Hvad er god debatkultur?

Det hersker der delte meninger om, så der kan være en vis idé i at få afklaret de holdninger, som vi hver især har til dette begreb. Jeg har selv indført begrebet debatterrorisme som en betegnelse for, hvad jeg selv ikke anser for god debatkultur.

Men før jeg redegør for dette, kan det være nyttigt at gøre sig klart, at debattørerne i en åben debat som denne har vidt forskellige motiver til at deltage. Nogle er her for at pleje en speciel agenda, som kan være af religiøs, politisk, filosofisk eller humanitær art, eller at man har nogle specielle interesser/kæpheste, som man gerne vil hverve tilhængere til.

Andre er her på grund af et uopfyldt kontaktbehov til omgivelserne, eller fordi de ikke føler, at deres omgivelser giver dem tilstrækkelig anerkendelse. Nogle søger åndsfæller til at hygge sig sammen med, og andre er her for at tilfredsstille deres aggressive tilbøjeligheder gennem verbale slagsmål og andre igen for at udveksle viden med andre og finde inspiration til at udvide sin egen horisont.

Flere forskellige motiver kan findes i den samme debattør. Selv deltager jeg af tre forskellige men forenelige årsager, men når alle disse forskelligartede interesser blandes sammen i samme debat, opstår der uvægerligt gnidninger, der kalder på den latente aggressivitet, som vi alle rummer. Når den eskalerer får vi debatterroristen.

I virkeligheden er det ret indlysende. Mennesket er et flokdyr, og vores adfærdsmønster minder meget om vore nærmeste artsfællers blandt primaterne. Vores daglige kontakter overstiger sjældent 30 individer, og vores totale bekendtskabskreds (bruttoflokken) omfatter normalt færre end 100 individer.

Alle flokke organiserer sig i en form for hieraki. Hos høns kalder vi det hakkeorden, hos aber har vi alfaer og betaer men også tværgående alliancer af mere kompleks natur, og hos mennesker er der talrige underhierakier hvor placeringen af et individ benævnes status. At finde en tilfredsstillende plads i dette komplicerede system volder vanskeligheder for mange, og herved opstår debatterrorismen.

Man kan inddele debatterroristerne i en række kategorier, der gør det nemmere at identificere dem.

Fanatikeren.
Han/hun kendetegnes ved, at alle indlæg bedømmes efter, om de er for eller imod ”sagen”. Argumentationsformen består væsenligst af stribevis af citater af autoriteter eller fra hellige skrifter. Nogen frugtbar debat bliver der ikke tale om, for fanatikeren er ikke indstillet på at ændre mening på noget som helst punkt, uanset hvilke argumenter, der fremkommer. I grelle tilfælde bombarderer fanatikeren debatten med sine citater.

Den selvglade.
Han/hun lever i en fantasiverden, hvor der gives svar på alt. Desværre forstår omgivelserne ikke, at den selvglade som den eneste kender alle disse svar, og den selvglade vil derfor håne enhver som drager svarene i tvivl og skamrose dem, som giver ham/hende ret i den mindste smule. Underforstået er dog, at de roste personer nok har fattet noget, men aldrig kan blive den selvglades jævnbyrdige. Argumentationsformen er ofte uhyre langstrakt og kompliceret, og fyldt med selvmodsigelser grundet mangel på konkret viden.

Den retfærdige.
Han/hun er moralens Vogter med stort V. Der findes kun én rigtig moral, og det er den retfærdiges. Det gør den retfærdige klart for enhver debattør, der vover at antyde noget andet. Den retfærdige blander sig uopfordret i andres dialoger, ofte for at sætte dem begge på plads. Argumentationsformen minder om voksnes udskældning af naboens uvorne børn. Når to retfærdige med hver sin moral mødes på debatten, slår det gnister.

Kværulanten.
Han/hun er rethaverisk helt ud i absurditeten. Kværulanten forfølger stædigt sit offer med ordkløveri, og petitesser og gentagelser af de samme spørgsmål igen og igen indtil han/hun har fået ret. Kværulanten gennemsøger konstant alle sit offers indlæg, også i andre debatter, for at finde en detalje at kværulere over. Hvis offeret undlader at svare på spørgsmålene, som ofte er tåbelige, bliver dette blot gjort til et nyt klagepunkt.

Mystikeren.
Han/hun ser dybere end alle andre, men er klar over, at livsvisdom ikke kan udtrykkes i klare ord, men kun i forblommede symbolske bemærkninger. Dem deler mystikeren villigt ud af over hele debatten uanset hvilket emne, der diskuteres. Mystikere er sjældent aggressive, så de er blot et forstyrrende element i diskussionerne, da ingen forstår, hvad de mener.

Alle de ovenstående tendenser kan i mindre grad findes i mange indlæg. De bliver først til debatterrorisme, hvis de overdrives, så de virker dominerende i debatten. Mange af problemerne med disse former for manglende debatkultur kunne undgås, hvis debatten blev delt op i flere separate debatter, men så længe debattens forside optræder som en sammenkogt ret, er sådanne problemer uundgåelige.

