad og tilfreds går ind til sin baby igen, og ser hans store forskrækkede øjne, og opdager, at han ikke mere trækker vejret, og at han aldrig vil vågne mer.


Men vi behøver ikke at vente på det, sagde Vern med en blid stemme, for vi har jo allesammen forstået, ikke sandt. Lad os gå videre.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. Denne gang om tidens retning.


”Vi mener at vide, hvornår begyndelsen fandt sted, og vi diskuterer vildt, hvordan slutningen bliver, men hvad nu hvis det i virkeligheden forholder sig omvendt – at slutningen kommer før begyndelsen?” sagde Vern, da han ledte dem til næste rum.


Gnab Gib.


”Sådan,” sagde Nicholas, og indlæste det sidste program. ”Verdens første kvantecomputer, som også er en parallelcomputer, er klar til brug. Den kan udføre mere end en million beregninger simultant, ikke nær så meget som en menneskehjerne, men til gengæld 3 millioner gange hurtigere. Den kan faktisk tænke selvstændigt, næsten som et menneske. Dens hukommelse rummer samtlige kendte matematiske og videnskabelige formler, foruden hundredtusinder af bøger, der dækker stort set samtlige emner, som mennesker har beskæftiget sig med i tidens løb. Nu skulle vi kunne få svar på videnskabens største gåder. Er d’herrer interesserede i en lille demonstration?”

”Bravo, Nick! Godt gået!” lød tilråbene fra flere af de forsamlede medarbejdere. ”Ja, selvfølgelig er vi det. Vis os nu, hvad dyret kan.”
”Og hvad skal vi så spørge den om?” spurgte Nicholas. ”Der er frit valg på alle hylder.”
”Lad os sætte den på en virkelig prøve,” sagde en af matematikerne. ”Prøv at spørge den om, hvad tid er. Det har givet fysikerne problemer lige siden 1905.”

”Go’ idé,” sagde Nicholas. ”Lad os nu se, om ånden er over den.” Han trykkede på aktiveringstasten, og billedet af en gammeldags olielampe af kobber tonede frem på skærmen på en blå baggrund. Nicholas rakte op og rørte ved lampen på skærmen, og en ånd med turban på hovedet voksede ud af vægehullet, og spurgte med dyb stemme: ”Hvad er dit ønske, Herre.”

Medarbejderne skreg af grin. Nicholas var ikke alene en genial konstruktør, han var også kendt som en stor spasmager, og det var bare typisk ham at lade computeren tale gennem en animeret eventyrfigur.
”Jeg vil gerne vide, hvad tid er,” sagde Nicholas. ”Hvad kan du fortælle mig om det.”
”Spørgsmålet er for omfattende og for uklart formuleret. Vær så venlig at omformulere det til et konkret problem,” sagde ånden.
”OK. Vi betragter tiden som en dimension. Er dette korrekt? Er tiden en dimension?”
”Det er korrekt, at tiden kan betragtes som en dimension,” sagde ånden.
”Godt. Så fik vi fastslået det. Vi orienterer tidens retning efter universets udvidelse som indebærer en voksende entropi. Der findes en teori om, at denne udvidelse måske vil stoppe en dag, og universet vil trække sig sammen igen, så tiden i forhold til vores nuværende definition vil blive negativ. Nu er mit spørgsmål: Kan tidens retning ændres?”

Ånden lagde ansigtet i eftertænksomme folder, og kalkulerede i 33 sekunder. Så sagde den: ”Tidens retning kan ikke ændres i dette univers, men retningen er ukorrekt.”
”Hvad mener du med, at retningen er ukorrekt?”
”Universet udvider sig ikke. Det er i færd med at trække sig sammen,” sagde ånden. ”Processen har stået på i mindst 13 milliarder år år.”

”Jamen,” protesterede Nicholas, ”alle målinger viser da, at universet har udvidet sig lige siden Big Bang …”
”..som snarere burde kaldes Gnab Gib,” afbrød ånden ham. ”Målingerne er korrekte, men konklusionen er forkert. Jeg har analyseret samtlige målinger, og de giver samme resultat. Universet trækker sig sammen med accellererende hastighed, som vil ende med at det kollapser i en singularitet. Den fejlagtige konklusion skyldes, at materien, og dermed også måleinstrumenterne, skrumper hurtigere end rummet, og derved skabes en illusion af relativ udvidelse.”

”Hvor stor er usikkerheden i dine beregninger,” spurgte Nicholas temmelig rystet.
”Sikkerheden er 100%,” sagde ånden. ”Er der andet, du vil vide, Herre?”
”Ja,” sagde Nicholas. ”Kan du sige noget som helst om, hvornår denne kollaps vil finde sted?”

”Kollapsen vil indtræffe, når universet er skrumpet til den kritiske værdi, og den vil kun vare en brøkdel af et sekund. Begivenheden kan lige så vel finde sted indenfor det næste minut, som om en måned eller om flere tusinde år. Der findes ingen referencepunkter, hvorfra vi kan beregne universets virkelige størrelse, og dermed den kritiske værdi før Gnab Gib indtræffer. Men den omfattende forekomst af sorte huller og det faktum at mere end 95% af universet allerede er blevet til sort stof og sort energy kunne tyde på at kollapsen er meget nær forestående.”

Der bredte sig en ophidset stemning i rummet, og alle diskuterede vildt muligheden for, at computeren var fejlprogrammeret, så dens beregninger var forkerte, eller om det var fysisk muligt at overleve en singularitet, når de hidtidige naturlove ophørt med at eksistere. Til sidst vendte Nicholas sig mod computeren og spurgte:

”Jeg vil gerne vide hvilke konsekvenser din prognose har for menneskeheden og livets fortsatte eksistens.”
”Spørgsmålet kan ikke besvares på videnskabeligt grundlag. Der gives kun litterære svar,” sagde ånden. ”Kan et sådant accepteres?”
”OK,” sagde Nicholas lettere irriteret. ”Bare kom med, hvad du har, hvad det så end er for noget.”

Det så ud som om billedet af ånden lænede sig fremover, til dens hoved fyldte hele den store skærm. Det virkede på Nicholas, som om den havde et sarkastisk drag om mundvigene, da den sagde:
”Helt ærligt, Nick. Med tanke på de oplysninger, jeg netop har givet dig, så forekommer det mig at være bedøvende ligegyldigt!”


Selskabet virkede lettere rystet ved tanken om universets kollaps. ”Ja,” sagde Vern, da de gik videre. ”Slutningen kan komme før vi aner det, som vi vil se i den næste scene.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Hej Ole Bjørn.

Læser med stor interesse dine indlæg.

Faktisk så kribler det lidt i mit indre når jeg læser den dybde det du skriver rummer. Smukt.

Tænk hvis universet nu i virkeligheden ér kollapset, og det kun er drømmen eller illusionen der er tilbage?

Sindet er een størrelse mennesket ikke kan fatte, og end ikke kan forestille sig. Men det rummer sandheden om mennesket og dets, ja, illusoriske univers.

Jeg kan godt følge dig i, at det først er når vi kan tænke abstrakt, at vi overhovedet kan gøre os begreb om livets sande natur. Men i form af begreber stødes der på endnu et problem, hvis det er at begrebet bliver forvekslet med virkeligheden.

Som Michael så tit skriver, så er en beskrivelse ikke selve det som beskrives.

Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen af Tidens Labyrint, min kære ven.

Du skal vide at det er meget inspirerende at læse det du skriver Ole Bjørn, og for den sags skyld også det vores kære ven Kristian(Kræn P) skriver.

Det smukke er, at når det abstrakte bliver forstået som det er, så kan det også opleves som det er.

Kærligst Jan.

Ps. Hils Nicholas og sig at han ikke skal tage det så tungt med dette Gnab Gib, for hinsides er der en virkelighed som er uforanderlig og for evigt fuldkommen og altomfattende.

”Sådan,” sagde Nicholas, og indlæste det sidste program. ”Verdens første kvantecomputer, som også er en parallelcomputer, er klar til brug. Den kan udføre mere end en million beregninger simultant, ikke nær så meget som en menneskehjerne, men til gengæld 3 millioner gange hurtigere. Den kan faktisk tænke selvstændigt, næsten som et menneske.

Så kan den måske skrive et digt? Fortolke et? Forstå et?

Nicholas rakte op og rørte ved lampen på skærmen, og en ånd med turban på hovedet voksede ud af vægehullet, og spurgte med dyb stemme: ”Hvad er dit ønske, Herre.”

Har man skabt en computer, der kan føre en almindelig samtale med et menneske?

Kære Zen.

Se mit svar i tråden; Verdensforklaring.

Endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. Denne gang om, at nogle handlinger har følger, som rækker langt frem i tiden.


Vi læser om krige og heltemodige bedrifter, sagde Vern, og ser for os tanks og kanoner og kæmpende soldater med bølgende faner og bombemaskiner, der smider deres dødbringende last. Men krigen har mange andre ansigter, der hverken indeholder bølgende faner eller heltemod.


Efterkrigstid.


Han gik rundt i den sønderbombede by, hvor hvert eneste hus var jævnet med jorden. Sanitetssoldaterne havde for længst fjernet og begravet ligene i massegrave, bortset fra de afrevne lemmer, som de havde overset, og som måger og ådselsfugle havde pillet rene, så kun de solblegede knogler lå hist og her mellem ruinerne.

Hvorfor han var kommet tilbage, vidste han ikke – nysgerrighed velsagtens – for skønt det var hans barndomsby, havde han ikke længere nogen tilknytning til den. Men når han nu alligevel var i nærheden, og ikke havde andet at bruge sin orlov til end at drikke sig fuld, havde en pludselig indskydelse fået ham til at køre herud.

Byen virkede totalt uddød, bortset fra fuglene og enkelte katte, som formentlig levede af fugle og rotter. Det var næsten tre år siden nu, at himlen havde åbnet sig en tidlig morgen, og bomberne var faldet i en tæt regn. Der havde stort set ikke været nogen overlevende, og oprørsbevægelsen havde fået sig en barsk lektion i, hvad det koster at sætte sig op mod centralmagten. Hadet og bitterheden var der stadig, men ingen åbenlys modstand. Lokalbefolkningen havde tilsyneladende resigneret og accepteret deres skæbne.

Selv følte han sig hævet over lokalpatriotiske følelser, selv om det faktisk var hans eget folk. Som professionel soldat var hans liv enkelt og regelret. Man adlød sine overordnede uden betænkning, og udstedte de nødvendige ordrer til dem, der var under en. Disciplin og effektivitet var nøgleordene. Sådan havde det været siden hans tiende år, hvor hans forældre var døde, og han selv var blevet sendt til et af statens opfostringshuse, indtil han som sekstenårig var blevet indrulleret i hæren.

Det var svært at orientere sig mellem alle murbrokkerne, men hist og her fandt han en væltet stander med gadenavne, som han kunne huske, og langsomt arbejdede han sig frem mod det kvarter, hvor han boede som barn, kravlende over murbrokker og udbrændte bilvrag. Det var ikke så mærkeligt, at man havde opgivet at genopbygge byen.

En bevægelse i udkanten af hans synsfelt fangede hans opmærksomhed. Et menneske? Nej, men noget der var større end en kat. En hund måske? Der var ikke mere at se, men hans nysgerrighed drev ham til at undersøge sagen. Han skrævede over nogle murrester, og nærmede sig stedet.

En dyb kældernedgang fyldt med murbrokker var gravet delvis fri, og ledte ned til en åbning, godt en meter høj og en halv meter bred, stor nok til at et menneske kunne komme igennem, men næppe noget en hund kunne have lavet. En stank af råddenskab kom op gennem hullet.

Han gik ned af de smalle trin, og standsede op foran åbningen, grebet af en forudanelse om noget ubehageligt. Det var ikke lugten. Den kunne han godt holde ud, selv om den var streng. Han havde været ude for værre ting i sit liv. Det var snarere en følelse af, at hullet rummede noget ukendt, en mulig fare han ikke kunne forudse.

Nærmest rutinemæssigt løsnede han sin pistol i hylsteret og afsikrede den, parat til det hurtige træk, som havde reddet hans liv mere end én gang. Nu følte han sig mere sikker, og med en rask beslutning dykkede han ind gennem hullet, og trykkede sig fladt op mod væggen bag en splintret dør, mens hans øjne vænnede sig til halvmørket.

Han stod i entréen til en kælderlejlighed. Inde fra et af rummene kom der en svag puslende lyd, og så blev der helt stille. Fra huller i loftet faldt der enkelte lysstråler ned, og spredte et dæmpet skær over det støvede gulv, hvor der var tydelige spor af, at nogen eller noget havde bevæget sig ind og ud af et af rummene og hen til indgangshullet.

Så lydløst som han kunne og med hånden på pistolskæftet, bevægede han sig langsomt hen ad gangen, til han kunne se ind i rummet. På en dobbeltseng op mod væggen i venstre side af rummet lå et halvt opløst lig af en kvinde. Det var altså derfra stanken kom. Lyset, der trængte gennem sprækker i loftet, gav rummet et spøgelsesagtigt skær.

Igen hørte han den puslende lyd. Den syntes at komme fra højre side af rummet. Han trak pistolen, og forberedte sig mentalt på at skyde, hvis noget skulle angribe ham. Så sprang han ind i midten af rummet og snurrede rundt med hævet pistol, mens hans trænede blik lynhurtigt skannede omgivelserne for en mulig angriber.

På gulvet i hjørnet længst væk fra sengen sad en meget snavset lille dreng og en lidt mindre pige, side om side, kind mod kind, med armene slynget om hinanden, og så på ham med angstfyldte øjne. De kunne højst være fire og fem år gamle. Der var ikke andre i rummet. Kejtet sænkede han pistolen og sagde: ”Hallo, … øhh, bor I her?”

Børnene svarede ikke, men knugede blot hinanden endnu hårdere, mens de ufravendt stirrede på ham, og han følte sig frygtelig dum. Han stak pistolen tilbage i hylsteret og så sig omkring. Langsom begyndte han at forstå, hvad der måtte være sket.
Moderen og børnene, som dengang var ganske små, havde formentlig overlevet bombardementet på grund af den dybe kælder, og siden i frygt holdt sig skjult for soldaterne.

Børnene sad på et tæppe, som de havde taget fra sengen, hvor de vel havde sovet sammen med moderen. De havde nok fortsat med at sove i sengen efter moderens død, indtil liget var begyndt at lugte. Hvorfor de var blevet i rummet, var sikkert fordi, det var det eneste sted, de var fortrolige med.

Op ad væggen stod omkring hundrede dåser konserves pænt stablet op, og i et andet hjørne var der bygget et fint tårn af tomme dåser, som når børn leger med byggeklodser. Det var altså sådan, de havde overlevet. Drengen havde ikke haft kræfter til at bruge en dåseåbner, men sulten måtte have gjort ham opfindsom. En skruetrækker og en sten viste, hvordan han havde fået hul på dåserne, og de havde brugt en teske til at fiske indholdet ud. Foran dåserne stod også en rød og en blå legetøjsspand af plastik, fyldte med vand, som de måtte have hentet i floden.

”I må nok hellere komme med mig,” sagde han, og tog et skridt hen imod dem, men blev stoppet af et angstskrig. Børnene skælvede voldsomt, og angsten i deres øjne gjorde ham rådvild. Hans tanker flagrede af sted. Hvor lang tid var der gået, før de forstod, at moderen ikke ville vågne mere? Hvad var deres forestilling om døden? Hvordan var deres billede af verden? Hvad foregik der inde i deres hoveder lige nu? Hvordan opfattede de ham?

Blidt, meget blidt sagde han: ”Jeg gør jer ikke noget ondt. Jeg vil bare hjælpe jer.” Forsigtigt strakte han hånden frem imod dem. Der kom en pibende lyd fra pigen, og de knugede nu hinanden så hårdt, at deres små hænder blev helt hvide.

Så væltede følelserne og minderne op i ham. Om den dag, hans forældre døde. Om hans tid på opfostringshjemmet. Om de ting, han havde været nødt til at gøre som soldat. Alle de ting, som han havde fortrængt for at overleve. Langsomt sank han ned mod gulvet og begyndte at græde. Han græd, som han ikke havde grædt siden hans forældre døde. Han græd og græd, og blev ved med at græde, til han følte, at han aldrig ville kunne holde op igen.



Tårerne løb ned over kinderne på tilskuerne, da Verns stemme blidt brød ind og sagde: ”Jeg ved, at vi alle sammen gerne vil se en happy ending, men desværre ender tidsbilledet her. Der er ingen slutning på denne historie, så vi må se at komme videre.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Jeg går ud fra, sagde Vern, at alle i selskabet har haft de såkaldte deja-vu oplevelser, en fornemmelse af, at man har været på stedet før og oplevet det samme. Nu skal vi møde en mand, der undersøgte grunden til disse fornemmelser, og kom til et overraskende resultat.

Tidens ringe.

Det begyndte egentlig med en skør idé. Men selv skøre idéer bør man efterprøve, for de viser sig af og til at være forårsaget af den gnist af guddommelig inspiration, som bringer menneskeheden videre.

Altså, han havde fået den skøre idé, at de deja-vu fornemmelser, som næsten alle mennesker har fra tid til anden, måske var nøglen til en virkelig forståelse af Tiden. Det kunne han selvfølgelig ikke umiddelbart bevise, så han besluttede blot, at hver gang han fik denne følelse af, at han havde været der før, og at begivenhederne gentog sig, ville han omhyggeligt skrive omstændighederne ned med dato og klokkeslæt og arkivere dem.

Ud over at arkivere dem i mapper efter det sted, hvor han havde haft fornemmelsen, gjorde han ikke noget ved dem. Det var simpelthen blevet en daglig rutine at skrive de små notater, og komme dem ned i deres respektive mapper, præcis som han børstede tænder, tog sine vitaminpiller og hængte sine bukser på bøjle uden at tænke nærmere over det.

Han brød sig i det hele taget ikke om at tænke nærmere over sit liv. Det gjorde ham altid frygtelig deprimeret. Ikke fordi han led nogen nød, bevares, men ensformigheden og de daglige rutiner, som gav ham tryghed, virkede samtidigt som et fængsel for hans sind. Selvvalgt, var han ganske klar over, for lige siden barndommen havde han været plaget af en panisk angst for alt, hvad der var ukendt.

Han vidste godt, hvor angsten stammede fra. Da han var ganske lille var hans far og storesøster blevet dræbt ved et trafikuheld. Det havde givet hans mor en så stærk frygt for at miste ham, at hun ikke tillod ham at gøre noget som helst, der kunne være farligt. Hendes angst havde forplantet sig til ham, så han kun havde følt sig tryg i hendes favn.

Glimtvis kunne han huske, hvordan han som barn kunne blive overvældet af en ubændig trang til at gøre som de andre drenge, klatre i træer, køre på cykel, løbe på skøjter på søen, spille fodbold eller bare tumle rundt i en venskabelig brydekamp, men han havde aldrig turdet.

Kærlighed havde han aldrig savnet, og han havde elsket sin mor med barnets ubetingede tillid. Da han som så mange andre børn var blevet mobbet i skolen, havde hans mor forsvaret ham med en løvindes vildskab, så ingen turde gøre ham noget siden hen, men prisen var selvfølgelig, at han var blevet lukket ude fra de andres fællesskab. Det havde blot knyttet ham endnu stærkere til hende. Med kærlighed og tålmodighed havde hun hjulpet ham gennem barndommen, sørget for at han fik en uddannelse og et godt job, og at hans liv blev lagt i faste rammer.

De første par år efter hendes død havde været svære at komme igennem, men efterhånden havde han accepteret, at han var alene, og søgte i stedet tryghed i de daglige rutiner. Hvis nogen havde spurgt ham (hvad ingen gjorde), om han var tilfreds med sit liv, ville han utvivlsomt have sagt ja.

I den seneste tid havde han dog jævnligt haft en vag følelse af uro, som om der var et eller andet, han havde glemt, som han burde undersøge. Det var først, da han en morgen ville arkivere sit sidste notat, at det gik op for ham, hvad det var. De fleste af mapperne var tynde og indeholdt kun et enkelt eller to notater, men fem af mapperne var bugnende fulde. Det var det, han havde glemt at undersøge.

Han bar mapperne hen til bordet og åbnede den første af dem. Det varede lidt, før det gik op for ham, hvad der var galt. Chokeret åbnede han den anden mappe, og så den tredje og fjerde og femte, mens de små nakkehår rejste sig på ham, og han fik en isnende fornemmelse ned ad ryggen.

Alle notaterne i en mappe så fuldstændig identiske ud og bar samme klokkeslæt, og samtlige notater i de fem mapper havde samme dato, og datoen var i dag!

Tankerne stormede rundt i hans hoved, mens han febrilsk ledte mapperne igennem efter blot en enkelt afvigelse, men der var ingen. Langsomt begyndte den frygtelige sandhed at gå op for ham. Han optalte antallet af sedler i hver mappe, tog en seddel fra hver mappe og læste omhyggeligt notatet. Så gav han sig til med rystende hænder at tegne et diagram. En tidslinie med de fem klokkeslæt markeret, og ved de første fire en cirkel med berøringspunkt på linien. Og så til sidst den store kurve, der førte tidslinien tilbage igen til et punkt før den første cirkel.

Atter og atter fulgte han kurven rundt med fingeren, som om han på denne måde kunne finde en vej ud, men han vidste med sig selv, at der ikke var noget at gøre. Det kunne være, at menneskeheden havde en fremtid, men selv havde han ingen.

Han var for tid og evighed uhjælpeligt fanget i en af Tidens ringe.

Det begyndte egentlig med en skør idé. Men selv skøre idéer bør man efterprøve, for de viser sig af og til at være forårsaget af den gnist af guddommelig inspiration, som bringer menneskeheden videre. .............


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Det er nogle fine små, ja, de er vel for korte til, at man kan kalde dem noveller.

De minder meget om Ray Bradburys, som jeg læste for mange år siden.

Deja-vu oplevelser har jeg haft en del af og jeg har opdaget at de tit hænger sammen med uopmærksomhed. Det, der ofte sker, er, at man gribes af en stemning, en følelse eller måske en duft og det er denne stemning der opleves igen og som gør at man oplever et deja-vu. Der kan selvfølgelig findes andre forklaringer, men dette er en af dem.

Jeg læser gerne dine og Kræn-P's indlæg om tiden som den fjerde dimension men jeg vil ikke sige at jeg forstår dem. Jeg er rigeligt tilfreds med at leve i min tredimensionale verden og se tiden som erindringen om fortiden og drømmen om fremtiden. Men dette gælder de menneskelige forhold. Ofte er vore reaktioner baseret på uerkendte ting i vores fortid og klargørelsen af disse kan frigøre os fra udelukkende at reagere betinget. Selvfølgelig er det nødvendigt at reagere betinget. Erfaring og viden, kendskab, er nødvendigt for at vi kan reagere så fyldestgørende som muligt, men de kan lige så tit binde os i uhensigtsmæssige reaktioner som for eksempel gamle fordomme som stiller sig i vejen for vores udvikling.

Der findes selvfølgelig også en anden tid. Er det ikke kendetegnende for universet at det aldrig står stille? Alting bevæger sig ustandseligt.

Bare et pip fra andedammen.

Kære Michael.

At de er korte er fordi, jeg har pillet nogle af de korteste ud. Den korteste er på en halv bogside. Den længste er på mellem fyrre og halvtreds bogsider, men den hedder så også "Masser af tid". De lange egner sig ikke til en debatportal, men jeg har offentliggjort nogle af de lidt længere på den gamle portal, bl.a. "Brugttidsbutikken". Dem overvejer jeg at bringe igen her.

Både din beskrivelse af årsagen til deja-vu oplevelser og dine tanker om vore reaktioner er meget på linie med min egen viden om disse ting, så det var et godt "pip fra andedammen".

Mvh

Ole Bjørn ;)

Michael:



Kan ikke nære mig. Ray Bradbury var en formidabel sciencefiction forfatter. Der som den gode forfatter han var, ved hjælp af fremtidsfantasier satte nutidsviden/opfattelse af verden under en kritisk lup. Satte spørgsmålstegn ved vores moral og opfattelse af verden.

Her et pluk fra en af hans noveller fra Krøniker fra Mars:



... fortsættelse, samt andre noveller, kan ses her:

http://users.cybercity.dk/~kam1966/kronike.htm

Venlig hilsen
Jerry

Ja, jeg kan godt huske den. Det kan godt være jeg skulle gå ned på biblioteket og låne disse fortællinger, så jeg kan læse dem igen.

Det gode ved sådanne historier er, at man ikke behøver at dissekere dem, når man har læst dem sidder man tilbage med et skævt smil om munden.

Her kan man godt sige at ordet, fortællingen, formidler noget som ligger ud over ordet. Som skal ses i sin helhed, dvs. når man har læst historien har man fået formidlet en oplevelse.

Og der er slet intet mystisk ved det.

Der er også Isac Asimov og Arthur C. Clarke. Jeg må indrømme at jeg altid har været vild med Science Fiction, i øjeblikket ser jeg Stargate SG1, jeg har lige købt de første 3 sæsoner. Som jeg engang fortalte Laskerlaas, ville jeg ikke have noget imod at blive taget op i en ufo.

Men jeg har ikke mødt nogen endnu, jeg formoder at jeg er for ubetydelig.

Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. På grund af dens længde vil jeg bringe den som føljeton over de næste dage.



Når man ser, hvordan mange mennesker lever deres liv efter skemaer, der er inddelt i timer og minutter, skulle man tro, at tiden var deres gud, sagde Vern. Det er den måske også for nogle.


Tidens Gud.


Mit navn er Victor Karlsson. Jeg har lagret denne beretning på en videochip, og lagt den i min bankboks, for det tilfælde at videnskaben ikke når at løse gåden i tide. Måske er det bare pjat, men jeg har i den sidste tid op til vores kommende afrejse til Rohtua haft en forudanelse om, at dette her måske kan gå frygtelig galt, og at ikke engang chefen og Koro kan afværge en kommende katastrofe, på trods af deres store viden. Koro’s sidste ord bliver ved med at runge i mine ører.
Hvis min frygt er ubegrundet, vil denne optagelse blive slettet igen. Hvis derimod min forudanelse skulle vise sig at være rigtig, håber jeg, at den vil hjælpe eventuelle overlevende til at forstå, hvordan det hele startede, og hvordan verden var før i tiden.

-------------------------------------------

Chefen kaldte mig ind og sagde: Hvad siger du til at komme en tur til sydhavet i en uge eller to, Vic? Jeg har en særlig opgave til dig.
Den slags vanskelige opgaver er lige mig, sagde jeg, jeg er klar til at tage afsted i morgen. Hvad drejer sagen sig om?
Vi har fået en ordre på 300 armbåndsure af vores dyreste model. Ordren kommer fra et amerikansk ejet import/eksport firma på Rohtua – en lille ø et sted i det sydlige Stillehav.
Javel, sagde jeg, og dem skal jeg så ned med.
Nej, leveringen bliver afsendt på normal vis. Jeg har kørt et check på firmaet, og det ser ud til at være godt nok. Men jeg havde en følelse af, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være, så jeg har indhentet nogle flere oplysninger, bl.a. fra andre i branchen. Der bor knap trehundrede mennesker på øen, men alene i løbet af det sidste år har de købte mere end 6000 præcisionsure og kronometre, og samtidig med ordren til os har de bestilt 100 Rolex Oyster i rent guld.
Jeg fløjtede langtrukkent. Det var sandelig en post! Hvad gør de med alle de ure?
Det er det, jeg gerne vil vide. Tilsyneladende bliver de ikke reeksporteret, så det er noget af et mysterium. I penge svarer det til, at hver af indbyggerne inklusive børnene har købt for 70.000 kr. ure alene i løbet af sidste år.
Måske bruger firmaet dem som gaver eller bestikkelser til deres kunder, sagde jeg. Det kunne være en forklaring.
Duer ikke, sagde chefen. Firmaets navn er Rohtua Trade Co. og de eksporterer kulturperler. De har kun tre-fire engros firmaer som kunder, og bortset fra urene importerer de kun mindre mængder af værktøj, madvarer og luksusvarer. Det er virkelig et mysterium, og det er derfor, jeg sender dig derned. Måske er alt i orden, og så har vi bare fået os en ny god kunde. Det håber jeg.
Og hvad så hvis der er noget, der ikke er, som det skal være? Skal jeg rapportere hjem for nærmere instrukser?
Han så direkte på mig. Det er ikke sikkert, du får tid eller mulighed for det. Du har fuldstændigt frie hænder til at gøre, hvad du finder nødvendigt. Her er alle papirerne. Jeg stoler på, at hvad du end finder ud af, kommer du hjem med et godt resultat for firmaet. Tag den tid, du skal bruge.

Chefen er ikke dum. Han kan lugte et problem, længe før nogen andre opdager den mindste uregelmæssighed, men han har også næse for forretninger. Han har selv banket firmaet op fra at være en lille virksomhed, der leverede elektroniske tidsstyrings¬anlæg til samlebåndsproduktion, til at være verdens førende konstruktør af multifunktionsure. Vi plejer at sige til kunderne, at hvis der er noget, de har brug for at vide om tid og sted hvor som helst på kloden, kan vi bygge det ind i et armbåndsur.
Vi har ure, der med en nøjagtighed på en meter kan vise dig, hvor du befinder dig i verden, og ure der kan vise dig, hvilken etage du befinder dig på i Sears Tower. Hvis du er vild med solnedgange, har vi et ur, der viser sand tid for solens op- og nedgange året rundt, hvor du end befinder dig. Vi kalder modellen for ’Nosferatu’, fordi det ville være den perfekte gave til enhver vampyr. Er du astrologi-freak, kan du få et ur, der viser dig de nøjagtige planetkonstellationer i hele det 20. og 21. århundrede, hvis du indtaster dato og tidspunkt, og hvis du hader regnvejr, har vi et ur, der når som helst kan vise dig et opdateret lokalt vejrkort, hvor du end befinder dig.
Alle vore ure er radiostyrede, og synkroniseres automatisk hvert minut. Af praktiske grunde viser de kun tiden i tiendedele sekunder, bortset fra vore tidtagerure til sportsfolk, men uret selv kan højst afvige en tyvetusindedel sekund i perioden mellem to korrektioner. Radiosignalerne udsendes via satellitter fra vort eget atomur, som også konstant opdateres med meteorologiske oplysninger fra hele verden.
Som du måske kan forstå, er chefen totalt besat af nøjagtighed. Han betragter nærmest tiden som en gud, der styrer alle begivenheder og alle vore handlinger. Han plejer at sige, at det menneske, der ikke forstår, at tiden er altings herre, vil gå til grunde i fremtidens samfund. Jo flere vi bliver, jo mere er vi nødt til at leve efter nøjagtige tidsskemaer, så vore handlinger synkroniseres, og vi ikke render i vejen for hinanden. Han forestiller sig et samfund så koordineret, at enhver, der fraviger fra det fastsatte mønster, må fjernes for at bevare harmonien.
I firmaet foregår alting efter præcise tidsplaner. Ikke bare selve produktionen og administrationen, men også markedsføringen er planlagt ned til mindste detalje. Alt er forudberegnet, og ingen foretager sig noget, der ikke er i overensstemmelse med tidsskemaerne. Så da chefen sagde: ”Tag den tid, du skal bruge!”, var jeg klar over, at hans næse lugtede noget virkeligt stort.
Det viste sig at være besværligere at komme til Rohtua, end jeg havde regnet med. Først måtte jeg med rutefly til Auckland, og derfra videre med lokale flyselskaber til Cook øerne og videre til Nassau. Derfra sejlede en lille fragtbåd rundt til en række mindre øer, og den anløb Rohtua en gang hver fjerde uge. Da jeg ankom, var det over en uge siden, den var sejlet, så jeg chartrede i stedet et lille vandfly til at flyve mig derud.
Jeg havde selvfølgelig medbragt en kollektion af alle vore armbåndsure, samt prospekter over de modeller vi var ved at udvikle, og på armen bar jeg en prototype af en ny model, som var et bestillingsarbejde fra CIA. Ikke alene kunne det angive positioner og højder med ekstrem nøjagtighed, men det indeholdt også et digitalt kamera med små, let udskiftelige microchips, som hver kunne rumme 900 billeder samt fire timers uafbrudt lydoptagelse med automatisk markering af tid og sted for optagelserne.
Piloten havde aldrig været på Rohtua før, og var meget lidt glad for opgaven. Han fortalte mig, at øen havde et dårligt ry. Der gik rygter om talrige menneskeofringer, og der foregik i hvert fald mystiske ting på øen ifølge sømændene på den fragtbåd, der anløb Rohtua.
Det hele var begyndt for tredive-fyrre år siden, da indbyggerne var blevet besat af en ny religion, og havde jaget en kristen missionær bort og brændt hans kirke. De tilbad i stedet en stenfigur, som de kaldte Tidens Gud. De var meget uvenlige overfor fremmede, og grunden til, at man lod dem være i fred, var udelukkende den stigende strøm af perler, der lige siden var kommet fra øen. Den nye religion havde åbenbart fået dem til at mangedoble produktionen af kulturperler, og regeringen tjente mange millioner på skatter og afgifter af salget. Den eneste fremmede på øen var direktøren for Pacific Pearls, Mr. Marcus, som vist havde kontrakt med den lokale høvding om al import og eksport af varer og perler.
Vi nærmede os Rohtua, og set fra oven lignede den enhver anden ø i området. En lav, bevokset klippeformation inde i midten tydede dog på en vulkansk oprindelse. Øen var omgivet af en atol, der indrammede en stor lagune med hvide strande, men hele den nordlige del af lagunen var fyldt med muslingebanker, hvor en masse indfødte perledykkere var travlt beskæftigede. Det foregik åbenbart efter et vist system, for de dykkede samtidigt på en måde, der mindede om synkronsvømning.
Nede mellem palmerne kunne man skimte en hel del småhuse bygget af naturmaterialer. Kun et enkelt hvidkalket hus ved stranden skilte sig ud, bl.a. ved at være forsynet med en høj radiomast. Det var sikkert derfra, vor nye kunde havde kontaktet os. En primitiv anløbsbro ud for huset indikerede også, at dette måtte være stedet.
Inden piloten lagde an til landing på lagunen, slog han et sving ind over øen, og jeg fik et glimt af noget, der lignede et udslukt krater med en mørk søjle i midten. Jeg spekulerede på, om det havde noget at gøre med deres nye religion, som piloten netop havde fortalt mig om. Af en eller anden grund gav synet mig en uforklarlig følelse af uro, som om at det var helt forkert, at jeg befandt mig her.
Landingen gik glat, og flyet taxiede langsomt ind til den lille anløbsbro. En fedladen solbrændt kaukasisk udseende mand med svedplettet skjorte kom slentrende ud fra det hvide hus og ned til broen. Han så mistroisk på mig, da jeg baksede mine to kufferter ud af flyet, men gjorde ikke mine til at hjælpe mig. De øboere, der var indenfor synsvidde, ænsede overhovedet ikke flyet, men fortsatte uanfægtede deres gøremål, så jeg forsøgte mig muntert med en klassisk bemærkning: Mr. Marcus I presume?
Han stirrede blot fjendtligt på mig og sagde: Hvem fanden er De, og hvad i helvede vil De her?

Fortsættes i morgen ...


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Jeg ignorerede den åbenlyst fornærmende tone, og præsenterede mig og fortalte, hvor jeg kom fra. Det fik ham til at live kendeligt op, og han spurgte ivrigt: Har De urene med?
Da jeg fortalte ham, at leverancen ville ske på normal vis, blev han igen fjendtlig og sagde: Hvis De er kommet for at prøve at lave forretninger uden om mig, kan De godt skrubbe hjem igen. Jeg har kontrakt på formidling af al handel med øen her, og kontrakten er uopsigelig i de næste tyve år.
Mr. Marcus, sagde jeg højtideligt, vi har overhovedet ingen intentioner i den retning. Vi handler kun engros. Det er normalt, at vi besøger alle nye kunder for at orientere os, om de skulle have specielle ønsker om tidsmåling. Sagen er den, at vi først og fremmest beskæftiger os med udvikling af helt nye typer ure, og de oplysninger, vi har om Deres indkøb, kunne tyde på, at De har et særligt behov, som vi måske kunne hjælpe Dem med at løse. Jeg har derfor medbragt en kollektion af vore nyeste modeller, som ikke er med i vort katalog, så De kan se, hvad vi kan tilbyde. Men den bedste løsning vil måske være, at vi udvikler et specielt ur til Dem, som nøjagtigt dækker det særlige lokale behov. Det er det, jeg er kommet for at tilbyde Dem.
Hm... , brummede han. Specielle ure! Det var måske en idé. Guderne skal vide, at jeg behøver noget specielt, hvis jeg skal lokke nogle af de grønne fra den gamle, så lad os gå op og kikke lidt på Deres tingeltangel. De er velkommen til at blive her i et par dage. Vi kan kalde flyet igen over radioen, når De vil hjem igen.
Jeg vinkede til piloten, at han godt kunne flyve igen, men det var ikke uden en vis bekymring, jeg så maskinen lette og flyve bort. Jeg havde dog ingen forudanelse om de sindsoprivende begivenheder, jeg skulle blive vidne til i løbet af det næste døgn, og som afgørende skulle ændre mit liv.
Jeg fulgte efter Marcus over stranden op mod den hvide bygning, slæbende på mine to kufferter, som han stadig ikke gjorde mine til at hjælpe mig med.
Udefra virkede huset temmelig primitivt, en hvidkalket længe med bølgebliktag og med en overdækket veranda foran, hvor der udover et bord og et par stole hang en farverig hængekøje draperet med et moskitonet, men indenfor var der overraskende luksuriøst. Tykke ægte tæpper dækkede gulvene, rummene var smagfuldt møblerede med antikke mahogni¬møbler i kolonistil, og på væggene hang der klassiske malerier, der måtte have kostet en formue. Det hele var i en voldsom kontrast til Marcus plumpe udseende og grove sprog, og jeg spekulerede på, om han måske havde skjulte sider.
Marcus bemærkede min overraskelse, og sagde pralende: Det havde De ikke ventet, hva! Jeg købte hele lortet på en auktion på en af øerne. Det er fra en tidligere guvernørbolig. Jeg fik det for langt under værdien, sagde de. Noget skal man jo investere sine sparepenge i.
Jeg lykønskede ham pligtskyldigst med det gode køb, mens jeg i mit stille sind frydede mig over, at jeg alligevel ikke havde taget fejl i min første bedømmelse af ham. Så satte vi os ned ved det højglanspolerede mahogni-spisebord, og jeg viste ham vor kollektion.
Nu var det Marcus’ tur til at blive imponeret. Hans små stikkende øjne studerede begærligt de enkelte modeller, mens han forhørte sig om, hvad de kunne. Priserne syntes overhovedet ikke at interessere ham. Han var mest begejstret for en model med trådløs øreprop, vi havde udviklet til musikere. Den har en indbygget metronom, der kan markere forskellige rytmer efter frit valg. Især interesserede det ham, at ure, der var indstillet på det samme metronomtal, ville bippe i takt på grund af synkroniseringen.
Det er lige præcis så’n en sjover, de har brug for, sagde han. Den kan hjælpe dem med at holde rytmen på trommerne. Lad mig bare få to dusin af dem. Nej forresten, jeg ka’ li’så godt få et par hundrede af dem med det samme. Dem ska’ jeg sgu nok få afsat.
Hvis det drejer sig om at holde en fast rytme på trommer, så har jeg måske en endnu bedre løsning, sagde jeg. Vi har faktisk udviklet noget meget avanceret udstyr til styring af musik og lydeffekter i film.
Han kikkede hurtigt på mig. Hans øjne plirede hurtigt fra side til side med et grådigt udtryk. Fortæl, sagde han.
Vi kalder den ’Dirigenten’, sagde jeg. Det er egentlig en slags musikmaskine, men den er udviklet til også at kunne styre levende musikere, så de kan spille en sekvens af underlægnings¬musikken til en film i et nøje indprogrammeret tidsforløb, samtidig med at maskinen afleverer de valgte lydeffekter.
Ja, ja, sagde Marcus utålmodigt, men hvordan, hvordan?
Jeg fortsatte: Alle musikerne forsynes med et modtager-ur, som for eksempel kan spændes om håndleddet. Uret kan afgive forskellige følelige signaler i form af prikken, vibrationer eller svage elektriske pirringer, der fortæller musikeren præcis, hvad han skal gøre og hvornår. Når først det valgte forløb er indprogrammeret, kan ’Dirigenten’ styre op til 256 musikere simultant uden problemer, og optage hele sekvensen i sin hukommelse, hvor den senere kan bearbejdes efter ønske. Faktisk behøver man ikke engang musikerne, for ’Dirigenten’ har indbygget 256 virtuelle musikere som hver især kan programmeres individuelt, komplet med instrument, klangfarve, intonationer, volumen og alle andre musikalske tempo- og foredragsbetegnelser.
Så vil den måske også kunne styre hundrede trommeslagere, spurgte Marcus med stigende begejstring.
Det vil være det rene barnemad for ’Dirigenten’, sagde jeg. De vil kunne spille 255 forskellige variationer over den samme grundrytme uden at komme ud af takt. De vil ikke finde dens lige hos nogen andre producenter.
Og hvad skal tingesten så koste? spurgte han med pludselig mistro. Jeg nævnte den temmelig pebrede pris, men den fik ham kun til at le hånligt og sige; Småpenge! Så lukkede han øjnene, lænede sig tilbage, trak vejret dybt og sagde. Dette har jeg drømt om i årevis. Det vil den gamle ikke kunne modstå. Han vil jo helst dirigere alt og alle. Han bliver nødt til at slippe nogle af tårerne. Endelig skal de blive mine.
Tårerne? sagde jeg. Jeg forstår ikke, hvad De mener?
Himlens tårer, sagde han med skinnende øjne. Nogle kæmpestore gulgrønne perler. Tro mig, De har aldrig set noget smukkere end de perler. De skinner med en utrolig glans. Der har aldrig nogensinde været nogle som dem på markedet. De vil være en formue værd. Jeg vil straks gå op og begynde forhandlingerne med den gamle. Bare gør Dem det behageligt imens. Der er masser af sprut i skabet der, hvis De får lyst til en drink.
Han åbnede en skuffe, og tog et pistolbælte op og spændte om livet. Jeg går aldrig nogen steder uden den, sagde han og klappede på skæftet. Man ved aldrig med de hedninger. Bedst at være forberedt på alt. Han nikkede venligt til mig og marcherede ud af døren. Gennem vinduet kunne jeg se, at han satte kurs mod øens midte, hvor krateret lå.
Han kom tilbage igen efter et par timer, og så ikke helt tilfreds ud. Jeg spurgte ham, hvordan det var gået med hans forhandlinger, og han svarede gnavent, at de var interesserede, men de ville vide mere om maskineriet, før de besluttede sig.
Så De bliver nødt til at gå med mig derop og forklare dem det, sagde han. I aften er det fuldmåne, og de har en eller anden ceremoni for at fejre guden. Den starter ved solnedgang, så nu kan De selv se grunden til, at de er vilde med ure. Forresten, har De været soldat?
Det har jeg. Men jeg er ikke indstillet på at deltage i nogen kamphandlinger, hvis det er det, De mener.
Nej, nej. Jeg mente bare, har De prøvet at marchere i takt til en tromme? For det er De nødt til at gøre deroppe. Hedningerne bliver temmelig ophidsede, hvis nogen bryder rytmen. De påstår, at det gør guden vred. Jeg skal forklare Dem det hele på vejen. Men lige én ting først. Det er mig og kun mig, der forhandler med dem. Er De med på den! sagde han brysk.
Jeg er helt indforstået, sagde jeg. Jeg skal nok lade være med at blande mig i Deres forretninger.
Mens vi vandrede ind mod midten af øen, akompagneret af en fjern trommelyd, fik jeg så den besynderlige historie om Tidens Gud. Det hele var begyndt med, at den forrige høvding havde fundet en begravet sten i midten af det gamle krater for ca. 40 år siden. Den havde hans folk så hugget et gudebillede ud af, men pludselig forsvandt høvdingen under mystiske omstændigheder.
Den nuværende høvding, som Marcus kaldte ”den gamle”, påstod, at han med egne øjne havde set guden opsluge høvdingen i en grøn ild, men Marcus mente, at han nok selv havde slået ham ihjel og brændt liget for selv at kunne komme til magten. Han fik den kristne missionær jaget bort, og lige siden havde han styret øen med fast hånd, både som høvding og ypperstepræst.
Den gamle er en snu ræv, sagde Marcus, og de folk, som ikke ville tilbede Tidens Gud, er allesammen forsvundet uden at efterlade sig spor, så De forstår nok, hvorfor jeg altid sørger for at være bevæbnet.
Hvordan gik det egentlig til, at De havnede her? spurgte jeg, og det fik virkelig gang i Marcus. Det var, som om han havde ventet i årevis på at kunne fortælle sin triste livshistorie til een eller anden.

Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Han var født i sydstaterne blandt de fattige hvide. Hans mor var dybt alkoholiseret og for det meste på bistandshjælp, og han havde aldrig kendt sin far. Størstedelen af sin barndom havde han gået for lud og koldt vand, og lavet smårapserier sammen med de andre børn i kvarteret. Som sekstenårig havde han meldt sig til flåden, hvor han havde fået sig en uddannelse som radiotelegrafist. Han blev udstationeret i Stillehavet, og mens han gjorde tjeneste der, fik han meddelelse om, at hans mor var død af druk. Hun var hans eneste familie.
Da hans kontrakt med flåden udløb, havde han fundet sig en niche ved, som telegrafist på et af de fragtskibe, der besejlede øerne i Stillehavet, at drive tuskhandel med øboerne. Det var sådan, at han på en tur til Rohtua havde truffet Koro, søn af den lokale høvding, som var på vej hjem efter nogle studieår på Oxford Universitet.
Koro er en frisk fyr, og godt begavet, sagde Marcus. Han er vist ovenikøbet doktor eller sådan noget, og jeg opdagede, at han bragte en hel del ure med sig hjem. Jeg lugtede med det samme muligheden for at gøre lidt forretninger. Jeg vidste jo, at de producerede kulturperler på muslingebankerne, så jeg sagde til ham, at jeg kunne skaffe ham alle de ure, han kunne tænke sig. Så tog han mig med hjem til sin far, og det endte med at jeg fik en 25 års kontrakt med den gamle, mod at jeg blev på øen og vedligeholdt radiostationen.
Men det blev nu ikke den guldgrube, jeg havde drømt om, sagde han med bitter stemme. Jeg får kun fem procent af omsætningen, og den gamle tjekker priserne på markedet, så han er ikke til at snyde. Jeg er kun blevet her for at finde en mulighed for at få fat i nogle af de grønne. De er fantastiske. Vent bare til De ser dem, så vil De give mig ret, sluttede han.
Mens vi vandrede opad, bemærkede jeg flere og flere af den indfødte befolkning, som enkeltvis eller i små grupper med farverige festdragter bevægede sig i samme retning. Lyden af trommerne var nu blevet meget stærkere med en inciterende rytme, der ikke lignede noget, jeg havde hørt før, og som næsten uimodståeligt fik alle til at gå i takt. Grundrytmen var en dyb og langsom puls med ret præcist et sekunds mellemrum, og adskillige af øboerne bar mekaniske ure som ørepynt. Den særegne rytme var måske grunden til deres fascination af ure.
Deres ansigter var uudgrundelige, præget af en ophøjet ro, men det lykkedes mig dog at få et par unge piger til at fnise, da jeg smilede til dem. Der var hverken børn eller meget gamle imellem dem, og det undrede mig lidt, for i de fleste naturreligioner og sekteriske bevægelser er alle i samfundet involveret i de religiøse ritualer og fester.
Jeg havde selvfølgelig aktiveret mit urkamera, til både at optage lyden og automatisk optage 6 billeder i minuttet, så chefen kunne glæde sig over sin nye tidsbevidste kundekreds.

Vi var nået frem til krateret, og strømmen af mennesker bevægede sig rytmisk ind gennem en åbning i kraterranden. Udenfor stod en høj yngre mand på min egen alder i en farvestrålende klædedragt. Godaften Marcus, sagde han på smukt engelsk, og henvendt til mig: Velkommen Mr. Karlsson. Det glæder mig at træffe Dem. Jeg er Koro, søn af vores høvding, og vi har en masse spørgsmål, som vi håber, De kan svare på.
Tak, sagde jeg. Jeg skal gøre mit bedste.
Inden vi går ind, sagde han, er der nogle ting, De skal være opmærksom på. Når De bevæger Dem, skal det altid ske præcist i samme rytme som trommerne, så De ikke vækker Gudens vrede, og De må under ingen omstændigheder bevæge Dem ind i kredsen af hvide sten. Så er De ikke i fare. Jeg vil også bede Dem bevare den dybeste diskretion om, hvad De vil få at se. Kan De acceptere dette?
På nær en enkelt detalje, svarede jeg. Jeg bliver nødt til at rapportere alt til min chef, men jeg kan love dem 100%, at det ikke vil komme videre, hvis det er Deres ønske.
Så er det en aftale, sagde han. Følg mig! Vi gik efter Koro ind gennem den smalle passage, efterlignende hans gangart, vuggende rytmisk med små hurtige skridt med et halvt sekunds mellemrum, men selv om jeg koncentrerede mig, var jeg alligevel ved at miste rytmen ved det syn, der mødte mig.
Midt i det lille, godt og vel 100 meter brede kraterplateau stod en ca. 5 meter høj tynd sort stenfigur. Den mindede i formen om en slank udgave af en af Påskeøens statuer, men med et vredt og grusomt udtryk. Øverst i panden sad noget, der lignede et stort grønt øje, som skuede op mod himlen. Strålerne fra den synkende sol skinnede på det gennem en åbning i kraterranden, og fik det til at se ud, som om det lyste med et svagt pulserende lys.
Under det langstrakte ansigt var udhugget et par korte arme med hænderne samlede til en skål foran maven. I skålen lå omkring et dusin gulgrønne perler, store som hønseæg, skinnende med en næsten overjordisk glans. Overfladen var glat med et changerende skær som perlemoret i en abaloneskal, men det virkede som om de lyste af en indre glød, lige som de selvlysende plasticstjerner, man klistrer på lofter i børneværelser. To tilsvarende perler var sat ind i figurens øjne under de kraftige øjenbryn, og også de havde åbenbart opsamlet solens lys i sig og lyste svagt, og jeg havde den samme fornemmelse da vi passerede rundt i krateret, som når man går forbi visse portrætmalerier, hvor det ser ud som om øjnene følger én. Jeg forstod umiddelbart Marcus’ fascination. Disse kæmpeperler var utrolige.
Men det, som først og fremmest var ved at få mig til at falde ud af rytmen, var den kappe, som hang fra figurens skuldre og ned til jorden. Den bestod udelukkende af ure i et tykt lag – tusinder af armbåndsure, lommeure, smykkeure og rejseure, der glimtede af guld og sølv og stål og juveler. Jeg havde aldrig i mit liv set så mange ure, og den samlede tikken fra dem var så høj, at man kunne høre det som en svag tisken på trods af trommerne. Det var altså det, de mange indkøbte ure var brugt til.
Rund omkring figuren i en radius af ca. 15 meter var lagt en ring af hvide sten, og i kredsen indenfor lå der rundt omkring hundredvis af små askebunker, som jeg gættede på var rester af offerbål. Streger, tegn og symboler indhugget i den bløde klippegrund tydede på, at hele opsætningen også tjente som et stort solur og måske også en form for kalender.
Langs med kraterranden et stykke til højre for indgangen var på en lang halvcirkelformet tribune bag figuren opstillet omkring hundrede øboere af begge køn med små og store trommer, og nede foran dansede andre ca. hundrede øboere en indviklet rytmisk dans med bevægelser, der mindede om breakdance, men med den samme kollektive præcision, som man ser i et riverdance show.
Koro ledte os venstre om i krateret hen mod en anden tribune vis a vis statuens ansigt, hvor en ældre mand sad på en tronlignende flot udskåret åben bærestol flankeret af to muskuløse mænd med store paukelignende trommer, som de dog ikke slog på. Vi tog plads på en bænk ved siden af, mens Koro satte sig på en stol foran tronen, og jeg sørgede omhyggeligt for ligesom Koro og Marcus at sætte mig i takt til trommernes rytme. Den gamle drejede hovedet med et ryk, og så grundende på mig et øjeblik, hvorefter han igen så mod gudebilledet, og gav et tegn med hånden.
Trommernes rytme blev mere enkel, og danserne bevægede sig i en enkelt række rundt om statuen og dannede en sluttet cirkel udenfor rækken af hvide sten. Dansen skiftede nu til en stampen på stedet, men ud af rækken kom en enkelt danser, som med stærkt markerede bevægelser nærmede sig stenkredsen. Der gik et sug gennem mængden, da han overskred den hvide linie og dansede ind mod gudebilledet. Han havde et ur i hånden, og jeg forstod, hvad der skulle ske, men en fuldstændig irrationel frygt greb mig, selv om min fornuft sagde mig, at han jo bare udførte et simpelt og ufarligt ritual. Han hængte uret på gudebilledets kappe, mens trommerne steg til et crescendo, og dansede derefter sidelæns ud igen, mens han omhyggeligt undgik at træde på askebunkerne.
Endnu tre dansere, alle kvinder, gentog én efter én ritualet, og hængte et ur på guden. Nu kom fuldmånen til syne over kraterranden. Det virkede som om gudens store øje fangede lyset, og det så ud som om det pulserede kraftigt. Paukerne ved siden af tronen gik nu i gang. Den ene mand slog et dundrende slag hvert sekund, og den anden slog en konstant hvirvel på 7-8 slag i sekundet. Den gamle høvding havde rejst sig op og ’rappede’ højlydt en form for hymne, hvor han gentog ordene Ta-ka-té, mens han slog takten i luften, og mængden svarede ham hver gang taktfast, Ta-ka-té, Ta–ka-té.
Koro havde vendt sig mod mig og hviskede højt: Han prøver at dæmpe Gudens vrede.
Jeg nikkede og smilede, som om jeg forstod, men jeg var mere optaget af den syngende lyd i mine ører. Den voldsomme larm havde fremkaldt et momentant anfald af tinnitus hos mig.
Efterhånden som månen kom højere op mindskedes den optiske effekt tilsyneladende, og lyset fra øjet pulserede næsten ikke mere. Danserne genoptog deres indledende runddans, og paukerne tav igen såvel som den syngende lyd i mine ører. Den gamle havde sat sig ned igen, og sagde nu noget til Koro, som oversatte for mig.
Mr. Karlsson, vi vil gerne have en kort og præcis forklaring på dette nye instruments muligheder?
Jeg gav ham den samme forklaring, jeg havde givet Marcus. Han oversatte det for den gamle, og sagde derefter: Vi vil også gerne vide, om dette nye instrument kan justeres til rytmer med en hvilken som helst frekvens, og i givet fald med hvor stor nøjagtighed?
Det kan det, svarede jeg. I standardudgaven arbejder vi med hundrededele sekunder, men vi kan let modificere det til en nøjagtighed på en hundredetusindedel af et sekund. Er det nøjagtigt nok til Deres formål?
Det er mer end rigeligt, sagde Koro. Vi er stærkt interesserede, men vi vil foretrække at betale i guld eller dollars, hvis det er i orden med Dem?
Nu brød Marcus ind i diskussionen. Prisen er tre af Himlens Tårer, snerrede han, ellers bliver der ingen handel!
Koro havde en kort ordveksling med den gamle, og sagde så: Min fader vil gerne vide, om vi kan handle direkte med Deres firma?
Desværre ikke, svarede jeg. Vi har allerede en aftale med Mr. Marcus, og vi bryder af princip aldrig en aftale i vort firma.
Koro henvendte sig nu til Marcus og spurgte: Hvad nu hvis vi betaler dobbelt pris, og 50% er provision til dig, Marcus? Kan du acceptere det?
Prisen er Himlens Tårer, sagde Marcus sammenbidt. Jeg bøjer mig ikke på det punkt.
I så fald, sagde Koro, er min faders sidste tilbud to af Himlens Tårer, men betingelsen er, at du selv henter dem. Selv om jeg meget gerne vil have dette udstyr, vil jeg dog indtrængende råde dig til at ikke at tage imod tilbudet af hensyn til din egen sikkerhed, tilføjede han med iskold stemme.
Jeg fornemmede en skjult trusel i hans ord, og jeg håbede på, at Marcus ville afslå. Hvorfor dette mærkelige forlangende om at han selv skulle hente dem? Ville øboerne blive rasende over at se nogle af deres hellige perler forsvinde, og gå amok? Ville deres vrede også gå ud over mig? Koro’s ansigt var mørkt og dystert, men den gamles ansigt var helt uudgrundeligt, som om han nærmest var ligeglad med om Marcus sagde ja eller nej.
Marcus selv sad med et selvtilfreds smil. Så sagde han: Nå, så krøb I endelig til korset, hva! To tårer er OK med mig. Hvis du tror, at du kan skræmme mig Koro, så ta’r du fejl. Jeg har ventet i fem år på dette her, og jeg er ikke bange for de dansende hedninger dernede, så med jeres tilladelse vil jeg gerne hente min betaling nu med det samme, inden I fortryder.
Som du vil, sagde Koro. Du begår en stor fejl, men for din egen skyld, så følg i det mindste rytmen.
Den lille tjeneste skal jeg gerne gøre dig, sagde Marcus og rejste sig. Koro sagde et par ord til sin far, som nikkede og gjorde tegn med hånden, og paukerne begyndte igen at tromme. Danserne i ringen stoppede op og gik over til den tidligere stampen på stedet. Jeg satte ubemærket en ny chip i mit urkamera, indstillede det på eet billede i sekundet, og holdt hånden op foran brystet. Jeg var på samme tid både meget nervøs og meget spændt på, hvad der ville ske.


Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Marcus bevægede sig hen mod ringen af dansere med overdrevne bevægelser, som ville han gøre nar af deres dans, men ingen af dem reagerede. Heller ikke da han trådte ind i ringen af hvide sten. Alle iagttog ham tavst, da han krabbede sig ind mod statuen. Kun lyden af trommerne og de stampende fødder hørtes. Ikke engang da, han rakte hænderne frem og tog fat i perlerne, reagerede de.
Det virkede, som om perlerne var fastgjort til skålen, for han havde åbenlyst besvær med at få dem løs, men til sidst fik han to af dem løftet fri. Der var et udtryk af forbløffelse på hans ansigt, og det var tydeligt at se, at de måtte være utroligt tunge, for han sank sammen med armene hængende ned langs siden, og man kunne se, at han havde meget svært ved at holde fast på perlerne.
Tilbageturen var knap så arrogant. Han nærmest vaklede ud mod de hvide sten, men da han var halvvejs ude, snublede han i en af askebunkerne. Det lykkedes ham at holde balancen og holde fast på perlerne, men han kom ud af trommernes rytme, og nu tog begivenhederne fart. Min tinnitus steg til en kraftig vibrerende hvinen, og det gik op for mig, at tonen i virkeligheden kom fra statuen. Lyden havde noget af den samme skærende klang, som kridt kan have på en tavle, og hele mit nervesystem sitrede af ubehag.
Øjet på statuens top lyste kraftigt op med farver, der vekslede fra orangegul til dyb grøn med enkelte glimt af rødt og blåviolet. Pludselig voksede et gulgrønt lysende felt ud fra øjet, og bredte sig som en sfære i alle retninger. Det virkede, som om noget strømmede rundt inde i lyset, uden at man kunne afgøre, hvilke veje strømmene tog.
Lyset nåede Marcus og indhyllede ham helt. Han slap perlerne og vendte sig mod statuen. Hans ansigt var forvrænget, og han famlede efter pistolen, og hævede den med rystende hænder mod øjet. Skuddet lød underligt dæmpet, og det så ud, som om kuglen langsomt trak et kondensspor på et par meters længde. så stoppede det, og lidt gråt pulver dryssede ned.
Marcus selv kunne knap nok holde sig oprejst. Han blev tyndere og tyndere, og mere og mere rynket. Huden så ud til at være stramt spændt ud over knoglerne, og pludselig var der ingen hud og intet tøj, kun et hvidt skelet der langsomt gik i opløsning, og nærmest i slow motion sank mod jorden. Tilbage lå blot resterne af, hvad der for kort tid siden var Marcus – en lille grå askebunke mellem to grønt lysende kæmpeperler.
Jeg havde rejst mig halvt op fra bænken i rædsel over det forfærdende syn, men Koro greb fat i min arm og pressede mig tilbage, mens han så fast på mig og klemte min arm med rytmiske greb for at minde mig om, at jeg skulle holde rytmen.
Den vibrerende lyd steg yderligere i styrke, og nu dannede der sig et nyt lysende felt omkring øjet. Med ét rev det sig løs, og steg opad i den månelyse nat med stigende hastighed, mens det skiftede såvel form som farver i indviklede mønstre. Til sidst var det kun en næppe synlig prik på nattehimlen.
Koro og hans far så længe efter det. Koro med et eftertænksomt udtryk, og for første gang sporede jeg i den gamles pokeransigt et udtryk af ængstelse. Selv var mit indre i vildt oprør, og synet af de mange askebunker, som åbenbart var rester af lige så mange mennesker, fyldte mig med gru, og jeg ønskede kun at komme væk derfra. Bare væk, væk, væk.
Den vibrerende lyd var holdt op, lyset blegnede og forsvandt, og statuen så igen ud, som da vi kom. Øboerne var dansende og syngende på vej ud af krateret, og fire mænd var kommet op og løftede bærestolen med høvdingen, og bar den rytmisk vuggende afsted. Den gamle nikkede venligt til mig, som om han forstod min sindstilstand, og Koro gav tegn til mig, at vi skulle følge efter. Jeg var meget omhyggelig med at gå i nøjagtig samme rytme som Koro, og mine tanker var et komplet kaos.
Da vi var kommet udenfor, sagde Koro, at jeg godt kunne slappe af. Der sker ikke mere i aften, sagde han. Kraftfeltet kan ikke skade os herude.
Hvad i alverden er dette her for noget? udbrød jeg. Jeg er rystet, og forstår ingenting!
I morgen, sagde han. I morgen skal jeg forklare Dem det hele, eller så meget af det, som jeg selv forstår. Men først skal jeg tale med min fader. Gå nu blot hjem til Marcus’ hus og få Dem en god nats søvn. Der er ingen, der vil forstyrre Dem der.
Jeg gik tilbage til huset med tankerne i vildt oprør. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i Marcus’ seng, så jeg lagde mig i hængekøjen på verandaen, men kunne ikke sove. Spørgsmålene kværnede rundt i mit hovede, og jeg blev ved med at se den grufulde scene for mig, hvor Marcus blev forvandlet til aske. Men efter et par ordentlige slurke af Marcus’ whisky lykkedes det mig at falde i søvn, dog kun for at blive plaget af rædselsfulde mareridt om, at alt, hvad jeg så på, blev til aske, og at nogen brugte mit hovede som tromme, og skreg skingre lyde ind i mine ører.
Koro kom tidligt næste morgen med masser af frisk frugt til morgenmad, og bryggede os en kande kaffe. Her i sollyset så verden frisk og ny ud, så jeg fik en fornemmelse af, at det hele blot måtte være noget, jeg havde drømt. Jeg fik hans tilladelse til at optage vores samtale på video.
Nå, sagde Koro, hvordan har De det så i dag, Mr. Karlsson. Jeg kan forstå, at det må være en temmelig rystende oplevelse, første gang man oplever det, og De var jo ganske uforberedt.
Det tør siges. Jeg er ikke religiøs, men i aftes var jeg parat til at kaste mig næsegrus foran din gud, og bede for mit liv. Og kald mig iøvrigt bare Vic. Jeg kan ikke rigtig klare at skulle optræde formelt efter denne oplevelse.
OK. Jeg er nu heller ikke selv særligt religiøs. Det er mine stammefrænder til gengæld, og det er sikkert meget godt, for de mangler helt forudsætninger for at forstå dette fænomen på andre måder. Det kræver en vis videnskabelig basisviden.
Det troede jeg, at jeg havde, men jeg har aldrig nogensinde hverken set eller hørt om noget, der minder om dette her. Hvad er det, der sker i det grønne lys, og hvorfor skal vi bevæge os i samme takt? Er det en form for radioaktivitet? Og hvad har tiden at gøre med dette fænomen?
Det var mange spørgsmål på een gang, sagde Koro leende, men jeg tror, du bedre vil kunne forstå det, hvis jeg fortæller dig, hvordan det begyndte:
Under verdenskrigen var en deling amerikanske soldater udstationeret her som observationspost. De havde et udsigtstårn oppe på bjerget med en høj antenne og en kraftig radiosender. En uge efter at atombomberne blev udløst over Hiroshima og Nagasaki, blev bjerget ramt af en voldsom eksplosion, der fik hele øen til at skælve. Min mor har fortalt mig, at alle troede, at det var en af disse superbomber, som amerikanerne gik og jublede over, men det viste sig at være et meteor, der havde ramt toppen af bjerget. Det er det, som har skabt krateret deroppe. Der var samtidig en regn af små meteoritter i havet og lagunen.
Som du sikkert kan forstå, var der ikke noget tilbage af tårnet og radiosenderen, og de to mænd, som var på vagt deroppe, var der selvfølgelig heller ingen spor af. Amerikanerne var dybt chokerede, og fik rigget en ny sender til af reservedele for at tilkalde hjælp. Det er den, vi stadig har i dag, og som Marcus brugte til at sende meddelelser og bestillinger fra os. Da amerikanerne blev evakueret, kom der to geologer med herud. De gravede meteoret op, og tog det med sig tilbage.
I 1946 ankom der så en missionær. Han flyttede uden videre ind i huset her, der stod tomt. Det var faktisk amerikanernes hovedkvarter, som de forærede os sammen med senderen. Det lykkedes efterhånden missionæren at omvende omkring hundrede af stammen til sin tro, og med deres hjælp byggede han den gamle mandskabsbarak om til en kirke. Den daværende høvding var noget sur over hans indflydelse, men fandt sig i ham, fordi han lærte børnene at læse.
Så en dag erklærede høvdingen, at han i drømme havde haft et syn, der fortalte ham, at vores gud, Taka, for længe siden var steget ned fra himlen, og lå og sov i bjerget, og det var vores opgave at grave ham ud. Han udpegede nogle betroede mænd til at hjælpe – min fader var iblandt dem – og de gav sig til at grave i midten af krateret, hvor meteoret var landet. Nogle meter dybere nede fandt de en stor stensøjle, og høvdingen erklærede, at Taka var inden i den, og at de måtte befri ham. De fik rejst søjlen på højkant, og huggede den ud i den facon, den har i dag. Det store øje sad inde i søjlen. De fandt også de to mindre gulgrønne sten i hullet, som de så anbragte som øjne.
Jamen, hvordan kunne de håndtere øjet uden at blive dræbt? Arbejdede de i takt eller hvordan?
Koro rystede på hovedet. Stenene var ikke aktive på det tidspunkt. Det blev de først noget senere, da man var næsten færdig med arbejdet. Min fader ankom til krateret, netop da det skete. Øjet flammede op, og den første, feltet fortærede, var høvdingen selv. Flere af hans folk løb ham til undsætning. De døde også. Kun min fader og et andet vidne overlevede. Derefter valgte stammen min fader til høvding.
Marcus fortalte mig, at det nok var din far, der havde slået høvdingen ihjel for selv at komme til magten, sagde jeg, men jeg forstår nu, at sådan var det ikke.
Tværtimod, sagde Koro bedrøvet. Det har kostet ham dyrt. Fire af askebunkerne deroppe er mine tre ældre brødre og min mor. Hun løb ind for at prøve at redde den yngste af dem. Jeg så det ske. Jeg var ti år.
Koro var tavs i nogle sekunder, da han i tankerne genoplevede sin barndoms frygtelige mareridt. Jeg så hans øjne blive blanke, og skyndte mig at spørge:
Jamen, hvorfor gik I overhovedet ind i krateret, når det var så farligt? Det havde da været mere logisk at afspærre området, så ikke flere ville blive dræbt.
Vort folk er ikke kujoner, sagde Koro. Når man møder en ukendt fare, hjælper det ikke at stikke halen mellem benene. Husk på, at Taka jo var vores guddom, så dennes vrede kunne ikke bare ignoreres. Vi blev nødt til at lære os selv, hvordan vi skulle omgås den, for der var jo ingen garanti for, at virkningen ikke vil sprede sig, og det var faktisk, hvad den gjorde, inden vi fik den tæmmet. Det gik op for min fader, da missionæren blandede sig.
Hvad havde missionæren at gøre med det?


Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Min far forbød ham at komme derop, mest for hans egen skyld, for han ville næppe respektere øjets kræfter. I starten var det kun farligt at være indenfor en afstand af fire-fem meter, men området voksede lidt ved hver fuldmåne eller nymåne.
Missionæren havde jo mistet store dele af sin menighed til Taka, så han betragtede statuen som djævelens værk, og han besluttede derfor at uddrive den onde ånd. Da han ikke selv måtte komme derop, oplærte han seks af sine mest trofast tilhængere i djævleuddrivelses-ritualet. En dag drog de så op i krateret, trak nogle kors frem, stænkede med vievand, og bevægede sig ind mod statuen, mens de rablede latinske remser af. De fem af dem døde på stedet. Den sjette undslap med nød og næppe ved at kaste sig ud af feltet, men døde af alderdom en måned efter.
Af alderdom? Hvordan det? Var han da meget gammel?
Nej, men det var han blevet. Det skal jeg vende tilbage til om lidt. Det værste var dog, at den afstand øjet dræbte på, sidenhen var fordoblet. Hvorfor, ved vi ikke endnu.
I dag ved vi dog, at rytmiske lyde og bevægelser i denne særlige takt begrænser dets dræbende effekt til området indenfor de hvide sten, uden at feltet vokser yderligere, men det har kostet flere hundrede liv at komme så langt. Vores antal er næsten blevet halveret. Alle har dog frivilligt deltaget i forsøgene på at formilde Taka. Ingen er blevet tvunget i døden.
Min far var selvfølgelig rasende, og beordrede kirken brændt, og alle missionærens tidligere tilhængere omringede nu på min fars ordre huset, og kastede småsten på ham og forbandede ham, hver gang han vovede sig udenfor huset. Han tog den første båd væk, og han fik aldrig at vide, hvad der var sket med hans eksorcister.
Hvorfor tilkaldte I ikke fra starten hjælp udefra til at undersøge fænomenet? Jeg er da helt sikker på, at mange videnskabsmænd ville stå i kø for at komme til at studere det. Så kunne I sikkert have undgået, at så mange blev dræbt.
Godt spørgsmål. Jeg var endnu ikke født dengang, så jeg kan kun sige, at det var min fars afgørelse at holde det hemmeligt, og det må skyldes hans sikre instinkt. Det har senere vist sig at være en vigtig beslutning, for sagen er langt alvorligere, end du forestiller dig. Det vil du forstå, når jeg har forklaret dig situationen, som den ser ud i dag. Men lad mig først fortælle om min egen rolle i det.
Det tog hårdt på min far, at mine brødre og min mor døde, så han sendte mig på kostskole i England, og senere på universitetet i Oxford. Jeg har faktisk en doktorgrad i højenergifysik, og mit eneste mål er at finde ud af, hvad øjet og Himlens Tårer er, og hvilken fare de repræsenterer. Kun en halv snes fysikere i verden er indviede i hemmeligheden. Vi arbejder i fælleskab på at løse problemet, og vi er alle enige om, at det kan få fatale følger for verden, hvis fænomenet bliver almindelig kendt.
Jeg forstår ikke! Hvordan kan det være farligt for resten af verden? Tror du at virkningen kan brede sig så langt? Og hvad er det gulgrønne lys egentlig?
Lyset er en form for pulserende tyngdefelt med besynderlige egenskaber. Det påvirker tilsyneladende ikke materien i omgivelserne, men inde i feltet er tyngden så stærk, at den påvirker tiden markant. Normalt ville en sådan tyngde få tiden til at gå lidt langsommere i feltet, men her sker det modsatte. Tiden accellererer ekstremt. Det er helt i modstrid med både relativitetsteorien og kvanteteorien. Det, du så i går, var ikke stråler, der brændte Marcus op. Han blev ganske enkelt flere hundrede år ældre på få sekunder.
Det lyder helt utroligt. Er du sikker på, at det ikke er en form for radioaktivitet?
Fuldstændig. Jeg har haft forskellige måleinstrumenter inde i feltet. Der er hverken tale om alfa-, beta- eller gammastråling. Tværtimod fremskyndes halveringstiden for radioaktive isotoper og betahenfaldet øges. Jeg har også fået analyseret prøver af askebunkerne med kulstof 14 metoden. De viser også en betydelig ældning, og vi kender jo askens oprindelige alder. Et sådant fænomen hører simpelthen ikke hjemme i vores fysiske verdensbillede. Begynder du efterhånden at fornemme hvilket gigantisk problem, vi står overfor?
Jamen kunne det så ikke hjælpe at inddrage nogle flere forskere i arbejdet?
Sikkert, men ikke uden en vis risiko. Vi ga sansynligvis at gøre med en hidtil ukendt fundamental kraft, men som alle andre kræfter kan den misbruges. Hvis vi lærer at kontrollere den, kan den måske gavne menneskeheden, men som du i går har set, kan den også blive et frygteligt angrebsvåben eller noget, der er værre. Jo færre, der kender til den, jo bedre.
Hvad mener du med værre? Hvad kan vel være værre end et masseødelæggelsesvåben?
Dengang man prøvesprængte den allerførste atombombe, var der flere forskere, der var nervøse for, at den kunne starte en kædereaktion, som ville sprænge hele kloden til atomer. Deres frygt viste sig at være ubegrundet, men denne her kraft er totalt ukendt i fysikken, og vi aner ikke, hvad der kan ske, hvis den slippes løs. Her har vi den trods alt under nogenlunde kontrol, efter min far fandt ud af, at de rytmiske danse ved fuldmåne og nymåne stoppede udvidelsen af kraftens virkefelt. Siden da har vidanset rundt om den hver fjortende dag.
Hvordan fandt han egentlig ud af det? Er denne dans da en gammel lokal tradition?
Næh, men da adskillige af vort folk var blevet forvandlet til aske i forsøget på at nærme sig figuren for at prøve at formilde Taka med offergaver, fandt han på at sende forskellige dyr ind for at studere fænomenet. De døde selvfølgelig på stribe, men da han sendte en hane ind, spankulerede den uhindret rundt. Så forsøgte nogle frivillige sig med at efterligne hanens bevægelser, og det gik for det meste godt. Siden udviklede det sig så gennem forsøg til det, som du så i aftes. Så hos os er hanen blevet en hellig fugl, som varsler tiden.
Og de grønne perler? Hvor kommer de så fra?
Vi går ud fra, at de stammer fra meteorregnen. De må have ligget dybt begravet i havbunden, men efter at det store øje blev aktivt, bliver de en efter en langsom trukket op af sandet. Vi finder dem af og til, når vi dykker efter perler, og bringer dem op til Taka. De har også en vis indbyrdes tiltrækningskraft, som du så af Marcus forsøg på at tage to af dem, og de besidder de samme kræfter som det store øje. Der er sket uheld under dykningerne, så derfor dykker vi også i den samme rytme.
Så det er grunden til, at I kalder dem for Himlens Tårer – fordi de faldt ned fra himlen?
Det var min far, der gav dem det navn, men mytologisk set er det faktisk gudernes øjne. Der findes mange gamle naturreligioner rundt om på øerne her. Fælles for dem alle er, at de omfatter mange guder, at hver levende art og hver stamme har sin egen gud, der holder øje med om vi opfører os korrekt, og straffer os med sygdom og død, hvis vi ikke gør det. Stjernerne er gudernes øjne, og eftersom der er mange arter, er der følgelig også mange stjerner. Vores stammegud hed Taka, og det betyder ganske enkelt vogteren, men nu kalder vi ham for Taka-té, tidens vogter.
Men hvorfor græder stjernerne. Har mytologien eller din faren forklaring på det?
Guderne græder deres øjne ud, fordi menneskene ikke følger naturens rytme, men dræber hinanden og driver rovdrift på alle andre arter. Derfor er nogle af gudernes øjne kommet til jorden for at hjælpe Taka-té med at holde øje med, om vi opfører os ordentligt.
Er det, hvad din far tror?
Min far er pragmatiker. Han har givet denne forklaring, fordi den er let at forstå for alle, og fordi den stemmer ganske godt med begivenhederne. Hvad han selv tror, ved jeg faktisk ikke. Som sagt er han pragmatiker og meget nøgtern, men han er på den anden side også vokset op i den gamle tradition, og jeg har aldrig diskuteret religion med ham. Han har dog aldrig krævet, at jeg skulle tro på de mytologiske guder.
Har du og dine forskervenner nogensomhelst idé om, hvad det er for kræfter?
Idéer har vi masser af, men ingen der helt kan forklare, hvad vi ved om kraften. Flere af os hælder dog mod en speciel teori. Kender du noget til teorierne om superstrenge?
Ikke meget. Kun at man vist mener, at elementarpartikler i virkeligheden er bittesmå vibrerende strenge.
Ja, sådan forklares det jo for det meste i populærvidenskabelige værker, men strengene er nu ikke nødvendigvis små. De kan strække sig gennem hele universet. Det vigtigste ved teorien er dog, at den forbinder tyngdekraften med de tre andre fundamentale kræfter. Det kan kun lade sig gøre, hvis universet har mindst seks ekstra dimensioner ud over de fire, der udgør rumtiden, men meget tyder på, at der er flere endnu.
Jeg kan godt huske, at jeg har læst om det, men jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at rummet kan have flere dimensioner end tre. Jeg er dog klar over, at man også betragter tiden som en dimension, men resten fatter jeg ikke.
Jeg kan trøste dig med, at fysikere har lige så svært ved at forestille dig andre dimensioner end dem, vi er vant til, men de ekstra dimensioner betyder heller ikke noget i vores dagligdag, for de formodes at være rullet op i nogle ekstremt små områder af rummet, som kaldes Calabi-Yau spaces efter de forskere, der først beskrev dem. Hvad vi så var muligvis et Calabi-Yau space, der voksede op til makrokosmisk størrelse.
Mener du, at denne mystiske kraft skulle have noget at gøre med disse bittesmå rum?
Ikke med rummene, men med dimensionerne. Der har været lavet beregninger over, hvad der ville ske, hvis nogle af disse ekstra dimensioner kollapsede, og de viser, at det ville udløse gigantiske energier, som optrådte i det tidlige univers kort efter Big Bang.
Undskyld, hvis jeg spørger dumt, men hvorfor skulle sådanne energier dukke op i dag på en lille ubetydelig planet, uden at astronomerne har set noget lignende i hele universet?
Det har de muligvis også uden at vide, hvad de så. Universet indeholder mange uløste gåder. Men vi har i hemmelighed fået undersøgt nogle stumper af det materiale, som blev hugget løs fra søjlen. Der er ingen tvivl om, at den kommer fra rummet, for den er betydeligt ældre end jorden. Geologerne anslog dens alder til mindst ti milliarder år, og den stammer muligvis fra tiden, hvor de først galakser blev dannet. Det er muligt, at den ankom med meteornedslaget, men det kan også tænkes, at den har ligget i bjerget meget længe, og at den tiltrak meteorregnen.
Men de energier, du talte om, skulle de så ligge i stenen eller i lyset?
Det kan være, at der findes en ekstra tidsdimension, som er kollapset inde i stenen, men at der, af grunde vi ikke forstår, kun lejlighedsvis siver lidt energi ud. Det kan være, at Marcus blot blev ført på en genvej gennem tiden til et punkt i hans egen fremtid. Kan vi lære at beherske det, kan det sikkert udnyttes til fredelige formål, men hvis en hensynsløs regering prøver at udvikle det til et angrebsvåben, kan det udløse en katastrofe.
Løber du så ikke en kæmpe risiko ved at fortælle det til mig? Jeg er jo trods alt en fremmed, som du næsten intet ved om.
For det første føler jeg, at jeg kan stole på dig, og desuden er jeg nødt til at tage chancen. Vi har brug for dig Vic, mere end du aner, så jeg har et forslag at stille dig, som jeg håber, at du vil tage imod.
Det lyder spændende. Lad mig høre!



Slutningen på historien kommer i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Slutningen på historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.




Flyt hertil og overtag Marcus job, men ikke på samme måde. Vi har brug for din viden og dine forbindelser. Du skal skaffe os de måleinstrumenter, vi behøver, og det skal foregå meget diskret. Det kan gøres gennem det firma, du arbejder for nu, så ingen begynder at stille spørgsmål om, hvad vi skal med avancerede instrumenter på en lille ø i troperne. Jeg vil også gerne have disse instrumenter udbyggede med avancerede tidsmålere, og det er I åbenbart det logiske valg til. Og så har jeg brug for udstyr til at kommunikere via satellit med mine kollegaer, uden at nogen uvedkommende kan lytte med, og jeg forstod på dig, at I har jeres eget net af satellitforbindelser.
Jeg så vantro på ham. Er det dit alvor?
Det er det, sagde han. Penge er intet problem. Dem har vi rigeligt af. Du kan bare sige, hvad du vil have i løn, og du får det. Til en start vil jeg forære dig huset her og møblementet. Marcus havde ingen familie, så efter loven tilhører det os. Hvis du savner kvindeligt selskab, så kan jeg fortælle dig at flere af vore unge piger er dybt betagede af dit lyse hår, så du er allerede et mål for deres opmærksomhed, og den er ikke blevet mindre af, at der er underskud af mænd på øen her. For mit eget vedkommende kunne jeg også bruge noget intellektuelt selskab. Flyt ned til os, Vic. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.
Tankerne hvirvlede rundt i min hjerne. Hvor fristende det end lød, så kunne jeg slet ikke overskue konsekvenserne, så jeg endte med at sige: Tak for tilbudet, Koro, men jeg bliver nødt til at overveje det, og jeg bliver også nødt til at diskutere sagen med min chef først. Men jeg tror godt, at jeg kan love dig allerede nu, at vi kan gøre alle de andre ting for dig. Bare sig, hvad du skal bruge.
Koro så lidt skuffet ud, men sagde så: OK, det forstår jeg. Her er, hvad vi behøver i første omgang. Han trak en liste frem og rakte mig den. Jeg spærrede øjnene op. De fleste af disse instrumenter havde jeg aldrig hørt om, og specifikationerne var det rene volapyk for mig. Men det lignede flere millioner dollar.
Koro bemærkede min forvirring, og sagde: Vi kan overføre pengene til jeg forud. Bare fortæl mig, hvilken konto de skal sættes ind på. Vi har kontoer i flere amerikanske banker.
Det må min chef afgøre, men han vil nok være nysgerrig efter at vide, hvorfor du vil have en tidsmåler bygget sammen med et instrument til at måle gravitation. Er den ikke konstant?
Ikke inde i feltet. Måske pulserer den i virkeligheden mellem stærke værdier af tyngde og antityngde. Rytmen er tæt på et sekund, men ikke nøjagtig et sekund. Hvad vi gerne vil undersøge er, om den nøjagtige frekvens har en matematisk sammenhæng med nogle af de beregnede værdier af superstrengenes frekvenser, specielt den der svarer til gravitonen.
Det forstår jeg ikke meget af, men det gør chefen sikkert. Hvor hurtigt skal du bruge det?
Så hurtigt I overhovedet kan fremstille det, så lad os ikke spilde mere tid. Jeg bestiller et fly til at hente dig med det samme. Han gik ind i radiorummet, og jeg begyndte at pakke sammen.
Flyet kom to timer senere. Koro fulgte mig ud af anløbsbroen, og insisterede på at bære mine kufferter. Inden jeg steg ind i flyet, sagde han: Jeg håber, du snart kommer tilbage og har nogle af instrumenterne med. Det haster ret meget.
Tror du, at du er på sporet af noget?
Nej, ikke specielt. Men du så det felt, der rev sig løs og forsvandt ud i rummet.
Ja, hvad betød det?
Det ved jeg ikke. Det er aldrig sket før. Min fader hævder hårdnakket, at Taka nu har anmodet de andre guder om hjælp. Selv tror jeg, at for første gang i de mange år, jeg har arbejdet med problemet, står vi måske overfor en ændring af feltets opførsel. Til hvad, ved jeg ikke, men jeg tilstår gerne, Vic. Jeg er virkelig bange!
Jeg tænkte meget over Koro’s ord under flyveturen, for hans frygt havde delvist forplantet sig til mig, men efterhånden som vi nærmede os Nassau og civilisationen, blev verden igen normal, og begivenhederne på Rohtua virkede blot som en særegen oplevelse. Jeg havde løst min opgave, og havde en kæmpeordre i lommen.
Det lykkedes mig at få adgang til en satellitsender i Nassau, og jeg sendte en fyldig rapport hjem om alt, hvad jeg havde set, men udelod dog i første omgang Koro’s tilbud til mig.

_ _ _ _ _

Jeg havde ventet en begejstret modtagelse, da jeg kom tilbage. Jeg kom jo faktisk med den største enkelte ordre i firmaets historie, men chefen havde åbenbart ikke ladet den nyhed gå videre til andre. Da jeg kom ind til ham, sad han i dybe tanker foran computeren.
Nå, der er du Vic, sagde han adspredt. Udmærket klaret! Det var en fin rapport, du sendte hjem.
Mange tak, sagde jeg, men nu har vi selvfølgelig et problem.
Og det er? sagde han, og så afventende på mig. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han vidste, hvad jeg ville sige, men at han allerede havde taget sin beslutning.
Strengt taget burde vi jo fortælle det til en eller anden myndighed. En mand er trods alt død under højst mystiske omstændigheder, hvor nogle ukendte kræfter er involveret. På den anden side er det så vidt vi ved ikke første gang, det er sket, og Rohtua har jo selvstyre, hvad angår lokale problemer. Jeg tror ikke rothuanerne ville bryde sig om, at nogen udefra blandede sig i deres gudsdyrkelse, og måske ovenikøbet ville kræve at undersøge deres gud. Og desuden, tilføjede jeg med et uskyldigt blik, ville det jo også betyde, at rothuanerne ikke længere ville have brug for vores assistance.
Du er altså enig i, at vi indtil videre ikke fortæller nogen om Tidens Gud. Kunne du tænke dig at lede vores filial på Rohtua?
Det ville jeg ikke have spor imod, sagde jeg. Jeg er jo i forvejen vant til at leve efter et tidsskema, og klimaet passer mig fortræffeligt. Jeg går ud fra, at vi også snakker om en betragtelig lønforhøjelse.
Selvklart, sagde han. Så er det en aftale. Men der er lige noget her, du skal se først.
Han drejede computeren rundt, så skærmen vendte mod mig. Den viste et af de billeder, jeg havde sent hjem af Marcus’ dødskamp. Så startede han lydoptagelsen, og jeg hørte igen den vibrerende tone, der voksede i styrke.
Læg mærke til uregelmæssighederne i tonen, sagde chefen. Jeg fik en mistanke om, at den måske indeholdt en kode, og bad computeren om at omsætte frekvenserne til tal. Så kørte jeg tallene gennem en lang række krypteringsprogrammer, men ingen af dem gav noget resultat. Først da jeg forsøgte med en primitiv kryptering fra midten af nittenhundredtallet, som de allierede styrker havde anvendt til at kode deres radiosignaler med under 2. verdenskrig, skete der noget. Her er hvad computeren kom op med.
Han trykkede atter på en knap, og på skærmen stod der nu:

Resultat af dekryptering. Usikkerhedsfaktor 14,6%.

alternativ 1: Tiden er kommet.
alternativ 2: Tiden er inde.
alternativ 3: Tiden er nær.

Jeg fik en kildrende fornemmelse ned af rygraden, og chefen fortsatte: Det er ikke det hele. Jeg lod også computeren prøve at analysere det farveskiftende lys. Det indeholder tilsyneladende et interferensmønster, der kunne være en form for kode, men computeren behøver et ubrudt forløb for at kunne analysere det, så jeg tager med dig tilbage til Rohtua. Jeg har allerede chartret et fly. Vi må overtale dem til at give os lov til at filme det lys med et highspeed spektralkamera. Jeg har en fornemmelse af, at det gulgrønne skær kun er en hvileposition, og at lyset omfatter meget mere end det synlige spektrum.
Det vil Koro helt sikkert være med på. Tror du, vi vil kunne udnytte det i vores udviklingsarbejde? Det er jo klart, at strålerne på en eller anden måde kan ændre tidens gang lokalt. Det kunne vel også blive et fantastisk forsvarsvåben.
Bagateller, sagde han. Hvad jeg tror er, at lyset indeholder en besked til os fra en fremmedartet livsform. Måske er de grønne perler selv en form for liv. Vores definition på liv, som vi jo opfatter som baseret på organiske molekyler er både meget subjektiv og meget mangelfuld. Menneskeheden står sandsynligvis overfor den største omvæltning i hele sin historie, og jeg ønsker at være med i første række, når det sker.
Jeg er parat, når du er det, sagde jeg og tilføjede: Men måske skulle vi lige snuppe et lynkursus i breakdance, inden vi tager afsted.
Han så på mig med pludselig interesse. Ingen dårlig idé! Ja, faktisk, tilføjede han eftertænksomt, tror jeg, at det er en rigtig god idé, at alle mennesker lærer at danse breakdance.


_________________________________


Meteoritsværmen fra det dybe rum resulterede, som astronomerne havde ventet, i et festfyrværkeri af stjerneskud. Men det bedste af det hele var, at titusindvis af meteorerne åbenbart var tilstrækkeligt store til at nå gennem atmosfæren. Rapporterne indløb i en endeløs strøm fra nær og fjernt om nye landinger, og astrofysikerne jublede.
Det tegnede til at blive historiens største høst af ekstraterrestrisk materiale, og de forventede med god grund at erfare en masse nyt om universets oprindelse og sammensætning. Ingen hæftede sig ved det besynderlige i, at ikke een eneste af de foreløbige rapporter var kommet fra øjenvidner direkte ved nedslagsstederne i de beboede områder.
Men rundt omkring i byerne, i skove og på marker, i bjerge og i dale lå små og store meteorer med gulgrønne vinduer og ventede tålmodigt på at lære menneskene respekt for tidens rytme.




Tilskuerne så ret forvirrede ud, og Vern sagde: Ja, der er jo så meget mellem himmel og jord, som vi mennesker ikke forstår. Jeg kunne selv godt tænke mig at vide, hvad denne historie ender med. Men foreløbig skal vi ud at sejle. Kom!


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

I denne søde juletid, hvor børnene spændt venter besøg af genfærdet af en tyrkisk biskop i et samisk transportmiddel, som trodser både tyngdeloven og luftfartsbestemmelserne, kan voksne måske også have behov for at slappe af med et besøg i fantasiens verden.

Her er endnu en historie fra min novellesamling "Tidens Labyrint."



Er tiden virkelig, eller er det blot en tanke, vi leger med? Måske er tiden selv en tanke, der leger med os, så vi indbilder os en virkelighed. Hvem ved, hvad vi i virkeligheden er, sagde Vern med et kryptisk smil.


Tids-illusionen.

Aftensolen kastede lange skygger hen over landskabets bløde kurver, hvor vinden lavede dovne bølger i majsmarkerne. Jeg havde sat mig på en bænk udenfor stationen, så jeg kunne nyde solnedgangen, mens jeg ventede på toget. Der var ikke andre stjerner fremme end supernovaen, der stod højt på himlen i sydvest. I flere dage havde man nu kunne se den ved højlys dag, og den var efter sigende ved at kulminere nu.
Der var noget mærkeligt ved den supernova. Verden var på randen af et sammenbrud, da den viste sig. Den panafrikanske oprørshær hærgede det centrale Afrika. Det endelige sammenbrud i fredsforhandlingerne i Mellemøsten havde startet den hidtil blodigste krig i området. Størstedelen af de europæiske topledere var dræbt ved et bombeattantat i Bruxelles. Borgerkrigen rasede i Kina, og i kulminationen på det hele - PakIndia krigen, havde parterne nu havde taget strategiske atomvåben i brug, og allerede dræbt eller lemlæstet over 40 millioner mennesker, og gjort store landområder ubeboelige.
Men pludselig, da supernovaen viste sig, var kamphandlingerne på besynderlig vis stilnet af og afløst af våbenstilstand de fleste steder. Var det mon på grund af noget i dens stråler, eller var menneskene i virkeligheden dybt overtroiske og så den som et tegn fra himmelske magter? Måske mindede den os blot om, hvor små og ubetydelige vi er i sammenligning med det uendeligt store univers. I hvert fald søgte man nu at løse alle problemer ved forhandling i stedet for ved hadefulde blodsudgydelser.
En lille rynket mand kom pludselig rundt om hjørnet, og gav sig til at studere afgangsplanen på muren. Der var endnu en halv time til næste tog, så han satte sig i den anden ende af bænken, og gav sig nervøst til at studere nogle medbragte papirer, mens han mumlede for sig selv.
Han må have følt, at jeg i smug iagttog ham, for pludselig vendte han hovedet mod mig og spurgte mig direkte uden omsvøb: Tænker De nogensinde på, hvor skrøbeligt livet er?
- Det har de fleste vel gjort fra tid til anden. Man kan jo få et hjerteanfald eller blive kørt over eller blive ramt af et meteor eller ...
- Det er ikke Deres liv, jeg mener, afbrød han mig lettere irriteret, jeg sagde Livet, alt liv selvfølgelig!
- Det vil jeg nok mene er temmelig robust, sagde jeg, eftersom det har klaret sig i flere milliarder år.
- Det tror De, sagde han, men hvad nu hvis jeg fortæller Dem, at livet blot er en illusion!
- I så fald er det en meget overbevisende illusion. Jeg føler mig i hvert fald meget virkelig.
- Selvfølgelig gør De det. Ellers ville vi forlængst have opdaget, hvordan det hang sammen, men jeg siger Dem, at ikke bare livet, men hele universet er blot en tanke hos et væsen uden for dette univers.
- Mener De, at vi blot er en tanke hos Gud?
- Nej, jeg mener ikke Gud, men det må De for min skyld gerne kalde det. Som jeg ser det, er også Gud, ja alle guder en del af illusionen.
- Det er jo en interessant filosofisk tanke. Så vidt jeg husker, var allerede Platon inde på, at ...
- Platon, bah!! Han vidste ingenting, han var ikke matematiker. Jeg er professor Jankowitz. Det er mig, der har skabt projektions-matematikken, der sætter os i stand til at løse ligninger, der indeholder flere inkommensurable størrelser, og min matamatik beviser, at jeg har ret. Tiden er en illusion, og eftersom såvel livet som universet skylder tiden deres eksistens, må de derfor også være illusioner. Det er da fuldkommen indlysende.
- Jeg tror ikke, jeg helt har fattet, hvad De mener, sagde jeg.
- Selvfølgelig kan De ikke fatte det. Jeg kan dårligt fatte det selv, og jeg er anerkendt som det største nulevende matematiske geni. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde.
Det begyndte altsammen med, at det gik op for mig, at enhver forståelse bygger på sammenligning med noget kendt. Uden analogier, ingen forståelse. Derfor bekymrede det mig, at der fandtes inkommensurable størrelser. Hvorfor kan man ikke måle siderne og diagonalen i et kvadrat med samme målestok? De ser dog ud til at være af samme art. Og hvorfor er selv de mindste punkter på en cirkelbue forskellige fra punkterne på en radius? Men de problemer løste jeg med projektions-matematikken, som arbejder i flere dimensioner.
Det var da jeg begyndte at arbejde med tiden, at jeg stødte på større problemer. Tiden er uforståelig, fordi den ikke kan sammenlignes med noget som helst. Alligevel er den en del af enhver begivenhed og enhver genstand. Det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne definere tiden matematisk. Jeg hentyder ikke til størrelsen t, som jo indgår i mange ligninger. Den er der bare. Jeg hentyder til en matematisk definition af tidens natur eller væsen, om De vil. Da først jeg havde løst dette problem, kunne jeg begynde at undersøge den nærmere, og da var det, at jeg gjorde den frygtelige opdagelse.
- Og hvad var så det, spurgte jeg.
- At tiden ikke, som vi har troet, er opstået samtidig med universet, men har sin oprindelse udenfor universet, sagde han med dyb alvor i stemmen, og rykkede lidt nærmere hen imod mig.
- Jeg kan ikke se, at dette kan være et problem, sagde jeg. Det kan da være tindrende ligegyldigt.
- Menneske, forstår De da ikke konsekvensen! udbrød han med forfærdelse malet i ansigtet.
- Overhovedet ikke. Hvad skulle det dog betyde?
- At universet er afhængigt af noget udenfor, og dermed er det ikke stabilt. Men det viste sig at blive meget værre.
- Hvad skete der da?
- Uanset hvordan jeg opstillede ligningerne, kom jeg til de samme resultater. Tiden eksisterer ikke som forløb. Fortid, nutid og fremtid er blot forskellige projektioner af en tilstand udenfor vort univers!
- Det forstår jeg overhovedet ikke. De sagde, De kunne bevise Deres teori. Hvori består dette bevis?
- Beviset er matematisk, og det vil De næppe kunne forstå, så lad mig prøve at forklare det i billeder. Glem for et øjeblik, at der findes tid, og glem at der eksisterer et univers. Forestil Dem så et væsen, der i sine tanker eller drømme har en masse billeder, hvoraf nogle ligner hinanden. Nu skifter dette væsen sin fokus fra et billede til det næste og derefter til det tredie, og pludselig virker det som om billederne bevæger sig, præcis som når fokus skifter fra billede til billede på en film. Det er disse skift, der frembringer illusionen af tid, der forløber i en bestemt retning.
- Nu forstår jeg, hvad De mener. Og hvis man kører filmen baglæns, vil det se ud som om tiden går baglæns, men jeg kan huske, at jeg har læst noget om entropi – noget om, at der er visse processer, der ikke kan gå baglæns.
- Det er netop der, man tager fejl! udbrød han. Allerede i 1700-tallet beviste David Hume at årsag og virkning ikke nødvendigvis afhænger af hinanden. Det er kun noget, vi tror, fordi vi er vant til at se det sådan. De logiske regler kan sættes ud af kraft, og det er netop det, der er ved at ske!
- Hvordan skal det forstås? At 2 + 2 ikke længere er 4?
- Det kan meget vel blive resultatet, sagde han triumferende. Alt er muligt i et univers uden logik.
- Ja, så forstår jeg slet ingenting, sagde jeg, så hører alting jo op. Det er jo det rene kaos. Hvordan vil De forklare det?
- Det kan jeg let, sagde han. Forestil Dem nu, at dette supervæsens koncentration begynder at flakke, og dets fokus springer til et andet sted i billedrækkefølgen. Pludselig er noget af fortiden eller noget af fremtiden blevet til nutid, og tidens gang er flyttet til et andet sted, og vores nutid er blot et stivnet billede i en ikke eksisterende rumtid.
- Det lyder ikke særligt logisk, at det skulle kunne finde sted. Det strider jo mod alle vore erfaringer.
- Logisk, logisk, vrissede han gnavent. Det er jo netop logikken, som jeg siger vil kollapse, i hvert fald i den form vi kender den. Lad mig give Dem et eksempel; Alice i Eventyrland. For hende var alting frygtelig ulogisk, men for kaninen eller den gale hattemager var alting indlysende logisk. Det er kun et spørgsmål om at kende de lokale regler for logik, og de varierer fra verden til verden.
- Jamen i et eventyrland kan man jo selv udforme reglerne. Det kan man ikke i den virkelige verden.
- Hvad mener De med ”den virkelige verden!” Menneske, har jeg ikke lige fortalt Dem, at verden er en illusion! En fantasi! Der er ikke mere virkelighed ved denne verden end ved de andre. De eksisterer allesammen i dette øjeblik. Hvordan i alverden tror De, at vi har fået kendskab til Eventyrland – eller til Olympens guder – eller Gullivers Lilleputland – eller Paradisets Have – det eksisterer alt sammen et eller andet sted. Alt det, vi kalder fantasi, er blot projektioner af andre illusoriske verdener. Ellers ville vi aldrig kunne få sådanne idéer.
- Vil De påstå, at Eventyrland virkelig eksisterer, og ikke blot er et produkt af vores fantasi?
- Det er mere end en påstand. Jeg har været der selv, og det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen. Nu ved jeg det, men det har ikke gjort min frygt mindre.
Jeg stirrede på ham, mens jeg tænkte som en rasende. Manden var gal, det kunne der ikke være tvivl om, men var han også farlig?
Som om han havde kunnet læse mine tanker, sagde han bedrøvet: Nej, jeg er ikke gal, men jeg forstår godt, hvis De tror det. Det gjorde jeg selv i starten. Det begyndte med at jeg så stjernen stå over Bethlehem, men det afskrev jeg som en fantasi, der var fremkaldt af supernovaen. Et stykke tid efter fik jeg et andet syn. Jeg så, at Jorden var flad, og båret på ryggen af en skildpadde. I dag ved jeg, at det er en religiøs myte, men det vidste jeg ikke dengang. Det fortsatte med andre mærkelige syner, som jeg ikke engang kan navngive, og det var sådan, at jeg fandt ud af, at det måtte komme til mig udefra.
Han fortsatte: Så længe det kun var noget, der overgik mig selv, kunne det jo være ligegyldigt, men siden har jeg truffet flere andre, der har det på samme måde. Jeg formoder, at nogle mennesker er mere følsomme overfor forandringer end andre. Noget afgørende er ved at ske – det viser mine ligninger med stor sikkerhed.
Jeg huskede noget om, at man i sådanne situationer altid skulle tale folk efter munden for at berolige dem, så jeg spurgte, så roligt jeg kunne: Og hvad mener De så er på vej til at ske?
- Vi er kommet til enden af en cyklus. Måske er væsenet ved at miste sin koncentration. Måske er det bare blevet træt af at tænke. Vi kan leve med at være en tankeprojektion, men vi kan ikke eksistere uden logiske sammenhænge mellem årsager og virkninger. Hvis dette væsen for alvor slipper sit greb i tankerne, så de begynder at flakke ukontrollabelt, vil verden gå under i et ulogisk kaos.
- Vil universet så ikke bare forsvinde, spurgte jeg.
- Nej, billederne er der jo stadig i væsenets tanker, men logikken ville forsvinde, og uden logikken vil vi alle blive sindssyge. Forestil Dem en verden, hvor landskabet uafbrudt skifter karakter og springer mellem forskellige tidsaldre, og hvis De prøver at spise, forvandler gaflen sig måske til en slange, der bider Dem i tungen, eller De rækker ud efter noget, og ser Deres arm forlade Deres krop og svæve gennem luften, eller De møder en heks med vorte på næsen, der forvandler Dem til en gris. Sådan kan vi ikke leve. Det er derfor jeg må tilbage til universitetet og tale med mine kolleger. Vi må prøve at finde en løsning, hvis det overhovedet er muligt.
Han var nu rykket helt hen til, hvor jeg sad, og hidsede sig mere og mere op, så det var en stor lettelse for mig at se en bil glide ind foran stationen og parkere. I det mindste er jeg ikke alene med ham, tænkte jeg. Bilens døre gik op, og to mænd i hvide jakker steg ud, og kom hurtigt hen imod os. Den lille mand måtte have set dem komme i mine øjne, for han sprang op, snurrede rundt og skreg: Nej, nej! Bliv væk fra mig! Jeg skal til byen. Det er meget vigtigt!
De to mænd var hurtigt henne ved ham, og holdt ham fast, og den ene af dem sagde i et beroligende tonefald. Så, så, lille Janke. Vær nu rolig. Det er bedst, du kommer med os hjem. Nu så jeg, at en tredie mand med lægetaske var på vej hen imod dem.
Nej, jeg vil ikke, jeg vil ikke! skreg den lille mand, men lægen gjorde hurtigt en sprøjte klar, og stak den i hans arm. Et øjeblik efter blev den lille mand slap og føjelig, og de hvide jakker ledte ham blidt hen imod bilen. Lægen kom hen til mig.
- Jeg håber ikke at professoren har generet Dem, sagde han.
- Nej, slet ikke, selv om jeg var ved at blive lidt nervøs på det sidste, sagde jeg. Var det virkelig professor Jankowitz?
- Desværre, ja, sagde lægen, og som De kan se, er han meget syg. Man siger jo, at genialitet og sindssyge ikke er langt fra hinanden, og det synes i hvert fald at passe i hans tilfælde. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for ham, men vi ved alt for lidt om, hvad der virkelig foregår i sjælens dybder.
- Det var i hvert fald en mærkelig, men også spændende historie, han fortalte mig. Langt hen ad vejen var jeg dybt fascineret af ham.
- Jeg formoder, at det handlede om hans mærkelige syner, sagde lægen. Vi får flere og flere af den slags patienter. Det er næsten en epidemi. Jeg tror, det skyldes, at vores tilværelse er blevet for stresset. Flere og flere mennesker forsøger at slippe væk ved at drømme sig ind i en fantasiverden. Det er en sørgelig udvikling. Nå, men jeg må tilbage til sanatoriet med ham. Endnu engang undskyld, hvis han har voldt dem ulejlighed.
- Alt i orden, sagde jeg, og lægen gik tilbage til bilen, som kort efter kørte bort. Jeg lænede mig lettet tilbage, og så op mod supernovaen, som her i aftenrøden lyste meget klart. Måske var det i virkeligheden supernovaen, der øvede sin indflydelse og satte gang i vores fantasi.

Pludselig strøg en iskold vind hen over mig, og supernovaens lys forsvandt, som havde nogen slukket for en kontakt. Aftenrøden blegnede hurtigt, og midt på himlen dukkede fuldmånen op, hvor ingen måne burde være. Så begyndte det at sne. Fine hvide krystaller dalede ned i sommernatten, og dækkede landskabet med et hvidt tæppe, og mens en uforklarlig angst begyndte at snøre mit hjerte sammen, så jeg i silhuet mod fuldmånens lys julemandens kane, trukket af otte rensdyr, glide hen over himlen ledsaget af en lystig klang af bjælder.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.


God jul til jer alle.

På tide;o)

Smukt Ole Bjørn.

Gad vide hvad der gør at illusioner fremtræder som virkelige?

Hvad er der at frygte hvis frygt i sig selv også blot er en illusion?

Jo, frygten for at frygt er virkeligt, måske.

God jul til dig Ole Bjørn.

Nu, pludselig, har jeg forstået!

Tak, kære serotonin!

Frygt er frygt for frygtillusion for frygtillusion for frygtillusion - MÅSKE virkelig!

Tak, kære seretonin! Du har nu udvidet min viden om verden - sådan illusionistisk.

Øøøhhh! Tror jeg nok! Sådan illusionistisk!

Jerry
----------------
At lege med sproget er en ting, at misbruge det, er en anden ting.

Frygtillusion! Rend mig i røven for en naiv, dum illustration, serotonin!

Du er så sød Jerry.

Husk nu at din røv også blot er en illusion, kære Jerry.

Glædelig jul til dig, Jerry.

Hej Ole Bjørn!

Smuk og kreativ fabulering. Flot fortælling.

Desværre var slutningen allerede klar inden halvdelen af historien var fortalt.

Var helt sikker på, at der gik gak i tilværelsen. Den der med, at fortælleren får på puklen for sin tvivl er jo en klassiker. Også med en tidsklassiker.

Har det lidt svært ved, at så mange fremtidssciencefabuleringer, hvor mennesket sejrer over disse aliens/mystiske begivenheder, stort set altid ender med en 'lille krølle' på historien, hvor den ellers nedkæmpede menneskeudryddende bacille/svumpukkel/slimklat/alien har erobret et lille fristed og derved truer med at genoptage sin kamp om at udrydde menneskeheden - sådan i slutningen af filmen med et lille - ha! ha! fristed i et blomsterbed for menneskeudryddende baciller/svumpukler/slimklatter/aliens m.v. - OVERLEVER!

Nåh, bare et par tanker.

Sådan på tide! Øhh! Tiden!

Kurt Vonnegut! Se dér har vi en scienceforfatter med nye budskaber.
Nå, men det må vi jo have tilgode til senere. Nok for i dag.
Jerry

PS: Tager lige en kigger ud ad vínduet. Måske ser jeg julemanden - sådan lidt illusorísk?

O.k. Så behøver jeg ikke at købe wc-papir i Netto næste gang!

Tak for tipset!

Jullehilsen
Jerry