Jeg besvarer gerne spørgsmål om ovenstående fra alle undtagen deciderede kværulanter.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære debatkolleger.

Man ser undertiden dét synspunkt fremsat, at der er debatkolleger, der gør forsøg på at dominere og/eller afspore debatten. Dette er nok i et eller andet omfang rigtigt, men det er efter min opfattelse ikke så hyppigt forekommende, som visse ønsker at gøre det til.

Jeg tror, at den omtalte tendens til dominans og afsporing af emnerne hører nøje sammen med den enkelte debattørs egen holdning. Dette kan efter min opfattelse kun i begrænset omfang reguleres gennem formelle debatregler. Der er snarere tale om et behov for at udvise selvdisciplin.

Det er et følsomt emne, og jeg bliver derfor nødt til at udtrykke mig i en temmelig abstrakt form, så det netop er principper, vi drøfter. Der foreligger efter min opfattelse et forsøg på dominans, hvis man i tide og utide belærer sine debatkolleger om ens egne omfattende kvalifikationer, så det mere eller mindre kommer til at stå mellem linierne, at modparten ikke er meningsberettiget på netop det pågældende område.

Det er også en indirekte form for forsøg på dominans, hvis man konsekvent bruger et så højtravende ordvalg spækket med langhårede fremmedord og sætninger med højt lix-tal, at man kan få det indtryk, at debattørens egentlige ærinde er at manifestere sig som et menneske med nærmest overmenneskelig begavelse.

Med hensyn til afsporing af debatten er der efter min opfattelse også tale om afsporing, når man ikke kan få standset et mundhuggeri i tide, men par tout vil have det sidste ord. Jeg mener, det er i sin gode orden, at man bliver hed i kammen og læser en debatkollega teksten i ramsaltede vendinger. Det er også rimeligt, at modparten giver igen. Men det er træls – for nu at tale jysk – at en sådan uoverensstemmelse bliver til startskuddet for et tovtrækkeri, der ingen ende vil tage.

Efter min opfattelse er der som sagt kun få, der forsøger sig med dominans eller afsporing. Det må vi leve med, og da der som sagt er tale om et fåtal, går det såmænd også nok. Jeg synes, at det i sig selv er en værdifuld kvalitet ved vort debatforum, at vi alene er begrænset af straffelovens bestemmelser om injurier. Denne kvalitet er så væsentlig, at vi må tage visse uheldige småting med i købet uden at kny.

På min jyske hjemegn havde vi et karskt mundheld, der på bønders vis hentede sin symbolik fra visse elementære krops-processer, såsom at lette sig for tarmvind. Mundheldet var: ’Den som først bli’r fisen vár, han er fisens egen far’. Denne symbolik kunne man måske bruge lidt eftertænksomt, når nogle har travlt med at påpege uheldige omstændigheder hos andre.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

PS: Honi soit qui mal y pense (Skam få den, som tænker ilde derom), hvilket står på den britiske Hosebåndsorden.

Kære Kristian.

I "ramsaltede vendinger" som du siger, hvad i alverden er det for et vattet og lusket indlæg, du kommer med her.

Du foregiver at tale i principielle vendinger og fylder så din kommentar med forblommede hentydninger til andre debattørers "fejl" i dine øjne.

Hvem er visse debattører, du hentyder til?

Hvem hentyder du til, når du skriver:

Du er ikke den eneste akademiker her på debatten, men du er mig bekendt den eneste, der har påberåbt dig din akademiske status, men jeg går ud fra at din kritik ikke var tænkt møntet på dig selv.

Jeg har kun set et eneste eksempel på, at en debattør ikke mente at en anden var meningsberettiget. Det var da du bad mig holde kæft, da jeg kommenterede et personligt angreb på mig.

Et af dine afsnit sigter helt klart til Jeppe. Jeg er uenig med dig i, at han forsøger at dominere debatten. Han forsøger kun at fremhæve sig selv, og det er han ikke særligt god til, og alene længden af hans indlæg forhindrer, at han kan brede sig over hele debatten.

De trættekære stopper ikke aktiviteten fordi du mener, at det er et spørgsmål om selvjustits. Det gør de kun, hvis det medfører en eller anden form for repressalier.

Dit sidste afsnit refererer helt klart til mig, eftersom jeg har åbnet denne tråd. Men din latrinære "bondevisdom" er både malplaceret og ubegavet. Konsekvensen af det er jo, at ingen kan påpege et problem, uden at blive beskyldt for at være ophavsmand til det.

Jeg er stærk modstander af kratluskeri. Kom ud af busken Kristian, og lad os få renset luften. Det er det, der er formålet med at have en debat med højt til loftet.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Den som lugte fisen kan, det er fisens ejermand.

Kære Ole Bjørn.

Dit oplæg var holdt på det principielle niveau. Det var mit indlæg også, fordi temaet er følsomt. Når du nu forlader det principielle ved at byde op til en dans, hvor musikken skal være personrelateret, vil jeg høfligt besvare din inklination ved at forblive siddende.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen